MIDDELALDEREN: 1070-1443:

I 1070 brugte Svend 2. det meste af sin tid på at sikre kristendommen i landet og han ønskede også en national kirke, uafhængig af det tyske ærkebispesæde i Hamburg-Bremen.

Svend 2. Estridsen var gift med Gunhild Sveinsdatter, som fødte ham sønnen Svend Korsfarer ( ca. 1050 - 1097 ), som under det første korstog vandt sig et stort ry i kamp mod tyrkerne.
Senere blev Svend 2. gift med Thora Thorbergsdatter, som fødte ham sønnen Knud Magnus.


KONG SVEND 2. ESTRIDSEN AF DANMARK.

Men Svend 2. havde også et hav af elskerinder eller friller som man kaldte dem i Middelalderen. Han fik 16 uægte børn, heriblandt var kongesønnerne Harald 3. Hen, Knud 4. den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels.
Disse 5 brødre skulle gennem i de næste mange år kæmpe om retten til den danske kongetrone.

Da Gregor 7. var blevet valgt til pave i 1073, søgte han allierede mod den tyske-romerske kejser, som prøvede at overtage magten fra paven.
Derimod prøvede Svend 2. ivrigt at få en alliance sat på plads, men inden planen kunne gennemføres, døde Svend 2. den 29. april 1074.
På et møde i Isøre i 1074 valgte de danske stormænd den afdøde konges ældste søn Harald 3. Hen ( 1041 - 17. april 1080 ) som Danmarks nye konge.
Haralds regeringstid som konge var fredelig, på nær nogle mindre konflikter med sine brødre Erik, den senere kong Erik 1. Ejegod og Knud, den senere kong Knud den Hellige.
Harald 3. Hen bevarede det gode forhold til kirken og paven, som hans far Svend 2. Estridsen havde udviklet.
Harald 3. Hen var gift med Margrete Asbjørnsdatter, men ægteskabet var barnløst.
Efter kun 6 år som konge døde Harald 3. Hen den 17. april 1080 og da han døde barnløs, blev det vedtaget at han skulle efterfølges af sin bror Knud 4. den Hellige.
Knud 4. ( 1043 - 10. juli 1086 ) ønskede at genetablere Knud den Stores imperium, men forslaget faldt ikke i hans stormænds smag.

Knud 4. den Hellige var gift med Adele af Flandern, som fødte ham sønnen Carl den Danske, datteren Cæcilia af Danmark og datteren Ingegerd af Danmark.
Men sønnen Carl den Danske døde mens Knud 4. den Hellige var konge.
I 1085 fik Knud samlet hele den danske flåde - cirka 1000 skibe - i Limfjorden for at sejle til England og erobre landet tilbage fra englænderne.
Mens så kom der en trussel om en invasion fra den tysk-romerske kejser Henrik 4. sydfra, så Knud måtte opgive sin invasion af England.
Først ved sensommeren 1085 får flåden lov til at tage hjem, og da der var en stor del af flåden der allerede var taget hjem i utide, og derfor lader Knud 4. sine fogeder opkræve bøder af de skibe som tog hjem i utide.
Men dette skaffede blot kongen mange nye fjender og inden året var omme udbrød der oprør mod Knud 4., som måtte flygte fra kongsgården Børglum og søge asyl i Skt. Albani kirken i Odense.
Knud 4.’s fjender nægtede at respektere kongens asyl i kirken og den 10. juli 1086 blev kongen sammen det meste af sit følge myrdet i Skt. Albani kirken.


KONG KNUD 4. DEN HELLIGES DØD DEN 10. JULI 1086.

På Viborg tinget blev broderen Oluf 1. Hunger ( 1050 - 18. august 1095 ) valgt til ny dansk konge. Men under hans regeringstid svigtede høsten i landet flere år i træk og hermed fik kongen sit tilnavn Hunger, da der var hungersnød i Danmark.
Oluf 1. Hunger var gift med Ingegerd, men ægteskabet var barnløst.

I august 1095 blev Erik 1. Ejegod ( 1055 - 10. juli 1103 ) Danmarks nye konge efter sin bror Oluf 1.s død.
Fra starten af sin regeringstid var Erik 1. i krig med venderne i Nordtyskland.
Dette folkeslag var meget kendt som røvere og krigere og de havde næsten altid plyndret i det sydelige Danmark, også da Oluf 1. regerede landet.
Efter nogle års kampe mod venderne, lykkes det for Erik 1. at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsatte sin søsters søn Henrik som ny vendisk fyrste.
I 1103 lykkedes det for Erik 1. med pavens velsignelse, at oprette et selvstændigt dansk bispesæde i byen Lund i Skåne, og hermed var Danmark endelig blevet fri fra det tyske ærkebispesæde i Hamburg-Bremen.
Kongen udnævnte biskop Asser Rig ( 1055 - 1137 ) som Nordens første ærkebiskop og ved samme lejlighed fik Erik 1. sin afdøde bror Knud 4. den Hellige helgenkåret. Erik 1. Ejegod var gift med Bodil, som fødte ham sønnen Knud Lavard ( 1096 - 7. januar 1131 ).
Erik 1. Ejegod havde også forskellige elskerinder som fødte ham 5 børn, heriblandt sønnen Erik Emune.
Senere samme år den 10. juli 1103 døde Erik 1. under en pilgræmfærd til Jerusalem.
Han blev efterfulgt af sin bror Niels ( 1065 - 25. juni 1134 ) som ny dansk konge.


KONG NIELS AF DANMARK.

