VEJEN TIL DEMOKRATI OG KATASTROFE: 1746-1864

I 1746 overtog Christian 6.s søn Frederik ( 31. marts 1723 - 13. januar 1766 ) tronen som kong Frederik 5. af Danmark-Norge.

                  
KONG FREDERIK 5. AF DANMARK-NORGE.

Frederik 5. blev gift den 11. december 1743 med Louise af England ( 18. december 1724 - 19. december 1751 ), som fødte ham sønnen Christian, der døde blot 2 år gammel. Dernæst fødte hun datteren Sofie Magdalene af Danmark ( Juli 1746 - 21. august 1813 ), datteren Vilhelmina Caroline af Danmark ( 10. juni 1747 - 14. januar 1820 ), kronprinssønnen Christian ( 29. januar 1749 - 13. marts 1808 ) og datteren Louise af Danmark ( 30. januar 1750 - 12. januar 1831 ).
Mens Frederik stadigvæk var en ung kronprins, blev han mobbet af sin egen mor og kaldt for den danske prins, da han talte mere dansk end tysk, som var hovedsprog indefor kongehuset dengang. Frederik 5., som var vokset op i et meget strengt religiøst og pietistisk hjem, var mere en livsnyder. Især efter enkedronningens død i 1756, kunne Frederik 5. nyde det vilde liv med masser af vin og kvinder i stor overflod.
Selv da hans strenge religiøse dronningmoder stadigvæk levede, havde Frederik 5. en elskerinde, som hed Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel ( September 1729 - 10. oktober 1796 ). Hun blev hans dronning til venstre hånd i juni 1752. Igen bredte bigamisten sig i Frederik 5., så han var slet ikke et hak bedre end sin afdøde farfar Frederik 4. og sin afdøde oldefar Christian 5.
Hun fødte ham sønnen arveprins Frederik ( 11. oktober 1763 - 7. december 1805 ), som senere skulle blive en vigtig person i Danmarks historie, især hans ældste søn prins Christian som meget senere blev Christian 8.
Men selvom Frederik 5. havde sine to hustruer, så havde han alligevel et kærlighedsforhold med en madam Hansen, som fødte ham en søn og 4 døtre, der formentlig døde som spæd.
Kong Frederik 5. elskede at drikke sig fuld i vin, men det gik meget hårdt udover hans lever og det kostede ham livet, da han formodentlig døde af skrumpelever.

Den 13. januar 1766 døde Frederik 5., hvorefter hans 17 årige søn Christian ( 29. januar 1749 - 13. marts 1808 ) måtte overtage tronen som landets nye konge, med titlen kong Christian 7. af Danmark-Norge. Men ret tidligt stod det klart, at den unge konge ikke var helt normal.
Han led af den alvorlige sindssygdom, skizofreni, en sygdom der gjorde ham mere og mere utilregnelig, og med årene satte sygdommen ham helt ud af spillet som regent.

          
KONG CHRISTIAN 7. AF DANMARK-NORGE 1766-1808.

Christian 7. var gift med Caroline Mathilde af England ( 22. juli 1751 - 10. maj 1775 ), som kun fødte ham kronprinssønnen Frederik.
Men Christian 7. ville ud og male København rød sammen med sin elskerinde Stølve Kathrine og andre unge adelsfolk, som var den unge konges venner. Men den unge dronning Caroline Mathilde fandt sig ikke i, at hendes kongelige ægtemand havde andre kvinder end hende.
Derfor begyndte hun et kærlighedsforhold med kongens livlæge Johan Friedrich Struensee, og de fik en datter prinsesse Louise Augusta ( 7. juli 1771 - 1843 ) sammen. Selvom den nye prinsesse ikke var kongens datter, så forblev hun Christian 7.s officielle datter, som senere skulle blive moder til sine tre børn.
Først kom datteren Caroline Amailie ( Christian 8.s dronning ), sønnen Christian August som blev hertug af Augustenborg, og sønnen Frederik Emil der blev kendt som prinsen af Nør.
Disse to sønner skulle blive en af årsagerne til den senere danske borgerkrig Treårskrigen 1848-1850 brød ud.
Under Christian 7.s regeringstid, foretog man i 1769 landets første folketælling, som viste at der var 797.584 indbyggere i Danmark, hvor de 80.000 af dem boede i landets hovedstad København. Men idag eksisterer folketællingen fra 1769 kun officielt som et slags talmateriale, men enkelte nye brudstykker af folketællingen er dukket op rundt i landet. Folktællingerne slog først igennem i 1787 og blev foretaget i årene 1801, 1834, 1840, 1845, 1850, 1855, 1860, 1870, 1880, 1890, 1901, 1906, 1911, 1916, 1921, 1925, 1930, 1935, 1940, 1945, 1950, 1955, 1960, 1965 og 1970, hvor man to år tidligere i 1968 var gået over til CPR-registret.
På grund af kongens sygdom regerede Struensee som enevældig rigsforstander fra 1771, indtil natten mellem 16. og 17. januar 1772, hvor Struensee og hans medarbejder Enevold Brandt blev anholdt og sat i nogle af Kastellets fængselsceller.
Struensee blev ved en rigsdomstol dømt især for magtmisbrug, og for hans forhold med dronning Caroline Mathilde.
Brandt blev dømt for at ved flere lejligheder at pryglet Christian 7., så begge mænd blev kendt skyldig i majestætsfornærmelse og Christian 7. underskrev selv deres dødsdomme.
Både Struensee og Brandt blev halshugget den 28. april 1772 på Østerfælled og deres kropsdele blev sat på sat på hjul og stejle. Dette med at forbrydernes kropsdele blev sat på hjul og stejle var en meget vanærende straf, som varede helt frem til 1866. Det var et krav at man satte den halshuggede persons hoved på en stejle, det vil sige en pæl, og kropsdelene blev lagt på et vognhjul som var anbragt vandret på ret høje pæle.
Så det var en grusom straf, både dengang og idag set med vores øjne.
Men efter Struensee var ude af billedet og dronning Caroline Mathilde blev landsforvist for evigt, var det kongens halvbror arveprins Frederik der styrede Danmark som rigsforstander fra 1772-1784, men i virkeligheden var det faktisk hans mor enkedronningen Juliane Marie, der styrede landet med hård hånd.

I 1784 kuppede Christian 7.s unge søn kronprins Frederik 6. ( 28. januar 1768 - 3. december 1839 ) regeringsmagten ved et statskup og blev optaget i Statsrådet og var hermed regent på sin fars vegne indtil faderen døde den 13. marts 1808.
Da den viljeløse og sindssyge Christian 7. havde underskrevet de dokumenter, der blev forelagt af hans søn, stod den nu 16 årige Frederik som enevældig kronprinsregent af
Danmark-Norge.
I 1780erne arbejdede Frederik meget tæt sammen med Statsrådets magtfulde medlemmer Andreas Peter Bernstorff ( 1735 - 1797 ) og brødrene Christian Ditlev Reventlow ( 1748 - 1827 ), Johan Ludvig Reventlow ( 1751 - 1801 ), om at få indført nye landboreformer og få afskaffet det forhadte stavnsbånd. Disse tre mænd var kronprinsens mest betydningsfulde rådgivere i sine unge år.
Den 20. juni 1788 blev stavnsbåndet endelig ophævet og nu var landets bønder frie og kunne ikke behandles som slaver mere efter 55 lange år.
Som tak satte bønderne et monument op på Vesterbrogade i København, Frihedsstøtten, og da kronprinsen kom for at se monumentet blev han modtaget af jublende bønder og borgere, han var blevet en meget populær regent.
I 1790 kom en helt ny ting til Danmark, dampmaskinen, som blev brugt på Holmens Ankersmedie.
Men om eftermiddagen den 26. februar 1794 udbrød der ildebrand på Christiansborg Slot, den startede fra arveprins Frederiks gemakker i hovedfløjen og flammerne fik meget hurtig fat i det store palads.


CHRISTIANSBORG SLOTS BRAND I 1794.
 
I løbet af aftenen og næste dag var hele slottet fuldstændig brændt ned til grunden, dog nåede kongefamilien ud i tide, men nu var de jo blevet hjemløse.
Christian 7. og hans søn kronprins Frederik fik i første omgang logi hos familien Bernstoff i Bredgade, som var kronprinsens gode venner og medhjælpere.
Kronprinsens halvsøster prinsesse Louise Augusta fik husly hos den danske minister grev Heinrich Carl von Schimmelmann, som boede lidt længere henne af gaden.
Arveprinsen og enkedronningen flyttede til Rosenborg Slot.
Meget kort tid efter købte Christian 7. Moltkes Palæ som bolig og købte Frederik Levetzaus Palæ til sin søn kronprins, som idag er Christian 7.s Palæ og Christian 8.s Palæ. Disse flotte palæer blev en del af Amalienborg Slot, som hermed blev de danske kongers foretrukne bolig i København.


