ROMERRIGET OG DETS FALD: 1000 F.KR.- 568 E.KR.

Der er påvist spor af mennesket i Italien helt tilbage til den ældste stenalder 12.500 år f.kr. Senere i den ældre stenalder 9.000 år f.kr. levede Aurignac-folket.
Ligurerne som var stammefolk ankom til Italien omkring 5.000 år f.kr.
I den yngre stenalder omkring 4000 år f.kr. var der mennesker som boede i pælebygninger i det nordlige Italien.
Terramare-folket dukkede op i Italien fra 1500 - 1100 f.kr.
I bronzealderen ankom Appenniner-folket til Italien i perioden 1350 - 1150 f.kr.
Senere i jernalderen omkring år 1100 f.Kr. ankom Villanova-folket til Italien hvor de levede indtil omkring 700 f.kr.
Omkring år 900 f.Kr. viste etruskerne deres militære magt og besatte kystområdet nord for Tiberen og senere nordpå hvor de besejrede Po-sletten, og endelig sydpå til Campania, hvor de fik konkurrence af grækerne, som bosatte sig ved Syditaliens kyster i så stort et antal, at man kaldte området for Storgrækenland.
Grækerne bosatte sig også på Sicilien ved kysterne dog ikke vestpå, hvor fønikerne havde bosat sig. Midten af øen beholdt de gamle beboere.
Italien var opdelt i et stort antal stamme og bystater.

Byen Rom blev grundlagt i år 753 f.kr. af to tvillingbrødre som hed Romulus
( ca. 771 f.kr. - ca. 5. juli 716 f.kr. ) og Remus ( ca. 771 f.kr. - ca. 21. april 753 ).
Romulus blev rasende på Remus efter at han havde latterliggjort en del af Romulus’ påbegyndte byggeri af en høj mur omkring byen Rom. Da Remus hoppede over muren ind til Rom den 21. april 753 f.kr., blev han dræbt af sin bror Romulus.


ROMULUS KÆMPER MOD SIN BROR REMUS.

Romulus blev kort tid efter Roms første regerende konge fra år 753 f.kr. til 716 f.kr. Han færdigbyggede byen Rom, som kun var et lille kongerige i Italien i de næste mange år.
Men Rom skulle snart udvikle og udvide sig til at blive en af Europas allerstørste stormagter i oldtiden.
Romulus oprettede hærens nye regimenter, som han kaldte for legioner.
Alle romerske ugifte mænd mellem 18 og 23 år, blev legionærer i den romerske hær, som var opdelt i små hærenheder.
Men disse mænd var landmænd, og de havde slet ingen erfaring med krigsførelse.
Så i starten var den romerske hær ikke så professionel, som den blev senere hen.
Legionærerne var i starten ulønnede og skulle selv købe deres krigsudstyr, hvilket ikke var helt fair.
En romersk legion bestod af 30 manipler, som hver bestod af 120 soldater. En romersk legion betod af omkring 3600 mand. Hver af disse manipler blev ledet af krigserfaren centurion, altså en slags sergent i vor dage.
Efter 25 år tjeneste i den romerske hær, kunne disse første legionærer blive romerske borgere. Men senere afskaffede romerske generaler denne gammeldags udgave af den romerske hær, fordi man ønskede en topprofessionel hær, til at beskytte og forsvare deres kommende imperium. Denne styreform af den romerske hær varede frem til år 500 f.kr. Den romerske hær var baseret på den kampmåde, som grækerne kæmpede på i godt og vel 200 år. Men snart skulle en romersk general udvikle den romerske hær.

Romulus oprettede også Senatet, som var kongerigets regering ligesom Folketinget er for Danmark idag.
Den 5. juli år 716 f.kr. efter 37 år som konge, var Romulus taget med befolkningen og sine soldater til Compus Martius i Rom. Pludselig opstod der en sandstorm og himmelen blev helt sort. Befolkningen flygtede i rædsel og da sandstormen var overstået, var Romulus sporløst forsvundet fra jordens overflade.
Han blev muligvis myrdet af soldaterne på ordre af misundelige medlemmer i Senatet, hvorefter han blev begravet i al hemmelighed.


KONGERIGET ROM I ÅR 753 F.KR.

Numa Pompilius ( ca. 753 - 673 f.kr. ) var Roms 2. konge, og han regerede de næste 43 år i perioden fra år 716 f.kr. - 673 f.kr. Han døde som 80 årig i 673 f.kr.

Domus Tullus Hostilius ( ca.700 - 642 f.kr. ) var den 3. konge i Rom, og han regerede de næste 31 år i perioden fra år 673 f.kr. - 642 f.kr.

Ancus Marcius ( ca. 665 - 616 f.kr. ) var den 4. konge i Rom, og han regerede de næste 26 år i perioden fra år 642 f.kr. - 616 f.kr.

Lucius Tarquinius Priscus ( ca. 630 - 578 f.kr. ) var den 5. konge i Rom, og han regerede de næste 38 år i perioden fra år 616 f.kr. - 578 f.kr.
I hans tid som konge byggede romerne væddeløbsbanen Cirkus Maximus, som lå i Murcia-dalen mellem Palatin og Aventin i Rom. Banen var opført i træ og var ca. 620 meter lang og 150 meter bred. Selve væddeløbs-banen var ca. 568 meter lang og ca. 83 meter bred. Tribunen var ca. 30 meter bred og ca. 28 meter høj. Der var plads til ca. 320.000 tilskuere i Cirkus Maxinus. Her blev der afholdt hestevæddeløb med stridsvogne, gladiatorkampe, store parader, og offentlige henrettelser især af de kristne, som led martyrdøden. Banen var udsat for adskillige ildebrande igennem årene, og i 174 f.kr. blev væddeløbsbanen restaureret i murværk. Efter en ildebrand i år 36 e.kr. sørgede kejser Claudius for endnu en restaurering i marmor. I år 549 e.kr. blev det sidste væddeløb afholdt i Cirkus Maximus, hvorefter anlægget langsomt gik i forfald. Stedet er i dag kun en ruin.

 
MODEL AF CIRKUS MAXIMUS - SET FRA OVEN OG FRA SIDEN.


RUINEN AF CIRKUS MAXIMUS I NUTIDENS ROM.

Servius Tullius ( ca. 600 - 535 f.kr. ), var den 6. konge i Rom, og han regerede de næste 43 år i perioden fra år 578 f.kr. - 535 f.kr.

Lucius Tarquinius Superbus ( ca. 560 - 496 f.kr. ), den 7. og sidste konge i Rom, og han regerede de næste 25 år i perioden fra år 535 f.kr. - 510 f.kr. Derefter blev han afsat som konge og sendt i eksil til byen Cumae i Campania, hvor han døde i år 496 f.kr.

Herefter blev Rom udråbt til en republik, efter 243 år som kongedømme.
Republikken Rom blev ledet af to konsuler, som fordelte magten i Rom.
Borgerne blev delt op i to klasser, de rige var patriciere og de fattige var plebejere.
De følgende årtier begyndte de fattige plebejere en lang og sej kamp, for at opnå de samme rettigheder i Rom som patricierne.
Omkring år 500 f.Kr. startede magtudvidelsen i Rom, som efterhånden skulle samle og forene hele Italien.

Den romerske general Gaius Marius ( 157 f.kr. - 13. januar 86 f.kr. ) var en af de største feltherrer som Romerriget havde, til at udvide og komme med friske ideer samt reformer til den romerske hær, således at man kunne udvide det romerske imperium fra år 107 f.kr.
Derefter blev legionærne lønnet med et vis antal guldmønter hver måned, og skulle ikke betale for deres krigsudstyr. Dog skulle de være i hæren i 25 år, inden de kunne gå på pension med en pæn sum penge, og fik tildelt et stort landbrugsområde til at brødføde både sin egen familie og Rom.
Gaius Marius indførte en ny udgave af manipler og kaldte dem for kohorter.
En kohort bestod af 480 soldater, og der var 10 kohorter i en hel romersk legion, så der var omkring 4800 soldater i hver romersk legion.
Hver kohort blev stadig ledet af en centurion, hvor der var en fanebæger med en romersk ørn i toppen, som viste hvilken legion soldaterne tilhørte. Hvis en romersk legion mistede sin ørnestandard under kamp, ville det være en stor skam.
Der var streng disciplin i den romerske hær, og fejhed blev straffet med døden. Hvis en soldat faldt i søvn på sin post både nat og dag, blev han straffet hårdt. Og hver legion blev ledet af hver sin hærfører.
Træningstiden for en legion var omkring 5 år, hvor det var hård træning hele tiden, da den romerske hær skulle kæmpe hvor som helst og når som helst.
Både under belejring af fjenden og krigsførelse, var de romerske legioner helt uovervindlige og udvidede Romerriget gennem de næste 700 år.

Når den romerske hær havde indtaget en oprørsk by eller et fjerntligt område, var der masser af krigsfanger, de mandlige fanger blev romerske gladiator og kvinderne og børnene blev gjort til romerske slaver. Men hvis bybefolkningen gjorde oprør eller ikke ville overgive sig til romerne, blev der slet ikke vist nogen nåde fra de hensynsløse romerske legionærer, som uden varsel ville slagte de mandlige oprørere, dræbe børnene og voldtage alle kvinderne.
Romerne selv kendte til deres hæres barbariske metoder, som blot var en måde at holde disciplin oppe på i hæren. Når den romerske hær indtog en ny by, var der altid masser af bytte i form af mad, penge og andre rigdomme til de romerske legionærer.

