NEDTURE : 1500-1834.

Den sicilianske mafia opstod som en undergrundsbevægelse til at forsvare almindelige borgere mod datidens hårde vilkår og sult.
Nord for Kirkestaten var Italien delt op i 30 småstater. De fleste småstater var oprindeligt republikker men blev med tiden til fyrstendømmer.
I 1506 oprettede pave Julius 2. en livgarde som skulle beskytte ham selv mod fjender.
Dette vagtkorps fik sit berømte navn Schweizer-garden og korpset skulle også bruges til at
forsvare Kirkestaten (Vatikanstaten) og fungere som politikorps.
Den 6. maj 1527 mistede 147 schweizer-gardister livet i kamp mod den tyske kejser Karl 5.’s soldater, da de prøvede at beskytte pave Clemens 7. mod kejserens soldater under deres plyndringstogt i Rom. 
Paven overlevede som kejserens fange og vassal ( trofast undersåt ) men de fleste folk i Schweizer-garden mistede livet, kun 42 gardister overlevede.


SCHWEIZER-GARDEN.

Habsburgerne, Frankrig og en gang imellem paven, kæmpede om overherredømmet i det
nordlige Italien i starten af det 16. århundrede. Sejrherren i denne magtkamp blev Habsburgerne.
Karl 5. var konge af Spanien og regerede fra 1516 til han abdicerede fra tronen i 1556. Han var også tysk kejser fra 1519 til 1558.
Karl 5. var utallige gange i en periode som strakte sig over 20 år, i krig mod Frankrig om herredømmet over det nordlige Italien. Til sidst lykkedes det at få paven over på sin side
i krigen og langt om længe blev Frankrig besejret.
Sønnen Filip 2. overtog den Spanske trone og blev konge fra 1556 til 1598. Han overtog også Spaniens besiddelser i det nordlige Italien.
I det 17. århundrede forsøgte Frankrig utallige gange, at vende de norditalienske stater mod Spaniens herredømme i det nordlige Italien.
Arvefølgekrigen som varede fra 1700 til 1713, startede i Italien efter de Spanske Habsburgere var uddøde og der var derfor ingen arvinger til at overtage magten.
Ved freden i Utrecht i 1713 fik Østrig Lombardiet og Neapel. Hertugdømmet Savoia blev ændret til at være kongerige og fik Sicilien.
Østrigs Habsburgere og Spaniens Bourboner fortsatte imidlertid slagsmålet om Italien. Landene erobrede på skift områder fra hinanden, sluttede utallige gange fred med hinanden
og foretog flere byttehandeler indbyrdes. Sardinien tilfaldt i 1720 kongehuset Savoia. Fremover blev de kongelige kaldt for konge af Sardinien.
Sicilien og Neapel overgik i 1735 til Bourbonerne.
Toscana overgik i 1737 til Habsburgerne, alt imens en anden Bourbonlinje fik magten i Parma i 1748.
Genova solgte i 1768 øen Korsika til Frankrig..
I næsten 50 år var de italienske stater kun brikker i stormagternes spil.
Endelig fik Italien fred indtil Napoleonskrigene startede. Flere områder blev i krigen mod Napoleon indlemmet under Frankrig.


FRANSKE TROPPER KÆMPER UDENFOR ROM I 1797.

Napoleon oprettede i 1797 den Liguriske Republik (Genova) og den Cisalpinske Republik (Lombardiet).
Derefter oprettede Napoleon den Romerske Republik i 1798 og den Parthenopæiske Republik (Neapel) i 1799.
Efter at krigslykken for Napoleon var vendt et par gange, ophævede han republikkerne og der blev oprettet kongedømmer i stedet for republikker.
Etrurien blev kongedømme i 1801.
Den 26. maj 1805 i Milanos domkirke, kronede Napoleon Bonaparte sig selv som konge af Italien.
Neapel blev kongedømme i 1806 under ledelse af Joseph Bonaparte, men blev i 1808 afløst
af Napoleons marskal Murat.
Ved Wienerkongressen i 1815 blev en stor del af den gamle orden genoprettet i Italien.
Genova blev overdraget til Kongeriget Sardinien.
Østrig overtog Venezia og Lombardiet.
Områderne Parma og Piacenza arvede ekskejserinde Marie Louise. Hun var født som Habsburger, men efter hendes død overgik Parma og Piacenza til Bourbonnerne.
Fremmede landes ligegyldighed med Italien og genindførelsen af enevælde i de fleste stater gjorde nu, at der opstod en national frihedsbevægelse.
Frihedsbevægelsen virkede ved hemmelige selskaber, og det det kom til et åbent oprør i Neapel i 1820, men oprøret blev brutalt slået ned af Østrig. Herefter fulgte et oprør i Modena og Kirkestaten i 1831, som også blev nedkæmpet af Østrig. 
I Sardinien kom det tredje oprør i 1834 hvor kongen gjorde nogle få indrømmelser.

Oversigten
Tilbage Næste side