RUSLANDS STORHEDSTID: 1547 - 1700.

Efter zar Ivan 4. var blevet kronet til landets første enevældige zar, viste det sig at den nye zar, var langt fra som sin far, der havde været en god og omsorgsfuld landsfader.
Efter zar Ivan 4. mistede sin mor, udviklede han sig til en lunefuld og udsvævende tyran, som ikke stolede på adelen, da han mistænkte dem for at have forgiftet sin mor.
Så kort tid efter sin kroning, begyndte zar Ivan 4. at forfølge adelen skånselsløst, da de stod i vejen for hans magtudfoldelse i Rusland.
Zar Ivan 4. giftede sig med Anastasia Romanov den 3. februar 1547, som blev landets første zarina. Hun fødte ham 6 børn, datteren Anna i 1548, datteren Maria i 1551, sønnen Dmitri i 1552, sønnen Ivan i 1554, datteren Evodokia i 1556 og til sidst sønnen Feodor i 1557.
Den 21. juni 1547 indtraf der en katastrofe i Moskva, idet en storbrand hærgede i Moskva i tidsrummet mellem kl. 12.00 om eftermiddagen og frem til kl. 22.00 om aftenen.
Herved nedbrændte en stor del af Moskva, da størstedelen af storbyens huse var bygget af træ. 2700 indbyggere mistede livet, og 25.000 huse blevet nedbrændt fuldstændig, hvorved omkring 80.000 indbyggere blev hjemløse.
Da man mistænkte medlemmer af adelsfamilien Glinskij for, at have påsat den store ildebrand i Moskva, udbrød der en opstand i Moskva den 26. juni 1547.
Tidligt om morgenen den 26. juni 1547 drog en stor og meget rasende folkemængde til zarens Kreml-palads, hvor de krævede at få udleveret Glinskij-familiens medlemmer.
Der var dog kun et medlem af adelsfamilien, Juri Glinskij til stede i Kreml-paladset.
Det lykkedes dog for ham at flygte til Uspenskij-katedralen.
Men midt under gudstjenesten, brød folkemængden ind i katedralen, trak Juri Glinskij med ud på pladsen foran katedralen, og stenede ham til døde. Efter at den vrede folkemængde havde dræbt Juri Glinskij, drog de videre i retning mod Glinskij-familiens gårde udenfor Moskva, hvor de plyndrede og hærgede gårdene. De tjenestefolk som gjorde modstand blev dræbt.
I juni 1547 var Moskva helt og aldeles i folkets magt.
Zar Ivan 4. havde sammen med sin familie forladt hovedstaden, og havde taget ophold i landsbyen Vorobjovo, da han frygtede folkemængden ville vende deres vrede mod zar-familien.
Grunden til zaren og hans familie havde taget ophold i Vorobjovo var, at zarens bedstemor Anna Glinskaja og hendes søn Mikhail Glinskij boede i selve landsbyen.
Det var jo faktisk Glinskij-familien der havde været den største støtte til at Ivan 4. blev kronet til Ruslands zar.


ZAR IVAN 4. AF RUSLAND.

Den 29. juni 1547 nåede folkemængden til Vorobjovo og krævede, at få udleveret Anna Glinskaja og hendes søn Mikhail Glinskij.
Zaren var nu i en meget farlig situation. Nægtede han at udlevere sin bedstemor og onkel, ville han og hele familien uden tvivl blive dræbt.
Men takket været nogle af zarens betroede adelsfolk, så lykkedes det for dem at berolige folkemængden, hvorefter opstanden i Moskva var slut.
Selvom zaren og hans familie nu var ude for livsfare, så var han stadigvæk en ondskabsfuld mand mod adelen. Derfor tryglede adelen kirken om hjælp.
Den russiske kirkes overhoved, den 65 årige metropolit af Moskva Makarij ( 1482 - 12. januar 1563 ), sendte sin betroede præst Silvester til Kreml, for at få audiens med zaren.


METROPOLIT MAKARAIJ AF MOSKVA.

