STORHEDSTIDEN OG REVOLUTION: 1871-1918.

Efter Frankrigs nederlag i krigen mellem Tyskland og Frankrig i 1870-1871 havde Otto von Bismarck fået samlet Tyskland.
Den 18. januar 1871 blev Wilhelm 1. af Prøjsen i Versailles udnævnt til tysk kejser.
Tyskland kom til at bestå af de nordtyske forbunds 22 stater samt de 3 kongeriger som lå i syd-Tyskland, det var Sachsen, Bayern og Württemberg.
Prøjsen var over 66 procent af Tysklands samlede rige og fik derfor en meget dominerende indflydelse.
Efter krigen med Frankrig fik Tyskland områderne Alsace og Lorraine, der blev omdannet til et såkaldt rigsland, med en kejserlig statholder, og der skulle betales en krigsskadeerstatning på hele 5 millioner guldfrancs, et ufatteligt beløb på den tid.
I 1870 var Tyskland mest et landbrugsland, men på ganske kort tid blev Tyskland ændret til et land med både handel og industri, herunder store fabrikker som byggede biler, store skibe og almindelige forbrugsgoder til befolkningen.
I året omkring 1900 havde næsten halvdelen af Tysklands befolkning arbejde i industrien
eller var underleverandør til industrien.
Otto von Bismarck blev i 1878 udsat for 2 attentater, men han overlevede dem begge.


OTTO VON BISMARCK, TYSKLANDS RIGSKANSLER FRA 1871-1890.

Bismark forsøgte også at begrænse den katolske kirkes magt i Kulturkampen i perioden 1871-1878.
Efter 1871 var Bismarcks politik overfor udlandet, at holde på de landområder som var vundet i krigen, særlig imod Frankrig.
Østrig-Ungarn, som havde droppet alt håb om at få sin tidligere indflydelse tilbage, og var meget venligt stemt overfor Tyskland.
Ligeledes overfor Rusland lykkedes det for Bismarck at opretholde et godt venskab, men dette stoppede med krigen mellem Rusland og Tyrkiet i perioden 1877-1878.
Tysklands gode venskab med Østrig-Ungarn blev udvidet i 1879 til et forsvarsalliance, og
i 1882 blev Italien medlem af den tysk-østrigske alliance og dermed blev alliancen kendt som Tripelalliancen.
I 1888 døde kejser Wilhelm 1. og sønnen Frederick blev ny tysk kejser.
Den nye kejser Frederick 3. var plæget af strubekræft, men efterhånden blev han mere svag og den 15. juni 1888 tabte kejseren kampen mod kræften, kejser Frederick nåede kun at være Tysklands kejser i 99 dage.
Sønnen kronprins Wilhelm efterfulgte ham som tysk kejser.
Men den nye kejser havde allerede problemer med den tyske rigskansler Otto von Bismarck, som regerede kejserriget enevældigt.
Kampen endte med at kejser Wilhelm 2. afskedigede Bismarck i 1890 og kejseren udnævnte grev Leo von Caprivi som ny tysk rigskansler.


KEJSER WILHELM 2., TYSKLANDS SIDSTE KEJSER FRA 1888-1918 SAMMEN MED SIN KEJSERINDE AUGUSTA VIKTORIA.

Men de kommende rigskanslere havde ikke Bismarcks evne til at fortsætte med den gennemtænkte og kloge udenrigspolitik.
I 1894 indgik Rusland et forbund med Frankrig.
Senere i 1904 blev der indgået en militæralliance mellem Frankrig og England, og årsagen var Wilhelm 2.’s såkaldte kolonipolitik.
I 1907 blev Tripleententen oprettet mellem Frankrig, England og Rusland.
Tyskland så sig derfor henvist til Østrig-Ungarn, der sloges med Rusland om at få magten på Balkan.

Søndag den 28. juni 1914 blev den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand
( 18. juli 1863 - 28. juni 1914 ) og hans hustru hertuginde Sophie af Hohenberg ( 1. marts 1868 - 28. juni 1914 ) skudt ved et attentat af den serbiske nationalist Gavrilo Princip ( 25. juli 1894 - 28. april 1918 ), under et besøg i Serbiens hovedstad Sarajevo.


DEN ØSTRIG-UNGARSKE TRONFØLGER FRANZ FERDINAND OG HANS HUSTRU HERTUGINDE SOPHIE AF HOHENBERG.


GAVRILO PRINCIP SKYDER FRANZ FERDINAND OG SOPHIE DEN 28. JUNI 1914.

Franz Ferdinand og hans hustru Sophie døde af deres skudsår på vej til hospitalet.
Dette dobbelmord blev startskuddet til den kommende 1. verdenskrig.

