EN EUROPÆISK STORMAGT: 1700 - 1894.

Allerede 1 år tidligere i 1699, havde zar Peter indgået et hemmeligt angrebsforbund sammen med Danmark-Norges kong Frederik 4. og Polens kong August 2., da han ville sikre sig imod Nordens førende stormagt Sverige med krigerkongen Karl 12. i spidsen.
Da krigen brød i år 1700, besejrede Sverige allerede Danmark-Norge efter kort tid, og da svenskerne havde invaderet Sjælland, måtte kong Frederik 4. indgå fred med Sverige i sommeren 1700.

I mellemtiden havde zar Peter kurs mod svenskernes fæstning Narva, i det nuværende Estland ved den finsk bugt, med en hær på 40.000 soldater.
I starten af november 1700, begyndte zaren belejringen af Narva-fæstningen.
Sveriges Karl 12. ankom den 30. november 1700 med en hær på 8500 soldater, og gik til angreb på den russiske hær samme dag. Slaget ved Narva var begyndt.
Efter 3 timers blodig kamp var den russiske hær blevet knust, og zaren måtte i hast flygte tilbage til Moskva. Slaget kostede russerne 10.000 døde, og resten blev taget til fange, mens svenskerne havde kostet 667 døde og 1200 sårede soldater.


SLAGET VED NARVA DEN 30. NOVEMBER 1700.

Men efter sejren ved Narva, marcherede Karl 12. ikke mod Moskva, som hans militære rådgivere ellers havde anbefalede ham. Han fortsatte mod Polens kong August 2.s sachsiske hær, der havde belejret Riga.
Svenskekongen slog sachserne tilbage i juni 1701, og sachserne måtte trække sig tilbage mod Polen.
Han vidste tilsyneladende ikke, at det var en stor fejltagelse, da han ikke marcherede mod Moskva, mens han havde chancen.
Mens svenskerne sloges mod kong August 2., benyttede zar Peter den Store tiden til at opruste og genopbygge en ny og stærkere hær.


KONG AUGUST 2. AF POLEN  ( 12. maj 1670 - 1. februar 1733 ).

Allerede ved nytårstid 1701 var zaren og hans nye hær kampklar.
Russernes marcherede med kurs mod svenskernes fæstninger ved Østersøkysten.
Efter 2 års kampe mod mindre svenske styrker, havde zar Peter 1. den Store erobret den egn, som var passende til en af hans største planer. Nemlig at grundlægge en ny havneby og den 27. maj 1703, påbegyndte man byggeriet af zarens nye by Skt. Petersborg.
Selve området hvor byen skulle lægge, var et sumpområde, og arbejdet kostede ufatteligt mange penge,mens tusindvis af arbejdere livet. Men arbejdet af byen fortsatte og Skt. Petersborg fik et nyt navn, knoglernes by.
Det var ikke blot russiske arbejdere som var med til at bygge byen, også svenske krigsfanger, så længe de havde kræfterne til det.
Efter 6 års hårde kampe, fik Karl 12. knækket Polen og afsatte August 2. fra tronen. Herefter  indsatte han sin allierede Stanislaw Leszczynski, som Polens nye konge.

Nu kunne svenskekongen vende sig mod sin sidste fjende, nemlig Rusland.
Nytårsdag 1708, krydsede Karl 12. grænsen til det nuværende Hviderusland med en hær på 20.000 fodfolk, samt 24.000 kavalerister.
Det var den største hær svenskekongen nogensinde havde haft kommandoen over.
Først 6 måneder senere forsøgte russerne at stoppe svenskernes hær.
Den 4. juli 1708 satte svenskerkongen Karl 12. et angreb ind imod den russiske hær, ved landsbyen Holowczyn, under kommando af prins Aleksandr Danilovich Menshikov
Svenskerne vandt slaget, hvorefter russerne måtte trække sig tilbage.
Under deres retræte afbrændte russerne jorden i et forsøg på, at gøre det meget svært for svenskerne at skaffe madforsyninger.
Denne taktik gjorde faktisk svenskernes invasion meget vanskeligt, idet Karl 12.s forsyningslinjer fra Riga igennem vinteren 1708-09, var blevet ødelagt.
Forstærkningerne fra svenskernes allierede kosak-hæren under kommando af deres høvding Ivan Mazepa ( 1638 – 1709 ), viste sig at være langt svagere end Karl 12. havde regnet med, da Mazepa kun kunne forstærke svenskernes hær med 2000 mand.