Silvester holdte en dundrende tordentale til zaren foran sit hof og andre russiske adelsfolk.
Han bebrejede den unge zar for sine pligtforsømmelser, sine brutale trusler overfor adelen, og sit tøjlesløse liv. Silvester skræmte desuden Ivan 4. med trusler om, at Gud ville straffe ham og hans familie hårdt, hvis han ikke ville forbedre sig.
Silvesters trusler hjalp tilsyneladende, fordi Ivan 4. lovede at blive et bedre menneske.
For at sikre sig kirkens støtte, tog Ivan 4. både Silvester og en lille håndfuld russiske adelsmænd som sine personlige rådgivere.
I 1550 indkaldte Ivan 4. til landets første rigsdag, da han ville få repræsentanter for det russiske folk, til at støtte sig mod adelen, idet Ivan 4. frygtede de ville kaste Rusland ud i et adels-anarki som der var i Polen.
Men den russiske rigsdag udviklede sig aldrig til at blive som i England og Frankrig, hvor kongerne regerede fredeligt sammen med deres adelsfolk, og havde mere magt over dem.
Selvom Ivan 4. havde lovet at tilgive adelen, så var han resten af sit liv meget mistænksom over de russiske adelsfolk og fyrster, da han troede de planlagde at myrde ham og hans familie.
Et eksempel var fyrst Kurbski, som var en af Silvester’s ivrigste tilhængere. Han var også en af zarens rådgivere, men efter Silvester’s fald i 1564, var han klar over hvad der ville ske.
Sammen med andre russiske adelsfolk, flygtede han til Litauen for at redde livet, hvorefter han blev optaget i det litauske hof og fik store forleninger som en slags erstatning, da han havde mistet alt hjemme i Rusland.
Zar Ivan 4. var rasende over, at nogle af hans rådgivere var flygtet til Litauen, så han smed Kurbskis kone og børn i fængsel, hvor de døde.
Efter fyrstens og andre russiske adelsfolks flugt til Litauen, voksede Ivan 4.s mistanke imod adelen og andre fyrster yderligere.
Efterhånden forvandlede zar Ivan 4. sig til en udsvævende, pervers, og meget blodtørstig tyran, som fandt nydelse ved at plage og dræbe utallige ofre under sine drikkegilder.
Zar Ivan 4. blev også besat af, at være frygtet af alt og alle.
Derfor omgav zaren sig med sin personlige livgarde, der med tiden voksede til 6000 skrækindjagende bødler, der gjorde alt efter zarens personlige ordre.
Overalt lugtede Ivan 4. sammenværgelser og attentater.
For at komme sine fjender i forkøbet, gav han sin personlige livgarde ordre til koldblodigt, at myrde hele fyrste- og adelsfamilier rundt omkring i Rusland.
Befolkningen gav derefter deres blodtøstig zar Ivan 4. hans berygtede øgenavn, Ivan den Grusomme.
Men Ivan 4. havde også store planer om at udvide sit rige, så i vinteren 1549 erklærede han krig mod Kazan-khanatet.
Zarens mål var at indtage hovedstaden Kazan, som var den Gyldne Hordes vigtigste handelscentrum.
Størstedelen af Ivan 4.s hær var en rytterhær, som bestod landets adelsfolk og deres svende.
Officersuddannelsen, var fuldkommen ukendt i Rusland, så krigsførelse var stadigvæk et fast privilegium for den russiske adel, og hvis man ville nå en højere militærgrad i den russiske hær, så skulle man være født i en fornem og rig adelsslægt.
Zar Ivan 4. anførte selv hæren, men snart skulle der opstå vanskeligheder for den unge zar.
Da den russiske hær havde slået lejr omkring byen Vladimir i december 1549, kunne zar Ivan 4. ikke selv løse de vigtige problemer med, at placere de forskellige russiske hærchefer.
Derfor truede hæren med at gøre oprør mod zaren. Så Ivan 4. sendte straks bud efter metropolitten Makarij, der rejste til zarens militærlejr ved Vladimir.
Makarij holdt sin mest berømte præstetale for hæren, som gjorde et stort og vigtigt indtryk på hæren, at felttoget kunne fortsætte mod Kazan, som blev indtaget i oktober 1552., hvor 110.000 tatarer blev dræbt og omkring 60.000 til 100.000 russere blev befriet fra deres slavetilstand. Kazan-khanatet blev derefter indlemmet i Ivan 4.s Rusland.
Da Ivan 4. nåede tilbage til Moskva som sejrherre i krigen, blev han modtaget af en stor jublende menneskemængde og metropolitten (den russiske kirke’s overhoved).
I en lang tale takkede zar Ivan 4. metropolitten for sin hjælp under felttoget mod Kazan.
Efter Kazan var blevet indtaget, var det et meget vigtigt vendepunkt i Ruslands historie, fordi det var første gang russerne havde indtaget et tatar-område, som ellers havde været deres herskere gennem 200 år.
Blot 2 år senere indtog zar Ivan 4. endnu et tatarrige, Astrakhan-khanatet. Nu havde Rusland kontrol over den 3685 km lange Volga-flod og zaren behøvede ikke mere, at frygte angreb fra de få tatarstater, som lå mod øst.
Men mod syd, regerede khanen af Krim, som var en torn i øjet på Rusland.
Den 7. august 1560 døde Ivan 4.s højtelskede zarina Anastasia.


