EN EUROPÆISK STORMAGT: 1448-1721.

Christian 1. blev valgt til dansk konge i 1448 af det danske rigsråd, da Christoffer 3. af Bayern døde barnløs.
Men på samme tid valgte det svenske rigsråd Karl Knutsson Bonde som svensk konge og hermed gik Sverige ud af Kalmar-unionen.
Christian 1. regerede ligeledes i årene 1457-1463 i Sverige, men i 1471 blev Christian 1.s hær besejret i slaget ved Brunkeberg af rigsforstander Sten Sture den Ældres hær.

                    
KONG KARL KNUTSSON BONDE                         SLAGET VED BRUNKEBERG I 1471.
AF SVERIGE.

Stures styre i Sverige blev ført videre i perioden 1504-1520 af Svante Nilsson Sture og dennes søn Sten Sture den Yngre.
Christian 2. af Danmark-Norge erobrede i årene 1519-1520 Sverige og han forsøgte at undertrykke den svenske adel ved det Stockholmske Blodbad i 1520.
Sveriges befolkning gjorde derefter oprør i 1521 under ledelse af adelsmanden Gustav Vasa, og i 1523 blev han kronet som kong Gustav 1. Vasa af Sverige efter at danskerne var blevet fordrevet fra Sverige og hermed var Kalmarunionen helt og holdent brudt sammen.
I 1527 gennemtrumfede Gustav 1. Vasa på en stænderforsamling i Västerås, at kirkens værdier og ejendomme blev overdraget til kronen, og herved blev de svenske finansers dårlige tilstand forbedret betydeligt.
I de næste 20 år blev reformationen en realitet, og i 1544 blev kongemagten gjort arvelig. Efter Gustav 1. Vasas død i 1560, prøvede hans søn Erik 14. at herske enevældigt og han forfulgte de svenske adelsfolk der gik imod ham.
Men i 1568 afsatte en gruppe adelsfolk Erik 14. fra tronen i 1568 og derefter blev han sat i fængsel.
Efterfølgeren var broderen Johan 3. som var svensk konge fra 1569-1592, og han ægtede en polsk prinsesse.
Da kong Johan 3. døde i 1592, blev deres søn Sigismund som både var polsk og svensk konge fra 1592-1599, men da han førsøgte at genindføre katolicismen i Sverige gik det galt, og han blev afsat fra den svenske trone.
Han blev efterfulgt af sin farbror Karl 9. som var svensk konge fra 1599-1611, og han var en stærkere tilhænger af lutherdommen.
Karl 9. besejrede med meget blodige midler, både Polen og de Sigismund-tro højadelige med hjælp fra bønderne og kirken.
På samme tid blev Sveriges magt forbedret betydeligt, da landets økonomi fulgte de
europæiske prisstigninger i 1600 tallet.
Sveriges stigning i eksport af kobber og jern gjorde at landet fik større magt i Østersø- området, og det var en medvirkende årsag til mange års krige mod Danmark.
Der var Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570 og Kalmarkrigen 1611-1613, som begge sluttede uden nogen territoriale ændringer for hverken Danmark eller Sverige.

Krigerkongen, Gustav 2. Adolf, der regerede i 1611-1632, fik et virkeligt godt forhold til alle stænder og startede en ekspansionspolitik, der blev støttet af en voldsom stigning i Sveriges handel, industri og minedrift.
Da Sverige havde besejret Rusland fik landet ved freden i 1617 området Ingermanland og hermed gik den finske grænse helt frem til søen Ladoga.
Hermed var Rusland totalt spærret ude fra Østersøen.
Krigen med Polen i 1629 fik Sverige til gå ind i 30 årskrigen, og Polen afgav området Livland til Sverige.
I 1630 begav Gustav 2. Adolf sig afsted med sin svenske hær ind i Tyskland.
Gustav 2. Adolf blev dræbt under slaget ved Lützen i 1632.
Kongens nære og fortrolige ven, rigskansler Axel Oxenstierna, fortsatte den svenske hærs erobringer i Tyskland.

Rigskansler Axel Oxenstierna ønskede at styrke Sverige som en kolonimagt, så den november 1637 sejlede to svenske skibe, Kalmar Nyckel og Vogel Grip, ud fra Götborg havn, med kurs mod Nordamerika med 70 mænd ombord.
Ekspeditionen blev ledet af hollænderen Peter Minuit ( 1589 - 5. august 1638 ), som ellers havde været guvernør i den hollandske koloni Ny Holland fra 1626-1632. Han vidste at man kunne indtjene enormt store formuer ovre i den nye verden, hvis man blot kunne tæmme indianerne og den frugtbare og vilde natur.


PETER MINUIT.

I marts 1638 ankom de to svenske skibe til Delawarebugten i New Jersey-staten og Peter Minuit gik i land med sine 70 mænd.
Svenskerne så enormt store skove, så langt øjet rakte. Der var kæmpe fyrretræer, birk, eg, valnød, ask og kastanjetræer. De vidste, at alt dette kostbare træ som skibsværfterne rundt omkring i Europa efterlyste, kunne blive en rigtig god indtægtkilde.


PETER MINUIT MØDES MED LENAPE-INDIANERNE I 1638.

