ET IMPERIUM FØDES 1337-1674:

Den fortsatte strid om områderne i det nordlige Frankrig førte til krig med Frankrig i 1337. Denne krig blev kendt som 100årskrigen 1337-1453, men krigen varede faktisk i 116 år.
England slog Frankrig gang på gang, både til lands og til søs i starten af krigen, desuden erobrede englænderne store dele af Frankrig under krigen og Henrik 6. blev for en tid Frankrigs nye konge.
Men i starten af 1430erne begyndte krigslykken at vende for England.
Den 17. juli 1453 udkæmpede England sit afgørende slag mod Frankrig i slaget ved Castillon, hvor den engelske feltherre jarlen af Shrewsbury havde 4000 fodfolk og 6000 rytter.
Mens den franske hær under kommando af Jean Bureau havde 8000 fodfolk og 13.000 rytter og slaget endte med at et stort nederlag for England, og kort tid efter måtte England slutte fred med Frankrig.
Freden kostede England alle sine områder i Frankrig med undtagelse af Calais, som først blev afstået til Frankrig i 1558.
For første gang havde England tabt en stor krig mod Frankrig, så det var en stor skam og ydmydelse for England og en stor sejr for Frankrig.


SLAGET VED CASTILLON I 1453.

Men 2 år efter at landets 100årskrig mod Frankrig langsomt nærmede sig en afslutning i 1453, blev England sønderrevet af en borgerkrig i 1455.
Kong Henrik 6. af huset Lancaster, var en svag, uduelig hersker som led af periodisk sindssyge.
For at udfylde tomrummet i ledelsen af regeringen, udviklede der sig en magtkamp mellem husene Lancaster (rød rose) og det rivaliserende hus af York (hvid rose), anført af Richard Plantagenet, den tredje hertug af York.
Denne strid flammede op i åben krigsførelse i slaget ved Saint Albans i 1455.
6 år senere i 1461 blev Henrik 6. afsat, og det yorkistiske krav på tronen blev opfyldt med kroningen af Richards søn som Edward 4.
Men Henriks dronning Margaret, sikrede sig hendes søn Edwards interesser, skotsk og fransk hjælp for at fortsætte kampen for den lancastrianske sag.
Da den tidligere yorkistiske general, jarlen af Warwick Richard Neville, skiftede side, blev Henrik 6. kronet på ny i 1470.
Edward 4. ( 28. april 1442 - 9. april 1483 ) samlede yorkisterne og tog i slaget ved Tewkesbury dronning Margaret til fange og dræbte den unge Edward.
Henrik 6. døde kort tid efter under mystiske omstændigheder og dette afsluttede krigens hovedfase.
Da Edward 4. døde 12 år senere den 9.april 1483, blev hans 13 årige søn og efterfølger, Edward 5., væltet af tronen af hans magtsyge og ondskabsfulde onkel, hertugen af Gloucester og tredje søn af Richard Plantagenet, som overtog tronen som Richard 3. ( 2. oktober 1452 - 22. august 1485 )
I det kulminerende slag ved Bosworth Field den 22. august 1485, blev Richard 3. dræbt under slaget og tronen blev vundet af jarlen af Richmond, som blev Englands nye konge Henrik 7.
( 28. januar 1457 - 21. april 1509 ). Han regerede i perioden fra den 22. august 1485 og til
den 21. april 1509.


SLAGET VED BOSWORTH FIELD I 1485.

Den nye konge antog symbolet af en rød og hvid rose og etablerede Tudor-dynastiet, som skulle herske i England i mere end hundrede år.
Under den berygtede Henrik 8. ( 28. juni 1491 - 28. januar 1547 ), som var konge fra den
22. april 1509, prøvede gan med en ny krig mod Frankrig i 1512 at tilbageerobre de tabte landområder i Frankrig med en alliance med Skotland og Spanien.
Men efter nederlaget i slaget ved Flodden i 1513, opgav Henrik 8. sine erobringstogter i Frankrig.
Henrik 8. var mest kendt for sine brutale ægteskaber med sine 6 koner gennem årene, 2 af dem blev han skilt fra, da de ikke mere behagede kongen og 2 af dem blev halshugget. Dronning Cathrine Howard blev henrettet på grund af utroskab og dronning Anne Boleyn blev henrettet fordi hun ikke kunne føde en søn, kun datteren Elisabeth, som senere skulle blive en af Englands mest berømte regenter.
I 1534 fik han Parlamentet til vedtage en lov, hvor Henrik 8. var den engelske kirkes overhoved, hvilket betød at han løsrev sig fra paven og de engelske kirkegodser blev inddraget under kronen.
Henrik 8. døde den 28. januar 1547 og blev efterfulgt af sin eneste søn Edward 6.
Da Edward 6. ( 12. oktober 1537 - 6. juli 1553 ) allerede døde som 15 årig den 6. juli 1553 overtog halvsøsteren Maria 1. også kaldt Maria den Blodige ( 18. februar 1516 -17. november 1558 ) tronen, og hun regerede fra den 19. juli 1553 - 17. november 1558.
Maria den Blodige prøvede forgæves at genindføre forbindelsen med den katolske kirke i Rom, ved at henrette 283 adelsfolk som var af den protestantiske tro.
Den 17. november 1558 døde Maria den Blodige og herefter blev Henrik 8.s datter Elizabeth
( 7. september 1533 - 24. marts 1603 ) kronet som Englands dronning Elizabeth 1.
Under Elizabeth 1.s 45 år på tronen fra den 17. november 1558 - 24. marts 1603, blev Englands økonomi stærk på grund af salget af klæder og det blev en særdeles god forretning for de engelske købmand. Det var på grund af købmændenes handel at England med årene skulle blive en meget rig og stærk handelsnation. På samme tid begyndte engelske lykkejægere at rejse ud og grundlagde kolonier i Indien og Nordamerika.
Dette skulle gøre England til den største og stærkeste kolonistormagt i historien.