ZAR IVAN 4. VED SIN ZARINAS DØDSLEJE I 1560.

Ivan 4. var gift 7 gange og lod sig skille fra en af sine koner efter kun en uges ægteskab, årsagen var muligvis at hun ikke kunne blive gravid.
I 1571 udførte Krim-khanen Devlet 1. Giray et lynangreb mod Moskva, hvorved det lykkedes for tatar-hæren at brænde store dele af Moskva helt ned til grunden, og mange tusindvis af indbyggerne blev dræbt.
Kort tid efter fik Krim-khanen overbevist sultan af det Osmanniske Rige om, at invadere Rusland syfra. Befolkningen krævede hævn over tatarerne, og zaren var også rasende over tatarernes angreb på Moskva.
I starten af 1572 havde Ivan 4. fået oprustet en hær på 60.000 soldater, der fik strenge ordre til at knuse enhver fjendlig hær på deres vej.
I slaget ved Molodi som varede fra den 30. juli 1572 til den 2. august 1572, hvor en tatar-tyrkisk hær på 120.000 soldater kæmpede imod den russiske hær på omkring 60.000 soldater, under ledelse af prins Mikhail Ivanovich Vorotynsky, endte slaget med den russiske hær vandt en knusende stor sejr over den tatar-tyrkiske hær.
Efter dette nederlag var Krim-khanen tvunget til at betale skat til den russiske zar Ivan 4.
Endnu en stor sejr for Ruslands første zar.

Ivan 4. brugte de fleste af Krim-khanens skattepenge på at genbygge Moskva.
I 1581 blev zarens yndlingssøn storfyrst Ivan gift, og da zar Ivan 4. kom på besøg hos sin svigerdatter, som allerede på det tidspunkt var gravid, var hun efter hans mening ikke klædt fint nok på til hans fornemme visit.
Ivan 4. blev så rasende på sin svigerdatter, at han begyndte tæve løs på hende med sin spidse jernstok. Da sønnen Ivan så hvad der skete, prøvede han at lægge sig mellem sin far og sin hustru, idet han forsøgte at berolige faderen med ordene “at han ikke skulle slå på en gravid kvinde og da slet ikke hans hustru”.
Derefter blev Ivan 4. endnu mere rasende, hvorefter han slog sin søn så hårdt oven i hovedet med sin jernstok, at sønnen Ivan faldt om på gulvet i en blodpøl.
Zaren fortrød straks sin ugerning og tilkaldte sin italienske læge for at helbrede sin søn, men lægen svarede, kun Gud kan helbrede den unge storfyrste.
Ivan 4. var nu grebet af navnløs rædsel over, at have dræbt sin egen søn, hvorefter han fortvivlet råbte: “Jeg ulykkelige, jeg har dræbt min elskede søn!”
Den ulykkelige zar faldt hulkende på knæ og krammede sin døende søn. Desuden bønfaldt han om tilgivelse, og anråbte Gud om barmhjertighed.
Sønnen som var halvt bevidstløs, svarede med at kysse sin fars hånd som et tegn på tilgivelse, inden han døde. Derefter skreg zaren så højt af gråd, at det kunne høres i hele huset.


ZAR IVAN 4. SIDDER PÅ KNÆ MED SIN DØENDE SØN I 1581.

Siden sad Ivan den Grusomme, fuldkommen forstenet, med uhyggelige stive øjne.
Dag og nat sad han ved sin søns dødsleje uden at få vådt eller tørt. Zaren var lammet af sorg over sin grusomme handling, og både hele Rusland og resten af Europa var rystet over nyheden om, at den russiske zar havde dræbt sin tronarving.
Til sønnens begravelse i Moskva, gik Ivan 4. som et fortabt væsen, og han udstødte flere gange hjerteskærende skrig.
Han slog sin pande til blods, mod jorden og mod sin søns kiste.


ZAR IVAN 4. TIL SIN SØNS BEGRAVELSE I 1581.

