NY KONGESLÆGT OG RENÆSSANCEN: 1448-1648.

Ved Christoffer 3. af Bayerns alt for tidlige død den 6. januar 1448 stod Norden pludselig uden konge og ingen mandlige eller kvindelige arvinger til den nordiske trone, da Christoffer 3. af Bayern døde barnløs efter kun få års ægteskab med den unge Dorothea af Brandenburg.
Derfor stod det danske rigsråd overfor en stor udfording, hvem skulle man dog overlade Nordens trone til?
På samme tid valgte Sverige at sprænge Kalmarunionen ved at vælge rigsforstander Karl Knutsson Bonde som ny svensk konge, så hermed var den nordiske union i realiteten gået helt i opløsning. Sverige også tog Norge med sig som bytte, selvom unionen allerede var begyndt at gå i opløsning imens Christoffer 3. af Bayern regerede fra 1440-1448 som nordisk konge.
Det danske rigsråds første valg var hertug Adolf 8. af Slesvig, men den 47 årige hertug Adolf takkede venligt nej til forslaget, da han mente at han var for gammel til at blive Nordens konge.
Hertug Adolf 8. af Slesvigs oldemor, Sofie af Werle ( døde den 6. december 1339 ), var datterdatter af kong Erik 5. Klipping, så hertugen var en kongelig efterkommer til den danske trone.

Men hertugen kom med et bedre forslag til det danske rigsråd, hans 22 årige søstersøn grev Christian af Oldenburg, ville være en bedre mand til rollen som Nordens nye konge.
Sammen med repræsentanter fra det danske rigsråd, forpligtede hertugen overfor sin tyske nevø Christian, at Valdemar 4. Atterdags håndfæstning fra 1360 om, at Slesvig og Holsten aldrig måtte blive genforenet med Danmark, skulle overholdes hvis han ville være konge.
Den unge Christian svor at overholde denne gamle håndfæstning, og efter at han havde underskrevet en ny håndfæstning under overværelse af sin onkel og repræsentanter fra rigsrådet, kunne Christian ( 1426 - 21. maj 1481 ) rejse til Viborg Landsting for at blive kongehyldet der den 28. september 1448 som kong Christian 1. af Danmark.


KONG CHRISTIAN 1. AF DANMARK-NORGE.

Efter vielsen med den 18 årige dronning Dorothea, som var enke efter Christoffer 3. af Bayern, blev de to kronet som konge og dronning af Danmark i 1449. Det foregik i Vor Frue kirke i København.

Christian 1.s dronning Dorothea af Brandenburg ( 1430 - 10. november 1495 ), fødte ham sønnen Olaf ( 1451 - ? ), sønnen Knud ( 1451 - 1455 ), kronprinssønnen Hans, datteren Margrethe af Danmark ( 1456 - 1487 ) som blev gift med Skotlands kong James 3. og sønnen Frederik, der senere skulle blive kong Frederik 1. af Danmark.
Den nye konge Christian 1. var faktisk i slægt med den gamle middelalderlige kongeslægt, da hans 3x tipoldefar var kong Erik 5. Klipping, så forbindelsen med den gamle og det nye oldenburgske kongeslægt var heldigvis bevaret.

Kort tid efter kroningen stod Christian 1. overfor sine første problemer med øen Gotland, hvor ekskong Erik af Pommern levede som sørøver.
Sveriges kong Karl 8. Knutsson krævede at Gotland skulle indlemmes i Sverige, så han sendte en svensk hær over til øen, men Erik af Pommern nægtede at overlade sin ø til svenskerne.
Så Karl 8. Knutsson sendte en hær over til Gotland for at erobre øen og for at sætte Erik af Pommern på porten.
I alt hemmelighed havde Erik af Pommern sendt en henvendelse til det danske rigsråd, hvor han tilbød at Danmark kunne få Gotland, hvis de kom med hjælp til at fordrive svenskerne.
Så i slutningen af 1449 rejste Christian 1. sammen med en hær til Gotlands hovedby Visby, hvor det endte med at den svenske hær måtte trække sig tilbage.
Derefter rejste Erik af Pommern tilbage til Pommern, hvor han levede et stille og roligt liv indtil sin død i 1459.
Men i 1449 havde Norges ærkebiskop, Aslak Bolt, udnævnt Sveriges kong Karl 8. Knutsson til konge af Norge, selvom det norske rigsråd havde samarbejdet med det danske rigsråd om at få Christian 1. valgt til konge af Norge.
Da krigsskyerne begyndte at komme frem mellem Danmark og Sverige, fik det danske og svenske rigsråd aftalt et fredeligt kongemøde i den svenske by Halmstad. Dette møde blev kendt som Halmstadmødet.
Her fik man forhandlet sig frem til, at Karl 8. Knutsson blev anerkendt som Sveriges konge, men han måtte afstå Norges kongetrone til Christian 1., og derfor blev dette møde Christian 1.s allerførste diplomatiske sejr.
Den 2. august 1450 blev Christian 1. kronet til konge af Norge i Trondheim domkirke, Danmark og Norge var blevet forenet igen, endnu en sejr for Christian 1.
Men den svenske kong Karl 8. Knutsson, som måtte afstå Norge ved Halmstadmødet, var ikke tilfreds nok med Sveriges kongetrone, så i 1452 erklærede han Danmark krig og dette blev startskuddet til 362 års fjendskab med ærkefjenden Sverige.
Krigen rasede frem og tilbage i fem lange år, hvor krigslykken flere gange skiftede side, men det endte med at Karl 8. Knutsson tabte krigen og han måtte flygte til Danzig i eksil.
I 1457 blev Christian 1. kronet som konge af Sverige og hans søn Hans, blev i 1458 anerkendt som tronfølge og arving til både den norske og svenske kongekrone.
Hermed havde Christian 1. fået oprettet freden i Kalmarunionen og var endelig blevet konge af Norden.

