EFTER 1945 : 1946 - 2007.

Den 13. oktober 1946 blev der vedtaget en ny forfatning, Den 4. Republik (som varede indtil 1958), mod Charles de Gaulles protest.
Léon Blum ( 9. april 1872 - 30. marts 1950 ) blev ny statsoverhoved i Frankrig i perioden fra den 18. december 1946 og indtil den 16. januar 1947.
Frankrig forsøgte at stoppe USAs opbygning af Tysklands industri, og landet indgik en alliance med Storbritannien i 1947.
Økonomisk var Frankrig på sammenbrudets rand, de mange hyppigt skiftende regeringer, flere strejker imod inflationen og mangel på varer i Frankrig endte i 1948 med,at der blev oprettet en koalitionsregering som blev ledet af et katolsk folkeparti (MRP), socialister og radikale

Jules Vincent Auriol ( 27. august 1884 - 1. januar 1966 ) blev ny præsident i perioden fra den 16. januar 1947 og indtil den 16. januar 1954.

Rene Jules Gustave Coty ( 20. marts 1882 - 22. november 1962 ) blev ny præsident i Frankrig i perioden fra den 16. januar 1954 og indtil den 8. januar 1959.

Kampene i Fransk Indokina i Vietnam fortsatte med uformindsket styrke fra september 1945, og indtil 1950 hvor Ho Chi Minh erklærede at Vietnam påny var selvstændigt, og dette blev støttet af Kina og Sovjetunionen.
Krigen mellem Vietnam og Frankrig sluttede i maj 1954 hvor Fransk Indokina officielt blev opløst, efter at de franske soldater i slaget ved Dien Bien Phu, i perioden fra 13. marts 1954 til 7. maj 1954, mistede 2.293 soldater livet, 5.195 soldater blev såret og 11.721 franske soldater blev taget til fange. De 11.721 soldater som Vietnameserne havde taget til fange, blev tvunget til at gå 400 kilometer til en Vietnamesisk krigsfangelejr. Mange hundrede ( 858 ) døde af udmattelse og sygdom undervejs til krigsfangelejren.
10.863 franske soldater ankom i live til den Vietnamesiske krigsfangelejr.
Her blev de franske soldater konstant slået, sultet og stuvet sammen i små rum.
Fire måneder senere i september 1954 blev 3.290 overlevende franske soldater frigivet.
7.573 franske soldater døde af sult og sygdom i den Vietnamesiske krigsfangelejr, i løbet af de fire måneder fra maj til september 1954.
Efter den langvarige og blodige oprørskrig i Indokina måtte Frankrig i 1954 opgive sine kolonier i Indien.
Samme år i 1954 startede der i Algeriet et væbnet oprør mod Frankrigs besættelse af landet.

I 1956 blev Marokko og Tunesien selvstændige.
Frankrig dannede den 5. republik på grund af af et militærkup i Algeriet 13. maj 1958, da Charles de Gaulle ( 22. november 1890 - 9. november 1970 ) dannede regering.
Han blev Frankrigs præsident fra i perioden 8. januar 1959 og indtil den 28. april 1969.
Charles de Gaulle fik vedtaget en ny forfatning i landet, som gav ham stor magt over for Nationalforsamlingen.


GENERAL OG PRÆSIDENT CHARLES DE GAULLE AF FRANKRIG.

Efter at Guinea allerede i 1958 var trådt ud af den Franske Union, fik alle franske besiddelser i det vestlige Afrika og nær ækvator deres selvstændighed i 1960.
Men først i 1962 blev der indgået våbenhvile med Algeriet.
Den 1. juli 1962 blev der ved en folkeafstemning vedtaget selvstændighed af Algeriet, på trods af en bitter modstand fra derboende franske borgere og i militære kredse.
Præsident de Gaulles politiske mål var at sikre Frankrigs uafhængighed af USA, og give Frankrig en førerstilling i Europa, hvor Storbritannien var holdt udenfor.
I 1962 fremstillede Frankrig flere militære atomvåben, og man nægtede at underskrive Moskva-aftalen i 1963 om at stoppe atomvåben.
I EF modarbejdede Frankrig de andre landes ønske om at Storbritannien blev medlem af EF. På samme tid foretog Frankrig en tilnærmelse til Østblokken og forsøgte at få indflydelse i Asien, Sydamerika og Afrika.
Frankrigs personbilsproduktion accelererede i 1960erne og Citroen, Peugeot samt Renault blev alle en eftertragtet eksportvare til udlandet.
I 1964 foretog Frankrig diplomatiske forbindelser med Kina.
Frankrigs valuta Francen, faldt ustandselig under Den 4. Republik, men blev stabiliseret efter landet foretog den sidste devaluering i 1958, og den ny Franc fortsatte en overgang som en hård valuta.
Allerede i 1965 måtte de Gaulle igennem to valg for at sikre sig sit genvalg til Frankrigs præsident. Men urolighederne i maj 1968, det såkaldte "Studenteroprør", viste befolkningens stigende modstand mod landets styre.
Præsident De Gaulles modstanderpartier var dog splittet og den særlige franske valgordning, sikrede ved valget i juni 1968 de Gaulle et overvældende flertal i Nationalforsamlingen med 44 procent af stemmerne.