AMALIENBORG SLOT.
 
Det andet Christiansborg Slot var først genopbygget i årene 1806-1828 af bygmesteren C.F. Hansen.
Men en ulykke kommer jo ikke alene, da der om eftermiddagen ved 15 tiden fredagen den 5. juni 1795 udbrød Københavns anden bybrand. Branden varede helt til søndag den 7. juni 1795, hvor branden døde ud, men branden havde fortærtet omkring 909 huse, mens omkring 74 af dem var blevet sodskadet. 6000 københavnere var blevet hjemløse, men heldigvis var det sommer, så mange af de hjemløse slog ned i telte og sov der, mens andre blot sov på jorden under åben himmel. Denne anden bybrand betød nu, at der næsten ikke var nogle bygninger tilbage fra middelalder-tidens København. Derfor er der idag meget få huse tilbage fra før 1700-tallet i nutidens København.

Kronprins Frederik eller den senere Frederik 6., var gift med Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel ( 28. oktober 1767 - 21. marts 1852 ), som fødte ham 8 børn. Men til stor sorg overlevede kun de to kønne døtre prinsesse Caroline af Danmark ( 28. oktober 1793 - 31. marts 1881 ) og prinsesse Vilhelmina Marie ( 18. januar 1808 - 30. maj 1891 ), så kronprinsen var sønneløs i ægteskabet med sin kone, fordi efter disse fødsler kunne Marie ikke føde flere børn. Hvis kronprins Frederik ville gøre Marie gravid igen, ville hun uden tvivl dø. Kronprins Frederik var dog meget skuffet over, at han ikke fik en søn.

Da Danmark gik ind i 1800-tallet, kunne ingen af landets indbyggere huske at landet havde været i krig. Men den 80 års lange fred i Danmark skulle snart slutte.
I slutningen af 1700-tallet var Frankrig og Storbritannien i krig mod hinanden og i år 1800 indgik Danmark neutralietsforbund sammen med Sverige, Rusland og Prøjsen.
Forbundet blev oprettet så de fire nationer kunne slå deres flåde sammen og påstod at deres handelsflåder bedre og den danske flåde var meget stærkere end den engelske flåde.
Forbundet var en torn i øjet på Storbritannien, og man krævede at Danmark skulle forlade forbundet, men den danske regering nægtede. Derefter erklærede Storbritannien Danmark krig den 27. december år 1800 og sendte deres flåde med kurs mod København.

SLAGET PÅ REDEN DEN 2. APRIL 1801.


SLAGET PÅ REDEN DEN 2. APRIL 1801.

Den 2. april 1801 kæmpede vi mod englændernes viceadmiral Nelson i slaget på Reden udenfor Københavns havn.
Den danske flåde var under ledelse af kommandør Johan Olfert Fischer ( 4. august 1747 - 18. februar 1829 ) som havde 7 linieskibe og 10 blokskibe.
Næstkommanderende kaptajn Steen Andersen Bille ( 22. august 1751 - 15. april 1833 ) havde 17 krigsskibe og 1 flådebatteri under sin kommando, så den danske flåde havde 35 skibe.
Den engelske flåde under kommando af sir Hyde Parker havde 8 linieskibe, mens næstkommanderende viceadmiral Horatio Nelson havde 30 krigsskibe, ialt 38 skibe.
Søslaget rasede frem og tilbage i 3 timer, og kl. 13.15 om eftermiddagen beordrede admiral Sir Hyde Park sin flåde til at trække sig tilbage, men hans næstkommandede viceadmiral Horatio Nelson satte kikkerten for sit blinde øje, og kunne ikke se noget signal fra admiralens skib, så Nelson ignorerede ordren og fortsatte kampen mod den danske flåde.
Men Nelson skulle efterhånden blive selv mør af dette blodbad af et søslag, for da Nelsons flagskib Elephant og et andet engelsk linieskib Ganges angreb det danske flagskib Dannebrog, hvor den danske flådes øverstbefalende kommandør Olfert Fischer havde kommandoen, angreb et dansk flådebatteri som var 44 meter lang og 13 meter bred med en besætning på 128 mand og 24 kanoner under kommando af den 17 årige sekondløjtnant Peter Willemoes ( 11. maj 1783 - 22. marts 1808 ) Nelsons flagskib.
Efter en halv times kamp mod flagskibet Dannebrog, som var blevet totalt ødelagt, rettede Nelson nu kampen mod Willemoes’ flådebatteri, som viste sig at være mere effektivt end han havde regnet med, og flådebatteriet lavede store skader og tab på Nelsons flagskib.
Det var under dette flådebatteri’s angreb at Nelson blev mør og bekymret for sin flåde. Han  sendte derfor et brev til den danske kronprins Frederik, hvori der stod:
“Lord Nelson har Ordre til at skåne Danmark, når det ikke længere gør Modstand; men hvis Skydningen vedbliver fra dansk Side, vil Lord Nelson være nødt til at sætte Ild på alle de flydende Batterier, som han har taget, uden at det står i hans Magt at frelse de tapre Danske, som har forsvaret dem”
Kronprins Frederik var rystet over Nelsons trusselsbrev, og uden at rådspørge sig med flådens øverstbefalende kommandør Olfert Fischer eller hans næstkommandende Steen Bille,
gav kronprinsen straks ordre til at indstille kampen og hermed sluttede søslaget, som havde varet i 6 timer. Søslaget kostede den engelske flåde 264 søfolk, og den danske flåde 3400 søfolk livet.
Dagen efter indgik Danmark en våbenhvile og måtte trække sig ud af forbundet.
Nelson selv indrømmede at søslaget mod den danske flåde var hans livs sværeste slag.
Under våbenhvilesforhandlingerne, sagde Nelson til kronprins Frederik, at sekondløjtnant Willemoes burde udnævnes til admiral, men kronprinsen svarede tilbage:
“Hvis jeg skulle belønne alle mine dygtige søfolk efter fortjeneste, så ville jeg slet ikke have løjtnanter eller kaptajner eller underofficere tilbage i flåden”.
Selvom kronprinsen ikke forfremmede sekondløjtnant Willemoes til admiral, så fik han og hans besætning en heltemodtagelse, da de sejlede ind i Københavns havn, efter slaget var slut og den fuldstændig udmattede besætning råbte sammen med folkene inde på land:
“Hurra for Willemoes!”. Danmarks befolkning havde efter slaget på Reden fået en ny søhelt.

Da biblioteksbudet på Det Kgl. Kunstkammer ved Christiansborg Slot mødte op på sit arbejde om morgenen den 5. maj 1802, opdagede han, at Kunstkammerets største og mest berømte oldtidsfund, guldhornene fra Gallehus var blevet stjålet.
Politiet blev sat på tyveriet, men man havde ikke nogle tekniske spor at gå efter, så sagen blev betragtet som uopklaret. Det viste sig dog senere at tyven var en tidligere straffet person som var urmager. Han hed Niels Heidenreich ( 8. juni 1761 - 7. august 1841 ), og havde med hjælp fra to hjemmelavede nøgler brudt ind på Det Kgl. Kunstkammer om aftenen den 4. maj 1802, hvor han i ro og mag stjal guldhornene. Han tog dem med hjem til sin bolig på Larsbjørnestræde, og smeltede dem om til guldmønter, idet han havde planer om at sælge dem, og tjene gode penge på salget af sine guldmønter. Det gik også godt for ham, indtil en guldsmed fik mistanke om Heidenreichs guldmønter, da han opdagede, at disse guldmønter indholdt messing, så guldsmeden kontaktede politiet.
Den 30. april 1803 ransagede politiet Niels Heidenreichs søsters hjem i København, hvor man fandt guldklumper fra guldhornene, hvorefter Heidenreich blev anholdt og tilstod tyveriet.
Guldhorntyven blev idømt livsvarig fængsel 10. juni 1803, men efter 37 år i fængsel blev den nu 81 årige løsladt i 1840, men han døde et år senere.
Guldhorntyveriet blev senere kendt rundt omkring i hele Danmark.