Den 27. juni 1709, skulle det afgørende slag finde sted mellem Karl 12. og zar Peter 1., ved landsbyen Poltava.
Svenskerne havde en hær på 14.000 mand, mens zaren havde en hær på 45.000 mand.
Karl 12. var ikke i stand til at lede sine soldater under slaget, på grund af et sår i foden. Derfor havde hans feltmarskal Carl Gustav Rehnskiöld kommandoen.
Efter 8 timers blodige og voldsomme kampe, hvor både zar Peter og Karl 12. var i skudlinjen flere gange, var den svenske hær blevet fuldstændig knust, og Karl 12. måtte flygte sammen med 1500 følgesvende til Tyrkiet. Zar Peter den Store havde vundet slaget.
Slaget havde kostet 6900 svenske soldater livet, mens den russiske hær havde mistet 1300 soldater. Så det var en afgørende sejr for Rusland, og et ydmygende nederlag for Sverige.


SLAGET VED POLTAVA DEN 27. JUNI 1709.

3 dage senere den 30. juni 1709, overgav resterne af den svenske hær, under den svenske general Lewenhaupt’s kommando, sig til en mindre russisk hær.
Rusland kunne fejre en stor sejr, og ved udgangen af 1709, gik både Danmark-Norge og Polen ind på Ruslands side i krigen.
Den 8. maj 1713, var zar Peter 1.s nye by, Skt. Petersborg, endelig blevet færdigbygget.
Samme dag erklærede han, at landets hovedstad skulle flyttes til Skt. Petersborg.
Både befolkningen, og den russiske adel var rystet over zarens beslutning.
Fordi opførelsen af Skt. Petersborg havde kostet mange tusindvis af menneskeliv, ville ingen frivilligt bo i selve byen, så zaren måtte tvinge både borgere og adelsfolk til at flytte ind i den nye hovedstad.
I mellemtiden opholdt Sveriges kong Karl 12. sig i den lille by Bender, i det nuværende Rumænien. Han håbede på, at tyrkerne ville gå ind i krigen på hans side, og aflaste sine svenske tropper i krigen mod Rusland og Danmark-Norge.
Først da Karl 12. havde fået støtte fra den krigeriske tatar-khan på Krim, lykkedes det svenskekongen, at overtale den tyrkiske sultan Ahmed 3. til, at erklære krig mod Rusland og dens allierede i 1710.
Så i foråret 1711, mens Danmark-Norge kæmpede både i det sydlige Sverige og de svenske områder i Nordtyskland, forsøgte zaren at tage kampen op mod Tyrkiet, ved at erobre deres besiddelser ved Donau-flodens nedre løb.
Men det endte med et nederlag i slaget ved Pruth, hvor den russiske hær på 45.000 mand blev slået af en tyrkisk-tatarisk hær på omkring 100.000 mand.
Trods nederlaget, lykkedes det for den russiske vicekansler Sjafirov at skaffe en våbenhvile, inden tyrkerne helt knuste zarens hær ved Pruth.
For allerede efter sejren ved Pruth, havde Karl 12. håbet på at tyrkerne ville knuse den russiske hær, og tag zaren til fange.
Men takket været forhandlingerne med vicekansler Sjafirov i spidsen, og bestikkelser til den tyrkiske overkommando, skulle Rusland blot afstå Asov-området til Tyrkiet, for at få fred i 1714.

