KRIG OG ENEVÆLDE: 1648-1746

Den 2. juni 1647 døde prins Frederiks storebror kronprins Christian, 44 år gammel.
Kort tid efter indkaldte den gamle og svækkede Christian 4. til rigsrådsmøde i København den 27. april 1648 hvor han ville udråbe sin søn Frederik som sin efterfølger, men Christian 4. kom ikke til at deltage i rigsrådsmødet, han døde den 28. februar 1648.
Dette betød at Christian 4. ikke nåede at udråbe sin næstældste søn til tronfølger, så efter kongens død overgik regeringsmagten til Rigsrådets stærkeste medlem, rigshofmester Corfitz Ulfeldt ( 10. juli 1606 - 1664 ). Han var gift med Christian 4.'s datter Leonora Christine ( 8. juli 1621 - 16. marts 1698 ), og hun var Frederik 3.'s halvsøster.
Som rigshofmester siden 1643 havde Ulfeldt været landets regent i Christian 4.'s sidste leveår, og han og Leonora Christine gik med planer om at blive landets nye kongepar.
De havde støtte fra både en del danske adelsfolk og især det svenske rigsråd, men den danske befolkning kunne ikke tåle synet af dem, og hadede dem utroligt meget.
Da Frederik ankom til København i april 1648, skyndte han sig at få støtte fra Rigsrådet og den 6. juli 1648 kunne han underskrive sin håndfæstning som landets nye konge, Frederik 3. af Danmark.
Men før Frederik blev konge af Danmark, havde han en elskerinde inden han blev gift.
Hun hed Margrethe Pape, som fødte ham sønnen Ulrik Frederik Gyldenløve ( 1638 - 17. april 1704 ) som blev i sit ægteskab med to af sine tre døtre stamfar til adelsslægterne Danneskiold-Løvendahl og Danneskiold-Laurvig.
Den 1. oktober 1643 blev den senere kong Frederik 3. gift med Sofie Amalie af Braunschweig-Lüneburg ( 24. april 1628 - 20. februar 1685 ), som fødte ham 8 børn.
Der var kronprinssønnen Christian, datteren Anne Sofie af Danmark ( 1. september 1647 - 1. juli 1717 ), datteren Frederikke Amalie af Danmark ( 11. april 1649 - 30. oktober 1704 ), Vilhelmine Ernestine af Danmark ( 20. juni 1650 - 23. april 1706 ), sønnen Frederik af Danmark ( 11. oktober 1651 - 14. marts 1652 ), sønnen Jørgen af Danmark ( 21. april 1653 - 8. november 1708 ), som blev gift med den engelske dronning Anne.
Så kom datteren Ulrikke Eleonora af Danmark ( 11. september 1656 - 26. juli 1693 ) som blev gift med kong Karl 11. af Sverige og til sidst Dothea Juliane af Danmark ( 16. november 1657 - 15. maj 1658 ).
Faktisk forgudede den senere dronning Sofie Amalie sin søn kronprins Christian mere end sin andre børn, så mon ikke Christians søskende var meget misundelig på ham.

        
KONG FREDERIK 3. AF DANMARK-NORGE 1648-1670.