Den 1. marts 1806 oprettede man i København Det kongelig Generalpostamt, som mange år senere skulle komme til at stå hele landets postdeling og idag hedder Post Danmark.

I oktober 1806 opfordrede Frankrigs sejrrige kejser Napoleon 1. venligst Danmarks kronprins Frederik om at indlemme det gamle tyske hertugdømme Holsten under Danmark.
Grunden til Napoleon opfordrede kronprinsen til dettte, var at Napoleon havde besejret den prøjsiske hær i slaget ved Jena samme år og Det tysk-romerske rige blev hermed opløst, så kejseren måtte nøjes med at være kejser af Østrig, mens det oldgamle kejserrige blev til en del af Napoleons kejserrige, og blev opdelt i små kongeriger og hertugdømmer, efter havde været en stormagt i 844 lange år.

Hertugdømmet Slesvig havde siden afslutningen på den Store Nordiske Krig i 1721 været dansk, mens Holsten var et hertugdømme styret af Danmark.
Naturligvis indlemmede kronprins Frederik Holsten ind under Danmark, og det skaffede kronprinsen både fjender hjemme i Danmark og rundt omkring i Europa.
Napoleon tilbød også alliance til kronprins Frederik, men i første omgang afslog kronprins venligt den franske kejsers tilbud.

Samme år 1806 oprettede Frankrig en handelsblokade overfor sin fjende Storbritannien, og næsten alle lande rundt i Europa tilsluttede sig til den franske handelsblokade imod Storbritannien.
Efter Storbritannien havde slået Frankrig i søslaget ved Trafalgar i oktober 1805, besluttede Napoleon at pengesulte Storbritannien på den måde, at ingen lande i Europa måtte handle med englænderne, men Danmarks kronprins Frederik nægtede at slutte sig til denne blokade.

For Danmark fastholdt sin neutralitetspolitik med retten til at sejle og handle hvor, hvornår og med hvem, vi ville. Men dette standpunkt gjorde, at Danmark stod udenfor fællesskabet.
Storbritanniens konge og premierminister vidste godt at Napoleon ikke kunne invadere deres ø fra havet, da lord Nelson havde ødelagt den fransk-spanske flåde ved Trafalgar.
Hvis det skulle lykkes for kejser Napoleon på en eller anden måde, at overbevise Danmark om at tilslutte sig handelsblokaden, så ville Napoleon uden tvivl få rådighed over den stærke dansk-norske flåde, og det ville være en stor trussel for Storbritannien.

Efter slaget på Reden, havde man i Danmark opbygget og udvidet flåden til Europas næststørste flåde, så flåden var Danmarks stolthed.
Så derfor besluttede Storbritannien at slå til først og sikre sig den dansk-norske flåde, inden Napoleon ville gør det samme.
I august 1807 opsøgte en engelsk gesandt Francis Jackson kronprins Frederik i hans militærhovedkvarter i Kiel, hvor kronprinsen også havde taget sin syge far kong Christian 7. med og anbragt ham i Rendsborg.
Det engelske ultimative krav var: Den dansk-norske flåde skulle udleveres til Storbritannien mod en erstatning.
Mens kronprins Frederik svarede vredt: "Hvormed vil De erstatte Danmarks ære".
Så hermed erklærede Storbritannien Danmark krig for anden gang.

Den 15. august 1807 landsatte en engelsk flåde på 54 orlogskibe og 360 transportskibe under kommando af admiral Lord Gambier, en kæmpestor engelsk hær ved Vedbæk i Nordsjælland.
Hæren var på 31.000 mand under kommando af general William Schaw og general Arthur Wellesley, den senere hertug af Wellington.
Dagen efter den 16. august 1807 nåede den engelske hær frem til København, hvor man igangsatte en belejring af hovedstaden i en halvkreds fra Svanemøllen i nord til Kavleboderne i syd. Englænderne havde under deres march fra Vedbæk slet ikke mødt modstand, da størstedelen af den danske hær befandt sig sammen med kronprins i Holsten, og resten af de danske tropper havde Københavns kommandant den 72 årige generalmajor Heinrich Ernst Peymann ( 1737-1823 ), inden for voldene til forsvar af hovedstaden.
Kronprins Frederik beordrede hermed det sjællandske landeværn, som også omfattede Lolland-Falster og Møn til at angribe den engelske hær.
Den 29. august 1807 angreb det danske landeværn eller de forenede sjællandske, lolland-falsterske og mønske landværnsbataljoner under ledelse af generalløjtant Joachim Melchior Holten Castenschiold ( 1743 - 6. april 1817 ) og generalmajor Peter Lotharius Oxholm ( 10. juli 1753 - 27. juli 1827 ), en engelsk hær ved Køge på 6000 mand og 3500 i reserve under ledelse af general Arthur Wellesley.

Landeværnet havde ca. 7000-7500 bondesoldater, som var bevæbnet med musketter, hellebarder, spyd og sværd, samt 600 ryttere og 13 kanoner.
Det var kun ca. 120 soldater af landeværnet som havde musketter, for landeværnet var dårligt udrustet og havde ikke nok ildvåben til alle og de fleste bondesoldater gik med træsko under slaget, så derfor kom slaget ved Køge til at hedde Træskoslaget ved Køge.

Men landeværnet havde slet ikke mod og kræfter nok til at slå general Wellesleys veldisciplinerede og veludrustede engelske soldater, så landeværnsoldaterne smed deres tunge træsko under deres flugt, og senere overgav resterne af landeværnet sig til general Wellesley.
Træskoslaget kostede 150 danske soldater livet og 1150 blev taget til fange, resten var flygtet hjem.  Landeværnet var fuldstændigt knust, og intet kunne overhovedet true den fortsatte engelske belejring af København.

Kronprins Frederik var skuffet over dette nederlag og havde givet ordre til Københavns kommandant general Peymann om at holde stand.
Så 2 dage efter nederlaget ved Træskoslaget, besluttede Peymann at angribe englænderne, det blev til udfaldet ved Classens Have den 31. august 1807. Classens Have lå ude på Østerbro og her havde general Peymann samlet Kongens livjægerkorps og skarpskytter fra den kgl. livsgarde og rykkede ud fra Kastellet.
General Peymann ledede skarpskytterne, mens major Frederik Conrad von Holstein havde kommandoen over livjægerne, ialt 2000 soldater og 8 kanoner.
Det lykkedes for Peymann og von Holstein at slå englænderne tilbage og gav dem store tab, mens der var på dansk side var 24 døde og 98 sårede.
Men denne sejr varede ikke længe, før helvede brød løs over København.

For general Peymann regnede jo med at den engelske hær ville storme byen, ligesom den svenske hær havde gjort under den anden Karl Gustav-krig 1658-1660, men det skulle vise sig at han tog fejl.
Den 1. september 1807 sendte englænderne et forslag om overgivelse, men general Peymann afslog forslaget på kronprinsens vegne. Dette skulle dog vise sig at blive en skæbnesvanger beslutning for København og dens borgere.

LIVJÆGERKORPSET OG DEN DANSKE HÆR I KAMP MOD ENGLÆNDERNE I UDFALDET VED CLASSENS HAVE I 1807.
LIVJÆGERKORPSET OG DEN DANSKE HÆR I KAMP MOD ENGLÆNDERNE I UDFALDET VED CLASSENS HAVE I 1807.

Kl. 19:30 om aftenen den 2. september 1807 sendte englænderne den første bombe mod København, som ramte inde på Kgs. Nytorv foran Raus hotel ( det nuværende Hotel d'Angleterre ), hvor hovedstadens kommandant general Peymann havde sit hovedkvarter, da han var blevet såret under udfaldet ved Classens Have.
Englænderne havde igangsat verdenshistoriens første terrorbombardement af en civilbefolkning, så den fornøjelse fik Københavns indbyggere.

