OLDTIDEN OG MIDDELALDEREN: 10.000 f.Kr.- 1519 e.Kr.

Tyskland var beboet af mennesker før den 2. istid. Heidelberg-mennesket er det ældste menneske som man har fundet rester af her i Europa.
I perioden fra den sidste mellem-istid og til sidste istid stammer neandertal-mennesket.
Folk vandrede og rejste rundt i Europa. Sakserne, alemannerne, og frankerne bosatte sig øst for Rhinen, og herved opstod Frankerriget.
De gamle stammelande Sachsen, Franken, Schwaben og Bayern havde magtfulde hertuger, der ofte var i kamp mod kongerne, der fik støtte af bisperne.
Den 28. januar 814 døde kejser Karl den Store af Frankerriget og hans efterfølger Ludvig den Fromme ( 16. april 778 - 20. juni 840 ) havde ikke de samme krafter eller magten til at holde det store frankerrige sammen, og da Ludvig døde i 840, blev kejserriget delt.
Den afdøde kejsers tre sønner besluttede at dele riget op i tre kongeriger.
Karl 2. den skaldede ( 13. juni 823 - 5. oktober 877 ) blev Frankrigs nye konge, Lothar 1.
( 795 - 2. marts 855 ) blev Lothringens nye konge og Ludvig den tykke ( 804 - 28. august 876 ) blev Tysklands nye konge, og hermed var Tyskland blevet et selvstændigt kongerige efter 43 år som en stor del af Frankerriget.
Den 23. december 918 døde Konrad 1. ( 890 - 23. december 918 ) og han havde på sit dødsleje valgt hertug Henrik af Sachsen til sin efterfølger på den tyske trone, det skulle vise sig at blive en klog beslutning.
Kong Henrik 1. ( 876 - 2. juli 936 ) eller bedre kendt under navnet Fuglefænger, da han var en irvig jæger, især jagtede han fugle ved de kongelige jagter. Henrik måtte kæmpe en hård kamp, for at oprette fred i kongeriget, da landets adel nægtede at anerkende ham som deres konge. Men med militær styrke og brutalitet blev adelen tvunget til at anerkende Henrik 1. som Tysklands konge.
I 920erne var Henrik i krig mod slaverne, venderne, vikingerne og især magyarerne (Ungarn), og på trods af så mange fjender, vandt Henrik mange militærsejre.
I år 925 døde kongen af Lothringen, uden at efterlade sig arvinger til tronen, så Henrik benyttede sig af chancen og indlemmede Lothringen i Tyskland.
I året 929 erobredede han Bøhmen fra slaverne, samt deres områder øst fra floden Elben, og herved udvidede Henrik kongeriget. Dette gjordeTyskland til en stærk nation.
Da Henrik døde den 2. juli 936 blev han efterfulgt af sin søn Otto 1. ( 23. november 912 -
7. maj 973 ).
Men i de første år som tysk konge måtte Otto udkæmpe en blodig borgerkrig mod sin bror Henrik, da han mente at han var den sande arving til Tysklands trone.
Krigen sluttede efter Ottos store sejr i slaget ved Andernach i år 939 og Henrik blev smidt i fængsel. Endelig var freden sikret i landet.
I år 950 døde Italiens kong Lothar 2. og markgreve Berengar af Lombardiet greb chancen til at udråbe sig som konge, og smed den smukke enkedronning Adelheid i fængsel, da hun var den sande arving til tronen. Mens Adelheid sad i fængsel, lykkedes det for hende at sende et brev til Tysklands Otto 1., hvori hun bad om hans hjælp og tilbød ham sin hånd i ægteskab og Italiens kongekrone til gengæld.
Så Otto fik hurtigt samlet en stærk hær sammen og drog over de italienske alper for at befrie enkedronningen og kæmpe mod Berengar.
Efter to års krig, måtte Berengar overgive sig og blive en vasal til Ottos Tyskland.
Samtidig blev Otto gift med enkedronning Adelheid og nu var Italien blevet indlemmet i Tyskland.
Kort tid efter truede magyarerne Tyskland og i august 955 invaderede en magyarisk hær Bayern med en stærk kavallerihær på 50.000 mand under ledelse af deres konge Bulcsú.
Otto fik samlet en hær på ca. 20.000 mand og den 10. august 955 mødtes de to hære i slaget ved Lechfeld, nær byen Augsburg.
Takket været et kavalleriangreb under ledelse af hertug Konrad af Franken vandt tyskerne slaget og magyarernes leder blev taget til fange og senere henrettet.
Nu havde magyarerne fået en lærestreg som satte sådan en skræk i livet på dem, at de ikke alene holdt op med deres plyndringstogter i Tyskland, men helt og holdent opgav deres tidligere røverliv.
I år 956 erobrede Otto 1. magyarernes kongerige, og hermed kunne den tyske kolonisation uforstyrret gå sin gang i det land, som senere fik navnet Østrig.
Den 2. februar 962 blev Otto 1. og hans dronning Adelheid kronet til kejser og kejserinde i St. Peters kirken i Rom af pave Johannes 12. og hermed var grundstenen til Det Tysk-Romerske Rige blevet skabt og alle de tysk-romerske kejsere skulle fra nu af krones i Rom.


