EUROPAS STÆRKESTE STORMAGT: 1658-1871.

Kejser Leopold 1. ( 9. juni 1640 - 5. maj 1705 ) der regerede i årene 1658-1705, måtte kæmpe en hård kamp for at bringe kejserriget på fode igen, efter nederlaget i 30 års krigen.
Da Sverige led et nederlag ved belejringen af Danmarks hovedstad København i 1659, ville Brandenburg og Polen sende en hjælpehær til Danmark og det benyttede Leopold sig af, idet  en af hans berømte feltherrer, den østrigske general Raimund Montecuccoli blev den ny øverstbefalende for den allierede hær på 25.000 mand, i krigen mod den svenske hær.
I slaget ved Nyborg den 14. november 1659, knuste den allierede og den danske hær under ledelse af kong Frederik 3. af Danmark, den svenske hær.
Men efterhånden var kejserriget truet af Tyrkerne og i slutningen af 1663 erklærede den tyriske sultan Muhammed 4. krig imod det Tysk-Romerske Rige krig, og han invaderede Ungarn med en stærk tyrkisk hær.


KEJSER LEOPOLD 1. AF DET TYSK-ROMERSKE RIGE I 1660.

Kejseren gav general Raimondo Montecuccoli ordre til at slå tyrkerne ud af Ungarn.
I slutningen af juli 1664 tog Montecuccoli opstilling med sin hær ved landsbyen Szentgotthárd.
Den 1. august 1664 angreb den tyrkiske hær, den kejserlige hær ved Szentgotthárd.
Efter en voldsom og blodig dag, blev tyrkerne slået tilbage og måtte trække sig tilbage med store tab.
Den 10. august 1664 ved Vasvar underskrev sultanen en 20 år lang fredstraktat.
I slutningen af 1660erne var Frankrigs kong Ludvig 14. i krig mod Holland og Spanien om herredømmet over De spanske Nederlandene ( det nuværende Belgien ).
Krigen sluttede i 1668, hvor Frankrig gik ud som sejrherre, men freden varede kort.
Da den anden hollandske krig 1672-1679 brød ud, prøvede hollænderne at generobre deres tabte provinser tilbage fra Frankrig.
Hollands hær blev ført an af Hollands statholder prins Vilhelm af Oranien ( 1650 - 1702 ), som senere blev Englands konge.
Holland fik militærstøtte fra Spanien og Brandenburg, og i 1674 gik kejser Leopold 1. med ind i krigen på Hollands side.
Men de tyske hære der var under ledelse af general Raimund Montecuccoli, led mange nederlag til den dygtige den franske marskal de Turennes hære.
I 1679 blev der sluttet fred, og endnu engang gik Frankrig ud af krigen som sejrsherre.
Senere i 1683 benyttede den tyriske sultan Muhammed 4 sig af, at den Tyske-Tyrkiske fredstraktat var udløbet, og han invaderede Østrig og planlagde at indtage Wien, som var kejserrigets hovedstad. Den 17. juli 1683 nåede tyrkernes hær på 200.000 mand byen Wien, og begyndte at belejre byen i tre måneder.
Selvom tyrkerne angreb Wien flere gange under belejringen lykkedes det for grev Ernst Rüdiger von Starhemberg, som ledede forsvaret af Wien, at slå tyrkerne tilbage.
Den 12. september 1683 ankom en stærk undsætningshær på 62.000 mand under ledelse af den polske kong John 3. og det lykkedes at slå tyrkernes hær tilbage.
Men krigen forsatte endnu i 16 år, og i 1690 gik Rusland ind på Leopolds side i krigen.
Først i 1699 sluttede krigen, hvor tyrkerne måtte afstå Transsylvanien og den tyrkiske del af Ungarn til Det Tysk-Romerske Rige, så krigen havde været en stor sejr for Leopold 1. og hans allierede.
I 1688 blev den hollandske prins Vilhelm af Oranien, valgt til Englands nye konge, da man havde afsat kong Jakob 2. og den nye kong Vilhelm 3. planlagde nu at føre en sidste krig mod hans dødsfjende, kong Ludvig 14. af Frankrig.
Så i 1689 gik England ind i en stor militæralliance som omfattede, Det Tysk-Romerske Rige, Brandenburg, Bayern, Sachsen, Pfalz, Spanien, Sverige og Holland og erklærede Frankrig krig, den pfalziske arvefølgekrig var begyndt.