Englænderne bombarderede København uden at tage hensyn den civile befolkning og byens offenlige bygninger. Man brugte fra de engelske kanonstillinger uden for voldene både brandraketter og mortérbomber der blev sendt ind over byen og gjorde store skader på Københavns bygninger. Der var mange ildebrande rundt omkring i hovedstaden, i de 12 timer som bombardementet varede.
Kl. 18 næste aften fortsatte englænderne deres terrorbombardement i 1. klasse udover København, og mange københavnere mistede livet, mens andre flygtede ud til Christianshavn og Amager hvor de var i sikkerhed, da den engelske hærs morterer kun kunne ramme selve København.
Bombardementet den 3. september 1807 varede helt frem til kl. 8 om morgenen, og havde gjort store skader rundt omkring i København, desuden havde det kostet mange mennesker livet.
Kl. 19 om aftenen den 4. september 1807 begyndte englænderne igen med deres nådeløse bombardement, og denne gang blev Københavns domkirke Vor Frue kirkes spir ramt af en brandraket.
Kort efter styrtede det store kirketårn sammen, et af Københavns vartegn var styrtet i grus og udenfor voldene jublede englænderne over dette.
Brandfolkene arbejdede i døgndrift, men forgæves efterhånden som bombardementet tog endnu mere til om morgenen den 5. september 1807. Omkring 70 procent af København var nu fuldstændig ødelagt. General Peymann som nu var blevet hårdt presset, bønfaldt de engelske generaler om våbenstilstand, og kl. 12.00 den 6. september 1807 underskrives kapituationen, herved var Københavns bombardement endelig slut.

De 3 dages terrorbombardement havde kostet 2000 københavnere livet og 1600 var hårdt såret.
General Peymann forhandlede sammen med sin stab på sit hovedkvarter i hotel Raus på Kgs. Nytorv med de engelske forhandlere om eftermiddagen. Men de engelske kapitulationsvikår var meget hårde: Udlevering af hele den dansk-norske flåde, men nu ikke længere som pant, mens krigen varede, men som krigsbytte og ingen erstatning til Danmark efter dette frygtelige terrorbombardement, som hele Europa senere hørte om og var rasende over, så efter dette var Storbritannien venneløs rundt omkring i Europa, for et stykke tid.

Da Kronprins Frederik hørte om Københavns kapituation, blev han rasende og sendte et brev til general Peymann om at sætte ild til flåden og lade den brænde, men brevet blev opsnappet af englænderne. Peymann selv turde ikke at give ordre til at brænde flåden, da han frygtede, at englænderne måske ville plyndre København og voldtage byens kvinder.
Englænderne holdt både Kastellet og Holmen besat, inden de sejlede bort med vores flåde den 19. oktober 1807, som bestod af 17 linieskibe, 17 fregatter, 16 mindre skibe og 26 kanonbåde, samt bjerge af skibsmateriel, som englænderne havde beslaglagt.

Nu var vi nærmest tvunget ind i krigen på Napoleons side, taberens side skulle det vise sig, og til sidst var Danmark Frankrigs eneste allierede, da Napoleon for alvor begyndte at tabe flere slag i krigen, især under invasion af Rusland i 1812.

KØBENHAVNS BOMBARDEMENT I SEPTEMBER 1807.


KØBENHAVNS BOMBARDEMENT I SEPTEMBER 1807.


KØBENHAVN EFTER BOMBARDEMENTET SET FRA GRÅBRØDRETORV I SEPTEMBER 1807.

I marts 1808 sendte Napoleon 1. et fransk-spansk hjælpekorps til Danmark til at forsvare landet, men da den syge Christian 7. fra Guvernementshus i Rensborg så de fransk-spanske hjælpe tropper med marskal Bernadotte i spidsen, fik kongen sådan et stort chok, da han troede det var en fjendtlig invasion der marcherede ind i byen, og kong Christian 7. døde kort tid efter den 13. marts 1808 efter 42 år som Danmarks konge.
Hermed var den 40 årige kronprins Frederik landets nye konge Frederik 6.
Frederik 6. havde jo faktisk regeret som landets regent siden 1784, fordi hans far Christian 7. var ude af stand til regere landet som enevældig konge, da han led af sindssygdommen skizofreni.

Da englænderne havde taget vores flåde i 1807, havde Danmark faktisk et linieskib tilbage som ikke var blevet beslaglagt, linieskibet Prins Christian Frederik.
Linieskibet Prins Christian Frederik lå til kaj i en havn i Norge, da englænderne kom og kaptajn Carl Wilhelm Lassen ( 10. juli 1764 - 30. marts 1823 ) fik ordre fra admiralitet i København om, at forsvare de danske farvande imod den engelske flåde.
Linieskibet Prins Christian Frederik kom i kamp mod 4 engelske linieskibe i slaget ved Sjællands Odde den 22. marts 1808, hvor sekondløjtnant Peter Willemoes gjorde tjeneste ombord på Danmarks sidste linieskib, og han blev dræbt under selve søslaget.
Mandskabet pmbord på Linieskibet Prins Christian Frederik kæmpede en heltemodig kamp, men efter slaget var skibet var fuldstændig ødelagt, og de overlevende blev taget til fange.

Selv om englænderne havde beslaglagt vores flåde, så byggede man kanonbåde, altså en stor robåd med en kanon foran og bagved.
På denne måde førte Danmark søkrigen mod Storbritannien fra 1807-1814 en slags guerillasøkrig, hvor de danske kanonbåde sænkede mange engelske krigsskibe, og senere hen indførte man statsautoriseret sørøveri, hvor almindelige mænd der kunne bygge og skaffe mandskab til sin kanonbåd, hvorved man kunne blive statsautoriseret sørøver.
Men fjenden var ikke blot Storbritannien, også svenske skibe var de danske sørøveres bytte, da Danmark, presset af Rusland, erklærede Sverige krig i februar 1808.
Kaptajn Jens Lind var blandt de danskere der blev en slags kongelig sørøver i januar 1809, der røvede de engelske og svenske handelsskibe og kæmpede tappert mod de store engelske krigsskibe.
Danmark tjente mange penge på disse kapersøkrige mod Storbritannien og Sverige.
I 1813 var kaptajn Lind på sit sidste røvertogt til Landskrona, der mistede han både sit skib og sin yngre bror.
Kaptajn Lind blev dog belønnet med dannebrogsordenen, for han var jo statsautoristeret sørøver.

I sensommeren 1809 mødte kong Frederik 6. i København den 19 årige Frederikke Benedicte Rafsted ( 6. august 1790 - 23. december 1862 ), som han blev meget forelsket i. Deres forhold udviklede sig til et sandt kærlighedsforhold som endte med, at hun fødte kongen 2 døtre og 2 sønner. Frederik 6. var overlykkelig over sine sønner som han fik med sin elskerinde Frederikke eller Rikke som han kaldte hende for. I sit ægteskab med dronning Marie døde alle sønnerne som spæd, og han havde kun to døtre der overlevede barneårene og nåede at blive voksne. Dronning Marie elskede sin Frederik 6. og var glad for, at hans elskerinde kunne give ham en elskovsæffære, da hun ikke selv kunne klare flere fødsler. Så utroligt nok fandt dronning Marie sig i, at hendes ægtemand var hende utro helt frem til kongens død i 1839. Ved Frederik 6.s dødsleje tilkaldte dronning Marie oberstinde Frederikke Dannemand, titlen havde hun fået af kongen i 1830, og sagde da kongen var død: “Nu har vi to mistet en god mand”.

      
KONG FREDERIK 6. AF DANMARK 1808-1839.

De spanske hjælpetropper som ellers skulle have hjulpet Danmark med at generobre Skåne,  slog sig ned i Koldinghus, hvor de kom til at nedbrænde byen den 29. marts 1808.
På et halvt år spiste og drak det fransk-spanske hjælpekorps for 5 millioner rigsdaler, så de gjorde mere skade end gavn.

Da Danmark var indgået i en alliance med Rusland, gik en svensk hær den 1. april 1808 ind i Norge, og Frederik 6. udnævnte prins Christian August, der var bror til Frederik 6.s svoger hertug Frederik Christian af Augustenborg, til at blive øverstbefalende for de norske styrker.
Prins Christian August var meget populær af både befolkning og af sine norske soldater.
I slaget ved Enningdalen Kirke den 10. juni 1808 vandt den norske hær under ledelse af den danske prins slaget over en dobbelt så stor svensk hær, og både Norge og Danmark fejrede denne store militærsejr over Sverige.
Efterhånden gik krigen i stå og den 7. december 1808 blev der sluttet våbenhvile mellem Danmark og Sverige.
Et halvt år senere tabte Sverige et slag mod Rusland og havde hermed tabt krigen om Finland, som Rusland ville erobre fra Sverige.
Ved meddelsen om dette i Danmark tilbød Frederik 6. den russiske zar Alexander 1., at hvis han afstod Norge til Sverige, så skulle Danmark til gengæld have Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Men zaren brød slet ikke om den danske konges idé, så det blev blankt afvist.
I september 1809 afstod Sverige Finland til Rusland, og kort efter den russiske-svenske fredsaftale, sluttede Frederik 6. fred med Sverige.
Derved røg den sidste mulighed for at få Skåne, Halland og Blekinge tilbage til Danmark.