FRANSK PLAKAT FRA STUDENTEROPRØRET I MAJ 1968.

Ved folkeafstemningen den 28. april 1969 blev det nødvendigt for de Gaulle, at foreslå en afskaffelse af senatet og indføre øget regionalstyre, men hans forslag faldt til jorden og det endte med at de Gaulle måtte gå af som præsident.
Midlertidig præsident i Frankrig blev Alain Poher ( 17. april 1909 - 9. devember 1996 ) i perioden 20. april 1969 - 16. juni 1969.
Som Charles De Gaulles efterfølger valgte man hans nære medarbejder gennem mange år, Georges Pompidou ( 5. juli 1911 -  2. april 1974 ) som Frankrigs nye præsident fra den 16. juni 1969 og indtil hans død den 2. april 1974.


PRÆSIDENT GEORGES POMPIDOU AF FRANKRIG 1969-1974.

I Pompidous regeringstid var der stærk økonomisk vækst i Frankrig, men ved valget i 1973 mistede regeringen sit store flertal.
Præsident George Pompidou døde pludselig den 2. april 1974.
Midlertidig præsident i Frankrig blev Alain Poher ( 17. april 1909 - 9. devember 1996 ) i perioden 2. april 1974 - 19. maj 1974.
Efter George Pompidou’s død blev den konservative politiker og tidligere finansminister Valery Giscard d'Estaing ( 2. februar 1926) med støtte fra gaullisterne, valgt til ny fransk præsident fra den 19. maj 1974, og han vandt med nød og næppe over socialisten François Mitterrand. Valery Giscard d'Estaing fortsatte som Frankrigs præsident indtil den 21. maj 1981.


PRÆSIDENT VALERY GISCARD D’ESTAING AF FRANKRIG 1974-1981.

Giscard d’Estaing rejste meget som Frankrigs præsident, og han knyttede landet tættere til den arabiske verden og Frankrig fik dermed et dårligere forhold til Israel.
Han besøgte også de franske territorier i Stillehavet, hvor Frankrig udførte utallige atomprøvesprængninger, og dette der gav uro i området og fordømmelse i resten af verden.
Giscard d’Estaings adfærd som jeg-alene-bestemme gjorde, at gaullisterne ikke gav ham deres fulde støtte ved præsidentvalget i 1981, og Giscard d’Estaing tabte valget og præsidentposten.
Den 21. maj 1981 blev Francois Mitterrand ( 26. oktober 1916 - 8. januar 1996 ) Frankrigs nye præsident med støtte fra venstrefløjen.
Mitterrand gav socialisten Mauroy tilladelse til at danne regering med deltagelse af kommunisterne, der dog trådte ud af regeringen ved omdannelsen i 1984.
I 1986 måtte Mitterrand acceptere en højreregering under ledelse af Jacques Chirac, men han blev genvalgt i 1988 og partifællen Michel Rocard fik æren at danne en koalitionsregering.


PRÆSIDENT FRANCOIS MITTERRAND AF FRANKRIG 1981-1995.

I 1991 udskiftede han Rocard med Edith Cresson som regeringsleder, men hun kunne ikke afværge partiets krise og blev året efter afløst af Pierre Bérégovoy, der i marts 1993 måtte træde tilbage efter de borgerlige partiers store valgsejr til Nationalforsamlingen.
Mitterrand udpegede derefter gaullisten Edouard Balladur som ny regeringsleder.
Ved en folkeafstemning i 1992 om Maastricht-traktaten tilsluttede Frankrig sig med et meget beskedent flertal på 51,05 procent og 48,95 procent stemte imod.
Francois Mitterrand fortsatte som Frankrigs præsident indtil den 18. maj 1995.
Den 18. maj 1995 blev Jacques Chirac ( 29. november 1932 ) valgt til ny præsident i Frankrig, og som den ny regeringsleder blev Alain Juppé.


PRÆSIDENT JACQUES CHIRAC AF FRANKRIG 1995 - 2007.

Da præsident Jacques Chirac i 1995 besluttede at genoptage Frankrigs konventionelle atomprøvesprængninger på Stillehavsøen Mururoa, skabte dette naturligvis vrede i hele verden, så Chirac måtte arbejde hårdt på at genopbygge tilliden til Frankrig overfor Europa og resten af verden.

Da USA startede invasionen af Irak den 20. marts 2003 var præsident Jacques Chirac en meget stor modstander af krigen i Irak, sammen med Tysklands daværende forbundskansler
Gerhard Schröder.

I 2005 fik præsident Jacques Chirac endnu et nederlag af den franske befolkning, da man ved en folkeafstemning i Frankrig, nedstemte EU’s forfatningstraktat.

I december 2006 var Jacques Chirac stadig præsident i Frankrig.

Ved præsidentvalget i Frankrig i maj 2007 kæmpede de to kandidater Nicolas Sarkozy ( 28. januar 1955 ) og Ségoléne Royal om at blive Frankrigs nye præsident.
Og den 6. maj vandt Nicolas Sarkozy valget med 53 % af stemmerne til præsidentvalget.
Den 17. maj 2007 blev Nicolas Sarkozy indsat som Jacques Chiracs efterfølger som Frankrigs præsident.

 
PRÆSIDENT NICOLAS SARKOZY.

til Oversigten
tilbage Til Frankrigs historie