Kong Niels var gift med Margrete Fredkulla ( døde i 1130 ), som fødte ham sønnen Niels den Stærke og datteren Inge Nielsen.
Kong Niels fik også et barn udenfor ægteskab og det var datteren Ingerd af Danmark.
Kong Niels’ første 25 års regeringstid er fredelige, mens hans søn Magnus den Stærke ser Knud Lavard, der var Erik 1. Ejegods søn, som en farlig konkurrent til kongemagten, da Knud Lavard var meget populær i Slesvig og han var hertug af Slesvig.
Det endte med at Knud Lavard blev myrdet den 7. januar 1131 af Magnus og hans mænd i Haraldsted skov udenfor Ringsted. Derefter udbrød der borgerkrig mellem Lavards halvbror Erik Emune og kong Niels og hans søn Magnus.
Mens borgerkrigen rasede i landet, ophævede pave Inncoens 2. i år 1134 den danske kirkes selvstændighed og lagde den igen ind under Hamborg-Bremen, men denne beslutning skaffede blot kong Niels flere fjender, ærkebiskop Asser og den mægtige Hvideslægt sluttede sig til Erik Emunes side i borgerkrigen.
Efter slaget ved Fodevig den 4. juni 1134 blev kong Niels’ hær besejret og blandt de dræbte var hans søn Magnus, og kongen selv flygtede til Slesvig. Men det skulle han dog ikke ha’ gjort. Da kong Niels ankom til Slesvig hævnede borgerne Knud Lavard ved at myrde kong Niels den 25. juni 1134.
Hermed kulminerede borgerkrigen med at Erik Emune blev udråbt til Danmarks kong Erik 2. Emune ( 1100 - 18. september 1137 ).
I 1135 knuste Erik 2. Emune et mindre oprør ledet af stormand Harald Kejsa i Skiping lidt udenfor Vejle, men det lykkedes for Haralds søn Oluf Haraldsen at undslippe med livet i behold til Skåne og han holdt lav profil der.


KONG ERIK 2. EMUNE AF DANMARK.

Erik 2. Emune var gift med Malmfrid, men ægteskabet var barnløst.
Senere fik Erik 2. sønnen Svend Grate med kvinden Thunna, om hun var kongens elskerinde er uvist, men det er muligt.
Men snart truede venderne igen Danmark, så Erik 2. erklærede i 1136 hellig krig mod venderne og drog af sted på korstog til den vendske fæstning Arkona på øen Rügen.
Eriks soldater havde kors på deres skjolde, så det var en rigtig korsridderhær der drog afsted med kong Erik 2. i spidsen.
Fæstningen Arkona overgav sig først, da de danske korsriddere havde gravet en kanal under fæstningen og havde ødelagt Arkona-fæstningens eneste brønd for vand.
Og de beboere som frivilligt lod sig døbe, fik hver et nyt dåbsskjold.
Men da Erik 2. vendte tilbage til Danmark i starten af 1137, var hans fjender vokset til det firedobbelte, og biskoppen Eskil af Roskilde var gået over til stormand Peder Bodilsøn, der var manden der stod bag dette kæmpe oprør mod kongen.
Den 18. september 1137 var det slut for kong Erik 2.
Kongen blev myrdet under et tingmøde på Urnehoved nær Ribe.
De sørgende danskere gav deres konge tilnavnet Emune, og det betød "den evigt mindeværdige".
Derefter måtte den afdøde kong Erik’s 17 årige nevø Erik Lam ( 1120 - 27. august 1146 ) overtage den danske trone som kong Erik 3. Lam, da Erik 2. Emunes egen søn Svend Grathe kun var en lille dreng.
Allerede i 1139 efter kun to år på tronen fik Erik 3. problemer i riget, med oprørslederen Oluf Haraldsen i Skåne, som havde fordrevet ærkebiskop Eskil fra Lund, og han erklærede i 1140 sig selv som skånelandsk konge, og derved så han sig som vinderen i denne borgerkrig.
Krigen kulminerede endeligt i slaget ved Tudebro i Skåne i 1143, hvor det lykkedes for Erik 3. at knuse Olufs hær, og Oluf selv blev dræbt under slaget.
Hermed havde Erik 3. fået sikret freden i Danmark.
Erik 3. Lam var gift med Luitgard, som fødte ham sønnen Magnus Eriksen.
Men 3 år senere i 1146 fik Erik 3. Lam en alvorlig febersygdom og valgte som den eneste konge i hele Danmarks historie at abdicere fra tronen og trække sig tilbage til et kloster i Odense, hvor han døde samme år den 27. august 1146.