I år 146 f.Kr. angreb romerne for tredje gang den store hovedstad Karthago, selve byen var blevet grundlagt i år 814 f.kr., og byen lå ved Middelhavet nær det nuværende Tripoli og Karthago havde både været en stærk handelsby og Roms største fjende siden år 264 f.kr.
Romerne udkæmpede 3 store og blodige krige mod stormagten Karthago. Den 1. Puniske Krig fra år 264 - 241 f.kr., som endte med at Rom fik herredømmet over Middelhavet. Sicilien og Sardinien blev romerske provinser og Romerrigets stormagtsdage var hermed begyndt. Selvom Karthago tabte den 1. Puniske Krig, så havde de herredømmet over store dele af Spanien, og erklærede Rom krig i år 219 f.kr. Hermed var den 2. Puniske krig var brudt ud.
I starten vandt Karthagos berømte feltherre general Hannibal ( 247 f.kr. - 183 f.kr. ) store sejre over de romerske legioner i det nuværende Sydfrankrig, Schweiz og invaderede Italien nordfra, og truede med at erobre hele Italien.
Hannibal ledte sin hær på 40.000 mand samt mange krigselefanter over de italienske Alper. Men denne berømte march kostede mange karthagoske soldater livet, da Hannibal var nået over til Norditalien havde han 26.000 mand tilbage.
Efter 2 nederlag for Rom i år 217 f.kr., og endnu et stort romersk nederlag ved Cannae i år 216 f.kr., var Rom meget tæt på at være under Hannibals herredømme.
Men på grund af Romerrigets forbundsfæller som forblev loyale, selvom Hannibal troede de ville svigte Rom, så lykkedes det ikke for Hannibal at erobre selve byen Rom.
Krigen fortsatte i en del år endnu, hvor Rom fik mere dygtigere feltherrer, heriblandt den berømte romerske general Publius Cornelius Scipio Africanus Major ( 236 f.kr. - 183 f.kr. ) eller blot kendt som Scipio den Ældre.
I år 211 f.kr. meldte han sig frivillig til at kæmpe mod Hannibals hære i Spanien og drev karthagoerne ud af Spanien i år 205 f.kr., hvilket betød at Spanien var romersk provins fra nu af. På grund af Spanien faldt i Roms hænder, trak Hannibal sig ud af Italien og sejlede hjem med sin hær til Afrika, hvor general og konsul Scipio den Ældre besejrede ham i det store slag ved Zama i år 202 f.kr. Hermed var den 2. Puniske Krig slut med Rom som sejrherren.
Scipio fik tilnavnet Africanus og var Romerrigets frelser, indtil han døde under mystiske omstændigheder. Hannibal begik selvmord samme år, da Scipio den Ældre døde i år 183 f.kr.
Til sidst udkæmpede Rom og Karthago den 3. Puniske Krig fra år 149 - 146 f.kr., hvor krigen endte med at byen Karthago blev erobret og fuldstændig ødelagt af romerne. Dette var afslutningen på mange års krige mellem Rom og Karthago.
Romerriget var hermed begyndt som stærk stormagt ved Middelhavet, men snart skulle det romerske imperium vokse sig langt større og stærkere.

De kommende år blev alle krigsfanger gjort til slaver i Rom. Her blev de mandlige krigsfanger anvendt til underholdning for romerne, idet de blev gladiatorer i mange de romerske amfiteatre i både Rom og omkring i Romerriget.
Gladiatorerne skulle kæmpe imod hinanden til døden, og publikum jublede når blodet sprøjtede fra den svageste gladiator, som til sidst blev slået ihjel. Gladiatorerne kæmpede også imod tigre og løver og her blev mange flået ihjel af de vilde dyr.
Til sidst blev det for meget for gladiatorerne som gjorde oprør i 73 f.Kr. under ledelse af Spartacus ( ca. 109 f.kr. - 71 f.kr. ).

KIRK DOUGLAS SOM SPARTACUS I FILMEN SPARTACUS FRA 1960.

Slavehæren kæmpede i 2 år tappert imod romernes overvældende overmagt, men oprøret blev til sidst nedkæmpet af de veludrustede romerske soldater som havde langt bedre våben og stærkere disciplin.
Den endelige slag imod romerne blev udkæmpet i året 71 f.kr ved floden Silarus, hvor romernes leder Marcus Licinius Crassus ( 105 f.kr. - 53 f.kr. ) fuldstændig nedkæmpede Spartacus’ slavehær på ca. 21.000 gladiatorer, med sine 8 legioner fra den romerske hær
( 48.000 soldater ).
De overlevende gladiatorer ca. 6000 mand blev herefter korsfæstet levende langs Via Appia
( hovedvejen til Rom ). Det lykkedes dog aldrig at finde Spartacus’ lig efter kampen på slagmarken, da der var så mange døde.

Gajus Julius Cæsar ( 12 juli 100 f.kr. - 15 marts 44 f.kr. ),var Romerrigets sidste magtfulde diktator.
Cæsars far Gaius Julius Cæsar den Ældre ( 135 - 85 f.kr. ) døde tidligt da Cæsar kun var 15 år gammel. Hans mor Aurelia Cutta ( 120 - 54 f.kr. ) sørgede godt for Cæsars uddannelse. Cæsar giftede sig i 84 f.kr. med Cornelia Cinna den yngre ( ca. 96 - 68 f.kr. ) som var datter af Lucius Cornelius Cinna ( ca. 130 - 84 f.kr. ).
Cornelia fødte datteren Julia Cæsaris ( ca. 82 f.kr. - 54 f.kr. ). Det var et politisk ægteskab, der senere hen førte til mange problemer for Julius Cæsar, da diktatoren Lucius Cornelius Sulla Felix ( ca. 138 - 78 f.kr ), eller blot Sulla, krævede at Cæsar skulle indgå skilsmisse med sin hustru Cornelia i år 82 f.kr.
Cæsar nægtede at indgå skilsmisse, hvorefter han hurtigt og klogt forlod Rom, for at gøre tjeneste i militæret. Han kom vidt omkring ligefra Asien til Cilicia som lå på den sydøstlige kyststrækning i nutidens Tyrkiet.
Julius Cæsar vendte først tilbage til Rom i år 78 f.kr., da Sulla døde og begyndte derefter på sin politiske karriere som anklager.
Julius Cæsar’s hustru Cornelia Cinna den yngre, døde i barselsseng i år 68 f.kr. mens hun ventede deres andet barn der også døde under fødslen.
Julius Cæsar giftede sig for anden gang, omkring år 68 - 63 f.kr., med Pompeia Sulla ( ca. 87 f.kr. - ca. 45 f.kr. ). Ægteskabet fungerede ikke da han mistænkte hende for at være utro med en mand som hed Publius Clodius Pulcher ( 92 f.kr. - 52 f.kr. ), og Cæsar lod sig skille fra sin hustru Pompeia Sulla.
Julius Cæsar giftede sig for tredje gang i år 59 f.kr. med Calpurnia Pisonis ( ca. 75 f.kr. - ca. 40 f.kr. ).
Han startede sin karriere som feltherre, og i år 58 f.kr. kæmpede Cæsar og hans store romerske hær imod galliske oprørere i Gallien, det nuværende Frankrig. Samme år 58 f.kr. besejrede hans hær Helvetierne i Schweiz. I år 55 f.kr. forsøgte Julius Cæsar at invadere Britannien, det nuværende Storbritannien.
Julius Cæsar blev uvenner med en af Romerrigets feltherrer Gnæus Pompejus Magnus
( 29. september 106 - 29. september 48 f.kr. ), eller blot Pompejus, på grund af Cæsars sejre i Gallien, og Pompejus og hans tilhængere frygtede at Cæsar fik mere politisk magt i Senatet.
Omkring år 50 f.kr. havde Cæsar besejret de sidste galliske oprørere og erobret Gallien, som var blevet til en stor romersk provins.
Det var en af Romerrigets største erobringer, før Rom blev et kejserrige.
Da Julius Cæsar i år 50 f.kr. blev beordret af Senatet til at opløse sin romerske hær af Senatet, nægtede han og en borgerkrig brød ud. Julius Cæsar krydsede floden Rubicon, beliggende i det nordlige Italien, den 10. januar 49 f.kr., og udtalte:“Terningerne er kastet”.
Cæsar fulgte efter Pompejus som var rejst til havnebyen Brundisium, idet Cæsar håbede at han kunne tale Pompejus til fornuft, men det mislykkedes. Julius Cæsar og hans hær fortsatte til Spanien for at tilintetgøre Pompejus’ hær. Derefter fortsatte Cæsar til Grækenland hvor hans hær kæmpede imod Pompejus og hans hær. Cæsar blev næsten besejret den 10. juli år 48 f.kr., men trak sig tilbage med resten af sin hær.
Julius Cæsar fik samlet en større hær og det lykkedes at besejre Pompejus’ hær i byen Farsalos i Grækenland. Pompejus undslap med nød og næppe og flygtede til Ægypten hvor han den 29. september 48 f.kr. blev myrdet af ægyptisk officer. Julius Cæsar blev nu konsul og diktator i Rom på livstid, hvor han havde magten de næste 4 år.
Julius Cæsar havde et lidenskabeligt kærlighedsforhold til Ægyptens dronning Kleopatra
( december 70 - 12. august 30 f.kr. ), og de fik sammen sønnen Julius Cæsar Cæsarion ( 23. juni 47 - august 30. f.kr. ).


GAJUS JULIUS CÆSAR.

Da flere af Senatets medlemmer frygtede at han skulle udråbe sig til hersker og kejser af Romerriget, blev Cæsar myrdet den 15. marts 44 f.kr. i Pompejus Teater af omkring 60 medlemmer af Senatet, der stak Cæsar til døde med mange knivstik.

Efter Julius Cæsar’s død udbrød der borgerkrig og kaos i Romerriget. Marcus Antonius ( 83 f.kr. - 1. august 30 f.kr. ), som var Cæsars trofaste ven og Cæsars grandnevø Gajus Julius Cæsar Octavianus eller blot Octavian ( 23 september 63 f.kr. - 19 august 14 e.kr. ) kæmpede sammen og fik hævnet sig på Julius Cæsar’s mordere.
I år 31 f.kr. besluttede Antonius og Octavian at deles om magten over Romerriget, Octavian blev leder af den vestlige del, mens Antonius var leder af den østlige del af Romerriget.
Men snart udbrød der borgerkrig mellem Antonius og Octavian samme år, hvor det endte med en stor sejr for Octavian i søslaget ved Actium den 2. september år 31 f.kr.
Antonius begik selvmord kort tid efter slagets afslutning.
Ægyptens dronning Kleopatra, som var Antonuis’ elsker og allierede, nægtede at overgive sig til Octavian, så hun begik også selvmord ved at lade sig bide af en kobraslange, og hermed havde Octavian erobret Ægypten.
Kleopatra’s søn Julius Cæsar Cæsarion blev efter ordre fra Octavian myrdet af romerske soldater i august år 30 f.kr.