I 1458 indførte Christian 1. den danske Elefantorden, men denne flotte kongelige Elefantorden eller ridder af Elefantorden slog sig først igennem den 1. december 1693 af kong Christian 5. og dette orden blev kun tildelt mænd, indtil 1958 hvor også kvinder kunne bærer den.

Da Christian 1.s onkel og store støtte hertug Adolf 8. af Slesvig døde den 4. december 1459, og efterlod sig ingen arvinger til hertugdømmet.
Hermed så Christian 1. en mulighed for at føje Slesvig ind under Danmark.
Selvom der var modstand fra nogle de slesvigske grever, fik det danske rigsråd forhandlet sig frem til, at Danmark og Slesvig atter skulle herskes af en mand.
Kong Christian 1. blev udnævnt til hertug af Slesvig og greve af Holsten den 5. marts 1460.
Kongen skulle dog anerkende de holstenske stormænds rettigheder i Holsten, og love at Slesvig og Holsten altid skulle holdes sammen.
For at sikre at holde Slesvig og Holsten som dele af Danmark, var Christian 1. nødt til at oprette et råd på 12 stormænd som skulle forvalte disse to nye områder af riget.
Kongen måtte betale mange penge for at sikre at disse stormænd gjorde deres arbejde ordenligt, da størsteparten af Slesvig og Holsten var ejet af nogle få magtfulde greveslægter, som nægtede at betale skat til Christian 1 og dette udviklede sig hurtigt til en torn i øjet på Christian 1., økonomisk set.
Det endte med at Christian 1. måtte øge skattetrykket for at forsætte sin økonomiske krigsførelse i både Slesvig og Holsten, at han pantsætte flere dele af sine områder til at finansiere dette, og han kom meget hurtigt i en bundløs gæld.
Heldigvis trådte hans fornuftige dronning Dorothea til. Hun havde nemlig arvet en pæn formue i penge fra sin far i Brandenburg og desuden pantsatte hun alle sine smykker. Derefter købte hun alle de pantsatte områder tilbage.
Og fornuftigt nok gav hun dem ikke tilbage til sin kongelige ægtemand, næh nej hun beholdt dem selv til sin egen fordel.
I 1464 udbrød der oprør i Sverige, og svenskerne havde kaldt Karl Knutsson tilbage fra sit eksil og igen kronet ham som konge af Sverige, og for anden gang sprængte svenskerne Kalmarunionen.
Christian 1. reagerede først da Karl 8. Knutsson døde i 1470, da han så muligheden for at få Sverige ind i den store nordiske union, og erklærede derefter Sverige krig.
Men Christian 1. skulle blive meget skuffet, for i slaget ved Brunkebjerg den 10. oktober 1471 led han et knusende nederlag og var selv lige på nippet til at miste livet under slaget.
Ved fredsaftalen måtte Christian 1. anerkende både sit nederlag i krigen og det svenske rigsråds faste beslutning, de lod Sten Sture den Ældre regere Sverige som landets rigsforstander, så Christian 1. måtte nøjes med at have Sverige som et len under Danmark istedet for den svenske kongetrone.
Selvfølgelig var det en bitter pille for kongen at sluge og det menes at han kom sig aldrig over tabet af den svenske kongekrone.

Christian 1. var også bygherren som grundlagde Københavns Universitet i 1479 som en gave til Københavns borgere.
Dette byggeri var Christian 1. sidste sejr i sin indenrigspolitik i Danmark.
Han var i flere perioder meget syg og til sidst døde Christian 1. den 21. maj 1481 på København Slot.
Han blev efterfulgt af sin ældste søn og tronfølger Hans ( 1455 - 20. februar 1513 ).


KONG HANS AF DANMARK-NORGE.

Kong Hans var gift med hertugdatteren Christine af Sachsen ( 24. december 1461 - 8. december 1521 ), som fødte kronprinssønnen Christian, sønnen Ernst Hanssøn af Danmark ( 1482 - 1483 ), sønnen Hans Hanssøn af Danmark ( 1483 - 1484 ), datteren Elisabeth Hansdatter af Danmark ( 1485 - 11. juni 1555 ) som senere blev gift med Joachim 1. af Brandenburg og til sidst sønnen Frans Hanssøn af Danmark ( 15. juli 1497 - April 1511 ).
Kong Hans havde muligvis også et sidespring med en elskerinde, som fødte ham sønnen Jacob Hanssøn af Danmark, der døde som missionær i Mexico i 1567, men kilderne er ret usikre med hensyn til den uægte kongesøn.