Efter Erik 3. Lams død, blev Svend 3. Grathe ( 1130 - 23. oktober 1157 ) af den tyske kejser anerkendt som ny dansk konge.
Men i Jylland havde man valgt Knud 5. ( 1129 - 9. august 1157 ), søn af kong Niels, som deres konge i 1147, og endnu engang udbrød der borgerkrig i Danmark i 1154.
Ved hjælp fra Valdemar ( 14. januar 1131 - 12. maj 1182 ), som var Svend 3.s fætter, lykkedes det for Knud 5. at fordrive Svend 3. fra Danmark i 1154 og hermed regerede Knud sammen med Valdemar i Danmark.
I 1157 vendte Svend 3. tilbage til Danmark fra sit eksil, og med den tyske kejsers rådgivning blev Danmark delt i tre: Valdemar blev konge af Jylland, Knud blev konge af Sjælland og Svend blev konge af Skåne.
For at fejre afslutningen på borgerkrigens slutning, indbød Svend 3. Grathe sine medkonger til et kæmpestort forsoningsgilde i Roskilde.
Pludselig den 9. august 1157 udviklede det store gilde sig til det blodige gilde, da Svend 3. lod sine mænd overfalde sine medkonger Knud og Valdemar.
Knud blev brutalt myrdet, men Valdemar slap væk hårdt såret i sit ene lår, og han fik husly og pleje i sit barndomshjem i Fjenneslev, hvor hans to fosterbrødre, Absalon Assersen og Esbern Snare, boede.
Mens Absalon med hjælp fra nogle trofaste soldater holdt Valdemars forfølgere stangen, fik Esbern Snare i al hast skaffet en båd og smuglet Valdemar videre over til Jylland.
Da Valdemar og Esbern ankom til landstinget i Viborg, holdt Valdemar en flammende tale for de forsamlede og fremviste sine endnu friske sår.
Valdemar kom sig hurtigt over sine sår og drog af sted med en hær for at mødes med kong Svends hær ved Grathe Hede.
Den 23. oktober 1157 mødtes de to hære i slaget ved Grathe Hede, 25 km syd for Viborg.
Slaget endte med en kæmpe sejr for Valdemar og Svend 3. blev dræbt under sin flugt fra slagmarken.
Borgerkrigen var slut efter 26 års ufred og Valdemar 1. var nu enekonge over Danmark.
Da Valdemar 1. var blevet enekonge af Danmark i 1157, gik han og Absalon i gang med at genopbygge landet efter mange års borgerkrige, som havde gjort store ødelæggelser på landet.
På kong Valdemar 1.s fødselsdag den 14. januar 1158 blev Absalon ( 1124 - 21. marts 1201 ) udnævnt til Roskildes nye biskop af kong Valdemar 1. Absalon var med til at færdigbygge Roskilde domkirke.
Absalon var også feltherre og politiker, og allerede samme år i 1158 besejrede han i et søslag den vendiske flåde og krævede store summer fra sachserhertugen Heinrich der Löwe af Sachsen for at holde fred. Kong Valdemar stolede dog ikke på hertug Heinrich der Löwe, så Valdemar gik i gang med at befæste landets gamle fæstningsvold Dannevirke, ved at bygge en stærk teglstensmur, Valdemarsmuren.
I 1160 gav kong Valdemar sin biskop Absalon landområdet ved det lille fiskeleje, Havn, ved Øresund, hvor Absalon byggede en rundborg på øen i 1167.
Da Absalon havde bygget sin borg, gik han i gang med at befæste fiskerlejet og udbygge den til en lille handelsby med store fæstningsvolde.


ABSALONS RYTTERSTATUE VED HØJEBRO PLADS I KØBENHAVN.

Absalons borg blev bygget på det sted, hvor Christiansborg Slot ligger den dag i dag.
Han så at byen lå et meget godt sted, men den var ikke godt befæstet. Derfor udbyggede Absalon byen og dens fæstning, og kaldte sin fæstningsby for Købmannahavn, fordi byens købmænd havde hjulpet og finansieret Absalons udbygning af byen og dens fæstning.
I den fredelige tid hen mod slutning af 1100-tallet syntes befæstningen omkring den ældste del af byen at miste sin betydning. Dette ses blandt andet ved, at byens første kirke, Skt. Clemens, blev anlagt umiddelbart udenfor byen, lige op ad fæstningens voldgrav over mod det, der i dag er Rådhuspladsen.
Omkring 1191 påbegyndte Absalon byens nye domkirke, Vor Frue Kirke, på en grund 150 meter nord for den tidligere fæstning og et år senere blev den gamle befæstning revet ned,
hvorefter der blev påbegyndt en ny befæstning der var meget større, og handelpladsen blev udvidet til en købstad med sognekirker og klostre.
I 1202 var befolkningtallet i byen på ca. 5000 mennesker, hvoraf 500 var soldater, 160 var købmænd og resten var indbyggere.
I 1220 var både domkirken og den nye befæstning færdigbygget, og byen var blevet til landets nye handelscentrum og indbyggertallet steg gennem årene.
I 1168 gennemførte Absalon et vellykket erobringstogt til øen Rügen i Østersøen, øen var hertug Heinrich der Löwes hovedbase for sin flåde, og øen var beskyttet af en meget stærk fæstning, Arkona.
Trods store tab, faldt fæstningen efter 3 timers kamp til Absalons hær.
Krigen sluttede først i 1171, hvor hertug Heinrich måtte betale en stor pris for freden. Øen Rügen, det nordlige Pommern fra Rügen til byen Rostock og flere hundredtusinder af sølvmark, men freden varede ikke evigt.
I 1180 begyndte hertug Heinrich der Löwe at blive mere magtsyg efter erobre mere land til sit hertugdømme i både det nordlige og centrale Tyskland, og så erklærede Holstens greve, Pommerns hertug, det tysk-romerske imperiums kejser krig mod hertug Heinrichs Sachsen.
Valdemar 1. gik også med ind i krigen på den tyske kejser Frederick Barbarossas side i krigen.
Krigen sluttede ved at en samlet tysk-holstensk-pommerske hær belejrede hertug Heinrichs hær ved Sachsens hovedstad Lübeck, og kong Valdemars flåde blokerede indsejlingen til Lübecks havn, for at hindre Heinrichs flåde i at forsyne byen med soldater og mad.
Lübeck faldt efter 5 måneders blodig belejring, og hertug Heinrich af Sachsen blev smidt i kejserens fangehul, hvor han døde 18 år senere.
Efter erobringen af Lübeck i 1181 blev der indledt forhandlinger mellem Frederick Barbarossa og Valdemar 1., hvor kejseren behandlede den danske konge med stor ærbødighed og som sin ligeværdige.

