STORHEDSTIDEN : 1560-1815

Henrik 2. søn Karl 9. ( 27. juni 1550 - 30. maj 1574 ) blev Frankrigs nye konge i 1560.
Der var adskillige adelsslægter der kæmpede om magten og desuden nogle svage konger.
Dette medførte at Frankrig kom ud i en religionskrig i årene 1562-1593.
I denne religionskrig forsøgte enkedronning Catherine af Medici og slægten Guise at udrydde huguenotterne (calvinisterne) ved Bartholomæus-nattens myrderier den 24. august 1572.
Henrik 3. ( 19. september 1551 - 2. august 1589 ) blev ny konge i Frankrig og han regerede fra 1574 - 1589.
Huset Bourbon som var ved magten 1589-1792, førte enevælden til Frankrig da Ludvig 14. blev konge i 1643 og enevælden sluttede da Ludvig 16. blev henrettet i 1793.
Henrik 4. ( 13. december 1553 - 14. maj 1610 ) som regerede 1589-1610, konverterede i 1593 til katolicismen.
Han fik Frankrig økonomisk på fode igen efter religionskrigene og udstedte i 1598 Nantes-ediktet, som gav huguenotterne større frihed.
I 1603 påbegyndte Frankrig koloniseringen af Canada og hovedstaden Quebec.
Henrik 4. var utrolig populær hos befolkningen og han gjorde Frankrig til en stærk militærstat.
Da Frankrig var kommet sig økonomisk, gik Henrik 4. i gang med at forberede en krig som skulle knuse Habsburgernes magt i Europa. Desværre blev han myrdet på åben gade den 14. maj 1610 i Paris af en katolsk fanatiker som hed Francios Ravaillac.
Derefter overtog hans 9 årige søn Ludvig 13. ( 27. september 1601 - 14. maj 1643 ) tronen i Frankrig. De første år var det hans mor Marie af Medici som var han formynder.
I perioden 1624-1642 var det kardinal Richelieu som styrede Frankrig som landets førsteminister. Da Richelieu døde i 1642, var det kardinal Mazarin der overtog regeringsmagten og han styrede landet med hård hånd. Denne styreform resulterede i Fronde-oprøret i perioden 1648-1653. Oprøret blev imidlertid brutalt nedkæmpet med alle midler. Mazarin fortsatte med at styre Frankrig indtil sin død i 1661.
Derefter overtog Ludvig 14. ( 5. september 1638 - 1. september 1715 ) enevældig regeringsmagten i Frankrig. Han var konge i perioden 1643-1715.
I 30 årskrigen lykkedes det for Frankrig at besejre Habsburgerne og i den efterfølgende Spanske Krig med den Westfalske Fred i 1648 og Pyrenæerfreden i 1659 gik Frankrig ud af krigen med nye landvindinger. Dette gjorde Frankrig til en førende stormagt. Desuden lykkedes det at knække huguenotternes og adelens særrettigheder.
Under Ludvig 14. blev enevælden indført i Frankrig i 1661 med et smukt og prangende hof i Versailles, en næsten uovervindelig hær under ledelse af krigsminister Louvois, et robust finansvæsen under ledelse af indenrigsminister Colbert, som i årene 1661-1683 fik skabt orden i Frankrigs finanser. Dette medførte at landets handel, industri og eksport blomstrede meget hurtigt.
I 1682 erobrede Frankrig området Louisiana i den sydlige del af nord-Amerika.
Frankrig blev Europas stærkeste og rigeste nation under Louis 14.


KONG LUDVIG 14. AF FRANKRIG I 1680.

En aggressiv udenrigspolitik som blev støttet af mange sejre i flere krige gjorde at Frankrig fik herredømmet over Franche-Comté, det sydlige Belgien og området Strasbourg.
Huguenotterne blev fordrevet fra Frankrig i 1685.
I krigen mod England som deltog i koaliationen med Frankrigs fjender, under den Spanske arvefølgekrig i perioden 1701-1713, blev den franske hær til sidst totalt udmattet efter rigtig mange års krig i Europa. Der blev sluttet fred i 1713 som endte med at Frankrig fik de Spanske kolonier og England fik området Gibraltar og nogle franske kolonier. Østrig fik
Belgien og de spanske besiddelser i Italien.            
Hermed var det slut med Frankrigs overmagt i Europa.
Den 1. september 1715 døde Ludvig 14., efter 72 år som Frankrigs enevældige konge og Europas mest magtfulde mand.


FRANKRIGS IMPERIUM I 1683.

Efter kongens død i 1715 bevarede Frankrig sin førende stilling indenfor kunst, litteratur, tøj og sprog.
Fransk blev regnet for det fineste sprog som blev talt af de fornemmeste kongeriger rundt omkring i Europa. Udenrigspolitisk gik det nu for alvor hurtigt ned ad bakke for Frankrig.
Frankrigs mange krige og hoffet som brugte mange penge under landets nye 5 årige konge Ludvig 15. ( 15. februar 1710 - 10. maj 1774 ) som regerede fra 1715-1774, og tømte næsten statskassen for penge.


KONG LUDVIG 15. AF FRANKRIG.

Frankrig var nu næsten tæt på statsbankerot.
Det gjorde det endnu værre at Frankrig tabte alle sine kolonierne i Amerika og i Canada ved freden i 1763 efter kolonikrigen mod Storbritannien fra 1755-1763 og herredømmet over Europa til Prøjsen efter den prøjsiske syvårskrig fra 1756-1763.


SLAGET VED LOUISBURG I 1758.