Efterhånden var Danmarks økonomi, efter vi var gået ind på Napoleons side, blevet dårligere og dårligere for hvert år, og krigen imod Storbritannien kostede rigtigt mange penge,
hvorved statspengekassen blev drænet.
Mellem 1807 og 1812 begyndte økonomien for alvor at blive forværret, da inflationen bragte landet ind på en økonomisk katastrofekurs.
Den 5. januar 1813 ramte statsbankerotten i Danmark, og landet gik en meget hård tid i møde, selvom man indførte en ny valuta, rigsbankdalen.
Men der skulle gå 25 år, inden pengereformen slog igennem og styrkede kongerigets nye valuta.

Frederik 6. var slet ikke inviteret med til freden ved Wienerkongressen mellem Europas konger og statsmænd i 1814-1815, formentlig fordi han havde været Napoleons allierede til den bitre ende. Alligvel rejste den pligtopfyldende Frederik 6. ned til Wien for at deltage i kongressen, da man skulle opdele Napoleons tidligere kejserrige og genoprette Europas gamle grænser. Og inden han rejste til Østrig, overlod han regeringsmagten til sin kloge, trofaste og værdige dronning Marie, som elskede sin mand højt, trods hans sidespring med sin københavnske elskerinde Frederikke samt en kommende elskerinde i Wien.
For Frederik 6. stolede slet ikke på sin halvfætter prins Christian Frederik, den senere Christian 8., da han havde gjort oprør mod freden i Kiel i januar 1814 oppe i Norge, hvor han var blevet sendt som statholder i 1813. Og ikke nok med at kongens halvfætter, som faktisk var kronprins, gjorde oprør da han sluttede sig til den norske uafhængighedsbevægelse, og den 17. maj 1814 underskrev prins Christian Frederik Norges frie forfatning og var Norges konge i 5 måneder fra den 17. maj 1814 til 14. august 1814, hvor han måtte abdicere fra tronen og overgive den til Sveriges kronprins. Så derfor overlod Frederik 6. regeringsmagten til sin dronning.

Men Frederik 6. var blot en statist ved Wienerkongressen og fik ikke et ord indført overfor de andre statsoverhoveder. Under sit ophold i Wien fra 25. september 1814 til den 1. juni 1815, boede kongen som gæst på det østrigske kejserslot Hofburg, hvilket jo passede Frederik 6. udemærket.
Men under sit lange ophold opdagede kongens danske følge, at de østrigske tjenere arbejdede som spioner for kejseren, og det gjorde opholdet temmeligt ubehageligt for både Frederik 6. og hans danske følge.
Mens kongen var i Wien, følte han sig nok ensom, og under en gåtur i Wiens gader mødte han den 17 årig unge og meget smukke wienerinde med navnet Caroline Petronelle Seufert.
Mens kongen var sammen med sin nye elskerinde, og var ved at tage afsked med hende, så trådte en politibetjent ind i hendes værelse med et brev fra Wiens politidirektør.
I brevet stod der at man havde klaget over hende, så hun skulle føres til politistationen og blive korporligt afstraffet med et ris, fordi hun var en af Wiens letfærdige damer.
I samme øjeblik hun så politimanden brød Caroline sammen og kastede sig grædende for fødderne af Frederik 6. og råbte grædefærdigt: "Sire - konge - beskyt mig, red mig!"
Og selvfølgelig kunne Frederik 6. ikke modstå hendes tårer og bøn, så kongen rejste den smukke Caroline op og sagde til betjenten på majestætisk måde: "De kan godt gå min herre. Mademoiselle Seufert sorteres under mig og har kun mig at aflægge sit regnskab til sine handlinger". Da betjenten var gået og undskyldte ulejligheden for sit besøg, faldt Caroline om halsen på Frederik 6. og var overlykkelig, og hermed startede deres kærlighedsforhold som varede helt frem til kongen rejste hjem til Danmark. Man ved ikke med sikkerhed om kongen fik barn med sin nye elskerinde.
I april 1815 underskrev Frederik 6. et vigtigt dokument til sin lille wienerpige, der ville sikre Carolines fremtid med en livsvarig statspension, plus en månedlig udbetaling af en sum på omkring 100 hollandske dukater, som svarer til godt og vel omkring 757 kr og 82 øre idag - og det uanset opholdsted og senere giftemål. Dette betød jo at Caroline kunne flytte hvor som helst hen og gifte sig med hvem som helst, og få denne pension resten af sit liv. Hun døde ved en sporvognsulykke i 1873, 75 år gammel.

I juni 1815 underskrev Frederik 6. den endelig fredsaftale som betød at Norge nu var svensk.
Derved fik Sverige sin hævn over os efter krigen 1808-1809, og vi måtte bide i det sure æble.
Derimod modtog Danmark det svenske Pommern af Sverige, som Frederik 6. solgte med det samme til kongeriget Prøjsen.
Til gengæld fik Danmark flere hundredtusinder rigsbankdaler samt det lille hertugdømme Lauenborg ved denne byttehandel.
I 1818 oprettede Frederik den 6. Nationalbanken som en gave til folket, men landet måtte kæmpe en hård kamp for at komme sig over tabet af Norge og statsbankerotten.
Tiden efter Napoleonskrigene i Danmark blev kendt for Guldalderen, hvor der gik mange berømte danskere rundt i København på det tidspunkt, hvor byen var ved at blive genopbygget, blandt andet den berømte videnskabsmand Hans Christian Ørsted ( 14. august 1777 - 9. marts 1851 ), som også var bror til den danske politiker og jurist Anders Sandøe Ørsted ( 21. december 1778 - 1. maj 1860 ).
Så var der også maleren Christen Schiellerup Købke ( 26. maj 1810 - 7. februar 1848 ) som først blev en meget anerkendt maler efter sin død.
Billedkunsteren og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen ( 19. november 1770 - 24. marts 1844 ) som arbejdede i Rom i årene 1797-1838, og ved sin hjemkomst til København i 1838, havde man bygget Thorvaldsens Museum i 1837 til hans mange statuer, som han havde med hjem.
Den berømte digter Adam Oehlenschäger ( 1779 - 1850 ), som skrev Danmarks nationalsang, ”Der er et Yndigt Land” i 1819, den kloge præst Nikolai Frederik Severin Grundtvig ( 8. september 1783 - 2. september 1872 ), forfatteren Søren Aabye Kierkegaard ( 5. maj 1813 - 11. november 1855 ) og til sidst men ikke mindst den verdensberømte digter og forfatter Hans Christian Andersen ( 2. april 1805 - 4. august 1875 ).
Jo, der gik mange berømtheder rundt i København, dengang og disse danskere fik i disse år hver deres gennembrud som berømte danskere.

I 1804 blev Thomas Thomasen Bisp gift med Maren Justdatter. Hun fødte de følgende år 5 børn. I 1817 kom der en ny tjenestepige til gården, hun hed Ane Margrethe Christensdatter.
I 1820 forelskede den 42 årige gårdmand Thomas Thomasen Bisp i sin tjenestepige Ane Margrethe Christensdatter, da hun var 23 år gammel. De blev meget forelskede i hinanden, det eneste som skilte dem ad var hans svagelige hustru Maren Justdatter. Mandag den 18. juni 1821 forgiftede han sin hustru med rottegift der var smurt ud på et stykke brød. Hustruen blev hurtigt dårligt og fik stærke mavesmerter. Om lørdagen den 23. juni 1821 døde hustruen. Maren Justdatter blev begravet den 28. juni 1821, men rygterne om giftmord svirrede. Liget blev gravet op igen og obduceret. Under et forhør hos herrefogeden erkendte Thomas Thomasen Bisp til sidst mordet på sin hustru, og blev dømt til døden.
Tjenestepigen Ane Margrethe Christensdatter blev idømt livsvarigt arbejde i Viborg Tugthus.
Året efter den 22. juli 1822 blev Thomas Thomasen Bisp henrettet ved halshugning ved retterstedet i Hjørring Bjerge, og efter henrettelsen blev hans hoved naglet fast på en stage. Det blev den sidste henrettelse ved halshugning i Viborg.


THOMAS THOMASEN BISPS AFHUGGEDE HOVED.

I 1830erne og 1840erne begyndte industrien at komme frem i Danmark og landet var ved at blive til et industri-samfund, men industrien begyndte først at tage form 20-30 år senere.