KEJSER OTTO 1. DEN STORE AF DET TYSK-ROMERSKE RIGE.

Under kejser Otto 2. ( 955 - 7. december 983 ) blev Det Tysk-Romerske Rige udvidet med at de sydøstlige hertugdømmer Kärnten og Steiermark.
I år 973 invaderede Otto 2. Danmark og knuste en dansk hær ved Dannevirke og besatte Sønderjylland fra Holsten til Rendsborg og udplyndrede den rige handelsby Hedeby.
I år 978 invaderede den franske konge Lothar Lothringen og Otto 2. erklærede Frankrig krig.
Otto 2. slog Lothar tilbage og invaderede derefter Frankrig, desuden prøvede han at belejre Paris, men det mislykkedes.
Krigen sluttede i 980, hvor den franske konge måtte opgive sine områder i Det Tysk-Romerske Rige.
Men i 982 led Otto 2. et knusende nederlag i slaget ved Crotone i det sydlige Italien mod en arabisk hær. Dette nederlag benyttede slaverne og danskerne sig af, slaverne begyndte at plyndre det østlige Tyskland og Danmarks Svend Tveskæg erobrede det tabte Sønderjylland tilbage.
Otto 2. døde den 7. december 983 og sønnen Otto 3. ( 980 - 23. januar 1002 ) blev ny kejser, men hans moder Theophanu ( 960 - 15. juni 991 ) regerede på sin søns vegne, indtil hun døde den 15. juni 991. Mormoderen Adelaide af Italien ( 931 - 16. december 999 ) overtog
efter datterens død, og regerede indtil Otto 3. officielt regerede som 14 årig i 994.
Henrik 2. den hellige ( 972 - 13. juli 1024 ) regerede fra 1002 og indtil sin død 13. juli 1024.
Kongeriget Burgund blev i 1032 indlemmet i Tyskland, da kongen havde testamenteret sit kongerige til kejser Konrad 2. ( 990 - 4. juni 1039 ).
Under kejser Henrik 4. ( 11. november 1050 - 7. august 1106 ) udbrød der i 1075 strid mellem kejseren og paven, om magten ved at udnævne biskopper og præster i Tyskland, kampen blev bedst kendt som Investiturstriden.
Først 47 år senere ved det berømte konkordat i Worms i 1122 sluttede kampen mellem kejseren og paven, hvor paven gik ud som sejrherren.
Men ved kejser Henrik 5.s død den 23. maj 1125 uddøde kejserslægten og hermed udbrød der borgerkrig mellem fyrstehusene Welf og Hohenstaufen.
Ved kejser Lothars død i 1138, som var en stor støtte til fyrstehuset Welf, betød det at hertug Konrad af Hohenstaufen vandt borgerkrigen og Konrad ( 1093 - 15. februar 1152) blev kronet som kong Konrad 3. af Tyskland, kejsertronen var indtil videre blevet afskaffet.
Konrad 3. deltog i det 2. korstog 1147-1149, som mislykkes efter et stort nederlag til tyrkernes hær.
Efter Konrad 3.s død den 15. februar 1152 blev hans nevø Frederick ( 1122 - 10. juni 1190 ) som var hertug Frederick af Swabia, udnævnt som hans efterfølger.
I 1155 startede et oprør i Rom, som blev ledet af hertug Arnold af Brescia, mod pave Adrian 4. og han truede med at opløse pavestaten. Derfor sendte kong Frederick 1. sin hær ned til Rom hvor oprøret blev slået brutalt ned og paven var så taknemlig at han ville krone Frederick til ny tysk-romersk kejser.
Den 18. juni 1155 blev Frederick kejserkronet i Rom.
I 1157 drog Frederick 1. igen i krig for at gøre krav på den italienske kongetrone og under denne krig gav italienerne ham navnet, Barbarossa, ( Rødskæg ).


KEJSER FREDERICK 1. BARBAROSSA AF DET TYSK-ROMERSKE RIGE.