Efter dette mislykkede felttog imod tyrkerne, vendte zaren sig mod svenskernes områder i de baltiske provinser.
Og i februar 1714 overgav den svenske feltmarskal Stenbock sig personligt med hele sin hær til Danmark-Norges kong Frederik 4. i Holsten.
I sommeren 1714 gav zaren ordre til sin nye flåde under kommando af admiral Fedor Apraksin til at angribe den svenske ø Ahvenanmaa ( Åland ) nær ved Finland.


ADMIRAL OG GREV FEDOR APRAKSIN.

Den 14. juli 1714 stødte den russiske flåde sammen med den svenske flåde ved Ahvenanmaa.
Efter 3 timers hård kamp, bukkede svenskernes flåde under, hvorefter zarens tropper kunne  indtage øen.
Dette var den russiske flådes første og største søsejr over Sverige.
Samme år gik Prøjsen med ind på Ruslands side i krigen, mens Sverige ikke havde nogen allierede. Svenskerne var på dette tidspunkt godt krigstrætte, og var efterhånden ved at blive trængt op i en krog.
Da Karl 12. var kommet tilbage til Sverige i 1715, planlagde han et angreb på Norge, men dette felttog lykkedes ikke, da Karl 12. faldt under belejringen af Frederiksten-fæstningen den 11. november 1718.
Derved var Sveriges militærkræfter fuldkommen udtømt.
Ved freden i Nystad i 1721, måtte Sverige afstå det vestlige Pommern til Prøjsen, mens alle Sveriges baltiske provinser, Sydkarelen, og Karelske næs med fæstningen Viborg, måtte afstås til Rusland.
I 2 uger fejrede zaren freden med festligheder i sin nye hovedstad Skt. Petersborg.
Ruslands tid som en europæisk stormagt var begyndt.
Og til stor glæde for zaren, var indbyggertallet i Skt. Petersborg begyndt at vokse større for hvert år, i 1725 var indbyggertallet nået op til 75.000.

Men på hjemmefronten havde zar Peter 1. haft et slemt nederlag, som kom til at koste ham sin tronfølger. Sønnen Alexei havde flere gange trodset og truet med at gøre oprør imod sin far Desuden var der et stort had imellem far og søn. Især fordi storfyrst Alexei allerede som 8 årig, var blevet tvunget væk fra sin mor.
Derfor svor den unge Alexei hævn over sin far.
Trods zarens utallige forsøg på at gøre sin søn til sin trofaste højre hånd og tronfølger, medførte det kun mere had fra hans søn, hvilket til sidst førte til, at Alexei flygtede til udlandet. Zarinaen Katharina vidste at uden en tronfølger, ville landet måske blive ført ud i en borgerkrig. Derfor fik hun zaren til at sende et brev til Alexei, hvori der stod, at han var tilgivet og om han ikke nok ville komme hjem igen.
Men den unge storfyrst var dårligt nok nået tilbage til Moskva, før zar Peter 1. fratog sin søn arveretten til tronen og stillede ham for en domstol.
Det hele endte med, at zaren dødsdømte sin søn. Men inden dommen kunne blive ført ud i livet, var den unge Alexei blevet pisket og havde været udsat for så meget tortur, at han døde den 26. juni 1718, blot 28 år gammel.


ZAR PETER 1. FORHØRER SIN SØN OG TRONFØLGER ALEXEI.

Officielt i Rusland, døde storfyrst Alexei af et slagtilfælde. Men den russiske befolkning troede ikke på det, da der gik rygter om, at zaren selv havde pryglet sin egen søn til døde.
Den 8. februar 1725, døde zar Peter 1. Men da der ikke var nogen sønner tilbage, kun 2 døtre Anna, og Elisabeth, så derfor efterfulgte hans hustru ham som zarina Katharina 1. ( 15. april 1684 - 17. maj 1727 ).



ZARINA KATHARINA 1. AF RUSLAND.