Prins Christian Frederik eller den senere Christian 8. blev gift med sin kusine prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin ( 4. december 1784 - 13. juli 1840 ) og hun fødte ham deres eneste barn sønnen Frederik, der skulle efterfølge sin far senere som Frederik 7. af Danmark.
Selvom de fik sønnen Frederik i 1808, så var deres ægteskab meget ulykkeligt og især ensomt for prinsesse Charlotte Frederikke.
Da prinsessen fik sangundervisning af den franske lærer Jean Baptiste Édouard Louis Canaille Du Puy ( ca. 1770 - 1822 ), blev de begge to forelskede i hinanden, men da hendes ægtemand Christian Frederik opdagede at hans hustru var ham utro, blev Christian Frederik separeret i 1809. Året efter i 1810 var de blevet skilt og prinsesse Charlotte Frederikke blev forvist til Horsens, hvor hun fik strengt forbud mod at se deres søn resten af sit liv.
Den franske sanglærer Jean Baptiste Édouard Louis Canaille Du Puy blev landsforvist fra Danmark den 7. november 1809 af prins Christian Frederiks halvfætter kong Frederik 6.
Det var forresten prins Christian Frederik som udråbte sig til Norges konge i maj 1814, men efter den svenske kronprins med en stor svensk hær havde indtaget de norske fæstninger, blev han tvunget fra den norske trone efter 5 måneder, og måtte rejse hjem til Danmark den 10. oktober 1814. Den skuffede prins Christian Frederik kom hjem til et land der var hærget af Napoleonskrigene, statsbankerot og selve hovedstaden København lå stadigvæk i ruiner efter englændernes bombardement i 1807. Hans halvfætter kong Frederik 6. var meget vred og skuffet over ham efter den svinestreg prins Christian Frederik havde lavet i Norge.
Den 22. maj 1815 giftede Christian Frederik sig med Caroline Amalie af Augustenborg ( 28. juni 1796 - 9. marts 1881 ). Hun var datter af Louise Augusta, som var halvsøster til Frederik 6. Men prins Christian Frederik fik igen børn sammen med sin nye hustru.
Senere samme år blev Christian Frederik udnævnt til guvernør over Fyn og Langeland.
I 1831 blev han optaget i Statsrådet, selvom den gamle Frederik 6. var imod det, men den gamle konge vidste at hans halvfætter Christian Frederik var den næste til arve tronen, og havde jo sønnen Frederik, så Frederik 6. så igennem fingerne med det til sidst.

Frederik 6. døde den 3. december 1839 efter 56 år som konge, og næsten samtidig var København ved at være færdigbygget efter bombardementet i 1807.
Danskerne var efterhånden trætte af enevælden, og ville hellere have demokrati.
Men den nye konge, Christian 8. ( 18. september 1786 - 20. januar 1848 ), nægtede at give danskerne deres fri forfatning, så den danske befolkning blev meget skuffet.

Christen Jacobsen ( 15. marts 1773 - 13. februar 1835 ) fik borgerbrev som brygger i 1826,
og han havde sit eget bryggeri i Brolæggerstræde i København.
Han var gift med Caroline Frederikke Jacobsen, født Shelbeck. Hun fødte sønnen Jacob Christian Jacobsen den 2. september 1811.
Jacob Christian Jacobsen ( 2. september 1811 - 30. april 1887 ) grundlagde i 1847 sit eget bryggeri Carlsberg i Valby. Navnet tog han fra sin egen søn Carl.


MALERI AF BRYGGER JACOB CHRISTIAN JACOBSEN.

Han blev gift den 24. oktober 1839 med Laura Cathinka Jacobsen, født Holst ( 1819 - 1911 ). Hun fødte den 2. marts 1842 sønnen Carl Christian Hillman Jacobsen ( 2. marts 1842 - 11. januar 1914 ).
Jacob Christian Jacobsen blev syg og efter få ugers sygdom døde han den 30. april 1887.
Da hans testamente blev læst op, stod der at Carlsberg-Fondet arvede hele hans formue.
Herved havde han sikret sig at fondet skulle drive Carlsberg bryggeriet videre og i nutiden anno 2006 næsten 120 år senere, eksisterer Carlsberg bryggerierne i bedste velgående.


BRYGGER CARL JACOBSEN.

Carl Christian Hillman Jacobsen blev gift den 24. september 1874 i Garnisionskirken i København, med Ottilia Mary Stegmann ( 27. marts 1854 - 20. juli 1903 ) som var født i byen Edinburgh i Skotland. Hendes far hed Conrad Stegmann ( 1819 - ? ) og moderen hed Louise Brummer ( 1825 - ? ).
Carl Jacobsen havde følgende titler: Storkorsridder, dr. phil, cand. polyt., brygger, ejer af Carlsberg, administrerende direktør af Carlsberg bryggerierne, grundlægger af Ny Carlsberg
Fondet ( Carlsberg - Tuborg ).
Ottilia Mary Jacobsen fødte ham følgende børn:
Datteren Theodora Jacobsen ( 18. juni 1877 - 6. april 1956 ).
Hun blev gift i 1900 med Edgar Madsen ( 1865 - 1919 ) som var teknisk direktør for Wibroe i årene 1898-1919. Edgar Madsen døde som 54 årig i 1919.
Sønnen Alf Jacobsen ( 1880 - 1890 ). Døde som 10 årig af en infektionssygdom.
Sønnen Helge Jacobsen ( 24. december 1882 - 21. juni 1946 ).
Sønnen Vagn Carl Jacobsen ( 14. september 1884 - 24. maj 1931 ).
Sønnen Erland Jacobsen ( 1886 - 1887 ). Døde 1 år gammel af en infektionssygdom.
Sønnen Thorvald Jacobsen ( 1888 - 1888 ). Døde som spæd af en infektionssygdom.
Datteren Paula Jacobsen ( 1890 - 1981 ).
Carl Christian Jacobsen blev i 1871 forpagter af sin faders nyopførte bryggeri Ny Carlsberg.
Den 8. marts 1888 donerede Carl Jacobsen og hans hustru Ottilia Jacobsen deres store kunstsamling til den danske befolkning. Samlingen blev i 1896 overført til Ny Carlsberg Glyptoteket, som officielt blev indviet i 1897 og senere udvidet i 1906.
Samlingen kan stadig ses på Ny Carlsberg Glyptoteket, Dantes Plads 7, 1556 København V.
Entré-prisen til kunstmuseet er 50,- kr. i december 2006.
Carl Christian Jacobsen opførte Elefantporten som stod færdig i 1901. Elefantporten var fremstillet i hugget bornholmsk granit af billedhuggeren Carl Hansen Reistrup ( 1863 - 1929 ). De 4 elefanter symboliserer de 4 overlevende børn af en børneflok på 8, nemlig Theodora, Helge, Vagn og Paula, som hans hustru Ottilia Mary Jacobsen fødte i årene fra 1877 til 1890.
Carl Christian Jacobsen blev enkemand da hans hustru Ottilia Mary Jacobsen døde den 20. juli 1903.
Carl Jacobsen giftede sig igen den 26. april 1906 i Jesus Kirken i København med Laura Louise Henriette “Lilli” von Kohl ( 14. december 1882 - 4. maj 1931 ).
Ægteskabet med sin nye hustru Louise Henriette “Lilli” von Kohl holdt ikke, og hun giftede sig påny med stumfilminstruktøren Kay van der Aa Kühle ( 1877 - 1925 ) i 1909.
Dette ægteskab holdt åbenbart heller ikke og Louise Henriette “Lilli” von Kohl giftede sig for 3. gang med advokaten Oliver Capenter.
TV-serien Bryggeren i 12 afsnit, fra 1996-1997 med Jens Jørn Spottag ( 13. december 1957 ), Frits Helmuth ( 3. juli 1931 - 12. december 2004 ) og Søren Sætter-Lassen ( 11. juli 1955 ) i hovedrollerne, beskriver familien Jacobsen’s liv i perioden fra 1834 til 1887.

I 1842 oprettede en gruppe unge københavnske studenter den danske bevægelse, som hed De Nationalliberale, og man valgte den unge jurist Peter Martin Orla Lehmann ( 15. maj 1810 - 13. september 1870 ) som dens formand og taler.
Senere kom digteren og redaktøren for Fædrelandet Carl Proug ( 29. oktober 1813 - 27. oktober 1894 ), Ditlev Gothard Monrad ( 24. november 1811 - 28. marts 1887 ) også ind i denne bevægelse, da de ønskede at enevælden skulle afskaffes.
Man kan godt sige at bevægelsen de nationalliberale var Danmarks første parti der blev skabt, men selve bevægelsen var slet ikke en partiorganisation.
Alligevel holdte de nationlliberale deres såkaldte parti frem til 1882.