Da Hans endelig var blevet kronet til konge af Danmark-Norge i januar 1482 efter meget lange forhandlinger, som havde trukket ud længe, forsøgte han at finde en løsning på sin afdøde fars problem, nemlig at få Sverige til at blive en del af Danmark igen.
I 1497 var der uenigheder blandt Sten Sture den Ældre og det svenske rigsråd og dette øjeblik ville Hans udnytte til egen fordel og erklærede Sverige krig.
Kong Hans samlede en stor hær, som for første gang i nordens historie blev forstærket af tyske lejesoldater af regulere landsknægte under kommando af junker Thomas Schlentz og hæren rykkede ind i Skåne.
I slaget ved Rotebro den 28. september 1497 blev kong Sten Stures svenske hær slået af kong Hans’ hær og Sture var på fuld tilbagetog til Stockholm Slot.
Stockholm blev belejret af kong Hans i en uge, og den 6. oktober faldt byen.
Sten Sture måtte nu anerkende kong Hans som Sveriges konge, og trække sig som både konge og rigsforstander af Sverige, derefter blev han sendt i eksil til Gotland.
Kong Hans havde fået Sverige og Finland tilbage til unionen.
Og den 29. maj 1499 blev kong Hans’ søn, prins Christian 2. ( 1. juli 1481 - 25. januar 1559 ) udråbt som sin fars efterfølger på unionstronen.
Men freden i unionen varede meget kort, fordi kongens bror, hertug Frederik af Slesvig-Holsten, var i åben strid med ditmarskerne om øen Helgoland.
Frederik fik sin bror Hans overtalt til et fælles angrebstogt med en hær på 2000 mand mod det selvhævdende og frihedselskende Ditmarsken i Nordtyskland, som nægtede at anerkende kong Hans som deres herre, kun ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen var deres hersker.
Felttoget fik katastrofale følger, fordi i slaget ved Hemmingsted i Ditmarsken den 17. februar 1500 led kongens hær et knusende nederlag til ditmarskernes hær, kongen og hertug Frederik undslap døden med kun nød og næppe, men under slaget fik ditmarskerne et stort krigsbytte, den berømte Dannebrogsfane fra det berømte felttog i Estland i 1219.
Dannebrogsfanen skal være ophængt som sejrstrofæ i kirken i den tyske by Meldorf, den daværende hovedstad i ditmarskernes bonderepublik.
I Sverige modtog unionens modstandere nyheden om det store nederlag med så stor begejstring, at de hentede deres oprørsleder Sten Sture den Ældre tilbage til Sverige for at stå i spidsen for en ny krig mod Danmark.
I 1501 drog Sten Sture den Ældre af sted med en stærk hær mod Stockholm, hvor kongens dronning Christine holdt stand, men efter 7 måneders blodig belejring faldt Stockholm og dronningen blev taget til fange.
I oktober 1503 døde Sten Sture den Ældre pludselig og dronningen blev omgående løsladt efter næsten 3 år i svensk fangenskab, men oprørerne forsatte modstandskampen med at udråbe Sten Stures søn, Svante Nilsson Sture ( 1460 - 1512 ), som deres nye leder.
I 1509 gik Sverige med til en våbenstilstand, men den holdt kun et år.
I 1510 erklærede Lübeck Danmark krig og Sverige gik med ind i krigen på Lübecks side.
Den søkrig, som nu fulgte, blev ført med stor kraft fra dansk side, godt hjulpet af kong Hans’ storstilede flådebyggeri af en stærk flåde og i løbet af et år var både den lübske flåde og den svenske flåde knust af den danske flåde og Danmark havde nu herredømmet over Østersøen, og i vinteren 1511 gennemførte prins Christian (2.) et vellykket felltog i Skåne.
Efter 15 års lang strid med Danmark var Sverige blevet gjort mør, og da oprørslederen Svante Nilsson Sture døde i januar 1512, blev der endelig underskrevet fred mellem Danmark og Sverige og Lübeck.
Kong Hans forlangte at Lübeck skulle betale en krigsskadeserstatning på 30.000 gylden i over 12 år og Sverige skulle betale 60.000 rigsdaler i 15 år som erstatning.
Men freden i Kalmarunionen var stadigvæk usikker.
Kong Hans døde den 20. februar 1513 på sit barndomshjem, det kongelige Aalborghus.

Da kong Hans’ søn var blevet kronet til kong Christian 2. af Danmark i 1513, ville han sikre Sverige blev indlemmet i Kalmarunionen.

Christian 2. var gift med prinsesse Elizabeth af Habsburg ( i dag Østrig ) ( 1. juli 1481 - 25. januar 1559 ) også kendt som Isabella af Burgund, og hun var den yngre søster til den kommende tyske kejser Karl 5.
Elizabeth fødte ham sønnen Hans ( 21. februar 1518 - 11. august 1532 ), sønnen Maximilian
( 1519 - 1519 ), sønnen Philip ( 1519 - 1519 ), datteren Dorothea Christiansdatter af Danmark ( 10. november 1520 - 1580 ) og datteren Christina Christiansdatter af Danmark ( 1521 - 10. december 1590 ).

Mens Christian 2. var gift med Elizabeth, så havde han i smug en elskerinde Dyveke Sigbrittsdatter (ca. 1490 - 1517 ), hun døde under mystiske og ukendte omstændigheder, muligvis af forgiftede kirsebær.
Christian 2. mistænkte høvedsmanden og lensmand på Københavns Slot Torben Oxe ( 29. november 1517 ) for at forgifte sin elskerinde Dyveke Sigbrittsdatter.
Torben Oxe blev dømt for giftmord og halshugget for mordet på kongens elskerinde.