Fra den dag var Ivan 4. aldrig mere sig selv. Om natten lå han og skreg så højt i sin seng, at det kunne høres over hele slottet. Og nå han endelig var oppe, flakkede han rundt som et spøgelse. Ivan 4. var nu kun skyggen af selv sig.
Kort før sin død, havde Ivan 4. sendt et dokument til den Hellige Kyrillos’ Kloster, en  anmodning om forbønner for alle de mennesker han havde ladet henrette.
I fortegnelsen som var vedlagt i anmodningen, var der anført over 3.470 mænd, som var blevet henrettet efter zarens ordre, plus 986 navngivne, hvoraf de fleste var kvinder og børn.
Så Ruslands første zar, havde mange menneskers liv på sin samvittighed.
Den 18. marts 1584 døde zar Ivan 4., 54 år gammel, 51 år efter han blev Ruslands storfyrste, og 37 år som landets første zar. Rusland kunne endelig ånde lettet op, efter deres tyraniske og blodtøstige zar endelig var død.
Ivan 4.’s næstældste søn Fjodor 1. ( 31. maj 1557 - 16/17. januar 1598 ) blev derefter kronet som Ruslands nye zar.


ZAR FJODOR 1. AF RUSLAND.

Han var blevet gift i 1580 med Irina Alexandra Feodorovna Godunova ( 1557 - 1603 ).
Først i 1592 fødte hun en arving, datteren Feodosia, som allerede døde 2 år senere.
Ved datterens død fik zaren et nervesammenbrud, og han var faktisk mere interesseret i Gudstjenester end i at styre Rusland. Derfor udråbte den russiske adel zarens bror Dmitrij Ivanovich ( 19. oktober 1582 - 15. maj 1591 ), der stadig kun var et barn, som tronfølger.
Men zar Fjodors svoger, storgodsejeren Boris Godunov ( 1551 - 13/23. april 1605 ), som styrede landet for sin svage zar-svoger, havde sit blik mod zartronen.
Desuden så Boris Godunov tronfølgeren Dmitrij som en stor trussel, og derfor gav han en hemmelig ordre om, at myrde tronfølgeren.
Den 15. maj 1591 blev tronfølgeren Dmitrij fundet med halsen skåret over. Selvom man aldrig fandt morderen, var der ingen tvivl om at det var Boris Godunov, der havde beordret mordet på Dmitrij. Dette gjorde Boris Godunov særdeles upopulær iblandt befolkningen og adelen i Rusland, men dette var blot toppen af isbjerget.


TRONFØLGEREN DMITRIJ IVANOVICH.

Boris Godunov havde planer om, at indføre stavnsbåndet i Rusland, hvilket betød at de hundredtusindvis af russiske bønder, mistede retten til at rejse fra den gård, de var fæstet på.
Den 24. november 1597 blev livegenskabet indført af zaren selv, selvom det var Boris Godunov der havde planlagt det hele. Først i 1649 blev livegenskabet fastsat ved en særlov.
Kort sagt var de russiske bønder blevet de rige godsejeres slaver, som nu slet ikke havde nogen rettigheder, og desuden kunne de fleste bønder hverken læse eller skrive.
Den 16/17 januar 1598 døde zar Fjodor 1. i Moskva og efterlod sig ingen arvinger.
Dette betød at Rurik-slægten uddøde med ham!
Zaren blev begravet i den store Archangel kathedralen i Kremlin-paladset.
Svogeren Boris Godunov overtog tronen og lod sig krone som landets nye zar, men så skulle  den periode i Ruslands historie som blev kendt som det store kaos snart begynde.


ZAR BORIS GODUNOV AF RUSLAND.

For største delen af den russiske befolkning som var stavnbåndsbønder hadede deres nye zar, allerede da han var zar Fjodors rådgiver.
Ellers var zar Boris Godunov betragtet af de russiske historiker som en af landets største zarer.
Zaren var populær blandt adelen og de rige godsejere, for han holdte store fester i Kremlin-paladset.
Men de russiske godsejere behandlede faktisk deres bønder som husdyr og ikke som medmennesker.
Og når godsejerne solgte deres jord, så fulgte bønderne med med selvet godset, så de russiske bønder var faktisk i slavetilstand og sådan skulle det blive ved med over 200 år.
Bønderne måtte knokle meget hårdt og alligevel gennem de næste 3 år var høsten meget dårlig, hvilket betød at hungersnøden begyndte at sprede sig over hele Rusland.
Og en ulykke kommer sjældent alene, for i 1601 blev den fejlslåede høst efterfulgt af pest.
Det blev en katastrofe i landets historie.
Folk begyndte at myrde hinanden af sult, og faktisk blev der solgt menneskekød på torvene rundt i Rusland. Mange udsultede bønder slog sig sammen i røverbander, og gjorde vejene meget usikre, selv lige uden for Moskva og dette bondeoprør bredte sig som en steppebrand.
Og snart skulle bonderebellerne få en anfører, idet der gik rygter om at prins Dmitrij alligevel ikke var død, og dette blev starten på det store kaos.
I 1604 kom Smutnoje Vremja til Rusland og erklærede overfor befolkningen, at han var prins Dmitri. Men hvem han i virkeligheden var, ved man ikke med sikkerhed. Måske var han et barn af zar Ivan 4. udenfor ægteskab, men alt dette vides ikke med sikkerhed, så derfor fik denne falske prins sit historiske øgenavn Falske Dmitrij.