Den 20. januar 1848 døde Christian 8. af både forkølelse og en blodforgiftning ved en åreladning den 20. januar 1848, og hans enestesøn søn Frederik 7. ( 6. oktober 1808 - 15. november 1863 ) var nu Danmarks nye konge.

Prins Frederik, den senere Frederik 7. var gift med Frederik 6.s yndlings datter prinsesse Vilhelmine Marie ( 18. januar 1808 - 30. maj 1891 ) den 1. november 1828 i Christiansborg Slotskirke, men ægteskabet blev en fiasko, da prins Frederik drak sig fuld og var hensynsløs over for Vilhelmine Marie. Ægteskabet endte til sidst med en skilsmisse i 1834.
Samme år var prins Frederik blev forvist til Fredericia af Frederik 6. og her traf han sin store kærlighed danserinden og den senere modehandlerske Louise Rasmussen.
Selvom det var imod hans vilje, blev han gift i 1841 med Marianne af Mecklenburg-Strelitz, men dette ægteskab blev lige så stormfuld som hans ægteskab med Frederik 6.s datter, så i 1846 blev de skilt. Men derefter begyndte prins Frederik virkelig at komme sammen med sin elskerinde Louise Rasmussen, som han var dybt forelsket.

På sit dødsleje havde Christian 8. rådet sin søn Frederik til at afskaffe enevælden og få indført en fri forfatning i landet, fordi befolkningen havde været meget skuffet over, at Christian 8. ikke afskaffede enevælden, da han blev konge i 1839.
Den nye kong Frederik 7. var glad for sin fars råd, da han slet ikke var interesseret i politik og ville heller ikke styre landet som enevældige konge.
Den 21. marts 1848, gik en stor folkemængde på omkring 12-15.000 mennesker fra Gammeltorv genem Københavns gader til Christiansborg Slot med krav om, at enevælden straks blev afskaffet.
Her kunne en af kongens rådgivere meddele folket, at kongen havde afskaffet det gamle enevældeministerium, og folket jublede af glæde. Det gjorde Frederik 7. også, fordi nu kunne han sove længere om morgenen.

    
KONG CHRISTIAN 8. AF DANMARK.      KONG FREDERIK 7. AF DANMARK.


KONG FREDERIK 7. AF DANMARK 1848-1863.

Den 22. marts 1848 blev en af de nationalliberalernes medlemmer som var lensgreve Adam Wilhelm Moltke ( 25. august 1785 - 15. februar 1864 ), folkevalgt som Danmarks allerførste folkevalge statsminister eller premierminister som hans titel hed dengang. Han fortsatte som premierminister indtil den 27. januar 1852.
Han giftede sig 1. gang i 1817 med den 20 årige komtesse af Knuthenborg Frederikke Louise Knuth ( 2. januar 1797 - 15. marts 1819 ) som pludselig døde den 15. marts 1819.
Derefter giftede han sig i Trinitatis Kirke den 22. august 1823 med søsteren den 32. årige komtesse af Knuthenborg Marie Elisabeth Knuth ( 2. januar 1791 -13. marts 1851 ).


DANMARKS FØRSTE STATSMINISTER ADAM W. MOLTKE I 1848.

Den 24. oktober 1848 samlede 193 almindelige mænd sig på Christiansborg Slot, hvor de planlagde Danmarks første folkelige grundlov.
Af de 193 mænd var de 114 mænd folkevalgte. Senere blev 38 mænd udpeget af Frederik 7. til personligt, at lede Danmarks første folkelige regering, da kongen mente at disse mænd var meget kvalificerede til at lede det nye demokrati, som Københavns borgere havde fået indført den 21. marts 1848.
De fleste ministre i denne regering var fra bevægelsen De Nationalliberale, især ministrene Ditlev Gothard Monrad og Orla Lehmann, var to af de store trækplastre i denne nye regering.
Monad var den dybe tænker, mens Lehmann var skriveren som udførte de nye planer på papir, om den kommende rigsdag på Christiansborg Slot.
Faktisk var det Orla Lehmann der opfandt navnene "folketing" og "landsting" som senere skulle blive de to meget vigtige kamre på Christiansborg Slot.
Frederik 7. havde givet en særlig tilladelse til, at de nye folkevalgte politikere kunne holde deres møder i nogle lokaler på slottet, hvor Folketinget har til huse den dag i dag.
Man blev enig om i den nye regering, at kun mænd fra 30 års alderen med egen bolig, erhverv og en vist indtægt, kunne stemme til folketing-landstingsvalgene på Christiansborg.
Kvinder, umyndige børn og forbrydere var helt udelukket for at stemme til folketingets og landstingets valg, fordi dette ville ødelægge demokratitet i Danmark, udtalte A. F. Krieger under mødet på Christiansborg Slot den 24. oktober 1848.
Der var faktisk ikke stor forskel på folktingsmedlemmer og landstingsmedlemmere i starten, selvom Nikolai Frederik Severin Grundtvig, som var medlem af denne forsamling, var meget imod at landstinget skulle være en slags pengeting for adelen og de meget rige danskere.
Men Monrad fik dette mindre politiske oprør slået ned og da han havde det sidste ord at bestemme, og han besluttede, at medlemmerne af folketinget og landstinget fortsat skulle være de samme. Monrad mente ikke at man skulle ødelægge mulighederne hans kommende grundlov til det danske folk. Hvis man ville være politiker i landstinget, skulle man være over 40 år gammel og have en årlig indtægt eller indkomst på omkring 1200 rigsbankdaler, det vil sige 2400 kroner i dag.

Den 25. maj 1849 blev grundloven vedtaget af Folketinget og Landstinget og den 5. juni 1849 kunne Frederik 7. underskrive Danmarks første grundlov, og hermed fik Danmark sit første demokratiske parlament, Rigsdagen, der bestod de to kamre, Folketinget og Landstinget.
Så man kan faktisk godt sige at Danmarks Folketing var underhuset, mens Landstinget var overhuset, men faktisk var det De Nationalliberale i Folketinget som havde regeringsmagten som de bevarede helt frem til 1864.
Da 1849-grundloven blev vedtaget i Rigsdagen, var der faktisk ikke nogle rigtig aktive partier i Folketinget og Landstinget, men meget snart begyndte både folketingsmedlemmerne og landstingsmedlemmerne at danne deres klubber, som senere skulle blive meget aktive partier i Rigsdagen på Christiansborg Slot.

Faktisk var Frederik 7. ligeglad med at være konge af Danmark, så det var mest den danske regering der styrede landet i de 15 år Frederik 7. var konge af Danmark.
Men i marts 1848 nede ved hertugdømmerne, Slesvig-Holsten ville man også have sin egen fri forfatning, nemlig at blive en del af Det Tyske Forbund, men da den slesvigsk-holstenske deputation kom til København med dette krav, svarede den nye regering, at Slesvig skulle forblive del af Danmark, hvorimod Holsten kunne slutte sig til Det Tyske Forbund og dermed udbrød Treårskrigen 1848-1850 den 24. marts 1848, da de oprørske slesvig-holstenere indtog fæstningen ved Rensborg
Slesvig-Holsten fik millitærstøtte fra Prøjsen, hvorimod Danmark måtte kæmpe alene.
I slaget ved Bov den 9. april 1848 blev slesvig-holstenernes hær anført den prøjsiske general Willisen slået af en dansk hær anført af general Olaf Rye, og landet var vildt glade og stolte over denne militære sejr.
Men sejren varede meget kort, da prøjserne slog os i et blodig slag ved Slesvig og rykkede helt op til Århus.
I august 1848 dikterede stormagterne Storbritannien, Frankrig og Rusland fred, og krævede at Prøjsen skulle trække sig ud af Jylland og Prøjsen gav efter, herefter var der fred til den næste sommer.
I slaget ved Fredericia i 1849 lykkedes det for general Ryes hær, at slå prøjserne ud af Slesvig. Under slaget blev general Rye dræbt, men denne sejr blev Danmarks største sejr over prøjserne, og efter slaget blev Prøjsen tvunget af Rusland til at trække sig ud af krigen. Nu var slesvig-holstenerne alene mod Danmark.
Efter det blodige slag ved Isted hede den 24-25. juli 1850 blev slesvig-holstenernes hær på 34.000 mand slået ud af Slesvig af den danske hær på 40.000 mand. Danmark havde nu generobret Slesvig, og slaget havde kostet 5500 døde og sårede danske og slesvig-holstenske soldater livet.