I 1520 angreb Christian 2. Sverige med en stor hær og felttoget lykkedes, men et år senere gik det galt på grund af hans blodbad i Stockholm, hvor han lod 90 svenske adelige henrette på Stockholms Stortorv fra den 11-14. november 1521.
Efter blodbadet i Stockholm endte det med at hele Sverige rejste sig op i oprør mod Christian “Tyran”, dette tilnavn fik han jo efter blodbadet i 1521 og Gustav Vasa blev udråbt til konge af Sverige.
Hermed sprængte Sverige Kalmarunionen for en sidste gang. Kalmarunionen var derefter
død for evigt og hele Sverige gik tabt, på nær Skåne, Halland og Bekinge og Gotland.


KONG CHRISTIAN 2. AF DANMARK-NORGE.

Det danske rigsråd havde også fået nok af Christian 2., så den 13. april 1523 blev kongen afsat fra den dansk-norske trone og flygtede til Holland i eksil.
Samme år indsatte det danske rigsråd og den danske adel Christian 2.s onkel hertug Frederik af Gottorp som kong Frederik 1. ( 7. oktober 1471 - 10. april 1533 ) af Danmark-Norge.
Frederik 1.s 10 års regeringsperiode var hærget af indre uro og efterhånden ønskede borgere og bønder at Christian 2. skulle blive genindsat som konge af Danmark.
I 1532 lykkedes det for Frederik 1. med et løfte om frit lejde at lokke Christian 2. til Danmark, men så snart ekskongen var ankommet, brød Frederik 1. sit løfte og satte sin nevø Christian 2. i fængsel på Sønderborg Slot.


KONG FREDERIK 1. AF DANMARK-NORGE.

Frederik 1. var gift med Anna af Brandenburg ( 27. august 1487 - 3. maj 1514 ), som fødte ham kronprinssønnen Christian og datteren Dorethea af Danmark ( August 1504 - 11. april 1547 ).
Da dronning Anna døde, giftede Frederik 1. sig med Sofie af Pommern ( 1498 - 13. maj 1568 ).
Hun fødte 6 børn, sønnen Hans af Danmark ( 29. juni 1521 - 2. oktober 1580 ), datteren Elisabeth af Danmark ( 14. oktober 1524 - 15. oktober 1586 ), sønnen Adolf af Danmark ( 25. januar 1526 - Oktober 1586 ) som senere blev hertug af Gottorp. Så kom datteren Anna af Danmark ( 1528 - Juni 1535 ), Dorethea af Danmark ( 1528 - 11. november 1575 ) og sønnen Frederik ( 1529 - 27. oktober 1556 ).

Kort tid efter han havde sat sin nevø i fængsel, blev Frederik 1. alvorlig syg og døde allerede den 10. april 1533 efter knap 10 år på tronen.
Kort tid efter Frederik l.s død, udbrød der en strid mellem kongesønnen prins Christian (3.) og det katolske rigsråd og kirke, da prins Christian var lutheraner og det ønskede man slet ikke som Danmarks konge, så det danske rigsråd udskød kongevalget på ubestemt tid.
Der var også uro iblandt Rigsrådets 50 medlemmer.
Grunden til at kongevalget blev udskudt var at 13 medlemmer af det danske rigsråd var lutheranere og tilhængere af prins Christian, men da de medlemmer blev fundet myrdet en efter en i slutningen af 1533 udbrød der strid mellem prins Christian og den katolske kirke i landet og det endte til sidst med at borgerkrigen brød ud i Danmark.
Rigsrådet og kirken gik sammen og fik militærstøtte fra Lübeck og genindsatte ekskong Christian 2. som regent, og dette forræderi fik den danske adel til at gøre oprør mod Rigsrådet og kirken som dermed gik over på prins Christian 3.'s side.
Prins Christian måtte indtil videre nøjes med at være hertug af Slesvig-Holsten, og fik militærstøtte fra adelen og Johan Rantazus hær som var i Jylland.
Johan Rantazu ( 1492 - 1565 ) havde været Christians fars hærfører under oprøret mod Christian 2. i 1523 og Rantazu, var en meget dygtig dansk-holstensk feltherre og ledede hertug Christians hær gennem hele borgerkrigen.
I starten 1534 landede en lübsk hær i både Nordsjælland og Skåne og i spidsen for hæren på Sjælland var den brutale feltherre, grev Christoffer af Oldenburg, som siden lagde navn til borgerkrigen: Grevens Fejde.
I juli 1534 faldt København og hele Sjælland til grev Christoffers hær og i august faldt Fyn og dermed troede Christian 2., at han sad fast i sadlen, men han tog fejl.
Sveriges konge, Gustav 1. Vasa, indgik en alliance med hertug Christian i slutningen af 1534 og Prøjsen gik senere ind på hertug Christians side i borgerkrigen.
Efter at et bondeoprør blev slået ned i Jylland af hertug Christian, kunne han den 8. marts 1535 udråbe sig som konge af Jylland, og i maj blev Fyn befriet af kong Christian 3.'s hær, og i starten af juni 1535 blev Christian 2.s bondehær i slaget ved Øksnebjerg slået af Johan Rantzau's tyske hær og Christian 2. flygtede ud af landet, men Sjælland var stadigvæk besat af grev Christoffers hær.
Da den danske admiral Peder Skrams dansk-svensk-tyske flåde besejrede Lübecks flåde ved Bornholm og ved Svendborgssund, havde Christian 3. ( 13. august 1503 - 1. januar 1559 ) nu herredømmet over Østersøen og kunne i slutningen af juli 1535 sejle Rantzau's hær over til Sjælland, og for grev Christoffer var tabet af sin flåde en katastrofe, fordi nu kunne han hverken få forsyninger eller forstærkninger fra Lübeck.
Det kom til blodige kampe mellem Christian 3.'s hær og grev Christoffers hær gennem efteråret og vinteren 1535.
I august 1535 trak Christoffer sig tilbage til København og Christian 3. begyndte nu at belejre København, det skulle vise sig at blive en meget lang og blodig belejring for begge sider.
I december 1535 var København helt omringet fra både landsiden og søsiden, så både grevens hær og Københavns befolkning måtte leve af græs, katte, hunde, mus og rotter.
I april 1536 blev den lübske hær i Skåne slået af Christian 3.'s hær og herved var Skåne tilbageerobret.
Nu var det kun København der holdt stand mod Christian 3.'s hær.
Den 6. august 1536 kunne Christian 3. sammen med sin dronning og sin hær indtage København.
2 års borgerkrig var nu endelig slut og i slutningen af august 1536 blev Christian endelig kronet til kong Christian 3. af Danmark.