Samtidig begyndte bondeoprøret at brede sig som en steppebrand overalt i Rusland, og da zar Boris Godunov døde en naturlig død den 13. april 1615, følte mange bønder at de havde vundet deres frihedskamp mod den onde hersker, der var hadet som pesten.
Sønnen
Fjodor 2. ( 1589 - 20. juli 1605 ) efterfulgte sin far som landets nye zar, men kronen var meget usikker og farlig for den nye zar at bære.


ZAR FJODOR 2. AF RUSLAND

Den afdøde zars regeringsperiode havde udartet sig til et regulært terrorregime, der havde gjort ham meget upopulær både hos befolkningen og hos adelen.
Da bondeoprøret brød ud med Falske Dmitrij i spidsen, mistede zaren alt støtte og følte sig forladt af alt og alle. Desuden gik der onde rygter om, at zar Boris Godunov havde begået selvmord, på grund af det store pres. Det gik også rygter om han muligvis var blevet forgiftet.
Disse rygter mangler dog faste historiske kilder.
Den 1. juli 1605 blev zar Fjodor 2. og hans mor enkezarinaen anholdt af Falske Dmitrij-tilhængere, hvorefter de blev smidt i fangekælderen.
Kort efter blev zaren og hans mor myrdet af ukendte gerningsmænd den 20. juli 1605, mens resten af zarfamilien der ikke var blevet myrdet, blev landsforvist på livstid.


SNIGEMORDET PÅ ZAR FJODOR 2. AF RUSLAND I 1605.

Falske Dmitrij holdt et triumftog igennem Moskvas gader som tegn på, at han var den nye zar og landets frelser fra det onde.
Her anerkendte den afdøde zar Ivan 4.s enkezarina den nye zar som sin søn, og omfavnede ham foran alle de tusinder af mennesker, som jublede over denne begivenhed.
Falske Dmitrij 1. blev kronet som landets nye zar den 21. juli 1605.
Zar Falske Dmitrij 1. havde mange indenrigske planer og udenrigske planer for landets fremtid. Han ville blandt andet afskaffe stavnsbåndet, indføre en ny religion, føre krig mod det Ottomanske Rige og fremstille de moderne musketter til hæren.
Men zaren begik inden længe en stor brøler, der kom til at koste ham livet.
Den 8. maj 1606, giftede han sig med en katolsk kvinde, Marina Mniszech ( 1588 - 1614 ).
Da hun ikke var konverteret til den russiske orthodoxske tro, fik zaren hurtigt mange fjender både blandt i kirken, adelen og andre mennesker som ikke kunne fordrage zaren.
Dette nye store oprør mod zaren blev anført af adelsmanden prins Vasilij Shuisky.
Tidligt om morgenen den 17. maj 1606, stormede oprørerne Kreml-paladset.
Da zaren opdagede oprørerne stormede ind mod sit palads, prøvede han at flygte ud af et vindue, men han brækkede et ben, da han landede.
Under sin flugt, blev zar Falske Dmitrij 1. opdaget af en oprører, som skød ham.
Falske Dmitrij 1. havde blot regeret i 10 måneder, inden sin brutale død.


ZAR DMITRIJ 1. AF RUSLAND.


ZAR DMITRIJ 1.S SIDSTE MINUTTER I 1606.

Prins Vasilij Shuisky overtog hans plads som Ruslands nye zar, Vasilij 4. ( 22. september 1552 - 12. september 1612 ).
Som tiden gik, var Rusland blevet svækket efter alle disse magtkampe og oprør, hvilket ikke gjorde det bedre for den russiske befolkning.
Den nye zar, Vasilij 4., var svag, og befolkningen anerkendte ham slet som deres hersker.
Det var kun med støtte fra sin heroiske fætter prins Mikhail Vasiliyevich Skopin-Shuisky
( 1587 - 23. april 1610 ), at Vasilij 4. kunne blive siddende på sin usikre trone.
Men da zarens fætter døde den 23. april 1610, mistede Vasilij 4. sin magt, og den 19. juli 1610 blev zaren tvunget til abdicere fra tronen ved et adelskup.
Vasilij 4. døde senere i fangeskab den 12. september 1612.


ZAR VASILIJ 4. AF RUSLAND.