Efter sejren over Kleopatra og Antonius blev Octavian udråbt af Senatet til kejser af Romerriget og den 27. januar år 27 f.kr. tildelte man kejseren æresnavnet Augustus, som derefter blev hans kejsernavn resten af sit lange liv.
Augustus regerede i 45 lange år som enehersker, hvor kejserriget blev en stærk og rig stormagt og er betraget som Romerrigets grundlægger.
På det udenrigspolitiske felt indlemmede Augustus flere lande i Romerriget i Lilleasien, heriblandt Galatien ( en stor del af Tyrkiet ), Armenien, Kappadokien ( en tyrkisk provins ) og Maurentanien ( en afrikansk provins ).
Mod nord havde Augustus flyttet grænsen helt frem til floden Donau og han dannede de romerske provinser Rætien, Noricum, Pannonien, Illyrium og Møsien.


KEJSER AUGUSTUS.

Kejser Augustus fik overtalt Senatet til at oprette sin egen personlige livgarde, Prætorianergarden, som betod af 4000 soldater, som på grund af griskhed gennem de næste mange år, der stod bag mordene på kommende kejsere i Romerriget.
Kejser Augustus ( 23. september 63 f.kr. - 19. august 14 e.kr. ) var en krigerkejser, som udvidede riget meget i sin regeringstid.
Han prøvede at indlemme området mellem Rhinen og Elben, men planerne blev fuldstændig knust, da tre romerske legioner på ca. 14.400 mand sammen med deres hærfører Publius Quinctilius Varus ( ca. 46 f.kr. - 9 e.kr. ), blev lokket i et baghold, hvor næsten alle soldater blev fuldstændig udslettet, af germanske oprørere i Teutoburgerskoven ( beliggende i det nordlige Tyskland ) om efteråret i år 9 e.kr. Germanernes oprørshær på 18.000 mand, som blev ledet af cheruskerhøvdingen Arminius ( 16 f.kr. - 21 e.kr. ) mistede omkring 7.000 soldater i Varusslaget, da de angreb fra siden og brugte overraskelses momentet overfor de romerske soldater som marcherede i en lang kolonne og derved var utrolig sårbare.


DEN GERMANSKE CHERUSKERHØVDING ARMINIUS.

Arminius blev myrdet i år 21 e.kr. af sine egne soldater, da de frygtede at han skulle blive for magtfuld og dominerende.
Romerske soldater fandt ligene af de ca. 14.400 legionærer adskillige år senere. De var alle blevet dræbt og mange af soldaterne var blevet lemlæstet af germanerne på den mest bestialske måde, idet enten hoved, arme eller ben var blevet skilt fra kroppen på mange af de døde soldater. Arkæologiske undersøgelser i nyere tid har tyder dog på at Varusslaget formentlig foregik længere nordpå tæt ved bjergene i området Kalkriese nær ved byen Bramsch nord for Ösnabruck.
Hermed sluttede Augustus’ planer om at udvide kejserriget mod nord og de daværende grænser forblev ved floden Donau og Rhinen, hvor der blev bygget nogle forsvarsanlæg til at beskytte Romerriget.
Men den romerske kejserfamilie var fyldt med skandaler og mord.
Augustus’ søster Octavia den yngre ( 69 - 11 f.kr. ) var gift med Gaius Claudius Marcellus
( 88 - maj 40. f.kr. ) og de fik sammen sønnen Marcus Claudius Marcellus ( 42 - 23 f.kr. ).
Octavia den yngre blev gift for anden gang med Marcus Antonius ( 83 f.kr. -1. august 30 f.kr. ) og hun fødte datteren Antonia den ældre ( 39 f.kr. - ca. 25 e.kr. ). Derefter fødte Octavia datteren Antonia den yngre ( 31. januar 36 f.kr. - oktober 37 e.kr. )
Kejser Augustus var gift 3 gange. Augustus første hustru var Claudia Pulchra ( ca. 55 - ca. 4 f.kr. ), men han lod sig skille fra Claudia Pulchra for at gifte sig i år 40 f.kr. med sin anden hustru Scribonia ( 68 f.kr - ca. 16 e.kr ). Hun fødte i oktober 39 f.kr. datteren Julia den ældre
( oktober 39 f.kr. - 14 e.kr. ).
Året efter i 38 f.kr. blev Augustus igen skilt for at gifte sig med sin tredje og sidste hustru Livia Drusilla ( 28. september 58 f.kr. - 29 e.kr. ).
I år 25 f.kr. giftede Marcus Claudius Marcellus sig med kejser Augustus’ datter Julia den ældre. Hermed var Marcellus kommet tættere på magten i Rom.
Men Augustus’ nye hustru Livia Drusilla sørgede for at Marcus Claudius Marcellus blev forgiftet og kort efter døde i år 23 f.kr.
Livia Drusilla havde en søn fra sit tidligere ægteskab som hed Tiberius. De havde adopteret tre andre sønner, Gaius Julius Cæsar Vipsanianus ( 20 f.kr. - 4 e.kr. ), Lucius Julius Cæsar
( 17 f.kr. - 2 e.kr. ) og Marcus Vipsanius Agrippa Postumus ( 12 f.kr. - 14 e.kr. ). Alle 3 adoptivsønner døde på mystisk vis, man mener at det var Augustus’ kejserinde Livia Drusilla, der enten lod dem myrde eller forgiftede dem, så hendes søn Tiberius kunne blive enearving til kejserriget.
Kejserinden Livia Drusilla var en rigtig tyraninde og en modbydelig kvinde. Hun forsøgte flere gange at forgifte sin egen mand Augustus i slutningen af deres ægteskab.
Kejser Augustus døde som en svag og knækket mand den 19. august år 14 e.kr., 76 år gammel, og hans stedsøn Tiberius Claudius Nero ( 16 november 42 f.kr. - 16 marts 37 e.kr. ) efterfulgte ham som kejser.

Den anden romerske kejser Tiberius var 56 år gammel, da han blev udråbt.
Udenrigspolitisk blev Tiberius’ regeringstid fredelig, han opgav erobringstogterne imod germanerne og holdt de eksisterende grænser i bero.
Indenrigspolitisk var Tiberius tilsyneladende en dygtig hersker, som sørgede for et godt økomisk styre i det romerske kejserrige.
Tiberius første kone var Vipsania Agrippina ( 36 f.kr. - 20 e.kr. ) og de var gift i årene 20 f.kr. til 12 f.kr. indtil han lod sig skille fra hende. De fik dog sønnen Tiberius Drusus Claudius Julius Cæsar Nero ( 13 f.kr. - 14. september 23 e.kr. ) som blot blev kaldt for Drusus. Tiberius giftede sig året efter i år 11 f.kr. med sin anden hustru som var Julia den ældre
( oktober 39 f.kr. - 14 e.kr. ). De var gift indtil Tiberius blev træt af hende og lod sig skille i år 2. f.kr.
Sønnen Drusus giftede sig i år 4. e.kr. med sin kusine Livia Julia ( ca. 13 f.kr. - 31 e.kr. ) som blot blev kaldt for Livilla. Hun fødte i år 5. e.kr. datteren Julia ( 5 - 43 e.kr. ). Senere i år 19 e.kr. fødte hun tvilling-sønnerne Tiberius Julius Cæsar Nero ( 10. oktober 19 - 37 e.kr. ) eller blot Tiberius Gemellus og Tiberius Germanicus Cæsar der døde som spæd.
Tiberius moder Livia Drusilla fortsatte med sine intriger lige indtil sin død i år 29 e.kr.
Kejser Tiberius blev i år 19 e.kr. indblandet i en retssag, da befolkningen mente at han var ansvarlig for mordet på sin nevø Julius Cæsar Claudianus Germanicus ( 24. maj 15 f.kr. - 10. oktober 19 e.kr. ) eller blot Germanicus, da han døde den 10. oktober år 19 e.kr. i Antioch, Syrien efter han formentlig blev forgiftet med ekstrakt fra planten Atropa Belladonna, af Gnaeus Calpurnius Piso ( ca. 44 f.kr. - 20 e.kr. ) og hans hustru Plancina Munatia, på ordre af kejser Tiberius. Det blev dog aldrig bevist i retten og Gnaeus Calpurnius Piso begik selvmord mens retssagen stod på i år 20 e.kr., men han blev formentlig myrdet af sin egen hustru Plancina Munatia, som ville redde sit eget skind med hjælp fra den onde Livia Drusilla.
Som kejser var Tiberius meget mistroisk og isolerede sig for offenligheden og boede fra år 26 e.kr. permanent på øen Capri. Tiberius bevarede dog kontakten til Rom via sine mange rådgivere.


KEJSER TIBERIUS.