KONG CHRISTIAN 3. AF DANMARK-NORGE.

Borgerkrigens taber Christian 2. blev atter smidt i sit fængsel på Sønderborg Slot.
Den katolske kirke i Danmark fik den største straf, den blev afsat og kongen overtog kirkens jorde, store rigdomme, og indførte den protestantiske kirke som landets nye statstro.

Christian 3. var gift med Dorothea af Sachsen-Lauenburg ( August 1511 - Oktober 1571 ).
Hun fødte ham 5 børn.
Det var datteren Anna af Danmark ( 22. november 1532 - 1. oktober 1585 ),
kronprinssønnen Frederik, sønnen Magnus af Danmark ( 26. august 1540 - 18. marts 1583 ), som senere blev biskop af Øsel og Kurland,
så kom sønnen Hans den Yngre af Danmark ( 25. marts 1545 - 9. oktober 1622 ). Han blev senere hertug af Sønderborg, og han skulle blive stamfar til den kommende glücksborgske kongeslægt,
og til sidst kom Dorothea af Danmark ( 29. januar 1546 - 6. januar 1617 ). Hun skulle gennem en af sine sønner, blive oldemor til grundlæggeren af det nuværende engelske kongeslægt.

Christian 3. udgav sin danske bibel i 1550 til det danske folk. Det var den første bibel i Danmarkshistorie som blev udgivet på dansk.
Kongen blev utrolig populær for sin danske bibel, selvom der i adelen og overklassen blev talt tysk eller fransk. Det var kun middelklassen og arbejderklassen der talte dansk dengang.
Christian 3.s bibel findes i dag på Nationalmuseet i København.

Der var ikke tid til at feste for Christian 3., da landets økonomi var totalt ødelagt efter to års borgerkrig og landet havde en enorm krigsgæld på over en million mark, så Christian 3. havde nok at slås med de første år som konge.

Under Christian 3.s regeringstid blev to hekse i 1540 brændt på bålet på Møn.
Heksebrændingerne varede i godt og vel 200 år rundt omkring i Danmark.
Hvis man mistænkte en kvinde for at være en heks, så skulle hun gennem hekseprøven.
Man smed kvinden ud i en dyb sø, blev hun flydende var hun skyldig, druknede hun var hun uskyldig. Sukkeret kom til Danmark og blev kendt i 1543.
I årene 1546 og 1553 var pestepedimi i København, som kostede mange mennesker livet.

Efter flere års økonomikamp lykkedes det at få i orden i kongerigets finanser, takket være kongens kloge og meget dygtige kansler, Johan Friis ( 1494 -1570 ).
Den store krigsgæld blev betalt tilbage, men den var først fuldstændig tilbagebetalt flere år efter Christian 3.'s død den 1. januar 1559.

Sønnen Frederik 2. ( 1. juli 1534 - 4. april 1588 ) overtog hermed tronen, men følte sig stadigvæk truet, da tyranen Christian 2. stadigvæk levede i sit fængsel, og endelig den 25. januar 1559 døde Christian 2. Hermed kunne Frederik 2. endelig ånde lettet op og regere videre uden at tænke på nye oprør fra ham.
Frederik 2. var formentlig ordblind, fordi han lærte aldrig stave korrekt dansk, men ganske vist var der endnu ikke indført dansk retstavning i Danmark.

Frederik 2. var gift med sin kusine Sofie af Mecklenburg-Schwerin ( September 1557 - Oktober 1631 ), som fødte ham 7 børn,
heriblandt først datteren Elizabeth af Danmark ( 24. august 1573 - 19. juni 1626 ),
datteren Anna af Danmark ( 12. december 1574 - 2. marts 1619 ) som senere blev gift med kong Jacob 6. af Skotland. Han blev senere blev kong Jacob 1. af England, hvorved Anna endte som dronning af England.
Sofie af Mecklenburg-Schwerin fødte derefter kronprinssønnen Christian,
sønnen Ulrik af Danmark ( 30. december 1578 - 27. marts 1624 ), som senere blev biskop i Slesvig, og nogen tid senere biskop i Schwerin.
Derefter kom datteren Augusta af Danmark ( 8. april 1580 - 5. februar 1639 ), som senere blev gift med hertug Johann Adolph af Slesvig-Holsten-Gottorp, hvilket medførte hun kom i arvestrid med sin storebror den senere Christian 4.
Så kom Hedvig af Danmark ( August 1581 - 26. november 1641 ), som senere blev gift med kurfyrste Christian 2. af Sachsen,
og til sidst kom Hans af Danmark ( 26. juli 1583 - 28. oktober 1602 ), der døde som 19 årig kort tid før sit bryllup med zardatteren Xenia.