 FOTOGRAFERET DEN 23. MAJ 2009.
EN STATUE AF VALDEMAR 1. DEN STORE.

Kejseren lod Valdemar 1. beholde sin provinser i Nordtyskland og kejseren gav ham tilladelse til at udvide sit kongerige fra Pommern til Holsten.
Valdemar 1. den Store var gift med Sofia af Minsk ( 1140 - 1198 ), som fødte ham 8 børn, heriblandt sønnerne Knud og Valdemar.
I 1170 inviede kong Valdemar Ringsteds nye kirke, Skt. Bendts Kirke, hvor man afholdt en stor fest for både helgenkåring af Valdemars far, Knud Lavard, og kroningen af den unge kronprins Knud.
Den 12. maj 1182 døde Valdemar 1. på Vordingborg slot, efter 25 år som en af Danmarks største konger. Han fik sit berømte tilnavn den Store, da Valdemar 1. var en stor konge i Danmarkshistorien. Han blev begravet i Skt. Bendts Kirke.

I Skt. Bendts Kirke blev der begravet 20 andre kongelige, navnene kan ses på en mindetavle inde i selve kirken.


FOTOGRAFERET LØRDAG DEN 23. MAJ 2009.

SKT. BENDTS KIRKE I RINGSTED.

Hertug Knud Lavard som var blevet myrdet i 1130, blev genbegravet i kirken.
Valdemars dronning Sofia blev begravet i 1198 og deres søn, hertug Christopher i 1166.
I 1202 blev kong Knud 6. begravet, hans søster dronning Rikiza af Sverige i 1220.
Kong Valdemar 2. Sejr blev begravet i kirken i 1241, mens hans hustruer, dronning Dagmar blev begravet i 1213 og dronning
Berengeria blev begravet i 1220.
Kong Valdemar 3. blev begravet i kirken i 1231 sammen med sin dronning Eleonora.
Hertug Knud af Lolland, kong Valdemar 2. Sejrs uægtesøn, blev begravet i 1260, mens hans søn hertug Erik Halland blev begravet i 1304.
Prins Valdemar, kong Christoffer 1.s søn, blev begravet i kirken.
Kong Erik Plovpenning blev begravet i 1250.
Kong Birger af Sverige blev begravet i 1321, og hans dronning Margrethe i 1341.
Kong Erik Menved blev bisat i 1319, mens hans mor, enkedronning Agnes i 1304 og hans dronning Ingeborg i 1319.
Prins Erik, kong Christoffer 1.s søn, blev begravet i kirken i 1331.

Sønnen Knud 6. ( 1162 - 12. november 1202 ) overtog hermed kongetronen, selvom ærkebiskop Absalon regerede på den 19 årige konges vegne som rigsforstander, indtil Absalon selv døde den 21. marts 1201.
Knud 6. var gift med Gertrud af Sachsen og Bayern, men ægteskabet var barnløst.
Knud 6. nægtede at afgive lensed til den tyske kejser, så i 1185 lykkedes det for kongen at besejre hertug Bugislav af Pommern. Pommern blev hermed en del af Danmark og den danske grænse blev flyttet ned til floden Elben.
Fra nu af kunne Knud 6. ikke blot kalde sig for "de daners konge", men også "de venders konge".
Selvom Danmark mistede herredømmet over Pommern i 1225, vedblev danske konger til
og med kong Frederik 9. at titulere sig "de venders konge".
Hele livet igennem stod Knud 6. i skyggen af sin fosterfader Absalon. Det var ret trist for kong Knud 6. som pludselig døde den 12. november 1202.

Det betød at hans lillebror Valdemar ( 28. juni 1170 - 28. marts 1241 ) måtte overtage tronen som kong Valdemar 2., da Knud 6. døde barnløs.
Valdemar 2. var gift med Helena Guttormsdatter ( 1170 - 1230 ), som fødte ham sønnen Knud Valdemarsen ( 1205 - 1260 )  og en ukendt datter.
Senere blev Valdemar 2. gift med prinsesse Margaretha af Böhmen ( døde 24. maj 1212 ), som fødte ham sønnen Valdemar den Unge.
Da Margaretha af Böhmen blev gift med Valdemar 2., gav han hende et mere dansk dronningnavn Dagmar.
Da dronning Dagmar døde den 24. maj 1212, giftede kongen sig kort tid efter med prinsesse Berengária af Portugal ( døde 27. marts 1220 eller 1221 ), som fødte ham sønnen Erik, sønnen Abel, datteren Sophie og sønnen Christoffer.
Og igen gentog historien sig med at disse tre sønner skulle blive konger af Danmark.

I 1219 drog Valdemar 2. afsted sammen med en hær på korstog til Estland for at forsætte den danske erobringspolitik.
Den 15. juni 1219 vandt Valdemar 2.s hær en stor sejr over estlændernes hær i slaget ved Lindanise i Estland.
Roskilde-munken Peder Olsen beskrev sit livlige fortælling fra omkring år 1500 hvor dramatiske slaget var:

“Hvor det så ud til, at danskerne ville tabe slaget ved Lyndanise den 15. juni 1219.
Når den gamle ærkebiskop Anders Sunesen knælede for at bede til Gud på en bakketop og rakte sine arme mod himmelen, rykkede danskerne frem, men da hans arme sank ned på grund af træthed, begyndte danskerne at vige tilbage. Nogle hjælpere sprang til for at hjælpe og støtte den gamle ærkebiskops arme. Da slaget var på sit højeste, sendte Gud sin hjælp til ærkebiskoppen.
Guds hjælp var et rødt flag med et hvidt kors på selve flaget, som faldt stille og roligt ned fra himmelen.
Dette tegn fra Gud gav danskerne yderligere mod, og til sidst vandt de en stor sejr!”