Magten lå nu i en adelsgruppe, der oprettede et rigsråd på 7 medlemmer som prøvede på, at finde en afløser til zartronen.
Samtidig lå Rusland i åben strid med Polen, der havde langt stærkere militær styrke.
Og kort efter zaren blev smidt på porten, hvorefter den polske kong Sigismund 3. førte sin kandidat til den russiske zartrone, nemlig sin søn Wladyslaw Vasa ( 9. juni 1595 -
20. maj 1648 ).

I 1608 gjorde utilfredse russiske bønder igen oprør mod zaren med en ny Falsk Dmitrij som deres anfører. Denne nye Falsk Dmitrij 2.s herkomst var ukendt, og er det stadig den dag idag.
Bondeoprørets hær vandt sejr på sejr over zar Vasilij 4.s svage hære. Og snart stod oprørerne udenfor Moskva, hvorefter de begyndte belejringen af hovedstaden.
I de kommende 2 år kæmpede zar Vasilij 4. mod oprørernes leder, den Falske zar Dmitrij 2. udenfor Moskva i en slags skyttesgravskrig. Samtidig var der rundt omkring i det russiske kejserrige voldsom uro, da både brutale røverbander og grusomme kosakker hærgede landet.
Rusland var på det tidspunkt nærmest som en myretue, der var sparket i stykker.

Først i 1610 fik zaren nok af oprørernes belejring. Han henvendte sig derfor til Sverige, hvor han bad om militærstøtte til kampen mod de russiske bønder.
Falske Dmitrij 2. gjorde et modtræk med at anmode om militærhjælp fra Polens kong Sigismund 3. Herefter valgte Sveriges kong Karl 9., at sende tusindvis af svenske hjælpetropper til den russiske zar.
Dog skulle Rusland afstå Kexholms Len i det sydøstlige Finland og overlade Livland til Sverige.
Zar Vasilij 4. accepterede svenskekongens store krav. Sverige og Polen lå på samme tid i åben strid.
I starten af juli 1610 lykkedes det for en mindre svensk hjælpehær under ledelse af Jakob Pontusson de la Gardie, at trænge gennem Falske Dmitrij 2.s belejring af Moskva, og sammen med nogle af zar Vasilij 4.s trofaste russiske soldater, kunne de svenske hjælpetropper indtage den russiske hovedstad.
Zar Vasilij 4. var lettet over hjælpen fra Sverige, men heldet var ikke på hans side ret længe.

Den svenske hjælpehær bestod mest af udenlandske lejesoldater, og da hærens leder Jakob Pontusson de la Gardie løb tør for penge, gjorde hæren mytteri.
Kun med nød og næppe lykkedes det for Jakob Pontusson de la Gardie, at flygte tilbage til Sverige med en lille håndfuld trofaste soldater.
Falske Dmitrij 2. var sejrherren i denne krig, og Vasilij 4. blev tvunget af den polske kong Sigismund 3., til frasige sig fra den russiske trone, den 19. juli 1610.
Vasilij selv døde i polsk fangeskab 2 år senere, den 12. september 1612.

Oprørernes leder Falske Dmitrij 2., blev selv drevet ud af Moskva. Senere blev han myrdet af sine egne tatarer-soldater.

Ruslands nye zar var Polens kronprins Vladislav Vasa ( 9. juli 1595 - 20. maj 1648 ), som blot på papiret regerede fra juli 1610 og frem til 1613, uden at have sat sine fødder på russisk jord.


ZAR VLADISLAV VASA AF RUSLAND.

Svenskekongen Karl 9. gik selv med at planer om at lade sin ældste søn, kronprins Gustav Adolf, smide polakkernes zar på porten, og lade ham overtage Ruslands trone, men da Karl 9. døde i 1611, røg planen i tønden.

Selvom Polen officielt regerede over Rusland i denne usikre tid, ville store dele af den russiske befolkning ikke acceptere, at polakkerne styrede deres kejserrige.
I det sydlige Rusland mødtes en gruppe russere til en stor nationalforsamling, og de havde både adelen og kirkens velsignelse. Den unge adelsmand Mikhail Fyodorovich af slægten Romanov ( 21. juli 1596 - 13. juli 1645 ), var gruppens øverste leder.
Denne russiske slægt var faktisk længere tilbage en sidegren i Rurik-slægten.
I 1613 slog Mikhail Fyodorovich og hans tilhængere til mod Moskva, hvor de tvang polakkerne ud af hovedstaden, med stor støtte fra byens befolkning.
På den Røde Plads i Moskva, hilste en jublende folkemasse på deres nye frelser Mikhail Fyodorovich, samtidig med alle Ruslands kirker ringede, som tegn på at den Store Kaos' periode endelig var slut.
Og den 22. juli 1613 blev den blot 16 årige Mikhail Fyodorovich, kronet som Ruslands nye hersker, zar Mikhail 1. Fyodorovich Romanov af Rusland.