Det var Frederik 2. som ombyggede det gamle kongeslot oppe ved byen Helsingør i Nordsjælland. Dette slot så dagens lys for første gang i 1420erne, hvor Erik af Pommern opførte den stærkt befæstede borg  med navnet Krogen.
Herfra kontrollerede kongens mænd skibsfarten i Øresund og indkasserede den meget upopulære Øresundstold for udenlandske skibe, som var blevet oprettet af Erik 7. af Pommern i enten 1427 eller 1429.
De udenlandske skibe betale tusindvis af rigsdaler i toldskat, rigsdaleren var den danske møntfod dengang.
Øresundstolden forblev helt frem til 1857 Danmarks bedste indtægt, i 1857 blev Øresundtolden ophævet efter international pres i 1857, hvor Danmark fik udbetalt en sum på 61 millioner kr som en slags plaster på såret fra USA.

Frederik 2. gennemførte i årene 1574-1585 den afgørende fornyelse af Erik 7. af Pommerns gamle borg.
Ovenpå den forældede borg byggede han et prægtigt renæssanceslot med tårne og spir og udsmykkede det med søjler og skulpturer.
Denne nye flotte fæstning fik derefter sit mere kendte navn Kronborg Slot.
Kongen var påvirket af de europæiske fyrster, for hvem rigdom snarere end militær styrke var blevet symbolet på magt - og ikke mindst af sin unge kone og kusine, Sofie af Mecklenburg.


KONG FREDERIK 2. AF DANMARK-NORGE.

I 1571 oprettede Frederik 2. sin egen personlige livgarde, Drabantgarden og han blev en af Danmarkshistoriens største og betydningsfulde konger før enevælden, da det lykkedes for ham få betalt al gælden væk og gøre Danmark til en meget rig handelsnation og stormagt i Norden.
Frederik 2. deltog også i den svenske syvårskrig 1563-1570, hvor Frederik 2. prøvede at erobre Sverige tilbage fra svenskerne, men krigen endte med at svenskerne betalte over 2 millioner rigsdaler. Det nordlige Sverige beholdte svenskerne.
Den 4. april 1588 døde Frederik 2., efter et meget hårdt liv på både slagmarken og privat,
som havde tæret hårdt på kong Frederik 2's helbred.
Tronarvingen prins Christian var kun 11 år gammel, da han blev udnævnt, så det danske rigsråd regerede på drengens vegne indtil 1596.
Christians mor, enkedronning Sofie, prøvede at overtage magten til at styre som formynder mod både Christians og Rigsrådets vilje, så hun blev sendt i eksil af Rigsrådet på sit slot i Nykøbing-Falster.
Al denne uro kunne naturligvis ikke undgå at påvirke den unge konge, og i tiden efter enkedronningen blev sendt væk var forholdet til moderen ikke ret godt, men de blev forsonet efter Christians kroning. Enkedronning Sofie døde i 1631 og efterlod sig en kæmpe gæld på flere hundredtusindvis af rigsdaler, så Christian 4. sad tilbage som sorteper med sin mors gæld efter hendes død.

Den 17. august 1596 kunne den 19 årige kong Christian 4. ( 12. april 1577 - 28. februar  1648 ) underskrive sin håndfæstning på et rigsrådsmøde i København som tegn på, at han var landets nye konge.
12 dage senere den 29. august 1596 satte Sjællands biskop Peder Winstrup ( 1549 -1614 ) den pragtfulde, nye kongekrone, som var udført på guldsmed Didrik Furiens værksted i Odense, på den unge konges hoved i Vor Frue Kirke.
Efter kroningen var der et stort kongeligt optog og fest i Københavns gader, hvor rigshofmester Christoffer Valkendorf ( 1525 - 1601 ) og kansler Christian Friis ( 4. november 1581 - 1. oktober 1639 ) gik i spidsen af det kongelige optog gennem gaderne og smed tusindvis af guldmønter ud til de omkring 25.000 indbyggere i København, hele nationen fejrede deres nye konge, kong Christian 4. af Danmark-Norge.
I de største byer i landet var der stor fest og fridag for indbyggerne, så det var ikke ret mange mennesker, der sov under den store fest, som varede i 14 dage i hele kongeriget.
Festen sluttede den 6. september 1596 i Helsingør med en kæmpe fyrværkeriaften og gratis øl til byens indbyggere.
Jo, Christian 4. lagde så sandelig ud med at blive renæssancens største og mest betydningsfulde konge i Danmark og når vi udtaler ordet renæssance så kommer de fleste af os danskere til at tænke på Christian 4.


KONG CHRISTIAN 4. AF DANMARK-NORGE.

Christian arvede sin fars last til de våde varer, men ikke hans udholdenhed, for mens Christian 4. ikke sjældent måtte hjælpes fra bordet af sine tjenere, forstod Frederik 2. som regel at bære sin beruselse godt.
Til gengæld var Christian 4. næste morgen helt frisk efter aftenens drikkegilde, sagde man dengang.
På hjemmefronten havde Christian 4. både en del sejre og nederlag.