Midt under krigen døde hans allierede pave Adrian 4. pludselig, og hans efterfølger Alexander 3. indgik omgående en militæralliance med Italien, men Fredericks hær var for stærk og i 1162 blev kongerigets hovedstad Milan indtaget af Frederick.
Med Tyskland, Burgund og Italien i hans hænder i 1165, havde Frederick nu næsten lige så stort et kejserrige som Karl den Store havde for næsten 200 år siden.
Men så begyndte det at gå ned ad for Fredericks kejserrige.
I 1167 gik en del italienske stater sammen med hertug Henrik af Sachsen i spidsen for at gøre oprør mod kejser Frederick 1. og det lykkedes for Henrik at få støtte fra paven og kongeriget Sicilien. I slaget ved Legnano i 1176 blev kejserens hær slået af hertug Henriks hær, så Frederick måtte trække sine styrker ud af Italien for et stykke tid.
I 1180 vendte Frederick tilbage til Italien med en større hær end oprørernes, og tre år senere blev oprørernes leder hertug Henrik fanget og sendt i eksil til England. Og selvom kejseren fik en af sine sønner gift med datteren af Siciliens konge, var freden i Italien stadigvæk usikker, men til sidst blev der  fred i Italien.
I 1187 erklærede den nye pave Gregory 8. krig mod Islam i det hellige land.
De islamske hære under deres feltherre sultan Saladin havde generobret det hellige lands hovedstad Jerusalem.
Og paven fik overtalt kejser Frederick 1. til at deltage i det 3. korstog 1189-1192 sammen med Frankrigs kong Philip Augustus og Englands kong Richard 1. Løvehjerte.
Frederick drog af sted med sin hær på 100.000 mand mod det hellige land, ( Det hellige land hedder i dag Israel ).
Men så indtraf ulykken den 10. juni 1190 mens kejser Frederick 1. og hans store hær var på vej mod Jerusalem, skulle kejser Frederick 1. ride over floden Saleph som lå i Anatolien.  Han blev kastet af sin hest og fik et hjerteanfald i det iskolde vand. Hans tunge rustning gjorde at Frederick 1. druknede på blot 1 meters vanddybde,  han blev 67 år gammel.
Da man fandt kejserens lig, brød den tyske hær helt sammen og rejste tilbage til Tyskland.
Derefter måtte Frankrig og England overtage korstoget selv.
Sønnen Henrik 6. ( november 1165 - 28. september 1197 ) overtog Det Tysk-Romerske Riges trone.
I 1194 erobrede Henrik kongeriget Sicilien og blev kronet som konge samme år.
Da Henrik 6. døde af malaria i Messina, den 28. september 1197, var hans søn Frederick kun tre år gammel, så hans onkel Otto 4. overtog kejsertronen.
Efter pres fra både Frankrigs konge og paven gjorde Otto 4. den unge Frederick til tysk konge og medregent i 1212. Da Otto 4. led et militær nederlag til Frankrig i 1215, blev han afsat og Frederick ( 26. december 1194 - 13. december 1250 ) overtog kejsertronen, men først 5 år senere blev han kronet som kejser i Rom.
Rudolf 2. ( 1. maj 1218 - 15. juli 1291 )der regerede i årene 1273-1291, var den første tyske regent af huset Habsburg, som gjorde et forsøg på at forøge kongemagten og det lykkedes, idet han erobrede Böhmen, Kärnten og Steiermark.
Slægten Habsburg var en meget magtfuld kongeslægt og slægten regerede i Tyskland frem til 1806.
Ludvig 4. af Bayern ( 1282 - 11. oktober 1347 ), som var konge i årene 1314-1347, og tysk-romersk kejser fra 1328.
Han måtte kæmpe mod sine to modkonger, Friedrich der Schöne af Østrig, som døde i 1330, og senere hans efterfølger Karl 4. af Böhmen, som var konge i årene 1346-1378, og kejser fra 1355, han kom fra fyrstehuset Luxembourg.
Karl 4.s søn Sigismund af Ungarn ( 15. februar 1368 - 9. december 1437 ), var tysk konge i årene 1410-37, og kejser fra 1433. Han havde evnen til at holde på kongemagten, men han var ikke i stand til at styre og kontrollere hussitterne i Böhmen.
Da han døde den 9. december 1437 overgik kongemagten til broderen Albrecht 2., som allerede døde i 1440, så blev Frederick 3. ( 21. september 1415 - 19. august 1493 ), valgt som tysk konge, og i 1452 blev Frederick 3. kronet som kejser.
Ved ægteskabet mellem Charles le Téméraires datter Maria af Burgund og Frederick 3.s søn Maximilian 1. ( 22. marts 1459 - 12. januar 1519 ), som var konge 1486-1519, og kejser fra 1493, overgik de burgundiske lande til Habsburg, undtaget var selve hertugdømmet Burgund og Picardie, som overgik til Frankrig.


KEJSER MAXIMILIAN 1. AF DET TYSK-ROMERSKE RIGE.

De vigtigste store og magtfulde tyske territorialfyrster var slægterne Wettin i Sachsen, Wittelsbach i Bayern og Welf i Braunschweig, Luxembourg i Böhmen og Hohenzollern i Brandenburg.
Trods alle forsøg på at lave en rigsreform, så kunne den ikke gennemføres, og rigets opløsning var en realitet.
Maximilian 1. blev efterfulgt af sønnesønnen Karl 5. ( 24. februar 1500 - 21. september 1558 ), der var tysk konge i årene 1519-56, og i 1519 blev Karl 5. tysk-romersk kejser.
Karl 5. var allerede konge over det spanske verdensrige, hvilket betød at Tyskland kun blev en del af det samlede rige.

Oversigten
Tilbage Næste side