MIKHAIL ROMANOV KRONES SOM RUSLANDS ZAR I 1613.


ZAR MIKHAIL 1. ROMANOV AF RUSLAND.

Jubelen til ham var enorm gennem hele Rusland i juli måned 1613.
Rusland var gået fra den mørke tid til en mere lysere fremtid.
Under zar Mikhail 1.s regeringstid blev Rusland genopbygget efter de mange urolige år.
Den nye zar var en meget godmodig og yderst religiøs mand, men han var ikke nogen stærk russisk hersker.
Det var faktisk mest hans far patriark Filaret Romanov, som styrede en væsentlig del af Rusland, indtil han døde i 1633.


FILARET ROMANOV.

Zarens far havde den herskekraft og politiske erfaring, som den unge zar selv manglede.
Derfor var Filaret Romanov landets mest mægtigste mand og havde stor magt.
Filaret Romanov fik både støtte fra den russiske højadel og kirken selv.
Kirken var meget stærk og rig i Rusland, så derfor støttede Filaret Romanov sig meget til kirken med dens mange rigdomme.
Zaren holdt meget af at besøge fangere og fattige russere, hvor han gav dem både mad og gaver. Men han var mest lykkelig til gudstjenesterne, eller når han var på rundtur i landets mange talrige klostre.
Udenrigspolitisk havde Rusland det ikke godt. Krigen mod Sverige blev afsluttet i 1617, hvor Rusland fik Novgorod, men måtte afstå landområderne Kexholm Len og Ingermanland.
Krigen mod Polen sluttede i 1618, selvom zaren eller retter sagt Filaret Romanov havde søgt om militærstøtte hos både Østrig og Tyrkiet. Men lige meget hjalp det og ved denne fredsaftale måtte Rusland igen afstå store landområder til Polen, så fredsaftalen var nærmest kun en våbenstilstand, da freden mellem disse to lande ikke ville vare evigt.
Da Filaret Romanov døde den 1. oktober 1633, mistede zaren sin mest magtfulde rådgiver.
Zaren selv døde den 13. juli 1645 og blev efterfulgt af sønnen zar Alexej 1. af Rusland.


ZAR ALEXEJ 1. AF RUSLAND.

Den nye zar Alexej 1., havde heller ikke samme herskernatur som sin far, da adelen og godsejerne havde mere magt og rigdomme end zaren selv.
F.eks. under sin regeringsperiode pressede godsejerne zaren til at indfører livegenskabet i Rusland og zaren måtte bøje sig for pressen, da han behøvede godsejernes støtte.
Så dermed blev de millionvis af ludfattige russiske bønder, stavnsbundne og tvunget til at blive på godsejernes godser, kort sagt de var blevet godsejernes ejendomme og slaver.
Og da bønderne gjorde oprør mod godsejerne, marcherede mod Moskva og truede med at myrde alle godsejere for at få deres frihed, slog zaren opstanden brutalt ned, ved at henrette 7000 af oprørerne og dermed var krisen overstået.
Men dermed var zar Alexej 1. meget upopulær blandt de russiske bønder.
Trods sin hidsighed og brutalitet mod sine modstandere, arbejdede zaren på forbedre sine forbindelser med Vesten, da Rusland havde brug for alliancer, da Polen truede med krig.
I juli 1654 brød krigen ud mod Polen, og zaren selv drog i felten med en hær på 41.000 mand.
Og i 1656 på grund af russiske tropper havde invaderet det svenske Livland, gik Sverige ind på Polens side i krigen.
Men allerede i 1658 sluttede Sverige og Rusland fred, så efter kun 2 års kamp, stod Polen alene tilbage mod Rusland.
Krigen sluttede først i 1667, hvor Polen måtte overgiv Ukraine til Rusland, så Rusland gik ud af denne krig som sejrherre.
Og efter denne krig startede Ruslands tid som en førende stormagt i Østeuropa.
Zaren var gift 2 gange, først med sin zarina Maria Ilyinichna Miloslavskaya ( 1625 – 1669 ), som igennem deres ægteskab i 21 år, fødte ham 13 børn, 5 sønner og 8 døtre, men hun døde i barselssengen, da hun fødte sit sidste barn.
Men det var kun sønnerne Fjodor, Ivan og datteren Sofia der overlevede barneårene.
Zar Alexej 1. giftede sig igen den 1. februar 1671 med Natalja Kirillovna Naryshkina
( 1. september 1651 – 4. februar 1694 ), som fødte 3 børn, en søn og 2 døtre.
Året før zaren giftede sig for anden gang, i 1670 var der et stort bondeoprør anført af kosaklederen Stenka Rasin ( 1630 – 1671 ), men igen blev dette oprør brutalt slået ned af russiske tropper.
Den 29. januar 1676 døde zaren, 47 år gammel.