Frederik 3. ( 18. marts 1609 - 19. februar 1670 ) gjorde Christoffer Gabel til sin kongelige kammerskriver og personlige rådgiver og gav ham et sæde i Rigsrådet.
Rigshofmester Corfitz Ulfeldt begyndte i 1651 at gå i gang med at planlægge et attentat på Frederik 3. og hans dronning Sofie Amalie ( 24. april 1628 - 20. februar 1685 ), men planen blev opdaget og Corfitz Ulfeldt flygtede til Holland og senere til Sverige.
Frederik 3. valgte Joachim Gersdorff ( 1611-1661 ) til ny rigshofmester i 1652 og i juli 1653 gav Frederik 3. rigshofmester Gersdorff Ulfeldts godser og store formue, plus Ulfeldts sæde i Rigsrådet.
Men freden var stadigvæk meget usikker med Sverige.
Frederik 3. havde en stor del af ansvaret for den krig Danmark i 1657 indledte mod Sverige. Krigen indledtes på et dårligt valgt tidspunkt, da Danmark hverken havde den fornødne indre styrke, nogen særlig slagkraftig hær eller alliancer med andre statsmagter.
Kongen gik ombord på flåden og krydsede Østersøen for at hindre den svenske konge, Karl 10. Gustav, i at vende tilbage til Sverige ad søvejen fra et krigstogt i Polen.
Frederik 3. vandt også et mindre søslag ved Halland i efteråret, men i sommeren 1657 begyndte det at gå galt. Karl 10. Gustav førte en svensk hær på 6000 ryttere og 90.000 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland.
Efter to måneders belejring indtog svenskerne den nyanlagte fæstning Frederiksodde og tog bl.a. den hårdt sårede øvestbefalende for den danske hær rigsmarsk, Anders Bille, til fange.
Den danske flåde forhindrede foreløbig den svenske hær i at krydse Lillebælt, men dette år var vinteren så kold, at det tre måneder senere lykkedes svenskerne at gå over isen til Fyn, for blot få dage senere at fortsætte over isen på Storebælt mellem Langeland og Lolland.
Krigen endte med det danske forsvars totale sammenbrud og den ulykkelige Roskilde-fred i februar 1659. Betingelserne var både hårde og ydmygende.
Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm,  landområder der traditionelt tilhørte Danmark. Desuden mistede vi Trondheim og Bohus Len i Norge.
De danske forhandlere måtte oven i købet lide den torn i øjet, at Corfitz Ulfeldt der var flygtet til Sverige, sad med som svensk repræsentant ved forhandlingerne.
Roskilde-freden skulle hurtigt vise sig kun at være en våbenstilstand, for Karl 10. Gustav var ikke tilfreds med sit bytte, nu ville han have hele Danmark.

I slutningen af juli 1658 erklærede Karl Gustav Danmark krig.
Derved var den anden Karl Gustav-krig begyndt.
Søndag den 8. august 1658 kom dette budskab til Frederik 3. i København:

"Svenskekongen og hans hær var landet ved Korsør og havde fremrykning mod Helsingør og det kongelige København"

Københavns borgmester Hans Nansen ( 1598 - 1667 ) opfordrede byens borgere og studenter til at stille sig under kong Frederiks faner i kampen mod de fordømte svenskere og for at forsvare deres hjem i det kongelige København.
Da kongens hoffolk opfordrede Frederik 3. til at forlade Danmark og opgive sit kongerige til Karl Gustav, svarede han tilbage med stolthed:

"Den ædle fugl værger sin rede og vil hellere dø end at forlade den"

Den 12. august 1658 nåede Karl Gustav København og slog lejr ved Brønshøj og begyndte at indlede den 6 måneder lange belejring af København.
Men i september kom den værste besked til Frederik 3., den uindtagelige fæstning Kronborg var faldet.
Kronborgs kommandant havde ladet sig skræmme over en usand besked om Københavns overgivelse og havde selv strøget flaget, uden kamp, så nu var det kun København der holdt stand imod Karl Gustav.
Men så kom redningen, en hollandsk flåde under kommando af admiral Jacob van Obdam var på vej til København med både forsyninger og fodfolk.
Holland var meget bange for, at Sverige ville få herredømmet over Østersøen og Danmark var en meget vigtig handelspartner for hollænderne.
Tidligt om morgenen den 29. oktober 1658 nåede hollændernes flåde Kronborg, men svenskernes flåde spærrede Øresund med deres 42 orlogsskibe mod hollændernes 35 orlogsskibe og handelsskibe med flere hundred ton forsyninger af mad og 8000 fodfolk, som skulle hjælpe Frederik 3. med at holde stand i København.