Da 1. verdenskrig startede den 1. august 1914, troede lederne i Tysklands hær at krigen ville slutte inden julen i 1914, så de kunne komme hjem til familien.
Den tyske hær pressede den engelske hær ud af Belgien og den tyske overkommando mente at det nu var det kun et spørgsmål om tid før Paris blev indtaget.
Men i september 1914 lykkedes det for de engelske og franske hære, at stoppe den tyske hærs fremrykning i slaget ved Marne-floden, og efter tre dages blodige kampe ved Marne, trak tyskerne sig tilbage den 9. september 1914. Slaget havde kostet tyskerne 900.000 mand, mens de engelske og franske hære til sammen mistede over en million mand.
Det var et kæmpe blodbad set med både de allieredes og tyskernes øjne.
Efter dette nederlag, gjorde tyskerne ikke flere fremstød, men for at sikre deres frontlinier, begyndte de at grave en lang sammenhængende linie af skyttegrave fra det nordvestlige hjørne af Belgien og ned til Schweizs nordlige grænse. Det samme gjorde de allierede hære, så det meste af efteråret 1914 gravede man sig ned og hermed udviklede krigen sig fra at være en normal krig til en stillingskrig, hvor man prøvede at angribe fjendens skyttegrave med stormangreb, og allerede i slutningen af august rykkede russiske styrker ind i Østprøjsen. Hermed indså tyskerne at krigen ville ikke slutte til jul 1914.
Den tyske hær prøvede et sidste stormangreb ved byen Ypres i Belgien den 14. oktober 1914, selvom både den lille belgiske hær, den engelske og den franske hær stod overfor en større tysk hær, kunne de holde stand og slaget sluttede den 11. november 1914, da tung regn og sne faldt ned og tyskerne måtte stoppe deres angreb.
Slaget ved Ypres kostede de allierede næsten 100.000 mand og tyskerne mistede 130.000 mand. Krigen var nu efterhånden begyndt at udvikle sig til en opslidningskrig, og begge sider syntes at krigen mindede om den amerikanske borgerkrig, som sluttede næsten 50 år tidligere.
Tyskerne prøvede igen med et stormangreb på de engelske og franske forsvarslinier ved Verdun.
Angrebet begyndte den 21. februar 1916, efter et 12 timer langt bombardement fra 1.400 tyske kanoner, på en 13 km bred front øst for Meuse-floden.
Derefter stormede tyskerne frem med en hær på næsten en million mand, hvor de engelske og franske hære tilsammen havde 900.000 mand. Slaget rasede frem og tilbage, og begge sider fik store forstærkninger. Derfor kunne slaget forsætte i flere måneder, men igen blev tyskerne slået tilbage og den 18. december 1916 sluttede slaget ved Verdun.
Slaget havde kostet de allierede 542.000 mand og på tysk side 434.000 mand, dette var det længste slag i hele 1. verdenskrig.


TYSKE SOLDATER UNDER SLAGET VED VERDUN I 1916.

Mens slaget ved Verdun rasede, prøvede de allierede med deres egen offensiv, et angreb på de tyske forsvarslinier ved Somme-floden.
Først skulle et kæmpestort artilleribombardement bombe løs på de tyske stillinger i en uge og bagefter skulle de allierede angribe til fods og indtage tyskernes stillinger.
Den 1. juli 1916 angreb 200.000 engelske og franske soldater de tyske skyttegrave efter det lange artilleribombardement, men bombardementet havde ikke været stærkt nok, for mange af tyskernes skyttegrave var stadigvæk i god stand, så tyskerne ventede på de allierede.
Så de 200.000 allierede soldater angreb lige ind i de velforberedte tyske stillinger som svarede tilbage med en storm af maskingeværild, så tusindvis af engelske og franske soldater blev mejet ned af tyske maskingeværreder.
Da slaget ved Somme sluttede den 18. november 1916 havde de allierede ikke erobret mere end 323 kvadratkilometer og tabene på begge sider var meget meget høje. 615.000 engelske og franske soldater var blevet dræbt og tyskerne mistede 650.000 mand, ialt
1.265.000 soldater var blevet dræbt.
Slaget ved Somme var det mest blodige slag i hele 1. verdenskrig.
Siden krigens begyndelse havde tyske ubåde udkæmpet deres krig, med at sænke alle skibe som sejlede i den engelske kanal og hermed tvinge Storbritannien i knæ ved at sulte landet.
Men tyskernes skærpelse af deres ubådkrig fik alvorlige følger i foråret 1917, da mange amerikanske skibe var blevet sunket og den amerikanske efterretningstjeneste havde opdaget at Tyskland ville støtte Mexico med at invadere USA sydfra. Derfor erklærede USA Tyskland krig i april 1917 og gik ind på de allieredes side i krigen og både Storbritannien og Frankrig kunne glæde sig meget nu, da USA var en stærk industristormagt.
Men da Rusland trak sig ud af krigen i november 1917 på grund af revolution og mange nederlag til den tyske hær, kunne Tyskland trække flere millioner af soldater væk fra østfronten og overføre dem til vestfronten.
I marts 1918 havde de allierede aftalt at have en fælles øverstbefalende og den 67 årige franske marskal Ferdinand Foch blev valgt som de allieredes øverstbefalende.
Til trods for at tyskerne prøvede med et sidste kæmpe stormangreb i starten af 1918, fik de allierede mere militærstøtte, da det amerikanske ekspeditionskorps under general John Pershing ankom til Frankrig i juni 1918, og derfor havde de allierede bedre chancer over for tyskerne.
I september 1918 mistede Tysklands sine allierede, Tyrkiet, Bulgarien og Østrig-Ungarn og måtte bede om våbenstilstand, da deres hære var blevet knust eller tvunget til at overgive sig.
Efter to enorme allierede offensiver, som blev indledt den 26. og 27. september 1918, begyndte de tyske hære på vestfronten for alvor at smuldre efter mere end fire års dødvande.
Efter kejser Vilhelm 2. blev tvunget til at abdicere kejsertronen den 9. november 1918, bønfaldt den tyske regering Storbritannien, Frankrig og USA om våbenstilstand den 11. november 1918, og hermed var den 1. verdenskrig endelig slut.
Krigen havde kostet over 2 millioner af tyske soldater livet.
Efter nederlaget i den 1. verdenskrig den 11. november 1918 blev Tyskland et land med social nød og sult, hvor civilbefolkningen næsten intet havde tilbage, og arbejdsløsheden var enorm stor.

Oversigten
Tilbage Næste side