DRONNING ELIZABETH 1. AF ENGLAND.

Det var Elizabeth 1. der indførte den protestantiske tro i den engelske kirke, som medførte at Spanien under Filip 2. for en tid var Englands værste fjende.
Og Skotlands dronning Maria Stuart kæmpede for sit lands uafhængighed, men det skotske oprør faldt sammen, da Maria Stuart blev henrettet i 1587.
2 år tidligere havde Spanien erklæret krig og i 1588 satte den spanske kong Filip 2. alt på et bræt, ved at lade sin Store Armada, den spanske flåde på 130 krigsskibe sejle med kurs mod England, og kunne den spanske flåde knuse den engelske flåde, så kunne Filip 2. invadere England.
I søslaget ved den engelske kanal i juni 1588 lykkedes det for den mindre engelske flåde under admiral lord Effingham at slå den spanske Armada tilbage, og da den spanske flåde trak sig tilbage, sank størstedelen af den spanske flåde under en voldsom storm.
Denne store søsejr over Spanien blev starten på Englands tid som sø og kolonimagt, og det engelske imperium blev efterhånden skabt med de kommende kolonier rundt omkring i verden.
Ved dronning Elizabeths død den 24. marts 1603 uddøde den engelske kongeslægt Tudor og blev afløst af slægten Stuart, da Maria Stuarts søn Jacob 6., ( 19. juni 1556 - 27. marts 1625 ) der havde været konge af Skotland siden 1567, blev kronet som Englands Jacob 1.
og hermed fik Skotland og England fælles konge.
Men Jacob 1. og hans søn Karl var meget påvirket af at de kun stod til regnskab overfor Gud og regerede enevældigt over England, men Parlamentet var meget imod at enevælden skulle indføres i landet.
Da Karl 1. ( 19. november 1600 - 30. januar 1649 ) overtog tronen den 27. marts 1625, øslede han med statskassens midler på kunst, og både befolkningen og parlamentet var oprørt over kongens store pengeforbrug.
Karl 1. gik med planer om at lave et statskup og indføre enevælde i landet.
Parlamentet begyndte at samle sig under Oliver Cromwell ( 1599-1658 ) og gik med planer om at afsætte kongen, men kongen slog først til.


KONG KARL 1. AF ENGLAND.