VALDEMAR 2. SEJR UNDER SLAGET VED LINDANISE I 1219.

Valdemar 2. som vandt sit tilnavn Sejr under slaget, erklærede hermed at dette flag som gav den danske korsridderhær en stor sejr over de vantro, fra nu af skulle være det danske rigsbanner, kort sagt flaget skulle fremover være Danmarks nationalflag med navnet Dannebrog og Valdemar 2. kunne vende hjem til Danmark som en helt.
Men under en jagttur i den fynske Lyø i 1223 blev Valdemar 2. sammen med sin søn Valdemar taget til fange af den tyske grev Henrik af Schwerin, og han krævede en løsesum på 45.000 mark og landområderne i Nordtyskland skulle afgives.
Trods mange forsøg at få kongen og hans søn tilbage, måtte det danske rigsråd i 1225 give efter for den tyske greves krav, selvom det var meget høje krav for at få Valdemar 2. og hans søn tilbage til Danmark.
Valdemar 2. nægtede at se i øjnene at de nordtyske områder var gået tabt for evigt, og så snart han var vendt hjem, planlagde han generobringen af områderne i Nordtyskland.
Men efter et stort nederlag nede ved Holsten i slaget ved Bornhøved den 22. juli 1227, måtte Valdemar 2. Sejr opgive sine erobringsplaner i Nordtyskland.
Så i stedet for måtte Valdemar 2. nøjes med at foretage rigets indre opbygning.
Og ligesom sin far søgte Valdemar 2. at sikre den kongelige arvefølge ved at få kronet sin ældste søn Valdemar til medkonge og de andre sønner fik hver sit landområde i et arveligt len i landet.
Men i 1232 døde Valdemar den unge, altså Valdemar 2.s ældste søn pludselig, og derefter fik kongen kronet sin næstældste søn Erik ( 1216 - 10. august 1250 ) til medkonge.
Valdemar 2. Sejr døde den 28. marts 1241 og hans næstældste søn Erik 4. overtog hermed tronen.
Men så snart den afdøde konge var begravet udbrød der tronekamp mellem Erik 4. og hans brødre Abel og Christoffer, som begge ønskede at få magten i landet. Detfor udbrød der borgerkrig mellem brødrene som varede i flere år.
Erik 4. fik sit tilnavn Plovpenning ved en lov han underskrev i 1249, at der skulle være skat på hver plov i landet, selvom befolkningen ikke var særlig glad for denne lov.

Erik 4. Plovpenning var gift med Jutta af Sachsen, som fødte ham sønnen Christoffer af Danmark, sønnen Knud af Danmark, datteren Sophie af Danmark ( døde 1286 ), datteren Ingeborg af Danmark ( 1244 - 26. marts 1287 ) som senere blev dronning af Norge, Jutta af Danmark ( døde 1284 ), Agnes af Danmark.

I 1250 havde Erik 4. fået sin bror hertug Abel af Slesvig kørt op i en krog og erobret størstedelen af Abels hertugdømme og Abel gik med til at de skulle mødes og forsones i fred. Men under besøget om natten den 10. august 1250 greb Abel chancen og fik med hjælp fra sine mænd myrdet kong Erik 4. og han smed kongens lig i floden Slien.
Trods mange danskere betragtede Abel som den hovedmistænkte for mordet på sin bror Erik 4., lykkedes det for Abel at få 24 riddere til at sværge på hans uskyld ved Landetstinget i Viborg den 1. november 1250.
Herefter blev Abel ( 1218 - 29. juni 1252 ) udråbt Danmarks nye konge.

Abel var gift med Mechtilde af Holsten, som fødte ham sønnen Valdemar Abelsøn ( 1238 - 1257 ), datteren Sophie af Danmark ( 1240 - 1272 ), Erik Abelsøn ( 1240 - 27. maj 1272 ) som senere blev hertug af Slesvig fra 1257 til sin død og sønnen Abel Abelsøn
( 1252 - 1279 ).

Men kort efter at kong Abel var blevet kåret som landets konge, blev han meget upopulær blandt befolkningen. Under en rejse mod friserne, hvor han ville opkræve skyldige skatter
blev han allerede myrdet den 29. juli 1252 i Ejdersted..
Ifølge legenden blev der fortalt at hans spøgelse gik igen i Slesvig Domkirke kort tid efter han var blevet begravet, så man gravede hans lig op og sænkede det i et mosehul ved Gottorp-floden og for at være ekstra sikker hamrede man en pæl gennem hans brystkasse.
Efter mordet på kong Abel blev broderen Christoffer ( 1219 - 29. maj 1259 ) udråbt til kong Christoffer 1. af Danmark, selvom Abels søn Valdemar var kommet hjem og havde håbet på at overtage tronen efter sin fars død.

Christoffer 1. var gift med Margrete Sambiria, bedre kendt under sit tilnavn Sprænghest
( døde 1282 ), fødte ham sønnen Erik ( 1249 - ? ), sønnen Valdemar af Danmark ( døde den 21. december 1259 ), sønnen Niels af Danmark, datteren Mechtild af Danmark
( døde 1311 ) og datteren Margrete af Danmark ( døde 1306 ).
Christoffer 1.s dronning fik sit tilnavn Sprænghest, da hun red en hest til døde under en hurtig flytning af en dansk hær.