Frankrigs nye konge Ludvig 16. ( 23. august 1754 - 21. januar 1793 ) der regerede fra 1774-1793, prøvede med hjælp fra Necker at indføre nye reformer i landet, men de var ikke gode nok til at genoprette landet.
I maj 1789 måtte den franske regering indkalde generalstænderne.
Den franske revolution begyndte i 1789, da en opstand afbrød generalstændernes møde, og den 14. juli 1789 kom revolutionen til Paris med stormen på Bastillen.
Den 4. august 1789 blev standsprivilegierne ophævet, og den 26. august 1789 blev der fremsat en erklæring om menneskerettigheder i Frankrig.


KONG LUDVIG 16. AF FRANKRIG.

I oktober 1789 tvang befolkningen Frankrigs konge til at følge med til Paris.
Kirkens godser blev inddraget, og en fatning for kirken blev vedtaget i 1790.
Frankrigs ny forfatning blev underskrevet og godkendt af Ludvig 16.
Allerede i 1792 kom Frankrig i krig med Østrig, Prøjsen, Holland og Storbritannien.
Frankrig led et kæmpe nederlag imod disse stormagter.
Herefter blev kongen fængslet og massemyrderier begyndte i september 1792.
Samme år 1792 erklærede Nationalkonventet at Frankrig var republik fra nu af.
Kong Ludvig 16. blev henrettet ved halshugning i den franske guillotine den 21. januar 1793, og herefter kom det franske rædselsherredømme med massehenrettelser af den franske adel i perioden 1793-1794.
Det menes at mellem 18.000 og 40.000 franske adelsfolk mistede hovederne i guillotinen.


LUDVIG 16’S HALSHUGNING I PARIS I 1793.

Det lykkedes først i 1795 for det moderate borgerskab at få magten i landet, afvæbne Paris' befolkning og indførelse af Direktoriet fra 1795-1799.
Krigslykken vendte sig til Frankrigs fordel, da general Napoleon Bonaparte vandt mange militærsejre i Italien i perioden 1796-1797.
I november 1799 tog Bonaparte magten i Frankrig ved et statskup og han blev derefter landets konsul.


KEJSER NAPOLEON I AF FRANKRIG I 1810.

Napoleon Bonaparte sluttede i 1801 forlig med paven og han kronede sig selv som kejser Napoleon 1. i Notre Dame Katedralen i Paris den 2. december 1804.
Hans hære vandt mange sejre over Østrig i 1805, Prøjsen i 1806 og Rusland i 1807.
I alt deltog Napoleon i 60 store og mindre slag i Europa.
Fra 1796 til 1815 kæmpede Napoleons hære mod hærene fra Storbritannien, Østrig, Prøjsen, Italien, Tyrkiet, Spanien, Rusland og Sverige.
Ingen anden hærfører har kæmpet mod så mange fjender og vundet så meget som Napoleon gjorde i sin storhedstid.
I 1811 var Napoleons kejserrige nået sit højtepunkt og kejserriget rummede ikke mindre end 70 millioner mennesker, utroligt men sandt.


FRANKRIGS KEJSERRIGE I 1811.

Derimod formåede den britiske flåde at afværge Fastlandsspærringen, idet Napoleon ville blokere Storbritannien økonomisk og tvinge englænderne til at slutte fred.
Efter et militærnederlag i Spanien fra 1808-1810, havde Rusland svigtet Frankrigs alliance i 1807 og begyndte at handle med Storbritannien.
Napoleon var rasende over at Ruslands zar, Alexander 1., svigtede ham og gik i gang med at planlægge et kæmpe felttog mod Rusland.
I maj 1812 invaderede Napoleon Rusland med en fransk-tysk-østrigsk hær på 600.000 soldater. Den russiske hær trak sig tilbage og Napoleon fulgte efter russerne, men det krævede store tab af hans hær, og da Napoleon indtog Moskva i september 1812, havde Napolen mistet 150.000 soldater.
Og da russerne brændte Moskva af i oktober 1812, måtte Napoleon trække sin hær tilbage og vende hjem mod Frankrig. Under det franske tilbagetog til Frankrig kom den russiske vinter og krævede store tab i den franske hær.
Da den franske hær vendte tilbage til Frankrig, havde kun 25.000 soldater overlevet felttoget, resten var blevet dræbt eller var døde af kulde.
Napoleon havde mistet over 550.000 soldater i Rusland.
Derfor gik Storbritannien sammen med resten af Europas stormagter, om en gang for alle at besejre Napoleon.
I 1813 under det store slag ved Leipzig, led Napoleon et kæmpe nederlag overfor de europæiske stormagters hære, og det endte med at han i 1814 måtte opgive sit kejserrige.
Napoleon blev derefter sendt i eksil til øen Elba som ligger ud for Italiens vestkyst.
Men i starten af marts 1815 vendte Napoleon tilbage til Frankrig og håbede på at genvinde sin fortabte storhedstid.
Napoleon havde ikke en chance, efter han led sit sidste militærnederlag ved Waterloo i juni 1815. Derefter blev Napoleon atter sendt i eksil til øen St. Helena i det sydlige Atlanterhav, hvor Napoleon døde som 51 årig den 5. maj 1821.
Han blev muligvis forgiftet med arsenik i store mængder. Den officielle dødsårsag var kræft.
Først 19 år senere i 1840 gav Storbritannien tilladelse til, at resterne af Napoleons lig blev ført til Paris, hvor han blev begravet i en fornem stenskiste i den store kirke, Hôtel des Invalides, omgivet af faner fra hans mange felttog, og hermed fik han sit sidste hvilested i Frankrig.
Napoleon Bonaparte var og er stadigvæk i dag Frankrigs allerstørste nationalhelt.
Ved freden i Wien i 1815 blev Frankrigs gamle grænser genoprettet og hermed sluttede også 697 års fjendskab med Storbritannien.

Oversigten
Tilbage Næste side