Da Kronborg begyndte at affyre de første skud mod hollænderne, sendte 6 hollandske skibe en kanonsavle mod slottet, som gjorde store skader på både selve slottet og svenskernes kanonstillinger ved Kronborg og hermed var søslaget i Øresund begyndt.
Efter 7 timers hård kamp kunne hollænderne sejle ned igennem sundet med kurs mod København.
Svenskerne mistede 4-5 skibe plus 1000 soldater ved Kronborg, mens hollænderne kun mistede et orlogsskib under slaget.
Ved Skodsborg blev den hollandske flåde forenet med en dansk flåde på 6 orlogsskibe, som forgæves havde forsøgt at komme til hjælp i Helsingør. Da den dansk-hollandske flåde ankom til København blev de modtoget af stormende jubel fra Københavns befolkning, og den hollandske admiral Jacob van Obdam blev modtaget af Frederik 3.
Nu kunne København bedre holde stand mod svenskerne.
I november trak Karl Gustav sin hær tilbage til deres befæstede lejr ved Brønshøj, hvor den svenske hær gik vinterkvarter og Karl Gustav og hertug Friedrich af Holsten-Gottorp og deres generaler gik i gang med at planlægge et stormangreb på København.
Karl Gustavs lejr, Karlstad, rummede ca. 9000 veltrænede svensk-tyske soldater som terroriserede, plyndrede og myrdede løs i landområderne udenfor København. Nogle steder i Sydsjælland gjorde den danske befolkning modstand i en form for partisanskrig mod svenskerne.
De bedst kendte modstandsfolk som gav svenskerne store tab var Snaphanerne i Skåne og Sydsjælland under ledelse af Svend Poulsen ( ca. 1610 - ca.1679 ), eller bedre kendt som Gøngehøvdingen i Carit Etlars berømte dobbeltroman Gøngehøvdingen ( 1853 ) og Dronningens vagtmester ( 1855 ).
Frederik 3. havde til Københavns forsvar, Københavns borgervæbning på ca. 500 mand plus de hollandske hjælpetropper på 8000 veltrænede soldater,
I alt havde Frederik 3. en hær på 8500 mand som skulle forsvare København mod det kommende svenske stormangreb.
Frederik 3. tilbragte det meste af sin tid på Københavns volde hvor han opmuntrede sine soldater og blev meget populær blandt Københavns befolkning, mens folket bebrejdede adelen for de mange ulykker der væltede ind over landet under Karl Gustav-krigene.
Om aftenen den 10. februar 1659 sendte Frederik 3. et budskab til Københavns forsvarere:

"Denne nat vil blive det afgørende slagfor vor elskede fædreland, vi vil enten sejre eller dø for vor gamle Danmark. Må Gud være med jer alle sammen".

Kl. 01 om natten mellem 10. og 11. februar 1659 blæste Karl Gustav til angreb.
Karl Gustav havde lovet sine 9000 soldater 3 dages plyndring i København, når de havde indtaget byen. Svenskernes stormangreb fandt sted på tre steder, ved Nørrevold (i dag Nørrevoldgade), på Christianshavn og ved Kallebodstrand.
Men voldene var fuldt bemandet den nat. Svenskernes hovedangreb var ved Kallebodstrand, i dag hedder det Stormgade, var den mest blodige kamp mellem svenskerne og københavnerne under svenskernes stormangreb på København.
Der blev kæmpet hele natten med vild lidenskab fra begge sider, men københavnerne havde en kæmpe fordel, de lå beskyttet oppe på voldene, mens svenskerne måtte gå over isen til voldene, men mange steder brød de svenske soldater gennem isen og druknede, og så var det heller ikke let for svenskerne at komme på voldene og videre ind i København.
Da solen var ved at stå op trak Karl Gustav sin hær tilbage til Brønshøj med store tab med ca. 2000 døde og 900 sårede, hvorimod københavnerne havde mistet ca. 12-15 soldater i forsvaret.
200 kanoner affyrede 3 skud fra voldene, og byens kirker ringede som tegn på at København havde afvist svenskernes angreb, og Danmark var frelst var den fuldstændige undergang.

Den svenske hær led et stort tab på omkring 300 døde og sårede officerer, samt ca. 2000 døde, sårede og tilfangetagne soldater.
Dette var det store vendepunkt i krigen og Danmark havde endelig bevist at Sverige kunne besejres i krig.
Det lykkedes for den danske hær at drive svenskerne ud af Sjælland i juni 1659 med hjælp fra hollænderne og polakkerne.
I november 1659 blev den svenske hær på 6000 mand besejret af en fælles dansk-brandenburgsk-polsk hær på ca. 15.000 mand i slaget ved Nyborg, og da Karl 10. Gustav pludselig døde i 1660, blev Fyn, Jylland og Bornholm befriet fra de svenske tropper kort tid efter svenskekongens død.
I foråret 1660 anmodede Karl Gustavs 5 årige søn, Karl 11. ( 1655-1697 ), om fred.
Den 27. maj 1660 blev freden underskrevet i København, hvor Frederik 3. fik Bornholm og de norske områder tilbage, men de skånske provinser forblev i det svenske kongerige, for altid skulle det vise sig.