Desværre blev forholdet mellem kongen og kirken efterhånden værre, da Christoffer 1. blev dansk konge og det blev ikke bedre da Christoffer 1. krævede, at kirken skulle stille med mænd til kamp mod Abels søn Valdemar og hans tilhængere.
Og ikke nok med det, så udbrød der væbnet oprør blandt landets stormænd i 1250erne som også fik støtte fra Norge og Sverige.
I 1259 gjorde fyrst Jaromar af Rügen landgang på Sjælland og indtog samme år København og det gjorde det endnu værre, og før Christoffer 1. kunne give ordre til at generobre København, døde Christoffer 1. pludselig den 29. maj 1259.

Christoffer 1.s søn Erik ( 1249 - 22. november 1286 ) som kun var 10 år gammel blev udråbt til ny dansk konge, men hans mor enkedronning Margrete “Sprænghest” ( 1230 - 1282 ) fungerede som formynder, indtil kongen blev myndig i 1264 og kunne krones som kong Erik 5. af Danmark.

Erik 5. Klipping var gift med Agnes af Brandenburg ( 1257 - 29. september 1304 ), som fødte ham sønnen kronprins Erik. Derefter fulgte sønnen Christoffer som senere skulle blive sin bror Eriks efterfølger som dansk konge. Så fødte hun sønnen Valdemar ( døde 1304 ), datteren Richiza ( døde 1308 ), datteren Margrete ( døde 1341 ), datteren Katarine ( 1283 - 1283 ) og datteren Elisabet ( 1283 - 1283 ).

Den nye konge kæmpede længe mod de oprørske stormænd både i Danmark og mod deres støtter i Sverige og i Norge.
I 1277 da Erik 5. hærgede på krigstogter i Sverige, måtte han for at forlænge disse togter foretage en møntforringelse i Danmark.
Det var i den forbindelse at Erik 5. fik sit tilnavn Klipping, på grund af hans klipning eller devaluering af kongerigets mønt.
Kongen optog også tvangslån hos kirken.
I 1282 tvang de utilfredse stormænd kongen at underskrive en håndfæstning, hvori der stod at kongen ofte skulle rådføre sig med stormændene og bøndernes ret skulle sikres.
Erik 5. var på jagt med sin følge den 22. november 1286, og da det blev nat, måtte de søge ly i en lade ved Finderup.
Her midt om natten blev kongen og hans følge overfaldet af en gruppe maskerede mænd, som myrdede alle dem der var i laden, heriblandt kong Erik 5. Klipping.


ERIK KLIPPINGS MORDERE I 1286.

Bagefter brændte morderne laden af og forsvandt sporløst i natten.
Den afdøde konges søn den 12 årige Erik ( 1274 - 13. november 1319 ) blev juledag 1287 kronet som kong Erik 6. Menved af Danmark, selvom hans mor enkedronning Agnes regerede på sin søns vegne, indtil han blev myndig.
Samme år 1287 blev 6 stormænd ved et danehof i Nyborg dømt for mordet på Erik 5. Klipping og erklæret for fredsløse og landsforvist fra Danmark.
Trods landsforvisningen vendte de 6 stormænd tilbage og hærgede de danske kyster som sørøvere, så det var en hård tid for Erik 6. Menved at regere landet.
I 1289 blev Jens Grand trods modstand fra kongefamilien valgt af paven til ny ærkebiskop i Lund efter Jens Dros’ død.
Den nye ærkebiskop af den mægtige Hvideslægt og muligvis i familie flere af de fredsløse stormænd og ærkebiskoppen støttede stormændenes sørøveri.
I 1293 døde de fredsløse stormænds leder stormand marsk Stig Andersen og dette betød at de andre stormænd opgav sørøverangrebene på Danmark.
Året senere i 1294 blev ærkebiskop Grand anholdt, men det lykkedes for ham at flygte til den bornholmske fæstning Hammershus, hvor han forsatte sin kamp mod Erik 6.
Erik 6. Menved ønskede at genoptage sin oldefar’s Valdemar 2. Sejrs erobringspolitik i Nordtyskland.

Erik 6. Menved var gift med Ingeborg, datter af Sveriges kong Magnus Ladelås. Hun fødte ham 14 børn, som desværre døde ved fødslen eller som spæde.

I 1302 blev han hyldet som lensmand for fyrstedømmet Rostock og 2 år senere i 1304 afstod  den tyske kong Albrecht 1. alt land nord for floderne Elben og Elde til Danmark.
Efter disse sejre besluttede Erik 6. at indtage fyrstedømmerne Wismar og Rostocks som var to vigtige fæstningsbyer. Fyrstedømmet Rostock besluttede sig for at gøre oprør, da Erik 6. tvang den tyske konge til afstå store dele af Nordtyskland i 1304.
Efter 6 måneders hård og blodig kamp overgav de to byer sig til Erik 6. Menveds hære.
I 1316 tabte Erik 6. slaget ved Stralsund og i 1317 blev der sluttet fred i Nordtyskland.
Men efter 15 års erobringskrig nede i Nordtyskland havde Erik 6. næsten helt ødelagt landets økonomi og for at betale en del af sin krigsgæld blev Fyn pansat for 3 år til de 2 holstenske grever Johann og Gerhard.

