EN STORKRIG OG FRED: 1516-1648.

I 1516 arvede Karl 5. efter sin morfar Ferdinand den Katolske, Spanien, Østrig, Holland og Belgien.
Ved kejser Maximilians død i 1519, samledes Tysklands kurfyster i Frankfurt for at vælge en efterfølger til kejsertronen.
Gennem hele sit liv havde Maximilian arbejdet på at øge Huset Habsburgs magt, og hans sidste anstrengelser gik ud på at sikre at kejsertronen forblev i slægten, da kejserens søn Filip døde i 1506.
Så ved sit dødsleje ønskede Maximilian at hans sønnesøn kong Karl 1. af Spanien skulle efterfølge ham.
På en måde var det blevet en tradition, at en Habsburger skulle arve kejserkronen.
Men Karl havde farlige konkurrenter, nemlig Frankrigs kong Frans 1. og Englands kong Henrik 8. 
Trods franske og engelske diplomaters bestikkelser af nogle af de tyske kurfyrster, blev Karl valgt til ny tysk-romersk kejser den 28. juni 1519.


KEJSER KARL 5. AF DET TYSK-ROMERSKE RIGE.

Men snart kom Karl 5. i krig med både Frankrig og Tyrkiet, begge lande var stærke.
Karl 5. kæmpede mod Frankrig mod magten i Norditalien, og pave Clement 7. valgte at støtte franskmændene.
Efter et stort fransk nederlag i slaget ved Pavia i 1525, var Karl 5. nu hersker over Norditalien og i 1527 plyndrede Karls spanske hær Rom og tvang paven til at slutte fred og den 24. februar 1530 blev Karl 5. kronet af paven som både tysk-romersk kejser og konge af Lombardiet.
Den protestantiske reformation der blev indledt med Martin Luthers teser i 1517 og blev blandet med politisk rivaliseren.
Reformationen rettede den stadig stigende kritik imod den tyske kirkes stigende
korruption.
Kirken var igennem årene blevet en velhavende økonomisk institution, og  i nogle egne af landet ejede kirken en tredjedel af det samlede jordareal, men selve skandalen blev udløst af salget af syndsforladelser.
Efter en lang række borgerkrige og bondeoprør, der hver gang blev slået blodigt ned,
blev der i 1555 indgået en fredsaftale i Augsburg, der bekræftede den politiske og religiøse adskillelse mellem katolikker og lutheranere og kejser Karl 5. som ellers havde kæmpet mod Reformationen, måtte opgive kampen og i 1556 valgte kejseren at trække sig tilbage som tysk-romersk kejser.
Sønnen Filip arvede den spanske trone, samt de italienske besiddelser og de spanske kolonier i Amerika og Karls bror Ferdinand ( 10. marts 1503 - 25. juli 1564 ) blev valgt til tysk-romersk kejser. Ferdinand var også konge af Ungarn og Bøhmen og ærkehertug af Østrig.
Da kejser Rudolf 2. ( 18. juli 1552 - 20. januar 1612 ), som regerede fra 1576-1612, støttede katolicismen, truede der en åben konflikt mellem kejseren og de protestantiske fyrster i Bøhmen.
Den 20. januar 1612 døde Rudolf 2. og blev efterfulgt af sin bror Matthias ( 24. februar 1557 - 20. marts 1619 ). Kejser Matthias’ bror ærkehertug Ferdinand af Østrig blev i 1617 valgt til Bøhmens konge og Ungarns konge året senere, og han vidste at de protestantiske fyrsters magt i Bøhmen var stærkere end hans egen, så da han lukkede de protestantiske kirker i Bøhmen og udnævnte katolske guvernører. Det blev for meget for de protestantiske fyrster.
I maj 1618 udbrød der væbnet oprør i Bøhmen med kurfyrst Frederik af Pfalz i spidsen, Ferdinand blev afsat og de bøhmiske fyrster valgte Frederik til Bøhmens nye konge.
Og hermed udbrød 30 års krigen som varede fra 1618 til 1648.
Kong Frederik af Bøhmen udnævnte grev Ernst von Mansfeld til øverstbefalende for den bøhmiske hær.
I Tyskland udnævnte kejser Matthias kurfyrst Maximilian af Bayern til tysk øverstbefalende og drog af sted med en stærk tysk hær mod Bøhmen.
I slaget ved Pilsen i 1618 slog general Mansfeld den kejserlige hær og havde forhindret kejserens krigsplaner om at belejre Prag.
I 1619 blev Ferdinand 2. ( 9. juli 1578 - 15. februar 1637 ) ny tysk-romersk kejser og han vidste, hvis krigen skulle vindes, skulle de bøhmiske fyrsters hære knuses og kong Frederik af Bøhmen skulle besejres.


KEJSER FERDINAND 2. AF DET TYSK-ROMERSKE RIGE.

I slaget ved Hvide Bjerg den 8. november 1620 lykkedes det for den tyske feltmarskal Johann von Tillys hær at slå den bøhmiske hær og han besatte Prag. Kong Frederik af Bøhmen måtte flygte og hermed havde kejseren erobret Bøhmen.
Krigen rasede frem og tilbage med korte pauser i 1620erne og udviklede sig i 1630erne til en europæisk kraftprøve med Tyskland og Spanien som kæmpede for den katolske sag på den ene side og Sverige, Holland og Frankrig som kæmpede for den protetantiske sag i krigen, Danmark blev slået ud af krigen ved to store nederlag i 1626 og 1628.
Men da Sveriges kong Gustav 2. Adolf overtog Danmarks plads i krigen begyndte det at gå bedre for de protestantiske hære.
I det store slag ved Breitenfeld den 7. september 1631 kæmpede Gustav 2. Adolfs svenske-sachsiske hær på 40.000 mand mod den tyske feltmarskal Tillys hær på 33.000 mand.
Slaget endte med en stor svensk sejr. Gustav 2. Adolf mistede 3000 mand, men Tilly mistede 13.000 mand og var på tilbagetog.


SLAGET VED BREITENFELD D. 7. SEPTEMBER 1631.

Selvom svenskerne mistede deres krigerkonge i slaget ved Lützen i 1632, kæmpede de videre og i 1635 erklærede Frankrig Tyskland og Spanien krig og gik ind på Sveriges side.
I 1648 sluttede krigen i freden i Westfalen, og den tysk-romerske kejser Ferdinand 3. ( 13. juli 1608 - 2. april 1657 ) som efterfulgte sin far i 1637, måtte indse at krigen havde været en katastrofe for Det Tysk-Romerske Rige, og nu var kejserriget ikke den førende stormagt i Europa.
Frankrig og Sverige overtog Tysklands plads, men Tyskland bevarede stadigvæk magten over Ungarn og Bøhmen.
Tyskland måtte afstå store landområder ved freden i 1648, det sydlige Alsace blev fransk, og Forpommern samt bispedømmerne Bremen og Verden blev svenske.
Tyskland blev opløst i en mængde delstater med Østrig og Brandenburg som de stærkeste.
I de fleste landsfyrstendømmer og først og fremmest kurfyrstedømmet Brandenburg  havde indført enevælde.
Efter 30 årskrigens slutning overtog Brandenburg Tysklands plads som en af de førende stater i Tyskland.
Mange år senere skulle Brandenburg blive den europæiske stormagt Prøjsen.

Oversigten
Tilbage Næste side