Christian 4. var gift med Anne Cathrine af Brandenburg ( 26. juli 1575 - 29. marts 1612 ), som fødte ham 6 børn.
Det var sønnen Frederik af Danmark ( 1599 - 1599 ),
sønnen Christian af Danmark ( 10. april 1603 - 2. juni 1647 ),
datteren Sofie af Danmark ( 1605 - 1605 ),
datteren Elizabeth af Danmark ( 16. marts 1606 - 14. oktober 1608 ),
sønnen Frederik som senere skulle efterfølge sin far som dansk konge,
og sønnen Ulrik af Danmark ( 2. februar 1611 - 12. august 1633 ).
Mens dronning Anne Cathrine stadigvæk levede og var svækket efter fødslerne, havde Christian 4. en elskerinde, Kisten Madsdatter ( døde 1613 ) som fødte sønnen Ulrik Christian Gyldenløve ( 3. februar 1611 - 6. oktober 1640 ).

Da dronning Anne Cathrine døde den 29. marts 1612, søgte kongen trøst hos en ny elskerinde, Karen Andersdatter ( døde 1673 ), som fødte ham datteren Dorothea Elizabeth Christiansdatter ( 1613 - 1615 ) og sønnen Hans Ulrik Gyldenløve ( 10. marts 1615 - 31. januar 1645 ).
I 1615 blev kong Christian 4. gift med adelsfrøken Kirsten Munk ( Juli 1598 - 19. april 1658 ), hun fødte ham 12 børn.
Der var datteren Anne Cathrine Christiansdatter ( 10. august 1618 - 20. august 1633 ), datteren Sofie Elizabeth Christiansdatter ( 20. september 1619 - 29. april 1657 ),
datteren Eleonora Christine Christiansdatter ( Juli 1621 - 16. marts 1698 ), som blev gift med den kendte landsforræder Corfitz Ulfeldt. Hun sad som fange i Blåtårnet i Københavns Slot i 22 år, fra 1663 til 1685, hvor hun skrev sin livshistorie Jammers minde,
Så kom sønnen Valdemar Christian ( 26. juni 1622 - 26. februar 1656 ). Han døde i svensk militærtjeneste, til stor skam over for sin kongelige far,
datteren Elizabeth Augusta Christiansdatter ( 28. december 1623 - 9. august 1677 ),
sønnen Frederik Christian ( 1625 - 1627 ), der døde blot 2 år gammel,
datteren Christiane Christiansdatter ( 15. juli 1626 - 1670 ),
datteren Hedvig Christiansdatter ( 15. juli 1626 - 5. oktober 1678 ),
datteren Marie Cathrine Christiansdatter ( 1628 - 1628 ),
et dødfødt barn, et dødfødt barn,
til sidst datteren Dorothea Elisabeth Christiansdatter ( 1. september 1629 - 18. marts 1687 ).

Christian 4. var meget i tvivl om datteren Dorothea var hans datter, da han vidste at dronning Kirsten havde et forhold med den tyske greve Otto Ludwig af Salm, men greven blev smidt ud af landet året før. Derved herskere der tvivl om hvem den virkelig far var, så den stakkles prinsesse Dorothea gik i kloster og levede som nonne resten af sit liv ved et Augustinerkloster i Köln indtil sin død den 18. marts 1687.
Da kongens magtfulde svigermor Ellen Marsvin fandt ud af hans dronning, der var hendes egen datter, var ham utro, førte hun dronningens kammerpige Vibeke Kruse ( 1605 - 1648 ) sammen med Christian 4., som blev hans kone til venstre hånd og dronning Kirsten, blev forvist fra både hoffet og sine børn med forbud mod at vise sig der resten af livet. Vibeke Kruse fødte ham sønnen Ulrik Christian Gyldenløve ( 7. april 1630 - 11. december 1658 ). Ulrik Christian Gyldenløve deltog på dansk side under den første Karl Gustav-krig 1657-1658, og udmærkede for sit mod under den svenske belejring af København. Til sidst fødte Vibeke Kruse datteren Elisabeth Sofie Christiansdatter ( 1633 - 20. januar 1654 ).

Med sine 24 børn i og uden for ægteskab satte Christian 4. endnu en rekord blandt Danmarks konger og slog Svend 2. Estridsens rekord med sine 20 børn.
Men selvfølgelig er Christian 4. mest husket som den store byggemester.
Af bygningsværker kan nævnes ombygningen af Frederiksborg slot bygget årene 1602-1620 og Bryghuset eller Christian 4.s Bryghus bygget i årene 1616-1618, opførelsen af Tøjhuset fra 1599-1605, Proviantgården fra 1599-1605 og hans elskede Rosenborg slot fra 1606-1634.
Rosenborg Slot var ligesom Frederiksborg slot var Christian 4.s foretrukne residensboliger, endvidere var Christian 4. også byggemester for Danmarks første indkøbscenter Børsen bygget i årene 1619-1640, Holmens Kirke fra 1619-1643, de københavnske boliger Nyboder fra 1631-1647, Trinitatis Kirke med Rundetårn var færdigbygget i 1642.
Til sidst blev den nye bydel Christianshavn bygget fra 1619 og stod færdigbygget omkring i 1640erne, som Christian 4. var meget stolt af at få bygget, fordi Amsterdam var forbilledet for Christianshavn.
København var virkelig blevet bygget til og udvidet i Christian 4.s tid og indbyggertallet steg i 1645 med 35.000.
København var nu landets største og rigeste by.