Under Tiberius’ regeringstid blev Guds søn Jesus Kristus korsfæstet i Jerusalem omkring år 30 e.kr. De jødiske ledere og ypperstepræster krævede at den romerske leder Pontius Pilatus ( døde i ca. år 39 e.kr. ) skulle korsfæste Jesus Kristus. Pontius Pilatus var dog ikke overbevist om at Jesus skulle korsfæstes, men gav til sidst efter for kravet fra jøderne.
Blandt Tiberius’ rådgivere var hans livgardechef, Lucius Aelius Sejanus ( 20 f.kr. - 18. oktober 31 e.kr. ), som var den mest magtsyge rådgiver, som enerådigt bestemte hvem der måtte tale med kejser Tiberius efter at han bosat sig på øen Capri.
Sejanus havde utrolig stor magt over Tiberius. Det var blandt andet Sejanus der stod bag mordet på Tiberius’ søn Drusus ( 13 f.kr. - 14. september 23 e.kr. ) og gik med onde planer om at snigmyrde kejseren.
Hvis Sejanus’ plan om at myrde kejseren var lykkedes, så kunne han ha’ overtaget tronen.
Men den 18. oktober år 31 e.kr. blev Sejanus afsløret og myrdet under Tiberius’ blodige udrensning, udført af hans personlige livgarde Prætorianergarden.
Sejanus’ 3 børn blev også myrdet og alle hans venner og bekendte blev enten myrdet eller blev tvunget til selv at begå selvmord. Det var et ufatteligt blodbad som varede få timer.
Sejanus’ fraskilte hustru Apicata afslørede derefter til kejser Tiberius, at det var Sejanus og Claudia Julia Livilla ( ca. 13 f.kr. - 31 e.kr. ) som forgiftede kejser Tiberius’ søn Drusus.
Livilla var Drusus’ hustru, men hun var forelsket i Lucius Aelius Sejanus.
Apicata begik selvmord i oktober 31 e.kr. efter at hun havde afsløret sin hemmelighed.
Kejser Tiberius’ sidste regeringsår blev præget af terror og forræderianklager.
Den 16. marts år 37 e.kr. døde den 77 årige kejser Tiberius i Napoli, man mente at han enten begik selvmord eller blev kvalt på sit dødsleje af Caligula.

 
TEGNING SOM VISER BYGGERIET AF AKVÆDUKTEN “AQUA CLAUDIA”
ET STYKKE UDENFOR ROM.


RUINER AF AKVÆDUKTEN “AQUA CLAUDIA” I NUTIDENS ITALIEN.

Romerne havde lært af grækerne at bruge kraner og trisser til at løfte store tunge limsten,
der blev brugt til bygning af Akvædukter, som var vandledninger der skaffede frisk rindende vand til Rom’s borgere.
Aqua Marcia blev påbegyndt i år 144 f.kr. og stod færdigbygget i år 140 f.kr.
Den største alvædukt var Aqua Claudia, som var 69 kilometer lang, blev påbegyndt i år 38 e.kr. af kejser Caligula. Den stod færdigbygget i år 52 e.kr. Der blev brugt mange slaver til arbejdet som var dygtige til deres arbejde. De skar limstenene til i nøjagtig de rette mål og løftede derefter stenene op på den korrekte plads.

Tiberius blev efterfulgt af sin afdøde nevø’s søn Gaius Cæsar Augustus Germanicus eller bedre kendt under sit kælenavn Caligula ( 31. august 12 - 24/25. januar 41 e.kr. ) som betød “lille støvle”.
Det var med støtte fra Prætorianergarden ( kejserens livgarde ) at Caligula fik magten efter Tiberius’ død og blev modtaget med hyldest fra befolkningen, men han skulle snart vise sig at blive en meget værre kejser end Tiberius.
Kejser Caligula regerede som romersk kejser fra 28 marts år 37 og til den 24/25. januar år 41 e.kr.
Tiberius Julius Caesar Nero ( 10. oktober 19 - 37 e.kr. ) bedre kendt som Tiberius Gemellus, var søn af Drusus den yngre og Livilla, og han havde en vedvarende hoste som irriterede kejser Caligula. Derfor lod han drengen halshugge og Macro lederen af sin livgarde fremviste det afhuggede hoved af Tiberius Gemellus til onklen Claudius, som flygtede ud af værelset i rædsel. Officielt hed det sig at Tiberius Gemellus havde konspireret imod Caligula.
Caligula’s elskerinde var hans søster Julia Drusilla ( 16. september 16 - 10. juni 38 e.kr. ) og han gik også i seng med sine 2 andre søstre selvom de var gift.
Caligula var gift 4 gange. Han første hustru var Junia Claudilla ( ? - 34 e.kr. ) og de blev gift i år 33 e.kr. Hun døde i barselsseng i år 34 e.kr. Hans anden hustru var Livia Orestilla, og de blev gift i år 36 e.kr. Ægteskabet gik dårligt og 2 år senere i år 38 e.kr. lod han sig skille og bandlyste Livia, da han havde mistanke om at hun ville vende tilbage til sin tidligere mand.
Caligula blev gift for tredje gang i år 38 e.kr. med Lollia Paulina ( ? - 49. e.kr. ).
De blev skilt 6 måneder senere, da det viste sig at hun ikke kunne få børn.
Caligula forbød sin fraskildte hustru Lollia Paulina at have omgang med andre mænd i fremtiden. Hun fik i år 49 e.kr. konfiskeret sine ejendele og forlod Italien. Samme år i 49 e.kr. begik hun selvmord.
Caligula blev gift for fjerde og sidste gang i år 38 e.kr. med Milonia Caesonia ( 6 e.kr. - 24/25. januar 41 e.kr. ).
Hans 4 års regerings tid var en ren katastrofe for Rom. Han var en meget grusom, sexgal og sindssyg psykopat, som fra højre til venstre myrdede de folk han ikke brød sig om.
Det endte med at Caligula, hans kone Milonia Caesonia og deres lille 2 årige datter Julia Drusilla ( 39 - 41 e.kr. ) brutalt blev myrdet af både chefen for Prætorianergarden Cassius Chaerea ( ? - 41 e.kr. ) og af 3 romerske senatorer Marcus Vinicius, Asprenas og Gaius Sabinus den 24/25. januar år 41 e.kr.
Caligula og hustruen Milonia Caesonia blev stukket ihjel med mange knivstik og deres lille datter Julia Drusilla fik smadret sit hoved imod en mur.

Onklen Tiberius Claudius Drusus Nero Germanicus eller blot Claudius ( 1. oktober 10 f.kr. - 13. oktober 54 e.kr. ) blev udråbt til ny kejser af soldater fra Prætorianergarden.

                    
KEJSER CALIGULA.                                         KEJSER CLAUDIUS.

Claudius var søn af kejser Tiberius’ broder Drusus og Augustus’ niece Antonia.
Han var i mange år plaget af flere handicap, især stammede han meget, haltede en del og havde ufrivillige muskelbevægelser specielt af sit hoved. Det var først da han blev meget ældre omkring år 29 e.kr., at disse handicap forbedredes betydeligt.
Det var uden tvivl disse handicap og lidt “skuespil” som gjorde, at han overlevede både sin onde farmor Livia Drusilla, sin onkel kejser Tiberius, og sin sexgale nevø kejser Caligula.
Kort efter Claudius var blevet kejser, afholdt han en retssag for sin nevø’s tre mordere.
Cassius Chaerea blev henrettet, mens de 2 romerske senatorer Marcus Vinicius, Asprenas blev frikendt, da Gaius Sabinus havde begået selvmord.
Cassius Chaerea sagde til sit forsvar ved retssagen, at han havde gjort det for at indføre republikken i Romerriget og afskaffe kejserdømmet.

Kejser Claudius’ regeringstid i Italien var tilsyneladende fredelig og konstruktiv, men byggeriarbejdet var dog præget af økonomisk sanering efter Caligulas tyrannistyre.
Han foretog også en udvidelse af kejserriget, da han i perioden 43-47 e.kr. sendte 3 legioner til Britannien, det nuværende Storbritannien, og begyndte erobringen af landet.
I de kommende år kom hele Sydengland under romersk herredømme og det siges at kejser Claudius formelt var leder af en del af felttogene i Britannien.
Efter Claudius havde erobret Britannien, havde romerne taget 8000 krigsfanger heriblandt deres konge Caraetacus, dræbt 5000 britere. Feltogene havde kostet de 3 romerske legioner 380 døde og 600 sårede.

Kejser Claudius blev forlovet med Aemilia Lepida ( 4 f.kr. - 53 e.kr. ) men forholdet holdt ikke. Aemilia Lepida blev myrdet i 53 e.kr. af sin kommende fjerde hustru Agrippina den yngre ( 6. november 15 e.kr. - marts 59 e.kr. ).
Claudius blev derefter forlovet med Livia Medullina Camilla ( ? - 9 e.kr. ) men hun blev pludselig dårlig og døde samme dag som de skulle have været gift. Samme år i 9 e.kr. giftede Claudius sig med Plautia Urgulanilla ( ? - død efter 30 e.kr. ). Hun fødte sønnen Claudius Drusus ( ca. 10 - 12 e.kr. ) der døde som spæd.
Hustruen Plautia fødte datteren Claudia ( 24 e.kr. - ? ) 5 måneder efter at hun var blevet skilt fra kejser Claudius på grund af utroskab.
Claudius giftede sig i år 28 e.kr. med Aelia Paetina, som var Lucius Aelius Sejanus’ søster. Hun fødte i år 30. e.kr. deres eneste barn, datteren Claudia Antonia ( 30 - 66 e.kr. ). De blev skilt i år 31 e.kr.
Claudius veninde igennem flere år var kvinden Calpurnia, som var hans elskerinde gennem mange år.
Claudius giftede sig for tredje gang i år 38 e.kr. med Valeria Messalina ( 20 - 48 e.kr. ).
Hun fødte i år 40 e. kr. datteren Claudia Octavia ( 40 - 9. juni 62 e.kr. ). Året efter den 12. februar år 41 e.kr. fødte hun sønnen Tiberius Claudius Caesar Britannicus
( 12. februar 41 -11. februar 55 e.kr. ).
Men kejserinde Valeria Messalina var en ondskabsfuld og sexgal kvinde, som havde en del elskere, mens hun var gift med kejser Claudius. Første gang hun var kejseren utro var med Spaniens statholder Gaius Appius Junius Silanus (  ?  - 42 e.kr. ).
Han giftede sig med kejserindens mor Domitia Lepida (  10 f.kr. - 54 e.kr. ) efter ordre fra kejser Claudius, men det var blot en brik i kejserinde Valeria Messalinas plan. Derved kunne hun have ham som sin elsker, men da han nægtede dette, blev han myrdet af kejserinden.
Kort efter fandt den onde kejserinde sig en ny elsker, skuespilleren og grækeren Mnester. Sammen planlagde og afholdt de to en sexturnering på kejserens palads i Rom, hvor Roms prostitueredes laugmesterinde sicilianeren Seylla skulle konkurrere sammen med kejserinden om hundredvis af romerske mænd. Denne sexturnering havde kejseren ingen viden om, før senere. Kejserinde Valeria Messalina vandt den skamfulde sexturnering.
Bagefter fandt Valeria Messalina sin nye elsker, konsulen Gaius Silius den yngre (   ?   - 48 e.kr. ), og faktisk giftede de sig senere, mens de samtidig planlagde, at indføre republikken og snigmyrde kejseren. Men heldigvis fik nogle af kejserens rådgivere dette komplot at vide, så da de fortalte kejser Claudius om dette, gav kejseren ordre til at anholde og henrette både Gaius Silius den yngre og hans hustru Valeria Messalina i år 48. e.kr.
Det siges at kejserens børn aldrig tilgav ham mordet på deres mor, selvom de vidste hvilken ond kvinde hun var.
Claudius giftede sig for fjerde gang i år 49 e.kr. med Julia Agrippina den yngre ( 6. november 15 - marts 59 e.kr. ). Claudius adopterede Agrippina den yngre’s søn Lucius Domitius Ahenobarbus senere kendt som kejser Nero.
Mens Claudius levede, arbejdede han som historiker og havde nedskrevet alt om sin frygtlige families historie og havde faktisk gjort sin slægtsbog færdig, inden han blev myrdet.
Claudius blev myrdet af sin kone Julia Agrippina den yngre ( 6. november 15 e.kr. - marts 59 e.kr. ), da hun serverede ham en tallerken fyldt med stærkt forgiftede svampe den 13. oktober år 54 e.kr.
Kejserinde Julia Agrippina den yngre og hendes søn Nero brændte faktisk alle Claudius’ optegnelser og hans slægtsbog, men heldigvis havde den snu kejser Claudius lavet en kopi af bogen, som først blev fundet og offenliggjort af forfatteren Robert Graves i hans verdens- kendte roman Jeg Claudius fra 1934.