Dette var dog kun toppen af isbjerget, fordi Peter Minuit vidste fra sin tid i Nordamerika, at i de lokale vådområder var der massevis af pelsdyr, såsom bævere, oddere, mink og væsler.
Pels var en værdifuld handelsvare i Europa og da det lykkedes for Peter Minuit, at tæmme de lokale lenape-indianere, grundlagde han Sveriges første koloni i Nordamerika, Ny Sverige og byggede fort Christina, som blev opkaldt efter Sveriges dronning Kristina.
Den 29. marts 1638 blev Peter Minuit udnævnt til Ny Sveriges første guvernør.
Gennem årene blev der bygget flere svenske forter rundt omkring i kolonien, Nya Göteborg i 1643, fort Nya Korsholm i 1647 og fort Nya Elfsborg i 1643.
Selvom Ny Sverige næsten havde monopol på pelshandlen i området, så prøvede hollænderne fra Ny Holland at drive svenskerne ud med militær magt.
Derfor var svenskerne i sommeren 1655 tvunget til, at rømme deres koloni og overdrage den til hollænderne. Hermed var det slut med Sveriges kolonimagtdage i Nordamerika.

I 1643 erklærede Sverige krig imod Danmark, og general Torstenssons hær fra Tyskland angreb fra Holsten og plyndrede og besatte Jylland.
Ved freden i Brömsebro i 1645 afstod Danmark landområderne Ösel, Härjedalen, Jämtland og Halland til Sverige. De skulle bruges som et værn for den nye by Göteborg.

Ved den Westfalske Fred for 30 årskrigen i 1648 fik Sverige områderne Forpommern, Odermundingen og de tidligere bispedømmer Bremen og Verden, og hermed havde Sverige overtaget Danmarks stilling som den førerende stormagt i norden.
Landet havde en formynderregering for hans mindreårige datter Kristina, der var Sveriges regerende dronning fra 1632-1654.
Adelen havde under 30årskrigen forøget deres formue voldsomt, da staten havde været nødt til at sælge kongelige godser, bygninger og smykker til adelen for at dække de store krigsomkostninger.
Da dronning Kristina blev myndig, forsøgte hun at besejre adelens magt, men hun opgav sit forsøg i 1654, og kort efter abdicerede hun fra den svenske trone og konverterede til katolicismen.
Fætteren Karl (10.) Gustav af Pfalz, blev i 1649 udpeget af Kristina som Sveriges nye konge, og i årene 1654-1660 forsøgte han at løse sveriges stigende interne stridigheder i landet.


KONG KARL 10. GUSTAV AF SVERIGE.

I 1655 gik Karl 10. Gustav til angreb på Polen, men han var utrolig dårlig til at lede krigen og det var Danmark ikke længe om at opdage, og derfor gik Danmark i 1657 til angreb på Sverige.
Karl 10. Gustav’s hær erobrede herefter det meste af Danmark, og ved freden i Roskilde i 1658 måtte Danmark afgive landområderne Bohuslän, Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm og Trondheim til Sverige.
Karl 10. Gustav var ikke tilfreds, nu ville han have resten af Danmark, så krigen brød ud igen.
Men efter et mislykkede stormangreb på København i 1659, et kæmpe nederlag ved Nyborg og Karl. 10. Gustav’s død i 1660, fik Danmark ved freden i København i 1660 områderne Bornholm og Tronheim tilbage, men de andre landområder beholdte Sverige.

Sønnen Karl 11. efterfulgte sin far som Sveriges nye konge og han regerede fra 1660-1697.
Under den nye formynderregering benyttede den svenske adel sig til at besidde meget af kongens godser og slotte, men det sluttede i 1676.
I den Skånske krig i 1675-1679 forsøgte Danmark at generobre Skåne, men det blev afværget med fransk diplomatisk støtte til Sverige.
Kong Karl 11. fik på stænderrigsdage 1680 og 1682 reduceret den svenske adels enorme besiddelser af godser og slotte i Sverige.
Omkring år 1700 havde kongehuset taget halvdelen af den jord i besiddelse, der 20 år tidligere havde været i adelens besiddelse. Højadelens politiske indflydelse blev også reduceret meget, og en fri bondestand voksede frem i Sverige.
I 1682 indførte Karl 11. enevælde i Sverige.

Efter faderens død i 1697 efterfulgte sønnen Karl 12. som Sveriges nye konge, og han regerede fra 1697-1718, og den nye konge var kun 15 år gammel.
Karl 12. vandt nogen militære sejre i starten af den Store Nordiske krig i 1700-1721.
Desværre begyndte det at gå tilbage for Sverige ved nederlaget ved Poltava i 1709 hvor Rusland sejrede stort.
Uheldigvis blev Karl 12. dræbt i 1718 under et angreb på Frederiksten fæstningen i Norge. Man mente at det var enten et vådeskud eller en svensk soldat der skød kongen, på grund af de svenske tropper, som var meget krigstrætte efter kongens mange krigstogter.
Ved krigens slutning i perioden 1719-1721  måtte Sverige afgive landområderne Bremen og Verden til Hannover, det sydlige Forpommern til Prøjsen, Karelske Næs, Ingermanland, Estland og Livland til Rusland. Området øst for Øresund forblev i Sveriges besiddelse.
Dette var enden på Sveriges stormagts dage, som hermed var slut.

Oversigten
Tilbage Næste side