Christian 4. havde for store planer på det udenrigske politiske felt, da han så sig selv som den store feltherre, men det skulle han dog have holdt sig langt væk fra.
Ærkefjenden Sverige var begyndt at opbygge en stærk hær, som bestod af toptrænede soldater og dygtige officere, hvorimod den danske hær bestod mest af tyske lejesoldater, som også var toptrænede soldater, men til gengæld kostede de en formue at holde i stand om måneden.
Både Christian 4. og Sveriges kong Karl 9. var meget ivrige efter at prøve deres landes militærstyrker mod hinanden, og i 1611 udbrød Kalmar-krigen, da Christian 4. erobrede Kalmar by i den svenske provins, Blekinge.
Da Karl 9. faldt i et slag i 1611, overtog hans søn, Gustav 2. Adolf ( 1594-1632 ) tronen og det lykkedes den 17 årige svenske konge at slå Christian 4.'s hær i en del slag under krigen, men Christian 4.'s hær slog tilbage, og i 1612 var hele Blekinge erobret af Danmark.
Krigen sluttede i januar 1613 og Sverige måtte se sig som taberen og måtte betale en 1 million rigsdaler og afstå Blekinge i 25 år.
Da krigen sluttede, blev det startskuddet til 200 års strid og krig mellem Danmark og Sverige.
I 1618 udbrød der krig i Tyskland, 30 års krigen 1618-1648, hvor katolske hære og protestantiske hære kæmpede mod hinanden om hvilken tro der var den største i Europa, den katolske kirke med paven eller den protestantiske kirke med Martin Luther.
De katolske sejre i begyndelsen af krigen øgede nervøsiteten i de vesteuropæiske regeringer, og ikke mindst England var meget opsat på at få enten Christian 4. eller Gustav 2. Adolf til at stille sig i spidsen for protestantiske felttog mod katolikkerne og Habsbugerne.
Både kong Christian og kong Gustav Adolf erklærede sig villige til at gribe ind i krigen, men svenskekongen stillede så store krav om støtte, at England accepterede det danske tilbud.
Det danske rigsråd var meget imod denne militæraftale og bad kongen at trække tilbuddet tilbage, men kongen svarede nej, fordi han havde jo sejret i Kalmar-krigen og ville igen sejre over de fordømte katolske bondekarle, men det skulle dog vise sig at blive hans største fejltagelse at gå ind i krigen.
Danmarks del i 30 årskrigen blev kaldt for Kejserkrigen.
I slaget ved Lutter am Barenberge den 17. august 1626 blev Christian 4.'s hær slået af den kejserlige general Tillys katolske hær og Christian 4. var nu på fuld tilbagetog til Danmark med kun omkring 30 ryttere.
Han havde mistet over 5000 lejesoldater og ryttere på kun en dag.
I 1627 rykkede en tysk hær op i Jylland og gjorde store ødelæggelser på de jyske byer og landsbyer rundt i Jylland.
Ved freden i Lübeck i 1629 slap Danmark meget billigt med at betale 2 millioner rigsdaler og afstå Holsten i 10 år for at få fred.
Christian 4. var rystet over hvor galt det var gået for ham i krigen og måtte indtage tilskuerens rolle, mens Gustav 2. Adolf fra 1630 gik ind i krigen og slog katolikkernes hær i mange slag, inden han selv faldt i slaget ved Lutzen i 1632, men hans svenske hær forsatte med stor succes indtil krigen sluttede i 1648, og gik sejrrig ud af krigen som Nordens stærkeste og førende stormagt.
Danmark havde mistet sin første plads i Norden og røg ned til at være en lille stormagt med en ødelagt økonomi.


KONG CHRISTIAN 4. AF DANMARK-NORGE.

I december 1643 erklærede Sverige Danmark krig og en svensk hær under kommando af overgeneral Lennart Torstensson gik ind i Jylland fra Holsten, Torstensson-krigen var begyndt.
I januar 1644 var hele Jylland besat af svenskernes hær.
Kun den danske flåde havde en chance mod svenskernes flåde. Gennem foråret og sommeren 1644 kæmpede de i mange og blodige søslag.
I søslaget ved Kolberger Heide den l. juli 1644 deltog Christian 4. Under slaget blev han ramt og faldt om på dækket. Alle troede at kongen var død, men Christian rejste sig op igen og sagde, at de skulle fortsætte kampen.
Slaget endte uafgjort, men Christian 4. fik ødelagt sit venstre øje.
Det var fra dette slag at den berømte sang: “Kong Kristian stod ved højen mast i røg og damp” stammer fra.
Men den danske flåde blev slået efter slaget ved Kolberger Heide, og svenskerne kunne nu sejle frit i Østersøen og forsyne deres hær i Jylland.
Ved freden i Bremsebro i Sverige måtte Danmark afstå øerne, Ösel og Gotland samt de norske provinser Jämtland, Härjedalen, og give provinsen Halland, som lå i Skåne i pant i de næste 30 år til Sverige, plus mange millioner rigsdaler i krigsskadeerstatning.
Christian 4. havde gjort landet svagt og meget fattigt, og statsgælden voksede gennem årene, så både befolkningen og Rigsrådet var rasende på kongen.
Om morgenen den 28. februar 1648 døde Christian 4. stille og fredeligt i sin seng, med sin hustru til venstre hånd Vibeke Kruse og deres børn ved sin side, på sit elskede Rosenborg slot.
Christian 4. havde været konge i 60 år. Aldrig har en dansk konge regeret så længe som ham, men Christian 4. efterlod sit land til en meget usikker fremtid.

Oversigten
Tilbage Næste side