KONGERIGET DANMARK I 1660.

Krigen havde efterladt Danmark på falittens rand, og indbyrdes stridigheder mellem adelen, de gejstlige og de borgerlige resulterede i Enevældens indførelse.
I oktober 1660 begik Frederik 3. et statskup ved at afsætte Rigsrådet og fratage adelens rettigheder, og Frederik 3. havde nu den komplette magt over Danmark.
Den 18. oktober 1660 modtog Frederik 3. Københavns borgeres hyldest ved en stor fest som deres enevældige arvekonge.
Enevælden var blevet indført i Danmark og kom til at vare i 188 år, hvor det kun var den danske konge der bestemte alt hvad der foregik i Danmark, både i indenrigspolitik og udenrigspolitik, og hans eneste overmand var Gud.

Leonora Christine og Corfitz Ulfeldt blev begge arresteret af kong Frederik 3. i København i 1660 anklaget for forræderi. De blev derefter fængslet på Hammershus slot, hvorfra de forsøgte at flygte. De blev løsladt 17 måneder senere i 1661.
Leonora Christine blev i 1664 fængslet i Blåtårn på Københavns slot. Her forblev hun fængslet de næste 21 år indtil hun blev løsladt i 1685.
Da krigen sluttede i maj 1660 var uenigheden mellem samfundsklasserne så stor, at et stændermøde om efteråret vedtog arvekongedømmet. Allerede dagen efter fik Frederik 3. sin håndfæstning tilbage og opnåede den absolutte magt med enevældens indførelse i Danmark i oktober 1660.
I de efterfølgende år lod Frederik 3. kabinetssekretær Peder Schumacher Griffenfeld ( 1635 - 1699 ) udarbejde Kongeloven. Den fastslog kongens uindskrænkede magt, hvis eneste begrænsning var, at han ikke måtte ændre Kongeloven eller dele riget og skulle tilhøre den lutherske kirke.
Vedtagelsen af Kongeloven i 1665 befæstede yderligere kongens enevældige magt, og med enevældens indførelse brydes adelens magt totalt og gamle privilegier afskaffedes.
Adelen måtte til at betale skat og mistede, med arvekongedømmets indførelse, deres ret til at vælge landets konge.


DANMARKS KONGELOV I 1665.

Borgerne fik ingen direkte magt ved enevældens indførelse; men alene det, at adelen mistede sine privilegier, betragtedes som en stor sejr.
Kongen var ifølge den nye grundlov landets allerhøjeste dommer og kunne adle og straffe folk i sit ubetingede og enevældige dobbeltmonarki, Danmark-Norge.
Da Rigsrådet blev opløst i 1660, indførte Frederik 3. en ny regering til at styre landet, Gehejmekonseilet.
Konseilet bestod af en præsident og 6 medlemmer som kunne rådgive kongen om en bestemt sag der var vedtaget i konseilet, og så kunne kongen sige ja eller nej til denne bestemte sag.
6 andre medlemmer i rådet var de øverste chefer for de vigtigste poster i landet: Skatkammerkollegiet ( Finansministeriet ), Kancellikollegiet ( Statsministeriet ), Krigskollegiet ( Forsvarsministeriet ), Admiralitetskollegiet ( Admiralitet ), Højesteret og Kommercekollegiet ( Handelsministeriet ).
Frederik 3. var 60 år, da han døde af lungebetændelse den 19. februar 1670, og han blev efterfulgt af sønnen, Christian 5. ( 15. april 1646 - 25. august 1699 ).

      
KONG CHRISTIAN 5. AF DANMARK-NORGE 1670-1699.

Da Frederik 3. døde i februar 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24 årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmarks anden enevældige konge og sætte kronen på sit eget hoved og blive savlet i Frederiksborg Slotskirke.