Nationerne kaldte sig for den Store Alliance mod Ludvig 14.'s Frankrig.
Krigen startede dårligt for den Store Alliance, i slaget ved Fleurus i 1690, led de et stort nederlag og efter endnu et nederlag i slaget ved Leuze i 1691, ankom Vilhelm 3. af England for at overtage kommandoen af alliancens hære.
Imens gik Ludvig 14. med planer om at invadere England, hvis den franske flåde under admiral Comte de Tourville kunne udslette de kombinerede engelske og hollandske flåder.
Men ved søslaget ved La Hogue i maj 1692, blev den franske flåde fuldstændig besejret af den engelske flåde. Det var det største nederlag som Ludvig 14. fik under krigen.
Alliancen ville udnytte søsejren ved at give Ludvig 14. endnu et nederlag til lands.
Men den Store Alliances hær under  kong Vilhelm 3. led endnu et nederlag ved Steenkerke i juni 1692, så Frankrigs marskal de Luxembourg var stadigvæk ubesejret i kamp.
I starten af juli 1693 havde Alliancens hær fået forstærkninger og havde nu en hær på 50.000 mand, og ville tage kampen op mod de Luxmenbourgs hær på 40.000 mand ved Neerwinden.
Men igen led Alliancen et kæmpe nederlag og mistede næsten 20.000 mand, så det var de Luxembourgs største sejr over alliancen og hele Frankrig jublede over denne store sejr, men Alliancen nægtede at give op.
Endelig i slaget ved Namur i 1695 slog Alliancen en fransk hær og i 1697 sluttede krigen.
Men Alliancen vidste at Frankrig ikke ville holde freden længe og det gjorde den heller ikke.
I efteråret år 1700 lå Spaniens kong Carlos 2. for døden og han efterlod sig ikke nogen børn.
Så størstedelen af Europas kongeriger prøvede at finde en egnet tronfølger til den spanske trone, men Ludvig 14. kom dem i forkøbet.
Ludvig 14. mente selv at hans sønnesøn, hertug Filip de Anjou ( 1683 - 1746 ), skulle blive kong Carlos efterfølger på den spanske trone, men kong Carlos nåede ikke at godkende testamenetet inden han døde.
Alligevel besluttede Ludvig 14. at godkende testamentet, og kort tid efter blev hertug Filip udråbt til kong Philip 5. af Spanien.
Men England, Holland og Det Tysk-Romerske Rige gik imod Louis 14.s valg af den spanske konge, og gik sammen en sidste gang og dannede en ny storalliance.
Mens Alliancen forberedte sig til krig, lovede kurfyrst Frederick af Brandenburg-Prøjsen kejseren at deltage i den kommende krig og kejser Leopold var meget taknemmelig for Fredericks militærstøtte til den kommende krig, og i november år 1700 gav kejser Leopold
sin tilladelse til at kurfyrst Frederick kunne krone sig til konge.
Den 18. januar 1701 kronede Frederick sig selv til konge af Brandenburg-Prøjsen med sin kongelige titel, kong Frederick 1. af Brandenburg-Prøjsen, senere skiftede han sit nye kongeriges navn til Prøjsen og hermed var kongeriget Prøjsen blevet født.
Den 4. maj 1702 erklærede Alliancen Frankrig krig, den Spanske Arvefølgekrig var begyndt.
Bayern gik med ind på Frankrigs side i krigen.
I Norditalien lykkedes det for den østrigske general prins Eugen af Savoyen at slå franskmændene i slagene i Chiari i september 1701 og i Cremona i februar 1702.
I 1704 blev hertug John Churchill af Marlborough øverstbefalende for de allierede hære, og i slaget ved Donauwörth i juli 1704 vandt Marlboroughs hær over den Bayeriske hær.
Efter den store sejr ved Blenheim havde Alliancen slået Bayern ud af krigen.
Den 5. maj 1705 døde kejser Leopold 1. efter 47 år som tysk-romersk kejser og han blev efterfulgt af sønnen Josef 1. ( 26. juli 1678 - 17. april 1711 ).