KEJSER NERO.

Lucius Domitius Ahenobarbus ( 15. december 37 e.kr. - 9. juni 68 e.kr. ) blev efter Claudius’ død udnævnt som kejser Nero. Han regerede som kejser i perioden 54 - 68 e.kr.
Efter et skænderi med sin tyraniske mor Agrippina den yngre i marts år 59 e.kr. blev han så rasende, at han lod sin mor myrde, idet han sendte sine soldater ud for at tæve hende ihjel efter flere mislykkede forsøg på selv at slå sin mor ihjel.
Herefter herskede han enerådigt og han sande væsen viste sig, idet han både var rablende gal og terroriserede sine omgivelser.
Da han blev træt at sin kone Claudia Octavia ( 40 - juni 62 e.kr. ) lod han hende blot henrette, for derefter at gifte sig med sin elskerinde Poppaea Sabina ( ca. 30 - 65 e.kr. ).
Hun fødte deres første barn, datteren Claudia Augusta ( 21. januar 63 - maj 63 e.kr. )
som døde blot 4 måneder gammel.
Efter et skænderi i sommeren år 65 e.kr. med sin nye hustru Poppæa Sabina, som var gravid med deres 2. barn, sparkede kejser Nero hende så hårdt i maven at hun døde af indre kvæstelser.
Han var derefter sønderknust over hendes død og gav hende en statsbegravelse, idet hun blev placeret i Augustus’ mausoleum som lå tæt på floden Tiberen.
Nero giftede sig for tredje gang med Statilia Messalina ( ca. 35 - ca. 69 e.kr. ).
Neros styre af kejserriget blev efterhånden mere og mere til et tyrani, hvor velhavende romere blev dødsdømt for “påståede” forbrydelser og deres familieformuer kom i Neros egen lomme.
En vigtig begivenhed der skete under Neros regeringstid var Roms brand i år 64 e.kr., som endte med at udslette 1/3 af kejserrigets gamle hovedstad.
Skylden for branden og de mange hundrevis af døde romerske borgere, blev rettet mod de allerførste kristne, som endte med at blive spist levende af sultne løver i kejser Neros nye pragtpalads som hed “Det gyldne Hus”. Paladset blev senere revet ned og ombygget til fordel for Colosseum.
Kejser Nero var heller ikke velanset af sine provinsstatsholdere og generaler, på grund af sine grumsomheder. Nero krævede senere at Senatet skulle afskaffes, og dette krav gjorde ham endnu mere hadet og upopulær.
I årene 67-68 e.kr. udbrød der oprør i Gallien og Spanien under ledelse af statsholderen og general Servius Sulpicius Galba. Han rejste en hær og rykkede mod Rom, i håb om at Italiens befolkning ville støtte hans kamp mod deres brutale kejser Nero.
Med dette oprør mistede Nero både sin støtte fra hæren, sin livgarde og selve Senatet, da kejseren optrådte usikker og svag. Nero flygtede ud af Rom til en villa, hvor han begik selvmord med hjælp fra en slavinde. Kejser Nero blev 31 år gammel.
Med Neros død, uddøde Julius Cæsars slægt.

Forud for Nero’s selvmord den 9. juni 68 e.kr., havde der været 1 års tronstrid som endte med at general Servius Sulpicius Galba ( 24. december 3 f.kr. - 15. januar 69 e.kr. ), blev ny romersk kejser i sommeren 68 e.kr. Kejser Galba var meget arrogant overfor hæren og sin egen livgarde Prætorianergarden. Desuden manglede han diplomatiske evner i sit hverv som kejser af Rom. Galba blev myrdet den 15. januar 69 e.kr. under en soldateropstand imod ham.

Efter Galbas død blev Marcus Salvius Otho ( 25. april 32 - 16. april 69 e.kr. ) ny romersk kejser i de næste 3 måneder i år 69 e.kr. Han deltog i slaget ved Bedriacum i april år 69 e.kr. hvor hans hær kæmpede imod den kommende kejser Aulus Vitellius’s hær. Da Marcus Salvius Otho’s hær ikke kunne besejre fjenden ( Aulus Vitellius ), begik han selvmord i sit telt den 16. april 69 e.kr. med en stor dolk som han stak sig direkte i hjertet med.

Aulus Vitellius ( 24. september 15 - 22. december 69 e.kr. ) efterfulgte Otho som kejser i sommeren år 69 e.kr. Vitellius’ regeringstid var kort og han blev tortureret ihjel midt på torvet i Rom af soldater tilhørende Titus Flavius Vespasianus i december samme år.

Titus Flavius Vespasianus eller blot Vespasian ( 17. november 9 - 23. juni 79 e.kr. ) blev derefter valgt til ny romersk kejser.
I sin 10 årige regeringstid, fik kejser Vespasian genoprettet ro og orden i Romerriget og det var også kejser Vespasian, der påbegyndte byggeriet af Colosseum, som først stod færdigbygget i starten af år 80 e.kr.
Kejser Vespasian døde fredeligt som 69 årig den 23. juni år 79 e.kr. og han er en af de meget få romerske kejsere der døde en naturlig død.

Sønnen Titus Flavius Vespasianus eller blot Titus ( 30. december 30 - 13. september 81 e.kr. ) overtog kejsertronen efter sin fars død. Kejser Titus inviede Roms nye kæmpestore cirkusbygning, Colosseum, i sommeren år 80 e.kr. Colosseum var bygget til at rumme 55.000 mennesker.
Bygningen var omkring 100 meter i højden. For hurtigt at kunne evakuere bygningen var der placeret 80 store udgange med trapper. Derved kunne Colosseum tømmes på kun 3 minutter.

 
EN MODEL AF COLOSSEUM.


COLOSSEUM I NUTIDENS ROM.

Under Titus’ regeringsperiode kom vulkanen Vesuv i et voldsomt udbrud, som fuldstændig begravede den romerske by Pompeji og nogle andre byer i varmt lava i år 79 e.kr., som kostede tusindvis af romerske borgere livet.
Efter blot 2 år som kejser blev Titus forgiftet efter ordre fra sin bror Domitian. Han fik efterfølgende høj feber og døde den 13. september år 81 e.kr.
Kejser Titus blev senere husket som en af Roms mest berømte herskere, især på grund af indvielsen af Colosseum.

Broderen Titus Flavius Domitianus ( 25. oktober 51 - 18. september 96 e.kr. ) blev udnævnt som kejser Domitian, og han regerede i 15 år, indtil han blev myrdet af flere officerer i en sammensværgelse den 18. september år 96 e.kr.


KEJSER DOMITIAN.

Da Domitian var blevet myrdet, uddøde den Flaviske kejserslægt, og en ny slægt overtog kejsertronen, nemlig Adoptivkejserne.

Marcus Cocceius Nerva ( 8. november 30 - 27. januar 98 e.kr. ) blev i september år 96 e.kr. ny kejser og han regerede indtil sin død den 27. januar år 98.e.kr. Han stoppede terrorsystemet, og støttede landbefolkningen økonomisk med egen formue. Kort inden sin
død adopterede han officeren Marcus Ulpius Trajanus, eller blot Trajan ( 18. september 53 - 9. august 117 e.kr. ) som medregent.

Trajan blev ny romersk kejser i januar år 98 e.kr. og regerede som kejser i et forholdsvis stabilt styre indtil han døde i Lilleasien på vej hjem fra et felttog, den 9. august år 117 e.kr.
Han var en dygtig og retfærdig kejser og betragtes som en af de største feltherrer i kejsertiden. Han sørgede for fuldstændig kontrol over militæret og tillod ikke sine officerer at blande sig politisk i hans styre.
Romerrigets enorme imperium havde spredt sig fra det nordlige England og helt ned til Ægypten.
Rom havde verdens største imperium og havde faktisk overgået den makedonske konge Alexander den Stores imperium.
Inden kejser Trajan døde, havde han gjort sin adoptivsøn Publius Aelius Traianus Hadrianus til tronarving.