Allerede inden Peter 1.s død, havde den døende zar givet ansvaret for den nye tronfølgerordning til ærkebiskop Feofan Prokopovitj ( 1681 - 1736 ). Han havde siden 1716 havde været zarens kirkelige rådgiver og personlige ven.
Det store problem under Katharina 1.s regeringsperiode var hvem der skulle efterfølge hende på tronen, fordi den eneste mandlige kandidat , var den afdøde storfyrst Alexeis søn storfyrst Peter. Blandt støtterne til storfyrst Peter var Aleksander Mensjikov ( 1673 - 1729 ), der både var feltmarskal under den store nordiske krig, og en meget hensynløs politiker, der tørstede efter mere magt.


STORFYRST ALEKSANDER MENSJIKOV.

Aleksander Mensjikov's chance for mere magt blandt det russiske hof kom i foråret 1727, da zarinaen var blevet ramt af en dødelig sygdom.
Men alt tydede på at zarinaens svigersøn, hertug Karl Frederik af Gottorp, havde lagt planer for at hans hustru, hertuginde og storfyrstinde Anna, der var datter af den afdøde zar Peter 1., ville blive udpeget som den kommende tronfølger. Dog lykkedes det for Mensjikov, at få overtalt den døende zarina om, at gøre hendes nevø storfyrst Peter til tronfølger, samt at Aleksander Mensjikovs egen datter, Maria, skulle blive hans kommende hustru.
Den 17. maj 1727 døde zarina Katahrina 1., og hermed besteg den 12 årige storfyrste Peter tronen som zar Peter 2. ( 23. oktober 1715 - 29. januar 1730 ). Blot 2 uger senere, blev han forlovet med Mensjikovs datter.
Aleksander Mensjikov selv fik stillingen som generalissimus og formynder for zaren.



ZAR PETER 2. AF RUSLAND.

Den unge zars regeringsperiode var en tid med magtkampe mellem Mensjikov, og den skruppelløse prins Vasili Dolgorukov.
Det hele endte med et stort skænderi mellem Mensjikov, og den unge zar, som dermed gik over på Dolgorukovs side.
Mensjikov blev sendt i eksil til Sibirien, og i løbet af kort tid havde Dolgorukov overtaget pladsen.
Allerede den 29. januar 1730 døde den unge zar Peter 2. af kopper, hvilket betød at med ham uddøde Romanov-slægtens mandlige side.
Den russiske højadels statsråd besluttede derfor at gør storfyrstinde Anna Ivanovna
( 7. februar 1693 - 28. oktober 1740 ) til Ruslands zarina.

 
ZARINA ANNA IVANOVNA AF RUSLAND. HERTUG ERNST JOHANN VON BIRON.

Den nye zarina Anna Ivanovna var datter af den afdøde zar Ivan 5. og nierce til den afdøde zar Peter 1. den Store.
Højalderen havde håbet på at hun ville komme i stor gæld til dem, via en håndfæstning som hun havde underskrevet, da hun var blevet kronet som Ruslands zarina, men snart brød hun aftalen med støtte fra lavalderen og regerede som enevældig zarina, da hun aldrig giftede sig.
Hun havde dog sin elsker den tyske hertug Ernst Johann von Biron ( 23. november 1690 - 29. december 1772 ) som sin medregent, og da en nyresygdom begyndte at afkræfte zarinaen, gjorde hun sin grandnevø storfyrst Ivan Antonovich ( 23. august 1740 - 16. juli 1764 ) til sin efterfølger på den russiske trone, den 5. oktober 1740.
Den 28. oktober 1740 døde zarina Anna, blot 47 år gammel, og hermed blev den blot 2 måneder gamle Ivan, udråbt til zar Ivan 6. af Rusland, og den afdøde zarinas elsker von Biron var udnævnt til regent. 
Men allerede 8. november blev den tyske hertug sendt i eksil, hvorefter barnezarens mor, storfyrstinde Anna Leopoldovna, overtog regentsposten, med hjælp fra vicekansleren Andrei Osterman.


ZAR IVAN 6. AF RUSLAND SIDDENDE SAMMEN MED SIN MOR STORFYRSTINDE ANNA LEOPOLDOVNA.


 

Oversigten
Tilbage
Næste side