 
KEJSER JOSEF 1. AF DET TYSK-ROMERSKE RIGE I 1705.

Krigens allerstørste slag fandt sted ved den franske by Malplaquet i september 1709, hvor Eugene af Savoyens hær på ca. 30.000 mand havde taget opstilling, men den berømte engelske feltherre hertug John Churchill af Marlborough ( 1650 - 1722 ) ankom med friske forstærkninger og nu havde alliancen en stærk hær på 100.000 mand, hvor den franske marskal de Vendome kun havde 90.000 mand. Verdens største slag skulle snart begynde.
Efter syv timers meget blodige kampe var den franske hær på tilbagetog, men begge hære led kæmpe store tab. Alliancen mistede 24.000 mand, franskmændene mistede 14.000 mand, ialt 38.000 mand faldt i slaget ved Malplaquet, det var et stort blodbad, men en stor sejr til hertugen af Marlborough som havde vist sig som en af krigens bedste feltherrer.
Krigen udviklede sig efterhånden til den blodigste krig i Europas historie og begge sider var ved at blive trætte. Krigen sluttede dog først i 1714, hvor stormagterne anerkendte Philip 5.
af Spanien som spansk konge.
Ludvig 14. gik ikke denne gang ud af krigen som sejrherre, men som den store taber.
Spanien måtte afstå De spanske Nederlandene til Tysk-Romerske Rige og Frankrig måtte afstå en del kolonier til England.
Prins Eugen af Savoyen blev efter krigen en af kejser Josef 1.s fornemmste rådgiver og udnævnt til øverstbefalende for kejserrigets hære.
Den 17. april 1711 døde kejser Josef 1. efter kun 6 år.
Hans bror ærkehertug Karl 6. ( 1. oktober 1685 - 20. oktober 1740 ) blev ny tysk-romersk kejser.


KEJSER KARL 6. AF DET TYSK-ROMERSKE RIGE I 1711.

I 1716 erklærede Tyrkiet krig mod kejserriget og Eugen af Savoyen fik efter ordre fra Karl 6. til at marchere ind i Balken med en hær på 46.000 mand, og Eugen mødte den tyrkiske hær på 100.000 mand i slaget ved Peterwardein i det nuværende Jugoslavien.
Slaget endte med en stor sejr for prins Eugens hær, og i sommeren 1717 indtog han Beograd. Krigen sluttede i 1718, hvor Tyrkerne måtte afstå yderligere territorium på Balkan til Det Tysk-Romerske Rige.
Efter den Store Nordiske krigs sluttede i 1721 overgik fyrstedømmerne Bremen og Verden til kongeriget Hannover, og Prøjsen fik det sydlige Forpommern.
Inden længe skulle Prøjsen vokse sig til en stærk militærnation som ville overtage Det Tysk-Romerske Riges plads som den førende stormagt i Europa.
Den 20. oktober 1740 døde Karl 6. og hans datter Maria Theresia ( 13. maj 1717 - 29. november 1780 ) blev valgt som kejserinde, hun var også ærkehertuginde af Østrig og dronning af Bøhmen-Ungarn, men hendes magt var ikke så stærk som hendes far.


KEJSERINDE MARIA THERESIA AF DET TYSK-ROMERSKE RIGE I 1740.

I december 1740 indvaderede Prøjsens kong Frederick 2. med en hær på 30.000 mand den østrigske provins Schlesien og hermed startede den første schlesiske krig.
I begyndelsen af 1741 sendte Maria Theresia en østrigsk hær under, ledelse af feltmarskal grev Wilhelm von Neipperg, ind i Schlesien for at drive prøjserne ud.
Den østrigsk hær mødte Fredericks hær ved Mollwitz den 10. april 1741.
Slaget endte med en prøjsisk sejr og dette udnyttede Frankrig sig af, og gik sammen med Spanien og Bayern og erklærede krig imod Det Tysk-Romerske Rige.
Maria Theresia fik hurtig lavet en militæralliance med Storbritanien og Holland, og hermed var den Østrigske Arvefølgekrig begyndt.
Efter endnu en prøjsisk sejr ved Chotusitz i maj 1742, indgik Maria Theresia fred med Frederick den Store, som den prøjsiske konge blev kaldt for.
I 1745 valgte Maria Theresia at hendes mand Frans 1. Stefan ( 8. december 1708 - 18. august 1765 ) skulle overtage kejsertronen, men de skulle deles om magten.