I 1642 invaderede kongen sammen med sin personlige garde parlamentet i London og anholdt næsten alle parlamentsmedlemmerne, men Cromwell og en del andre parlamentsmedlemmer slap væk og dermed udbrød der borgerkrig i landet.
I begyndelsen af borgerkrigen vandt den royaliske hær over parlamentets uøvede styrker i nogle mindre slag.
Mens borgerkrigen rasede i det nordlige England, gik Cromwell i gang med at skabe en ny moderne hær med veldisciplinerede soldater og det lykkedes for ham.
Snart var Cromwells hær den eneste parlamentshær der kunne modstå kongens hær.
I 1644 var det østlige England under parlamentets kontrol og parlamentets to stærke hære belejrede byen York i det nordlige England. Det var Lord Fairfaxs hær, Cromwells stærke og ubesejrede hær og samt en skotsk hær under Alexander Leslie.
De kombinerede parlamentarinske hære udgjorde 20.000 infanterister og 5.000 ryttere.
I slaget ved Marston Moor den 2. juli 1644 slog Cromwells hær den royaliske hær, som led store tab i slaget.
I 1647 blev Cromwell udnævnt til parlamentets næstøverstbefalende med rang som generalløjtnant.
Efter et firedags slag ved Preston i 1648 blev den royaliske hær endelig totalt besejret og dens hærfører, den skotske hertug James af Hamilton blev taget til fange og henrettet. Efter denne store sejr blev Cromwell udnævnt til den parlamentariske hærs nye øverstbefalende og i 1649 blev kong Karl 1. taget til fange af Cromwells folk.
Kongen kom for retten og dømt til døden for højtforæderi.
Den 30. januar 1649 blev han halshugget.
Men både i Irland og Skotland holdt royalisterne stadigvæk stand, så borgerkrigen var ikke slut endnu.
Efter at oprøret i Irland brutalt blev slået ned af Cromwell fra starten af 1649 til midten af 1650, betød det at royalisterne nu kun havde Skotland tilbage under deres kontrol.
Den 1. januar 1651 blev den halshuggede Karl 1.s søn, Karl 2. ( 29. maj 1630-6. februar 1685 ) udråbt til Skotlands konge, selvom royalisternes hær led et overvældende nederlag ved Dunbar i september 1650.
Efter det afgørende slag ved Worcester den 3. september 1651, blev den royalistiske hær totalt udslettet af Cromwell og kong Karl 2. flygtede til Frankrig, hvor han levede i eksil.
I maj 1652 var det skotske oprør endelig slået ned og den ni år lange borgerkrig var slut.
Oliver Cromwell var nu rigsforstander over England, Skotland og Irland.
Monarkiet var blevet helt afskaffet og en republik som blev kendt som Commonwealth blev etableret under ledelse af Cromwell og det engelsk parlament i London.
Gennem årene 1652-1657 som Englands rigsforstander, blev Cromwell flere gange tilbudt at blive landets konge, men han takkede nej hver gang, han brød sig ikke om kongelige titler.
Fra 1652 til 1653 udkæmpede England den første engelsk-hollandske krig mod Holland, krigen endte nærmest uafgjort


OLIVER CROMWELL.

Da krigen var slut arbejdede Cromwell hårdt på at gøre England til en rig og stærk militær stormagt og lykkedes det for ham.
Kort efter Cromwells død i 1658 brød den engelske republik sammen, og den 29. maj 1660 kaldte det nyvalgte parlament Karl 2. tilbage fra eksil og han blev kronet som Englands nye konge.
Men efterhånden begyndte den gamle handelsrivalisering på verdenshavene mellem England og Holland igen og i 1665 erklærede Holland krig, den anden engelsk-hollandske krig var begyndt.


KONG KARL 2. AF ENGLAND

Krigen førtes mest til søs mellem den engelske og hollandske flåde.
Den engelske flåde vandt en stor sejr over hollænderne i søslaget ved Lowestoft den 13. juni 1665, hvor den hollandske admiral Jan van Obdam blev dræbt og resterne af den hollandske flåde måtte trække sig tilbage.
Året senere i 1666 gik Frankrig ind på Hollands side i krigen, så England var således nødt til at dele flåden op i to, prins Rupert af Tysklands 20 skibe bevogtede den engelske kanal hvis den franske flåde skulle angribe.
Mens hertug George Monck af Albemarles 80 skibe dækkede Dover-strædet mod et kommende hollandske angreb, den 11. juni 1666 angreb den hollandske flåde på 100 skibe under admiral Michiel de Ruyter den engelske flåde i Dover-strædet.
Søslaget rasede frem og tilbage og efter 4 dages blodig kamp, måtte den engelske flåde trække sig op ad Themsen. De engelske tab var 8 skibe og 9 skibe blev erobret og hollandske tab var 4 skibe, så det var en stor sejr for Holland.


SØSLAGET VED DOVER-STRÆDET DEN 11. JUNI 1666.

2 måneder senere var den engelske flåde kampklar igen og i søslaget ved North Foreland den 4. august 1666 gav den engelske flåde den hollandske flåde et knusende nederlag.
Året senere i 1667 blev der sluttet fred, hvorefter Holland måtte afstå sine kolonier i Nordamerika til England.
I 1670 indgik Karl 2. en hemmelig pagt med Frankrigs kong Ludvig 14., en kort alliance med deres tidligere ærkefjende. Men da Hollands nye statsholder prins Vilhelm af Oranien opdagede denne pagt mellem England og Frankrig i 1672, fik han mulighed for en kommende  krig mod England, da en fransk hær invaderede Holland samme år.
Derefter erklærede Holland krig mod både England og Frankrig den 17. marts 1672, den tredje engelsk-hollandske krig var begyndt.
Den 7. juni angreb den hollandske flåde på 91 skibe den engelsk-franske flåde på 101 skibe ved Southwold Bay, 145 km nord for Themsens munding, begge sider led store tab og søslaget endte uafgjort, men den hollandske flåde trak sig tilbage.
Da England og Holland sluttede fred den 7. februar 1674, var det parlamentet der tvang Karl 2. til at trække sin alliance tilbage med Frankrig og slutte fred med Holland.

Oversigten
Tilbage Næste side