I 1667 giftede Christian 5. sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel ( 27. april 1650 - 27. marts 1714 ), som fødte ham 7 børn.
Først kom kronprinssønnen Frederik, så sønnen Christian Vilhelm af Danmark ( 1672 - 1673 ), sønnen Christian af Danmark ( 25. marts 1675 - 27. juni 1695 ), datteren Sofie Hedvig af Danmark ( 28. august 1677 - 13. marts 1735 ), sønnen Karl af Danmark ( 26. august 1680 - 8. juli 1729 ), datteren Christiane Charlotte Christiansdatter ( døde som barn ) og til sidst sønnen Vilhelm af Danmark ( 21. februar 1687 - 23. november 1705 ).
Mens kongen stadigvæk var gift, havde han en elskerinde der hed Sofie Amalie Moth ( 28. marts 1654 - 17. februar 1719 ), som blev hans officielt anerkendte maitresse i 1676, det vil sige kongelig elskerinde, og i 1677 blev hun udnævnt til grevinde af Samsø.
Christian 5. var formentlig den første danske konge der blev bigamist, det vil sige en mand der har to koner. Det var jo ellers strengt ulovligt i Danmark, og ville blive straffet med døden, men kongen stod jo uden for loven, da han var enevældig konge og stod til regnskab overfor  Gud.
Christian 5.s maitresse fødte ham først datteren Christiane Gyldenløve ( 7. juli 1672 - 12. september 1689 ), sønnen Christian Gyldenløve ( 28. februar 1674 - 16. juli 1703 ) han blev greve af Samsø og anførte en dansk hjælpestyrke i den tyske kejser Leopolds krigstjeneste. Til sidst kom Ulrik Christian Gyldenløve ( 24. juni 1678 - 8. december 1719 ) som blev greve af Samsø efter sin brors død og senere blev han admiral for den danske flåde som senere blev en kæmpestøtte til den norske søhelt Peter Wessel eller bedre kendt med sit adelsnavn Tordenskjold.

Christian 5.s gamle mor enkedronningen Sofie Amalie boede på sit slot, som blev opført fra 1669-1673 og hed Sofie Amalienborg, og her døde hun ensom i 1685.


ENKEDRONNING SOFIE AMALIES DØD I 1685.

I 1689 brændte Sofie Amalienborg ned til grunden og der skulle gå mange år før det nye Amalienborg blev genopført.

For at styrke enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse, greve- og friherrestanden.
Uanset tidligere stand kunne enhver der besad jord nok, erhverve sig grevetitlen, eller, hvis man var i besiddelse af knap så meget jord, nøjes med at kalde sig friherre.
Friherretitlen fortrængtes med tiden af den samtidigt indførte titel, baron.
Blandt den gruppe mænd der stod bag kongen, samledes mere og mere magt hos Peder Griffenfeld, der i 1673 udnævnes til rigskansler. Griffenfelds voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham også mange fjender.
Det blev Griffenfelds fredspolitik der førte til hans fald i 1676.
Året forinden lod kongen sig overtale til at erklære Sverige den krig, der senere er kaldt Den Skånske Krig. Målet med krigen var at generobre de gamle danske landområder, som Frederik 3. havde mistet ved Roskildefreden i 1658.
Svenskerne var på dette tidspunkt desværre allieret med stormagten Frankrig, og Griffenfelds politiske hensigter var at undgå enhver konfrontation med Frankrig.
Da Griffenfelds forbindelser med franskmændende blev afsløret under krigen, lod kongen ham arrestere og anklage for højforræderi. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til skafottet - men i sidste øjeblik benådede Christian 5. sin gamle ven og rigskansler til livsvarigt fængsel - en straf som han til sin død i 1698 afsonede på en ø ud for Trondhjem i Norge.
I juni 1676 gik hæren og Christian 5. i land i Skåne.
Begivenheden er skildret på denne måde:
Ret som kongen stigede i land, løb skibsfolkene op ud i taklerne og råbte ud i hverandres mund: »Kongen til lykke! Kongen til lykke!« Hans majestæt vendte sig ud i største hast og blev underlig ved denne store råben. Omsider, der kongen hørte, hvad det var, tog han også sin hat af og sprang nogle gange meget glad omkring.
Det kom til voldsomme kampe i Skåne, og kongen deltog personligt i slagene ved Lund og Landskrona - men nogen afgørelse på krigen kom der aldrig, trods sejre som Niels Juels i Køge Bugt og en vis dansk militær overlegenhed hen imod afslutningen af krigen.
Krigen endte med at Frankrig dikterede en fred i 1679, hvorefter situationen stort set var som før krigens udbrud.


CHRISTIAN 5. PÅ SIN HVIDE HEST UNDER BELEJRINGEN AF HELSINGBORG UNDER DEN SKÅNSKE KRIG.

Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme og den gottorpske hertug havde under svenskekrigene allieret sig med Sverige.
I 1675 havde Christian 5. angrebet hertugdømmet Gottorp og tog svogeren, hertug Christian Albrecht, til fange - men ved afslutningen af Den Skånske Krig blev Gottorp, igen på fransk diktat, frigjort fra den danske krone.
Da krigen sluttede i 1679 var det hele som før, Skåne, Halland og Blekinge forblev svensk.
I 1684 forsøgte kongen endnu engang at indlemme Gottorp i riget - men allerede i 1689 måtte han ved Altonaforliget, hårdt presset af de europæiske stormagter, opgive indlemmelsen.
Maskerader og ringridning hørte til nogen af kong Christians yndlingsbeskæftigelser.
Christian 5. var et udpræget friluftsmenneske der rejste meget rundt i landet, og med årene blev han også optaget af parforcejagten, som han havde lært at kende i Frankrig.
Den 15. april 1688 på Christian 5.s fødselsdag, blev Danske Lov vedtaget efter flere års arbejde, hermed havde Danmark fået sin første retslov, med naturligvis kongen som den højeste dommer.


CHRISTIAN 5. SIDDENDE I MIDTEN I HØJESTERET.

En efterårsdag i Dyrehaven blev kongen såret af en anskudt hjort.
Den i forvejen noget sygdomsplagede konge, holdt sig gående et årstid endnu - indtil han døde den 25. august 1699, og han blev begravet i Roskilde Domkirke
Han blev efterfulgt af sin søn, Frederik 4. ( 11. oktober 1671 - 12. oktober 1730 ).


KONG FREDERIK 4. AF DANMARK-NORGE 1699-1730.

Efter Christian 5.s død i 1699 arvede Frederik 4. tronen, som rigets tredje enevældige konge.
Frederik indgik i 1695 det sædvanlige royale pligtægteskab med prinsesse Louise af Mecklenburg-Gustrow ( 28. august 1667 - 15. marts 1721 ), som fødte ham sønnen Christian af Danmark ( 1697 - 1698 ), kronprinssønnen Christian, sønnen Frederik Karl af Danmark
( 1701 - 1702 ), sønnen Georg af Danmark ( 1704 - 1704 ) og datteren Charlotte af Danmark
( 6. oktober 1706 - 28. oktober 1782 ).
I 1703 havde Frederik 4. sit første udenoms forhold med Elizabeth Helene Vieregg ( 4. maj 1679 - 27. juni 1704 ), som han giftede sig med til venstre hånd, men hun døde i barselssengen sammen med deres nyfødte søn Frederik Gyldenløve ( 27. juni 1704 - 27. juni 1704 ).
Omkring 1709 havde Frederik 4. et kærlighedsforhold med Charlotte Helene von Schindel
( døde 1752 ) som i maj 1710 fødte ham en datter, hvis navn er stadigvæk ukendt.
Frederik 4. flygtede fra pesten i København i 1711 og bosatte sig i Koldinghus. Her holdt han et maskebal, hvor han traf sin storkansler Conrad Rewentlows datter Anne Sofie Rewentlow
( 16. april 1693 - januar 1743 ) og de blev vanvittigt forelskede i hinanden.
Så Frederik 4. bortførte frivilligt Anna Sofie fra sit hjem Clausholm i 1712, og i hast giftede han sig med hende samme år, selvom hans stakkles ulykkelige dronning Louise stadigvæk levede.
Anna Sofie fødte kongen tre sønner i årene 1713, 1714 og 1729, men de døde som spæd.
Og da dronning Louise døde i 1721, blev Anna Sofie haste kronet som ene dronning af Danmark, så Frederik 4. var en endnu værre bigamist end sin far.