Da kong Erik 6. Menved døde den 13. november 1319 blev han efterfulgt af sin bror Christoffer 2. ( 29. september 1276 - 2. august 1332 ), som blev den nye konge af Danmark selvom landet både var politisk og økonomisk fallit.

Christoffer 2. var gift med Eufemia, datter af Bogislaw 4. af Pommern. Hun fødte ham sønnen Erik som var sin fars medkonge, sønnen Magnus som senere uden held prøvede at blive dansk konge efter sin fars død i 1332, sønnen Valdemar, sønnen Erik, sønnen Otto, datteren Margrete, datteren Agnes og datteren Helvig.

Selve landet var meget truet af en kommende borgerkrig mellem kongen og oprørske stormænd som fik støtte fra grev Gerhard af Holsten.
I 1326 brød borgerkrigen ud, da grev Gerhard i løbet af få måneder havde erobret både Jylland og Fyn.
Kongen sendte sin søn Erik afsted sammen med en hær for at nedkæmpe oprøret, men det endte med at Erik mistede sin hær og blev taget til fange.
Hermed måtte Christoffer 2. flygte med resterne fra det kongelige skatkammer sammen med sin dronning og deres yngste søn Valdemar (Atterdag) til Nordtyskland i eksil.
Holstenske og danske stormænd med grev Gerhard i spidsen udnævnte i 1326 den kun 11 årige hertug Valdemar af Slesvig ( 1314 - 1364 ) som Danmarks kong Valdemar 3.
Den nye konge var en ren marionetkonge, da det var stormændene og hans morbror grev Gerhard af Holsten der styrede landet som dens rigsforstander.

Den unge marionetkong Valdemar 3. var en efterkommer af den myrdede kong Abel.

Denne ordning blev meget upopulær hos befolkningen i Danmark.
I 1329 fik bønderne i Jylland nok og rejste sig til oprør.
Det jyske bondeoprør viste sig at blive for meget for grev Gerhard og hans stormænd, og det endte til sidst med at grev Gerhard flygtede til Holsten og stormandsstyret faldt totalt sammen.
Senere samme år 1329 blev ekskong Christoffer 2. kaldt tilbage af bønderne til at overtage den danske trone, mens ekskong Valdemar 3. flygtede tilbage til Slesvig og forblev hertug af Slesvig indtil sin død i 1364.
Sammen med grev Johann af Plön kæmpede Christoffer 2. mod grev Gerhard i en blodig krig, hvor det endte med en stor sejr for grev Gerhard i slaget ved Dannevirke i 1331.
Endnu engang var Danmark i grev Gerhard og hans tilhængers hænder, og Christoffer 2. var kun konge af navn.
Landet lå stadigvæk i åben strid da Christoffer 2. døde den 2. august 1332, men da han døde var Danmark pludselig blevet kongeløs.
De eneste herskere i landet var grev Johann som pantherre øst for Storebælt, og grev Gerhard som pantherre for Jylland og Fyn, der begge kæmpede om at få magten over hele Danmark.
Perioden 1332-1340 blev kendt som den kongeløse tid og landet var hærget af borgerkrig.
I den tid prøvede grev Gerhard at gøre sin del af Danmark til en del af Det Tysk-Romerske Rige, men i 1340 gjorde jyske bønder et stort oprør i Jylland med den afdøde Christoffer 2.s søn Valdemar som deres leder.
Efter slaget ved Randers den 1. april 1340 blev grev Gerhard dræbt.
Den 22. april 1340 blev Valdemar ( 1320 - 24. oktober 1375 ) kronet som Danmarks kong Valdemar 4. Atterdag.


KONG VALDEMAR 4. ATTERDAG AF DANMARK.

Valdemar 4. stod nu overfor en kæmpe stor opgave, at samle kongeriget og betale den
store gæld, som Danmark skyldte efter mange års krige.
I 1346 solgte Valdemar 4. det danske Estland for 10.000 mark til Den Tyske Orden og i 1349 var Sjælland og Fyn indløst fra alt gæld. Herefter var stordelen af Danmark tilbage på danske hænder.
Først i 1357 lykkedes det for Valdemar 4. at erobre Jylland tilbage fra de magtfulde holstenske grever efter et stort og blodigt slag ved Broberg på Fyn.
I 1360 sluttede alt kamp i Jylland mod kongen og ved et danehof samme år, kunne Valdemar 4. Atterdag underskrive en håndfæstning som betød at landet endelig kunne se fredens lys.

Valdemar 4. Atterdag var gift med Helvig, datter af hertug Erik 2. af Slesvig, som fødte ham 6 børn, men kun datteren Margrete overlevede og blev som voksen og hun var den kommende Margrete 1. af Danmark ( 1353 - 28. oktober 1412 ).

Den 24. oktober 1375 døde Valdemar 4. Atterdag efter 35 års hårdt arbejde for at få samlet Danmark.
Men Valdemar 4. var sønneløs, da han døde, kun datteren Margrete havde en søn Oluf som kunne arve tronen.

Margrete blev som 10 årig gift med Norges kong Håkon 6. Magnusson (1340 - 1380). Hun fødte ham sønnen Oluf, som var arvingen til tronerne i både Danmark, Norge og Sverige.