KEJSER FRANS 1. AF DET TYSK-ROMERSKE RIGE I 1745.

Efter de to blodige krige den Østrigske Arvefølgekrig og den Prøjsiske 7 årskrig var Prøjsen blevet en europæisk stormagt.
Da kejser Frans 1. døde den 18. august 1765 blev han efterfulgt af sin søn Josef 2., men kejseren regerede stadigvæk sammen med sin mor kejserinde Maria Theresia, først da hun døde den 29. november 1780, kunne Josef 2. ( 13. marts 1741 - 20. februar 1790 ) herske over kejserriget enevældigt.
I 1804 erklærede kejser Frans 2., som blev tysk-romersk i 1792, at Østrig var et kejserrige, og det medførte at Det Tysk-Romerske Rige blev en del af det østrigiske kejserige.
Efter at den franske kejser Napoleon 1.s store sejr i slaget Austerlitz i december 1805, blev store dele af det vestlige Tyskland fransk og i 1806 blev Det Tysk-Romerske Rige opløst, da det tyske Rhin-forbund blev indlemmet i det franske kejserrige, og kejser Frans 2. nedlagde den tyske kejserkrone. Hermed var det slut for Det Tysk-Romerske Rige, som havde overlevet indtil år 962, det vil sige godt og vel 844 år.


KEJSER FRANS 2., DET TYSK-ROMERSKE RIGES SIDSTE KEJSER I 1805.

I oktober 1806 ville Prøjsen udfordre Frankrig, og den 14. oktober 1806 mødte den prøjsiske kong Frederick Wilhelm 3.s hær på 130.000 mand kejser Napoleon 1.s hær på 56.000 mand i slaget ved Jena.
Napoleon vandt slaget og resterne af den prøjsiske hær trak sig tilbage til den tyske del af Polen.
Efter endnu en fransk sejr i slaget ved Friedland i juni 1807, mødtes kejser Napoleon 1. med kong Frederick Wilhelm 3. af Prøjsen og zar Alexander 3. af Rusland og da Tilsit-freden blev underskrevet, måtte Prøjsen afstå landområder vest for Elben.
Men ved Napoleons katastrofale felttog mod Rusland i 1812, benyttede Prøjsen lejligheden til at alliere sig med Rusland, Østrig og Storbritannien.
Efter Napoleons definitive nederlag i slaget ved Waterloo i juni 1815, skulle Europas grænser genoprettes.
I Wienerkongressen 1814-1815 med den østrigske fyrst Metternich i spidsen blev de nye grænser i Europa lavet.
Belgien og Holland blev et samlet kongerige, Prøjsen fik store områder i Vesttyskland og de mange små tyske stater oprettede Det Tyske Forbund, hvor Prøjsen og Østrig var de stærkeste medlemmer.
I Østrig forsøgte Metternich med alle midler at forhindre de nationalliberale bevægelser, og i de øvrige tyske lande var forholdene de samme.
Efter februar-revolutionen i Frankrig i marts måned 1848, kom der stigene krav fra borgerne i hele Tyskland, de krævede frie forfatninger.
Der startede en fælles tysk grundlovgivende nationalforsamling af folkevalgte borgere i Frankfurt am Main, men allerede i oktober-november 1848 startede kontrarevolutionen.
Oprøret blev brutalt nedkæmpet med det prøjsiske og østrigske militær.
Det Tyske Forbund og den tidligere styreform blev derefter genoprettet, men flere steder blev der dog gennemført nogle friere forfatninger.
I 1862 udnævnte kong Wilhelm 1. Otto von Bismarck ( 1. april 1815 - 30. juli 1898 )som ny prøjsiske ministerpræsident og leder for Det Tyske Forbund.


OTTO VON BISMARCK, PRØJSENS MINISTERPRÆSIDENT FRA 1862-1890.