Ikke alene arvede Frederik 4. tronen - men også faderens udenrigspolitik.
Allerede året efter at Frederik havde besteget tronen, indledtes et dansk angreb på Sveriges forbundsfælle, hertugen af Gottorp i år 1700.
Den Store Nordiske Krig var begyndt.
Den svenske konge, Karl 12., benyttede helt uventet lejligheden til at landsætte en hær ved Humlebæk på Sjælland.
Endnu engang greb de europæiske stormagter ind, og efter en meget hurtig fredsafslutning i Travendal, blev svenskerne tvunget væk fra Sjælland, og danskerne ud af den gottorpske del af Sønderjylland.
Modsætningsforholdet til Sverige bestod dog, og da svenskerne i 1709 led et stort nederlag til den russiske hær ved Poltava, hvorefter Karl 12. flygtede til Tyrkiet, blev fristelsen, til et forsøg på at genvinde de skånske provinser, for stor. Danmark erklærede Sverige igen krig, og en dansk hær gik i land i Skåne.
Den Store Nordiske Krig varede i 11 år og blev en af de hårdeste krige Danmark har gennemgået.
Skåne og Blekinge blev hurtigt generobret under mottoet “Nu eller aldrig”, men snart led de danske tropper nederlag ved Helsingborg i 1710, og ved Gadebusch i 1712.
Imellem nederlagene blev København endda ramt af pest-epidemien i 1711, der kostede omkring en tredjedel af befolkningen livet.
Først fra 1713 begyndte det langsomt at gå fremad med krigen.
I 1715 vendte Karl 12. tilbage til Sverige, og året efter angreb han Sydnorge med en ny hær. Men svenskerne måtte dog trække sig tilbage, da deres forsyningsflåde ødelagdes ved Dynekilen af den norske viceadmiral Peter “Tordenskjold” Wessel.
Efter freden i 1720 var alt ved det gamle. Skåne, Halland og Blekinge blev aldrig dansk igen,
Ved fredsafslutningen i 1721 på Frederiksborg blev det afgjort, at den gottorpske del af Sønderjylland skulle genforenes med kronen - men ellers endte alt som det var inden krigens start, Skåne, Halland og Blekinge blev aldrig dansk igen.
For første gang i århundreder var Danmark dog vokset.
Efter krigen var der 80 års fred i Danmark.
Frederik 4. der, trods sin store interesse for kvinder, var pietist, arbejdede ivrigt for mission og folkeoplysning.
Han fik gennemført en del reformer - bl.a. indførelsen af den gregorianske kalender og i 1701 afskaffelsen af vornedskabet, der forpligtede bønderne til ikke at forlade fødestedet uden godsejerens tilladelse. Til gengæld oprettede kongen en landmilits i 1701.
Han stod ligeledes for opførelsen af 240 almueskoler, Det Kongelige Vajsenhus i København, Fredensborg Slot og støttede den hedningemission, der under Hans Egedes ledelse førte til Grønlands kolonisering.
Københavns første bybrand brød ud onsdag aften omkring kl. 19.30 den 20. oktober 1728.
Hvor branden startede var ret usikkert, da brandchefen var fuld, men branden startede sin hærgen næsten lige ud for Vesterport, og branden fik rigtig stor kraft på grund af den stærke vind, og i de tre dage var København et stort flammehav.
Først om morgenen den 23. oktober 1728 var branden blevet slukket, men den store brand havde fortærede godt og vel omkring 28 procent af København, altså 1600 bygninger var brændt ned til grunden og havde gjort 20 procent af byens befolkning hjemmeløse. Herved stod omkring 15.000 københavnere stod uden tag over hovedet.Københavns indbyggertal var i 1728 på omkring 70.000 mennesker. Efter de omkring 60 timer som Københavns første bybrand havde varede, var 47 procent af de gamle uerstattelige bygninger i den gamle middelalderby forsvundet for altid.
Frederik 4.s søn den senere Christian 6., fik yderligere omstødt testamentet efter faderen, og fratog enkedronning Anne Sofie en stor del af den formue hun skulle have arvet.
Frederik 4. døde den 12. oktober 1730 på Odense Slot og blev begravet i Roskilde Domkirke
Han blev efterfulgt af sin søn Christian 6. ( 30. november 1699 - 6. august 1746 ) som Danmark-Norges konge.

      
KONG CHRISTIAN 6. AF DANMARK 1730-1746.