Ved et rigsrådsmøde i 1376 fik Margrete sin 6 årige søn Oluf 2. ( 1370 - 3. august 1387 ) udnævnt som dansk konge.
Rigsrådet nægtede at lade Margrete regere som enedronning af Danmark, men hun regerede dog som rigsforstander sammen med sønnen Oluf 3.
Året efter sønnens tronbestigelse afholdte Margrete et danehof, hvor 150 danske adelsmænd underskrev en forsikring om, at de ville støtte landet og arbejde på at styrke freden i landet.
Men Danmark var utroligt svækket efter en blodig borgerkrig, hvor Margretes far Valdemar 4. Atterdag var sejrherre i krigen.
Da Margrete’s gemal kong Håkon 6. af Norge døde i 1380, blev deres søn Oluf udråbt til norsk konge, men Margrete forblev stadigvæk anerkendt som hans formynder i både Danmark og Norge af det danske rigsråd.


DRONNING MARGRETE 1. AF DANMARK.

I 434 år var Danmark og Norge i fællesunion og havde fælles konger, indtil i 1814 hvor Sverige overtog Norge efter fredsaftalen ved Napoleonskrigenes afslutning ved Wienerkongressen i 1814.
I 1385 blev Oluf erklæret for myndig og året senere døde Sveriges konge uden at have nogen arvinger, så Margrete overtog den svenske trone til sin søn.
Men så indtraf katastrofen, i starten af 1387 blev kong Oluf 3. pludselig alvorlig syg og døde samme år den 3. august 1387, kun 17 år gammel.
Margrete 1. blev helt slået ud og kom sig aldrig over sin søns tidlige død, men hun fandt en løsning på problemet.
Margretes søster prinsesse Ingeborg havde en datter Maria af Mecklenburg, som var gift med hertugen af Pommern, og de havde sønnen Bogislaw.  Margrete adopterede Bogislaw og gav sin fostersøn det mere danskklingende navn Erik af Pommern.
Året efter i 1388 blev Margrete valgt til regent i både Danmark og Norge på livstid, og samtidig udråbte Ingeborgs søn, Albrecht af Mecklenburg, sig selv til Sveriges nye konge.
Men han fik hverken støtte fra de svenske stormænd eller den svenske befolkning, så da Margrete ankom til Sverige i maj 1388, bad de hende om hjælp til at få Albrecht fjernet fra tronen.
Den 24. februar 1389 blev kong Albrechts hær slået af en dansk-svensk hær ved rytterslaget ved Åsle nær Falköping i det nordlige Sverige. Her blev både Albrecht og hans søn blev taget til fange. Da Hertugdømmet Mecklenburg truede med at erklære krig imod Danmark, svarede Margrete 1. tilbage:

”Hvis I vil have Albrecht tilbage, så betal 60.000 sølv mark til mig”.

Men mecklenburgerne kunne slet ikke betale sådan en kolossal sum penge, så Albrecht og hans søn døde i dansk fangenskab mange år senere.
Hermed fik mecklenburgerne frataget deres arveret, og Erik af Pommern blev gjort til Margretes efterfølger.
I starten af 1394 døde Eriks far hertugen af Pommern, og Erik blev hans efterfølger.
Erik valgte at indlemme Pommern ind i det kommende store nordiske kongerige.
I januar 1396 fik Margrete 1. sin fostersøn Erik af Pommern ( 1382 - 1459 ) hyldet til konge af Danmark og Norge, dog under hendes formynderskab, samme sommer blev Erik konge over Sverige og Finland.
I sensommeren 1397 blev der indkaldt til et stort unionsmøde i Kalmar i Sverige.
Efter mange forhandlinger blev Erik kronet til Kalmar-unionens første konge den 17. juni 1397, og den 13. juli 1397 blev kroningsbrevet underskrevet af kong Erik og hans formynder Margrete 1.
Den nye unionskonge kunne nu kalde sig for kong Erik 7. af Danmark, Norge, Sverige, Finland, Grønland, Island, Shetlandsøerne og Pommern.
Det var det allerstørste nordiske imperium som var blevet skabt, Kalmar-unionen varede i 126 år.
I 1401 trak Margrete sig tilbage som regent og formynder for sin 18 årig fostersøn, men hun forsatte med som rigsforstander i henhold til kroningsbrevet i 1397, indtil hun døde den 28. oktober 1412.


KONGERIGET DANMARK I ÅR 1400.

Da Margrete 1. døde i 1412, var Erik 7. af Pommern endelig ude af sin fostermors skygge og kunne regere enevældigt.
I 1417 var Købmannahavn blevet en kæmpe handelsby og kongen erklærede byen for landets nye hovedstad og Erik 7. gav sin nye hovedstad et nyt navn, København.

Erik 7. af Pommern var gift med prinsesse Philippa af England, datter af kong Henrik 4. af England og Mary de Bohun. Men ægteskabet var barnløst.

Men Erik 7. af Pommern var så krigsgal at han skabte så mange økonomiske og udenrigspolitiske problemer i Kalmar-unionen igennem de 27 år han regerede som konge.
I 1439 havde det danske rigsråd og befolkningen fået nok af Erik 7. af Pommern, og samme år blev han afsat fra tronen som Kalmar-unionens konge, og da Erik 7. af Pommern ikke havde nogen børn, valgte det danske rigsråd Eriks søster søn Christoffer af Bayern som unionens nye konge.


KONG CHRISTOFFER 3. AF DANMARK.

Den 9. april 1440 blev Christoffer 3. af Bayern ( 26. februar 1416 - 6. januar 1448 ) kronet som Kalmar-unionens anden konge og i 1443 kunne han også krones som Danmarks konge.
Christoffer 3. af Bayern var gift med Dorothea, datter af markgreve Johann af Brandenburg, men de fik ikke nogen børn.
Men snart skulle en frisk og ny kongeslægt overtage den danske trone.

Oversigten
Tilbage Næste side