ROMERRIGET I ÅR 117 E.KR.

Publius Aelius Traianus Hadrianus, eller blot Hadrian ( 24. januar 76 - 10. juli 138 e.kr. ) blev
i august år 117 e.kr. ny kejser og regerede indtil sin død den 10. juli år 138 e.kr.
Han stoppede erobringstogterne udenfor Romerriget og førte en fredspolitik der blot omfattede forsvar af Romerrigets grænser.
Der var dog en nogle uroligheder, især den blodige opstand i Palæstina i årene 132-135 e.kr. som blev nedkæmpet hårdt og brutalt. Dette medførte at jøderne fuldstændig blev fordrevet fra Romerriget i år 135 e.kr.
Han rejste meget rundt i verden som kejser og opholdt sig i Britannia, Gallien, Syrien og Grækenland. Han påbegyndte i år 122 e.kr. opførelsen af Hadrians mur i Britannia, som blev 120 kilometer lang. Den strakte sig fra det sydlige Britannia og helt op til Skotlands grænse.
Muren blev opført for at beskytte datidens Romerrige i landet imod Pikterne, som var et keltisk samfund, der tog på plyndringstogter fra Skotland og langt ind i Britannia.
Hadrians mur var datidens stærkeste fæstningsværk med ikke mindre end 14 grænseforter, som sikrede fredelige tilstande i det sydlige Britannia.
Kort før sin død udpegede han begge sine adoptivsønner Antonius Pius og Marcus Aurelius.
Kejser Hadrian døde af sygdom den 10. juli år 138 e.kr.


RESTERNE AF HADRIANS MUR I NUTIDENS ENGLAND.

Titus Aurelius Fulvus Boionus Arrius Antonius, eller blot Antonius Pius ( 19. september 86 -
7. marts 161 e.kr. ) blev ny kejser og regerede indtil sin død den 7. marts år 161 e.kr., altså 23 år som Roms kejser.
Han fortsattede udbygningen og forstærkningen af Hadrians mur i det nordlige Britannien.
Hans regeringsperiode var forholdsvis fredelig og rolig med enkelte stridigheder.
Antonius Pius indførte en human lovgivning overfor slaverne, idet der var mangel på slaver og det derfor var vigtigt at “holde dem i live”.
Antonius Pius nedtonede militæret og forsvaret i sin kejsertid.
Kejserens tilnavn Pius betød den fromme.
Han blev gift med Faustina den Ældre ( ? - 141 e.kr. ) omkring år 112 e.kr. De fik 4 børn sammen, men de 3 af dem døde før år 138 e.kr., kun datteren Annia Galeria Faustina, eller blot Faustina den Yngre ( ca. 136 - 176 e.kr. ) overlevede og blev forlovet med sin fætter Marcus Aurelius.
Kejser Antonius Pius døde af feber den 7. marts 161 e.kr og havde ved sit dødsleje udråbt sin adoptivsøn til den nye kejser eller cæsar som de kaldte sig efter den berømte hærfører Julius Cæsar.

Marcus Aurelius ( 26. april 121 - 17. marts 180 e.kr. ) blev ny romersk kejser i årene fra
marts 161 og indtil marts 180 e.kr.
Han blev gift i år 145 e.kr. med Faustina den Yngre, og hun fødte ham 13 børn.
Marcus Aurelius indførte flere reformer og forbedrede slavernes retssikkerhed. Han forsøgte også at begrænse gladiatorkampene i Rom. I årene fra 166 e.kr. førte han en vedvarende krig imod germanerne især Markomannerne. Det lykkedes for ham at vinde over dem og tvinge dem tilbage hvor de kom fra. Marcus Aurelius døde pludselig i det nuværende Wien i Østrig efter et vellykket militærfelttog mod germanske oprørere den 17. marts år 180 e.kr.
Det siges at han enten blev myrdet af sønnen Commodus eller efter ordre fra sønnen Commodus, men alt dette savner faste historiske kilder.
Kejser Marcus Aurelius blev senere betragtet som Romerrigets sidste gode kejsere, hvilket man gav ham tilnavnet den ædleste af alle cæsarer.

Sønnen Marcus Aurelius Commodus Antonius eller blot Commodus ( 31. august 161 - 31. december 192 e.kr. ) blev ny romersk kejser i årene fra 180 - 192 e.kr.
Hans regeringsperiode var et uhyggeligt tilbagefald med tyrani og mord. Han blev betegnet som særdeles utilregnelig, meget brutal og pervers, og han brugte utroligt mange penge på at forsøde sig selv.
Commodus interesse for gladiatorkampe var nærmest en besættelse. Han elskede at se disse blodige gladiatorkampe på liv og død, jo blodigere desto bedre syntes han.
Efter et mislykket attentat på Commodus blev hans styre præget af terror og drab på alle som var uenig med ham. Det lykkedes for ham at skabe fred med germanerne og han lod blot sine generaler i hæren beskytte Romerrigets nuværende grænser.

                      
JOAQUIN PHOENIX SOM KEJSER COMMODUS I FILMEN GLADIATOR
OG EN BUSTE AF KEJSER COMMODUS.

Elskerinden Marcia havde forsøgt at dræbe Commodus med forgiftet vin nytårsaften den 31. december år 192 e.kr., men det mislykkedes. Han blev derefter kvalt i sin seng af bryderen Narcissius på ordre af Commodus’ elskerinde Marcia.
Hermed siges det at Romerrigets status som en stormagt med stærkere kejsere, begyndte for alvor at falde ned ad. Kort sagt Romerriget gik fra en guldalder til en tidsalder med krig og ufred over alt.
Og efter Commodus’ død, overtog snart en ny slægt den romerske kejsertrone, den severiske slægt.

Publius Helvius Pertinax eller blot Pertinax ( 1. august 126 - 28. marts 193 e.kr. ) blev efter mordet på Commodus udnævnt til ny romersk kejser, selvom han var søn af en slavefamilie.
Pertinax’s 2 års korte regeringstid, var meget hektisk. Men da han ikke ville give sin livgarde, Prætoriangarden, en lønforhøjelse blev kejser Pertinax myrdet under et mytteri den 28. marts år 193 i Rom. Efter hans død, blev Romeriget kastet ud i en borgerkrig.

Didius Julianus ( 137 - 1. juni 193 ) blev ny romersk kejser efter en regulær auktion om magten i kejserriget og sejrede ved at love prætoriangarden de allerhøjeste lønforhøjelser
( ca. 25.000 sestertier pr. prætoriangarder ), hvorefter Senatet godkendte den nye kejser under et stort militær pres.
Men også kejser Didius’ regeringsperiode udviklede sig til en fiasko. Han lagde sig ud med både sin hær og livgarde, da han ikke kunne leve sig op til sine løfter om penge. Grænsetropperne i både Europa og Asien rejste sig op i væbnet oprør under ledelse af deres leder Lucius Septimius Severus. Kejser Didius blev brutalt myrdet af sine egne soldater den 1. juni år 193 e.kr., da de helst ville undgå straf fra Lucius Septimius Severus’ hære, som nærmere sig Roms porte.

Herefter blev Lucius Septimius Severus ( 11. april 145 - 4. februar 211 e.kr. ) ny romersk kejser og regerede i årene fra juni 193 e.kr. og indtil sin død under et felttog i Britannien den 4. februar år 211 e.kr.
Det var kejser Lucius Septimius Severus der grundlagde den severiske slægt, som skulle herske Rom indtil år 235 e.kr.

Sønnen Lucius Septimius Bassianus, med sit kejsernavn Marcus Aurelius Antoninus ( 4. april 186 - 8. april 217 e.kr. ), fik tilnavnet Caracalla, som betød “gallerkappe” blev romersk kejser efter sin fars død i februar år 211 e.kr. sammen med sin medregent broderen Geta.
Broderforholdet mellem de to kejsere var meget yderst spændt, og det endte med at kejser Caracalla lod sin bror myrde i december år 211 e.kr. under et “forsoningsmøde”. Han fik hermed enemagten over Romerriget.
Kejser Caracalla blev endnu en af de romerske kejsertyraner ligesom Nero, Domitian og Commodus, hvilket gjorde ham meget upopulær blandt befolkningen og i hæren.
Caracalla blev myrdet i Parthien på vej hjem fra et felttog den 8. april år 217 e.kr.

Marcus Opellius Macrinus, eller blot Macrinus ( ca. 165 - 8. juni 218 e.kr. ) var en af hovedpersonerne bag mordet på kejser Caracalla og han blev hermed ny romersk kejser.
Kejser Macrinus regerede i meget kort tid, da han havde mange fjender i både Rom og hæren. Det gjorde ham også mere upopulær, da han indførte sine spareplaner i hæren og det endte med at kejser Macrinus blev besejret og dræbt i et slag ved Antiokia, en tyrisk by, den 8. juni år 218 e.kr.

Marcus Aurelius Antoninus også kendt som kejser Heliogabalus ( ca. 203 - 11. marts 222 e.kr. ) blev ny kejser efter Macrinus var død.
Kejser Heliogabalus regerede i perioden 218 - 222 e.kr. som kejser.
Han var bedst kendt for sine mange drikkegilder og omgang med letlevende kvinder.
Kejserens liv endte den 11. marts år 222 e.kr., da han blev druknet af sine egne livvagter. Mordet blev beordret af hans egen bedstemor, og hans lig blev smidt i floden Tiberen.

Efter mordet på Heliogabalus blev hans fætter, Marcus Aurelius Severus Alexander eller blot Alexander Severus ( ca. 1. oktober 209 - 17. marts 235 e.kr. ) ny romersk kejser.
Han regerede i årene 222 - 235 e.kr., en periode på godt og vel 12 år.
Han var heller ikke en stærk kejser, da han var meget domineret af sin magtfulde mor enkekejserinde Julia Avita Mamæa ( ca. 180 - 235 e.kr. ), hun var en slags medregent for sin kejserlige søn.
Indenrigspolitisk var kejser Alexander Severus’ regeringstid plaget af soldatermytterier, fordi de krævede højere løn.