Bismarcks store drøm at var at samle alle de tyske stater til en stor nation og det ville
kun lykkes med militærmagt.
I november 1863 vedtog den danske regering en forfatning, at hertugdømmet Slesvig skulle indlemmes i Danmark og mens Holsten skulle forblive et hertugdømme under den danske krone.
Den 16. januar 1864 krævede Det Tyske Forbund, at Danmark skulle trække forfatningen tilbage, og da Danmark svarede tilbage at man nægtede, erklærede Prøjsen og Østrig krig imod Danmark,og hermed var krigen i 1864 begyndt.
Natten til den 1. februar 1864 gik en stærk prøjsisk-østrigsk hær på 58.000 mand over grænsen til Slesvig og i spidsen for denne hær var den 80 årige feltmarskal Friedrich
von Wrangel.
Prøjserne havde indført nye våben i hæren, bagladegeværer og bagladekanoner, som gav en kæmpe stor fordel overfor den danske hær
Efter to prøjsiske sejre i Dybbøl i april 1864 og ved Als i juni 1864, måtte Danmark slutte fred.
I Wien den 30. oktober 1864 blev fredsaftalen underskrevet og Danmark måtte afstå områderne Slesvig, Holsten og Lauenburg til Prøjsen.
Men kort tid efter Danmark var besejret, fik Prøjsen mere og mere magt i Det Tyske Forbund. Østrig fik lavet en militæralliance med Hannover og Bøhmen og den 14. juni 1866 erklærede Østrig krig imod Prøjsen, den prøjsiske-østrigske krig var begyndt.
Bismarck udnævnte Helmuth von Moltke som øverstbefalende for den prøjsiske hær og sendte den prøjsiske hær på 220.000 mand ind i Bøhmen.
Den østrigske hær på 215.000 mand under ledelse af feltmarskal Ludvig von Benedek tog opstilling nær byen Königgrätz.
I slaget ved Königgrätz den 3. juli 1866 gik den prøjsiske hær til angreb.
Om aftenen var resterne af den østrigske hær på tilbagetog, prøjserne vandt slaget, den prøjsiske hær mistede 10.000 mand, mens den østrigske mistede 45.000 mand og yderligere 20.000 mand taget til fange.


SLAGET VED KÖNIGGRÄTZ DEN 3. JULI 1866.

7 uger senere var Østrig besejret, og den 23. august 1866 i Prag underskrev den østrigske kejser Franz Josef 1. fredsaftalen, men Bismarck ville ikke forlange områder af Østrig, da Prøjsen i fremtiden ville være på god fod med Østrig, så Østrig slap billigt.
Efter freden opløste Bismarck Det Tyske Forbund og skabte et forbund af de tyske stater nord for floden Main.
Dette nye forbund blev kaldt for Det Nordtyske Forbund, og det var Bismarcks plan, at dette forbund senere skulle udvides til at omfatte hele Tyskland.
Frankrigs kejser Napoleon 3. var nu klar over at Bismarck havde nok magt til at samle Prøjsen til et stort rige, så den 19. juli 1870 erklærede han Prøjsen krig.
Selvom den franske hær havde samme våben som den prøjsiske og slagene var bitre og blodige, var den prøjsiske hær bedre veltrænet end den franske hær.
Da den franske kejser Napoleon 3. blev taget til fange i slaget ved Sedan i september 1870, faldt den franske hærs moral helt sammen. Hermed var det andet franske kejserdømmes dage var forbi, men Paris nægtede at overgive sig.


SLAGET VED SEDAN SEPTEMBER 1870.

Så Bismarck lod den prøjsiske hær belejre Paris fra den 19. september 1870 til den 28. januar 1871, godt og vel tre måneder, hvor det prøjsiske artilleri bombarderede Paris næsten i grus.
Den 18. januar 1871 i Versailles-slottets fornemme spejlglassal hyldede alle de tyske fyrster kong Wilhelm 1. Prøjsen som kejser Wilhelm 1. af Tyskland.


DE TYSKE FYRSTER HYLDER KEJSER WILHELM 1. AF TYSKLAND I 1871.

Den 10. maj 1871 sluttede krigen, hvor Frankrig skulle afstå områderne Alsace og Lorraine til Tyskland og betale 5 millioner guldfrancs i løbet af de næste 5 år.
Nu var Tyskland en stærk europæisk stormagt i de næste 30 år.

Oversigten
Tilbage Næste side