Christian 6. var gift med Sofie Magdalene af Brandenburg-Kulmback ( 28. november 1700 - 27. maj 1770 ), som fødte ham kronprinssønnen Frederik og datteren Louise af Danmark ( 19. oktober 1726 - 1756 ).
Christian 6. var rigtig meget anderledes end sin far, både Christian 6. og hans dronning Sofie var meget dybt religiøse, så livet ved hoffet skyggen af sig selv, hvor man ellers var vant til at feste og bruge mange rigsdaler på druk, kvindefornøjelser og gå i teatret, men det blev strengt forbudt under Christian 6.
Forbudet gjalt også for den almindelige befolkning, så folket var ikke særlig glade for deres nye konge, og det skulle blive værre for bondebefolkningen.
I 1733 indførte Christian 6. det meget forhadte Stavnsbånd, der betød at bønderne var tvangbundet på det gods eller gård de var fæstet på siden de var født, indtil de blev 40 år gamle.
Men Christian 6. var ikke tilfreds nok, så han fik den udvidet til at gælde for alle danske bondekarle fra 9 år til 40 år.
Herved var den danske bondebefolkning blevet slaver for de danske godsejere, som behandlede dem meget strengt og straffede dem utroligt hårdt, hvis de ikke gjorde deres arbejde godt nok.
De blev straffet med døden, hvis de prøvede på at rende væk fra deres fæstegods eller fæstegård.
Alt dette betød at Christian 6. og adelen blev mildt sagt meget upopulære, da store dele af danske befolkning som var fæstebønder, hadede dem som pesten.
Det blev heller ikke bedre, da landbruget som var hovederhvervet i Danmark under Christian 6.s regeringstid, da landbruget nu og da gav dårlig høst.
Dengang kunne man ikke erstatte bondearbejdskraften med maskiner, og selvom man havde heste til hjælp, så skulle der gå omkring de 150 år, før industrialiseringen kom til landet og slog fast.

I 1748 kom der en stor kvægpest, som dræbte omkring 300.000 køer rundt omkring i Danmark, og derved blev det endnu værre for de stakkles bønder, som skulle levere mælk til landets befolkning.
Men Christian 6. var også bygherre både i København og rundt i landet med slotsbyggeriet, som ellers havde haft en meget lang pause siden hans tipoldefar Christian 4.s regeringstid.
Efter Christian 4. havde ingen anden dansk konge bygget så meget som Christian 6.
Det gamle middelalderlige Københavns Slot var alt for lille og mørkt, selvom Christian 6.s oldefar Frederik 3. havde ombygget slottet og moderniseret det, så nænnede Frederik 3. ikke at rive Københavns Slot ned, eller sin rede som han kaldte det, under belejringen af København under den anden Karl Gustav krig 1658-1660.
Men det gjorde Christian 6., da han den 10. september 1731. beordrede at slottet skulle rives helt ned til grunden.
Man opkøbte og ryddede mange grunde omkring slottet, og hermed blev der udført et meget omfattende piloteringsarbejde med at bygge over den gamle voldgrav og de opfyldte områder.
Slottets generalbygmester og arkitekt Elias David Häuser havde omkring 2000 arbejdere igang med opbygge slottets grund, så man kunne komme igang med det store murerarbejde og formentligt muligt omkom mange tvangsarbejdere under opførelsen af Christiansborg Slot, som Christian 6. havde besluttet at opkalde sit kommende hjem i København.
I mellemtiden boede kongefamilien på Frederiksberg Slot, som Christian 6.s far Frederik 4. havde fået bygget på Valby Bakke fra 1699-1703.
Den 21. april 1733 lagde Christian 6. grundstenen til slottet, og hermed kunne de mange murere gå igang.
I 1740, efter 9 års byggeri, var Christiansborg Slot klar til indflytning for kongefamilien og selve slottet havde kostede 1,5 millioner rigsdaler, som faktisk var 2/3 dele af landets indtægt på et år.
Kongens nye slot var et meget prægtigt firefløjet rokokopalads med stor rideplads og en flot slotskirke. Man kunne sige at Christian 6. havde fået et meget passende Versaillies slot, som var det franske kongeslot.


DET FØRSTE CHRISTIANSBORG SLOT 1740-1794.

Kongefamiliens indflytning på Christiansborg Slot blev fejret med pomp og pragt og med en del kanonsalut den 26. november 1740, selvom kongen hadede denne måde at fejre sin indflytningsdag på, for som sagt Christian 6. var dybt religiøs. Christian 6. havde også givet ordre til at Frederiksborg Slot og Kronborg Slot skulle sættes i stand, fordi slottene var igennem mange år blevet meget medtaget af vejr og vind.
Befolkningen var meget lettede da Christian 6. døde den 6. august 1746 og kun ganske få græd.

Oversigten
Tilbage Næste side