EN BUSTE AF KEJSER ALEXANDER SEVERUS.

Efter at Alexander Severus havde overtaget ledelsen af et felttog i årene 231-233 e.kr., hvor det umiddelbart lykkedes at standse germanernes fremrykning i Europa, men hans mangel på militærledelse blev krystalklar, og kejserens sit militærmod og støtte fra hæren.
Og da germanske oprørere brød igennem romerske fæstningsgrænse i Europa, forsøgte kejser Alexander Severus at bekæmpe dem og derefter bestikke dem med mange millioner sestertier for at indstille deres angreb på Romerriget.
Dette blev hans fald. Den 17. marts år 235 e.kr. blev kejseren sammen med sin mor myrdet af sine egne soldater i deres lejr udenfor byen Mainz, som ligger i det nuværende Tyskland.
Kejser Alexander Severus var den sidste hersker i det Severiske dynasti.

Gaius Julius Verus Maximinus eller kendt med sit kejsernavn Maximinus 1. Thrax ( ca. 173 - maj 238 e.kr. ) var en af lederne bag mordet på kejser Alexander Severus og blev i marts år 235 e.kr. udråbt til ny romersk kejser.
Den nye kejsers tilnavnet Trax betød thrakeren.
I sine 3 korte regeringsår opholdt kejser Maximinus 1. Thrax sig ved fronten i det romerske besatte Germanien ( det nuværende Tyskland ) og han kom aldrig til Rom i sine år som kejser.
Trods alle oprør i Italien, som blev slået brutalt ned så rejste hele landet sig op i væbnet opstand mod deres kejser og hans støtter.
Hermed besluttede kejser Maximinus 1. Thrax at invadere Italien, men da han kørte fast under belejringen af den romerske by Aquileia, blev han og hans kejserlige tronfølger-søn myrdet af sine utilfredse soldater.

Efter Maximinus 1. Thrax’s død, kom der utroligt nok 4 kejsere til at regere kejserriget, næsten samtidigt.
Marcus Antonius Gordianus Sempronianus Romanus Africanus, kendt som kejser Gordian 1. ( ca. 159 - 12. april 238 e.kr. ) regerede i året 238 e.kr. Han regerede sammen med sin søn Marcus Antonius Gordianus Sempronianus Romanus Africanus eller blot medkejser Gordian 2. ( ca. 192 - 12. april 238 e.kr. ), indtil de begge to blev myrdet.

Så regerede Decius Caelius Calvinus Balbinus eller kejser Balbinus ( ca. 178 - 29. juli 238 e.kr. ) sammen med sin medkejser Marcus Clodius Pupienus Maximus eller blot Pupienus
( ca. 164 - 29. juli 238 e.kr. ) fra den 22. april år 238 til den 29. juli år 238 e.kr., hvor de også blev myrdet efter 99 dage som kejsere af Rom.

Marcus Antonius Gordianus Pius eller blot Gordian 3. ( 20. januar 225 - 11. februar 244 ) var blot 13 år gammel, da han blev udnævnt til ny romersk kejser.
Han var den eneste sønnesøn til den afdøde kejser Gordian 1., så det var derfor at Senatet, med støtte fra hæren, udråbte ham til kejser af Rom i juli år 238 e.kr. På grund af hans unge alder var der mange dygtige folk til at hjælpe ham som kejser. Under en felttog imod Perserne
i det nuværende Irak, blev en del af hans romerske hær besejret, og det er usikkert om Gordian 3. døde i kamp eller blev myrdet af Marcus Julius Philippus, som var hans livvagt.

Marcus Julius Philippus ( 204 - oktober 249 e.kr. ) var født i Shahba i Syrien. Han blev som ny romersk kejser kendt under navnet Philippus Arabs. Han regerede i perioden februar 244 -
249 e.kr. Han forsøgte som kejser at stabilisere romerriget, der var truet af barbarer og andre som også ville være kejser.
Krigersoldaten Gaius Messius Quintus Trajanus Decius ( 201 - 1. juli 251 e.kr. ) udfordrede Philippus Arabs til kamp, hvorefter kejseren tabte og blev dræbt i juni år 251 e.kr.
Kejserens egen livgarde Prætoriangarden myrdede derefter Philippus Arabs’ 11. årige søn Marcus Julius Philippus 2. ( 237 - oktober 249 e.kr. ) som var sin fars medkejser.

Soldaten Gaius Messius Quintus Trajanus Decius blev efter drabet på kejser Philippus Arabs, den nye romersk kejser, og han regerede fra oktober 249 - 1. juli 251 e.kr.
Kejser Decius forsøgte alle sine muligheder at genopbygge kejserrigets ry, efter alle de mange kejsermord og kupforsøg, men det mislykkedes.
Kejserens liv endte med at han og sønnen Quintus Herennius Etruscus Messius Decius ( ca. 227 - 1. juli 251 e.kr. ), som også var hans medkejser, blev dræbt under et felttog mod goterne den 1. juli år 251 e.kr.

Gaius Vibius Trebonianus Gallus eller blot Trebonianus Gallus ( ca. 206 - august 253 e.kr. ), herskede som romersk kejser fra juli måned 251 til august år 253 e.kr., hvor kejseren og hans medkejser og søn Gaius Vibius Volusianus ( ? - august 253 e.kr. ) blev myrdet af deres egne soldater som gjorde mytteri.

Marcus Aemilius Aemilianus eller kendt for sit kejsernavn Aemilianus ( ca. 207 - september 253 e.kr. ), regerede først som medkejser fra juli år 253 e.kr., hvor han lod sine soldater myrde sine to medkejsere og kunne nu eneherske Romerriget fra august 253 - september 253 e.kr. Efter kun 3 måneder som kejser, blev Aemilianus myrdet af sine soldater under et oprør i Rom, da soldaterne så at fjenden ikke kunne besejres.

Cæsar Publius Licinus Valerianus Pious ( ca. 200 - ca. 260 e.kr. ) eller blot Valerian, blev udråbt til ny romersk kejser af sine soldater og kunne regere fra oktober 253 - år 260 e.kr.
Kejser Valerian herskede kejserriget sammen med sin søn Publius Licinius Egnatius Gallienus ( 218 - september 268 e.kr. ).
De to kejsere var aktive krigere i mange felttog mod frankerne, germanerne og perserne og vandt en del sejre sammen mod disse folkeslag, indtil kejser Valerian blev taget til fange ved slaget i Edessa. Den persiske konge Shahpour 1. ( 241 - 272 e.kr. ) henrettede kort efter
kejser Valerian.
Hans søn kejser Gallienus regerede hermed som enehersker over Rom.
Men Gallienus’ regeringstid som kejser var en katastrofe. I det vestlige del af riget i år 259 e.kr. løsrev England, Frankrig og Spanien sig fra Romerriget og kaldte sig hermed det Galliske kejserrige under styrelse af general Posthumus.
Det er uklart om Gallienus blev henrettet af sine egne soldater ved en sammensværgelse under et felttog i det nordlige Italien i september 268 e.kr., eller blev snigmyrdet af fjenden.

Efter mordet på kejser Gallienus blev den dygtige officer Marcus Aurelius Claudius Augustus Gothicus ( 10. maj 214 - januar 270 e.kr. ) bedre kendt som Claudius 2., indsat som ny kejser af generalstaben i hæren. Han regerede i perioden september 268 - januar 270 e.kr.
Han deltog i det historiske slag i Naissus i september 268, hvor han sammen med sin store romerske hær bestående af 11 forskellige legioner, besejrede Gotherne der mistede ca. 40.000 soldater i slaget. Flere tusind overlevende Gothiske soldater blev efter slaget taget til fange af de romerske soldater.
Kejser Claudius 2. forberedte sig i slutningen af 269 e.kr. til at gå i krig imod Vandalerne som plyndrede løs i Pannonia, men han blev smittet af pest og døde i starten af januar 270 e.kr.

Hans bror Marcus Aurelius Claudius Quintillus ( ? - 270 e.kr. ) er blot Quintillus blev i en kort periode ny kejser. Han krævede en meget streng disciplin i den romerske hær. Derfor blev kejser Quintillus blev enten myrdet af sine egne soldater eller han begik selvmord ved at få en læge til at skære pulsåren over på hans håndled.

Lucius Domitius Aurelianus ( 9. september 214 - 25. september 275 e.kr. ) kendt som Aurelian, blev ny kejser i Romerriget i perioden 270 - oktober 275 e.kr. Han var en dygtig hærfører.
Alamanni’erne hærgede i 271 e.kr. i det nordlige Italien, passerede floden Po og besatte byen Placentia. De fortsatte mod byen Fano. Kejser Aurelian nærmede sig med sin romerske hær byen Placentia i januar 271 e.kr., hvor hans hær faldt i et baghold og blev besejret af fjenden.
Aurelian undslap med livet i behold og fortsatte tilbage til Rom hvor han samlede en enorm hærstyrke og fortsatte imod barbarernes ( Alamanni’erne ) lejr som lå ved floden Metaurus.
Han besejrede barbarerne i slaget ved Fano, tvang resten af fjenden tilbage over floden Po og til sidst jagede Aurelian og hans romerske hær barbarerne på vild flugt ved Pavia og han fik tildelt ærestitlen Germanicus Maximus.
Han opførte en høj mur omkring Rom som blev kaldt for Aurelius-muren.
Den 25. september år 275 e.kr. blev han formentlig myrdet af sin egen livgarde - Prætoriangarden.

Marcus Claudius Tacitus ( ca. 200 - juni 276 e.kr. ) var romersk kejser i perioden fra den
25. september år 275 e.kr. og indtil juni år 276 e.kr. hvor han blev myrdet i byen Tyana som lå i Cappadocia.

Marcus Annius Florianus Pius ( ? - september 276 e.kr. ) eller blot Florianus, herskede som kejser af Romerriget fra juli år 276 - september 276 e.kr., hvor han blev myrdet af sine egne soldater. Florianus var kun romersk kejser i 88 dage.

