BYZANTIUM OG DENS FALD: 590-1499.

Byzantiums rige beholdt Rom og Ravenna, hvor den kejserlige statholder boede.
Imens det romerske rige langsomt gik i opløsning, så bevarede kirken støt og sikkert sin opbygning. Kirken fik desuden betydelig verdslig magt allerede fra pave Gregor den Stores tid ( 590-604 ).
Forholdet mellem Rom og Byzans blev hurtigt dårligere, da Ikonoklasmen også kaldet billedstriden begyndte. Det betød at østkirken krævede at alle billeder skulle fjernes fra kirkerne, og vestkirken mente at billederne skulle blive i kirkerne. Desuden skulle det være tilladt at bruge billederne til religiøs brug, det vil sige til knæfald, kys og røgelse men ikke til gudsdyrkelse i kirkerne. Ikonoklasmen var på sit højeste i år 726.
Da longobarderne erobrede Ravenna i året 751, gjorde paven at dygtig manøvre, idet han spillede frankernes Karolinger-dynasti ud mod både Konstantinopel og longobarderne.
I perioden 754-756 dukkede Kirkestaten op med hjælp fra Pépin le Bref.
I året 774 besejrede Karl den Store longobardernes kongerige, og han lod sig krone til kejser i Rom af paven i år 800.
Det nordlige Italien blev til en del af Frankerriget.
I det sydlige Italien var der stadig hertugdømmerne og nogle få byzantinske eksklaver.


KARL DEN STORE FRANKRIGS FØRSTE KEJSER.

Ind imellem lå Kirkestaten. Øen Sicilien blev fra år 827 langsomt men sikkert erobret af araberne.
Da Frankerriget blev delt i år 843 tilfaldt de italienske besiddelser den mellemste del under Lothar.
Den almindelige opløsning bredte sig hastigt i Italien, kejsere og konger som var totalt magtesløse, afløste hurtigt hinanden.
Saracenske og nordiske sørøvere hærgede Italiens kyster, og i Rom kæmpede flere adelsslægter om magten til pavestolen.
I år 951 blev den tyske konge Otto 1. anmodet om at genoprette ro og orden i Italien. Han blev i 962 kronet til kejser, og hermed opstod det Tysk-romerske rige.
Det nye Tysk-romerske rige herskede indtil videre kun i det nordlige og det mellemste Italien. Det var derfor helt naturligt at der opstod en række handelsbyer som Venezia, Genova, Milano, Pisa og Firenze. Disse byer blev utrolig rige og fik stor magt. Derfor forsøgte byerne at kræve deres uafhængighed af kejseren og naturligvis tog paven parti i Investiturstriden.
I det sydlige Italien bosatte en håndfuld normanner sig i 1029, da de ville hjælpe Italien
mod araberne. Efter en kort krig sejrede normannerne og kom derefter til magten. Og
da de også besejrede araberne på øen Sicilien, kunne Roger 2. erklæres som konge.
I 1030 fik han officielt kongetitelen og var hermed konge over et samlet syditaliensk- siciliansk normannerrige. Han havde stor magt i italiensk politik, mest på pavens side imod kejseren og området havde tidens rigeste kulturliv.
I det nordlige Italien som formelt var under kejserens overhøjhed, blev splittet op i en del selvstændige småstater, og en del af dem blev rige og fik stor politisk betydning.
Investiturstriden mellem kejseren og paven, og de politiske partikampene mellem ghibelliner og guelfer, endte tilsyneladende da Gregor 7. sejrede over kejser Heinrich 4., ved slaget på Canossa i 1077. Senere hen fik kejsermagten igen overtaget herredømmet.
Men kejseren tabte i slaget ved Legnano i 1176, og han måtte indse at de norditalienske byer ( Lombardiske Forbund ) nu var blevet for stærke, og han måtte derfor anerkende deres selvstyre.
I 1186 vandt Friedrich 1. Barbarossa en diplomatisk sejr, idet han fik sin søn Heinrich (6.) gift med arvingen til det syditalienske normannerrige.
Heinrich alt for tidlige død i 1197 gjorde at pavestolen under pave Innocens 3., som regerede
i perioden 1198-1216 blev Italiens stærkeste magtfaktor.
Paven blandede sig i europæisk storpolitik.
Men da Federico 1. af Sicilien-Syditalien blev tysk-romersk kejser i år 1215 som Friedrich 2., kom der nye tider til Italien. Hans perfekte enevælde gjorde at Sicilien fik en sidste men kort opblomstringstid. Han besejrede de norditalienske byer og paven blev fordrevet fra Rom.
Friedrich 2. døde i 1250 og hermed sluttede Hohenstaufernes storhedstid pludseligt. Desuden blev hans sønnesøn Konradino henrettet i 1268. Derved var den tyske slægt elimineret og det tyske herredømme i Italien var definitivt slut.
Folk fra både normannerriget og handelsbyerne Venezia, Genova og Pisa greb ofte ind i korstogene, hvor de flittigt brugte deres våben både imod kristne konkurrenter og imod muslimerne.
Venezia opnåede toppen af sin magtperiode, da det såkaldte 4. korstog erobrede Konstantinopel i 1204.