ZAR FJODOR 3. AF RUSLAND.

Sønnen Fjodor som kun var 14 år, blev udråbt som zar Fjodor 3. af Rusland ( 9. juni 1661 – 7. maj 1682 ).
Men zaren blev for det meste styret i sin regeringsperiode af sin stærkere og dygtigere søster prinsesse Sofia ( 17. september 1657 – 3. juli 1704 ), da zaren selv var meget syg i flere perioder og derfor måtte regere fra sin seng.
Da zar Fjodor 3. allerede døde som 21 årig den 7. maj 1682, blev Sofia udråbt som regent ved et drabeligt statskup i maj 1682, da Fjodors efterfølger Peter kun var 10 år gammel.

Han blev kronet som zar Peter 1. af Rusland sammen med sin halvbror Ivan 5. ( 8. februar 1666 - 29. januar 1696 ).
Så for første gang i landets historie skulle 2 mænd regere som zarer.

        
ZAR IVAN 5. AF RUSLAND.                      PRINSESSE SOFIA AF RUSLAND.

Prinsesse Sofia havde ikke til meget overs for sin lille halvbror Peter og hans mor enkezarina Natalja. Derfor blev de blev sendt i eksil udenfor Moskva. Derefter regerede Sofia alene sammen med sin elsker og udenrigsminister fyrst Vasilij Golitsyn.
Men i 1689 anførte Peter sammen med sine trofaste tilhængere et statskup, hvor han afsatte både sin halvsøster Sofia og hendes elsker Golitsyn, som blev sendt i eksil, mens Sofia blev tvunget til at leve resten af sit liv i et kloster.
Da enkezarinaen døde i 1694, greb Peter 1. selv tøjlerne og havde store planer for Rusland.
Blandt zarens første regeringshandlinger, var at planlægge krig mod Tyrkiet og få adgang til Sortehavet.
På grund af Hvidehavet ved det nordvestlige Rusland, der var det fuldkommen iset til i 8 måneder om året, søgte zaren nye muligheder for at skaffe søforbindelse til Vesteuropa. Derfor skulle han vælge om Ruslands søforbindelse skulle være fra Østersøen eller fra Sortehavet.
Peter 1. vidste naturligvis godt at dette kun kunne lykkes med militærmagt, så i første omgang vendte han blikket mod Tyrkiet.
Siden 1686 havde Rusland og Tyrkiet været i krig mod hinanden, så zar Peter 1. marcherede i spidsen sammen med sin hær på 31.000 soldater, direkte med kurs mod den tyrkiske fæstning Asov, der lå ved floden Dons udløb i Sortehavet.
Tyrkernes fæstning Asov var meget stærk befæstet, og havde en garnison på 7000 soldater. De russiske belejringsstyrker var meget dårligt udrustet, og havde ikke kræfter nok til at indtage fæstningen. derfor led de russiske soldater store tab under belejringen.
I efteråret 1695 opgav russerne belejringen og trak sig tilbage, men belejringen havde kostet meget store tab.
Men Peter 1. havde ikke tænkt sig at give op. Han benyttede ventetiden til at få bygget en stærk flåde og få gennemopbygget hæren igen, til et nyt felttog mod Asov-fæstningen.
Da hans halvbror zar Ivan 5. døde i 1696, kunne Peter 1. endelig regere helt alene som enehersker over Rusland.


ZAR PETER 1. AF RUSLAND.

I foråret 1696 vendte zaren tilbage til Asov-fæstningen, både med sin stærke flåde der skulle holde den tyrkiske flåde væk, samt en mere stærk og bedre udrustet russisk hær på 75.000 soldater.
Trods den tyrkiske flåde prøvede på at komme fæstningen til undsætning med en hær på 4000 soldater, blev den tvunget tilbage af zarens flåde.
Den 19. juli 1696 overgav fæstningen sig til russerne, og der var stor jubel overalt i hele Rusland efter denne store sejr over tyrkerne. Dermed havde zaren vundet et velfortjent tilnavn, Peter den Store.
Tyrkerne sluttet fred i år 1700, men allerede på det tidspunkt var der udbrudt en europæisk storkrig, Den Store Nordiske Krig, og denne krig skulle blive zar Peter den Stores største udfordring.

Oversigten
Tilbage Næste side