Marcus Aurelius Probus ( september 232 - oktober 282 ), var medkejser fra 1. maj år 276 e.kr. og han var en af hovedmændene bag mordet på kejser Florianus. Han blev efter Florianus død, udråbt af sine soldater til kejser Probus.
Han regerede som romersk kejser fra september 276 - oktober år 282 e.kr., godt og vel 6 år.
Nyheden om at general Marcus Aurelius Carus, som var øverstbefalende for kejserens livgarde - Prætoriangarden, var blevet udråbt til ny kejser, fik Probus til at sende sine soldater ud for at dræbe Marcus Aurelius Carus. Men da kejserens egne soldater skiftede side og gik over til Carus, blev kejser Probus myrdet af romerske soldater i oktober år 282 e.kr.

Marcus Aurelius Carus ( ca. 230 - juli/august år 283 e.kr. ) blev udråbt til kejser af sine egne soldater og regerede i ca. 9 måneder indtil juli/august år 283 e.kr. Hans to sønner Marcus Aurelius Carinus og Marcus Aurelius Numerianus blev udråbt som medkejsere.
Kejser Carus døde i Ktesifon i det nuværende Irak i juli/august år 283 e.kr. Det var uklart om han blev ramt af lynet, såret i kamp mod Hunnerne, eller om han blev myrdet af sine egne soldater.

Sønnen Marcus Aurelius Numerianus ( ca. 253 - november år 284 e.kr. ) fortsatte som kejser Numerian sammen med sin bror Marcus Aurelius Carinus ( ca. 250 - juli år 285 e.kr. )
efter faderens død i juli/august år 283 e.kr.
Kejser Numerian blev på hjemvejen fra et felttog imod Perserne myrdet af lederen af Prætoriangarden, Gaius Aurelius Valerius Diocletianus, i november år 284 e.kr.
Soldaterne i felttoget udråbte Diocletianus som ny romersk kejser. Da nyheden kom storebroderen Marcus Aurelius Carinus for øre, rejste han omgående fra Rom med sin hær for at eliminere Gaius Aurelius Valerius Diocletianus.
Da kejser Carinus endelig nåede frem til forræderen Diocletianus, svigtede Cariuus egen hær ham og vendte ham ryggen. Derfor blev Carinus myrdet af Diocletianus’ hær i juli år 285 e.kr.

Gaius Aurelius Valerius Diocletianus ( ca. 236 - 3. december år 316 e.kr. ) var allerede blevet udråbt til kejser af sine soldater i november år 284 e.kr., men efter mordet på Marcus Aurelius Carinus kunne han fortsætte som ny kejser i Romerriget de næste 20 år.

Allerede i år 286 e.kr. udråbte han sin ven fra hæren Marcus Aurelius Valerius Maximianus Herculius ( ca. 250 - juli år 310 e.kr. ) som sin medkejser i vest.
Kejser Diocletianus var kejser i øst og havde reelt magten i Romerriget. Han afskaffede den forhadte Prætoriangarde som havde myrdet mange kejsere igennem tiden, og den blev erstattet med den langt mere loyale Palatinergarde.

Flavius Valerius Constantius Chlorus ( 31. marts 250 - 25. juli år 306 e.kr. ) eller blot Constantin 1. Chlorus, som var far til den senere kejser Konstantin den Store, blev udråbt til medkejser i år 305 e.kr. Han døde allerede året efter på et felttog i York i Britannia den 25. juli år 306 e.kr.

Som efterfølger i det vestlige Romerrige blev udnævnt Marcus Aurelius Valerius Maxentius
( ca. 278 - oktober 312 e.kr. ).

Kejser Diocletianus fik en hjerneblødning og måtte derfor abdicere som romersk kejser den 1. maj år 305 e.kr. Han døde 11 år senere den 3. december år 316 e.kr.
Som sin efterfølger i det østlige Romerrige udnævnte han Caius Galerius Valerius Maximianus ( 250 - 5. maj 311 år e.kr. ) bedre kendt som medkejser Galerius.

Galerius måtte i årene 308 eller 310 e.kr. acceptere at nevøen Gaius Valerius Galerius Maximinus ( 20. november 270 - juli/august år 314 e.kr. ), bedre kendt som Maximinus 2. Daza eller Daia, blev hans tronarving.

Flavius Valerius Severus ( ? - 16. september år 307 e.kr. ). blev udnævnt som medkejser i det Vestlige Romerrige. Severus blev efter flere uoverensstemmelser med kejser Maxentius myrdet den 16. september år 307 e.kr.

Valerius Licinianus Licinius ( ca. 265 - år 325 e.kr. ) var afløser for kejser Severus i det østlige Romerrige. I år 308 e.kr. blev han udnævnt som kejser Licinius i det Østlige Romerrige. Han havde flere uoverensstemmelser med Konstantin den Store om magten i det store Romerrige. Licinius’ hær blev slået ved Adrianopel og Krysopolis i juli og september år 324 e.kr.
Han blev fængslet af Konstantin den Store og blev hængt året efter i år 325 e.kr.

Da kejser Galerius døde den 5. maj år 311 e.kr. efterfulgte nevøen Maximinus 2. Daza ham som medkejser i det Østlige Romerrige. Maximinus 2. Daza døde enten af sygdom eller begik selvmord i byen Tarsus, i det nuværende Tyrkiet, i juli/august år 314 e.kr.


KONSTANTIN 1. DEN STORE, BYZANTIUMS FØRSTE KEJSER.

Gaius Flavius Valerius Aurelius Constantinus ( 27. februar 272 - 22. maj år 337 e.kr. ) bedre kendt som Konstantin den Store, var kejser i det Vestlige Romerrige i perioden fra år 306 til 337 e.kr. Han var den første kejser som lovliggjorde kristendommen i år 313 e.kr.
Konstantin 1. den Store opførte i årene 324 - 330 e.kr. byen Konstantinopel ved strædet Busporus som adskiller Europa og Lilleasien.
I år 330 e.kr. flyttede han hele Romerrigets administration til Konstantinopel, som derefter blev den nye hovedstad i Romerriget.
Herfra opstod senere det mægtige Byzantiske kejserrige eller blot Byzantium.
Fra det øjeblik var Romerriget forevigt delt i to kejserriger, et i vest og det nye i øst.
Hermed var byen Rom i Italien blevet en væsentlig mindre vigtig del af riget.

Efter at Konstantin den Store døde den 22. maj 337 e.kr., overtog sønnen Flavius Claudius Constantinus ( 316 - 340 e.kr. ), bedre kendt som Konstantin 2., magten som medkejser og han regerede sammen med sine 2 brødre indtil sin død i år 340 e.kr.

Flavius Julius Constans ( 320 - 350 e.kr. ) bedre kendt som Constans, var medkejser sammen med sine 2 brødre fra 337 e.kr. og indtil han blev myrdet i det sydøstlige Gallien af general
Magnentius’ soldater.

Broderen Flavius Julius Constantius ( 7. august 317 - 3. november 361 e.kr. ) bedre kendt som Constantius 2. var medkejser i romerriget fra 337 e.kr.
Efter at general Magnentius ( 303 - 11. august 353 e.kr. ) havde myrdet hans bror Constans i 350 e.kr., blev general Magnentius hovedfjenden for Constantius 2. I 353 e.kr. sendte kejser Constantius 2. sin store hær imod Magnentius’ hær og besejrede fjenden fuldstændigt. Efter slaget begik Magnentius selvmord med et sværd foran brystet den 11. august 353 e.kr.
Constantius 2. døde af høj feber i byen Tarsus den 3. november 361 e.kr. imens hans hær kæmpede imod den kommende kejser Flavius Claudius Julianus ( 331 - 26. juni 363 e.kr. ), bedre kendt som Julian den Frafaldne.

Efter at den sidste del af riget blev delt i år 395 e.kr., var det vestlige Romerrige blevet svagt, mens Byzantium var blevet meget rigt og stærkt både i militær og rigdomme.


DET RØDE FELT ER ROMERRIGET OG DET BLÅ ER BYZANTIUM I ÅR 395.

I 400-tallet gik det yderligere ned af bakke for det Vestlige Romerrige, som sluttede da den sidste vestromerske kejser Romulus Augustus ( ca. 463 - ca. 511 e.kr. ) blev afsat den 4. september år 476 e.kr. af germanerhøvdingen Odoaker ( 433 - 15. marts år 493 e.kr. ) og Rom blev fuldstændig udplyndret af Odoakers hær.
Hermed var Romerriget færdig som stormagt efter 503 lange og blodige år som verdens ældste kejserrige og største imperium. Kejserriget startede jo i år 27 f.kr.
Den afsatte ekskejser Romulus Augustus forsøgte ikke at tilbagerobre sin kejserkrone, han grundlagde derimod et kloster, hvor han levede meget stille og roligt resten af sit liv.


KEJSER ROMULUS AUGUSTUS OVERGIVER KRONEN TIL ODOAKER I ÅR 476.

Odoaker’s herredømme varede til den 15. marts år 493 e.kr., da han blev dræbt af østgoterkongen Theoderik den Store ( 454 - 30. august 526 e.kr. ), som overtog magten og skabte et stærkt og blomstrende rige, der var baseret på et skarpt skel mellem den gotiske militærkaste og Italiens civilbefolkning.
Da Theoderik den Store døde den 30. august år 526 e.kr., fik den Byzantiske kejser Flavius Petrus Sabbatius Justinianus ( 11. maj 483 e.kr. - 14. november 565 e.kr. ) bedre kendt som Justinian 1., som regerede i perioden 527 e.kr. - 565 e.kr., med hjælp fra sine store feltherrer Flavius Belisarius ( 505 - 565 e.kr. ) og Narses ( 478 - 573 e.kr. ) lidt efter lidt lagt Italien ind under Byzantium, men allerede i år 568 e.kr. brød longobarderne ind og grundlagde deres rige i det nordlige Italien kaldet Lombardiet, samt senere hertugdømmerne Benevento og Spoleto i det sydlige Italien.
 

Oversigten
Tilbage Næste side