BYZANTIUMS IMPERIUM I 1176.

Både de rigdomme som Italien fik ved handel og plyndring, samt mødet med den islamiske og den byzantinske kultur gjorde, at der kom et stort kulturopsving, som begyndte i Italien i det 14. århundrede. Det bredte sig hurtigt til hele Europa, og fik navnet renæssancen.
Den franske prins Charles af Anjou, som fik støtte af paven erobrede det sydlige Italien og øen Sicilien fra Tyskland i 1266.
Allerede i 1282 gjorde sicilianerne oprør mod hans dårlige regime.
Herefter blev det Pedro 3. af Aragonien som regerede i det sydlige Italien.
Huset Anjou beholdt i det sydlige Italien kongeriget Neapel, men i året 1435 overgik Neapel til Aragonien.
Selvom Frankrig flere gange forsøgte at generobre Neapel, så forblev området en del af Spaniens besiddelse, og blev styret af en vicekonge.


TYRKISKE SOLDATER ER BRUDT I GENNEM KONSTANTINOPELS PORT I APRIL 1453.

I april 1453 blev Konstantinopel besejret af den Tyrkiske hær og hermed var den sidste del
af det tidligere Romerrige blevet erobret.


LEONARDO DA VINCI.

Leonardo da Vinci ( 15. april 1452 - 2. maj 1519 ) blev født i landsbyen Anchiano som lå tæt ved Vinci i Italien. Han var den uægte søn af Ser Piero da Vinci som var en velhavende advokat og jordejer. Moderen var en bondepige der hed Catarina. Leonardos fulde navn var derfor Leonardo di ser Piero da Vinci ( Leonardo søn af Piero fra Vinci ).
Han blev hos sin fader og voksede op, og i 1469 flyttede de til byen Firenze hvor faderen lejede et hus på Piazza San Firenze, tæt ved Palazzo Vecchio.
I 1469 kom Leonardo da Vinci i lære hos Andrea di Cione ( 1435 - 1488 ) bedre kendt som
Andrea del Verrocchio. Han var en berømt og dygtig billedhugger, bronzestøber ,guldsmed,
og maler. I de 6 år at Leonardo da Vinci var i lære lærte han alle mesterens kundskaber.
I 1472 blev Leonardo optaget i Sankt Lukas Laug som maler under navnet Lionardo de Ser Piero da Vinci dipintore.
I årene fra 1482 til 1499 arbejdede han for hertugen af Milano Ludovico Sforza ( 27. juli - 1452 - 27. maj 1508 ) hvor Leonardo havde sit eget værksted med lærlinge.
Leonardo da Vinci blev en af Italiens mest berømte malere.
I året 1503 malede Leonardi da Vinci det berømte billede Mona Lisa, der forestiller den smukke 24 årige Lisa Gherardini ( 15. juni 1479 - 15. juli 1542 ) som var gift med rigmanden Francesco del Giocondo ( 1460 - 1539 ). Hun var gravid og ventede sit andet barn i 1503. Leonardo da Vinci blev dog selv så glad for resultatet at han selv beholdt billedet som i dag kan ses på Louvre museeet i Paris, Frankrig.


MONA LISA  - MALERIET AF LEONARDO DA VINCI I 1503.

Desuden var han en dygtig arkitekt, billedhugger, opfinder, ingeniør, og især læren om menneskets anatomi og læren om planters botanik brugte han meget tid på.

                                
OPFINDELSER AF LEONARDO DA VINCI.

Ovenstående opfindelser som stadig er bevaret og kan ses på et museum, var opfundet og fremstillet af Leonardo Da Vinci.

Oversigten
Tilbage Næste side