Mens Treårskrigen stadigvæk ikke var afsluttet, besluttede Frederik 7., at gifte sig med sin elskerinde balletdanserinde ved Det Kgl. Teater, modehandlerske Louise Christine Rasmussen ( 21. april 1815 - 6. marts 1874 ), selvom både den nye regering og adelen var meget imod kongens ægteskab med sin elskerinde.
Frederik 7. havde lært Louise Rasmussen at kende, da han var ung kronprins via Carl Berling, grundlæggeren af Berlingske Tidende, og den unge kronprins var meget forelsket i hende og hun i ham.
Louise Rasmussen var også et uægtebarn, det vil sige hun var født udenfor ægteskab, hvilket  ikke var særlig populært i datidens Danmark.
Men kongen svarede vredt: “Hende til kone eller jeg abdicere som konge!” Kongen fik sin vilje, og den 7. august 1850 blev han gift med Louise Rasmussen i Frederiksborg Slotskirke.


LENSGREVINDE LOUISE DANNER I 1850.

Frederik 7. var gift med sin elskerinde til venstre hånd, som betyder at hvis de fik børn sammen, ville de ikke få ret til at arve tronen, men det var der ikke fare for, fordi kongen var nemlig inpotent.
I bryllupsgave gav kongen sin brud titlen lensgrevinde Danner.

I januar 1851 underskrev Slesvig-holstenernes ledere fredserklæringen, og Treårskrigen var slut.
Efter et stormagtsmøde i London i 1852, blev den tyske prins Christian, den senere kong Christian 9., anerkendt som dansk kronprins. Han kom til verden på det tyske Slot Gottorp i Slesvig den 8. april 1818. Christian var det sjette barn og fjerde søn af hertug Friedrich Wilhelm Paul Leopold af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck ( 1785 - 1831 ) og Christian 8.’s søsterdatter Louise Caroline ( 28. september 1789 - 13. marts 1867 ).

Prins Christian var i 1842 blevet gift med den meget smukke prinsesse Louise Vilhelmine af Hessen ( 7. september 1817 - 29. september 1898 ), datter af landsgreve Wilhelm af Hessen
( 24. december 1787 - 5. september 1867 ) og prinsesse Louise Charlotte af Danmark ( 30. oktober 1789 - 28. marts 1864 ).
Louise fødte ham i 1943 kronprinssønnen Frederik ( 3. juni 1843 - 14. maj 1912 ).
Datteren Alexandra blev født i 1844 ( 1. december 1844 - 20. november 1925 ) og hun blev senere blev dronning af Storbritannien.
I 1845 født Louise sønnen Vilhelm ( 24. december 1845 - 18. marts 1913 ), der som 17 årig blev Grækenlands kong Georg 1.
I 1847 fødte Louise datteren Marie Sophie Frederikke Dagmar, eller til daglig blot kaldt for Dagmar ( 26. november 1847 - 13. oktober 1928 ), som blev Ruslands næstsidste zarina eller kejserinde.
I 1853 fødte Louise datteren Thyra ( 29. september 1853 - 26. februar 1933 ) som senere blev gift med hertug Ernst August af Cumberland.
I 1853 fødte Louise deres sidste barn sønnen prins Valdemar ( 27. oktober 1858 - 14. januar 1939 ).

Den 27. januar 1852 blev Christian Albrecht Blume ( 27. december 1794 - 16. december 1866 )
ny premierminister ( statsminister ). Han regerede indtil den 21. april 1853.
Han blev gift den 8. maj 1832 med Rasmine Wandel ( 22. december 1813 -2. januar 1865 ).
Hun fødte den 31. marts 1833 deres første barn sønnen Hans Emil Blume ( 31. marts 1833 - 29. november 1926 ).
Den 18. maj 1838 fødte hun datteren Ella Amalia Blume ( 18. maj 1838 - død efter 1875 ).
Deres tredje barn datteren Ebba Ragnhilda Blume ( 2. januar 1843 - ? ) blev født 2. januar 1843. Endelig blev sønnen Just Eiler Blume ( 28. oktober 1846 - død efter 1878 ) født den
28. oktober 1846.


CHRISTIAN ALBRECHT BLUME.

I juni 1853 blev København ramt en katastrofe, byen blev ramt af pest. 7219 københavnere blev smittet med pest og 4743 døde af det. Efter denne pestkatastrofe påbegyndte regeringen samme år en planlægning om at nedrive de oldgamle volde omkring København, men voldene blev først nedrevet i årene 1871-1873.

Anders Sandøe Ørsted ( 21. december 1778 - 1. maj 1860 ) blev derefter premierminister fra
21. april 1853 og indtil 12. december 1854.
Han blev gift den 10. juli 1802 med Sophie Wilhelmine Bertha Oehlenschläger ( 16. juli 1782 -
9. februar 1818 ). Hustruen Sophie døde kun 35 år gammel den 9. februar 1818.
Året efter hustruens død giftede han sig den 27. marts 1819 med Mathilde Elisabeth Rogert
( 25. april 1782 - 26. juni 1824 ). Hustruen Mathilde døde 42 år gammel den 26. juni 1824.


ANDERS SANSØE ØRSTED.

Peter Georg Bang ( 7. oktober 1797 - 2. april 1861 ) blev derefter ny premierminister fra den
12. december 1854 og indtil 12. oktober 1855.
Derefter blev titlen ændret til konseilpræsident ( statsminister ) og han fortsatte med den nye titel fra 12. oktober 1855 og indtil 18. oktober 1856.
I 1868 blev den tidligere vej som hed Klammerivej på Frederiksberg opkaldt efter ham, og kom til at hedde Peter Bangs Vej.


PETER GEORG BANG.

Carl Christopher Georg Andræ ( 14. oktober 1812 - 2. februar 1893 ) blev derefter Danmarks ny konseilpræsident ( statsminister ) fra den 18. oktober 1855 og indtil 13. maj 1857.
Han blev gift den 23. november 1842 med Hansine Pauline Schack ( 5. april 1817 - 17. marts
1898 ). Hun var en af datidens store kvindesagsforkæmpere.


CARL CHRISTOPHER GEORG ANDRÆ.

I midten af 1850erne kom der en helt ny form for liveunderholdning til Danmarks befolkning i alle alder, nemlig cirkus!
Det første transportable cirkustelt menes at være kommet til Danmark i 1855 med det engelske Cirkus Brødrene Hutchinson og havde en af deres første nordiske cirkusforestilling i byen Odense. Brødrenes telt var ganske stort og havde plads til 1200 tilskuere.
Men det var først ca. 31 år senere at cirkus for alvor slog sine rødder i Danmark.

Carl Christian Hall ( 25. februar 1812 - 14. august 1888 ) blev Danmarks ny konseilspræsident ( statsminister ) fra den 13. maj 1857 og indtil den 2. december 1859.
Han blev gift den 1. december 1837 med Marie Augusta Brøndsted ( 24. juni 1816 - 26. april 1891 ).


CARL CHRISTIAN HALL.

Om aftenen den 8. september 1858 lød der et dræbende skud på en gård ved Ugledige i Sydsjælland. Gårdejerinde Ane Marie Hemmingsdatter var dræbt af et haglskud af en ukendt drabsmand. Men mistanken faldt allerede på stedsønnen Niels Peter Olsen, men ham var det ikke, da hans alibi var helt i orden.
Så politiets næste mistænkte var en professionel forbryder og bandeleder Lars Nielsen, kaldet Balle-Lars, som var allerede var mistænkt flere gange for påsætte ildbrande på gårde rundt i Ugledige og havde ry for at gøre alt for penge.
Ved retten i Præstø tilstod Balle-Lars og fortalte motivet til mordet på Ane Marie Hemmingsdatter. Det var et lejemord som var bestilt af stedsønnen Niels Peter Olsen.
Begge mænd blev ved Højesteret i København dømt til døden ved halshugning.
Men senere blev Niels Peter Olsen benådet af Frederik 7. og dommen blev ændret til livsvarigt tugthus, mens Balle-Lars blev halshugget den 16. oktober 1860 på Rakkerbanken i Ugledige skov.

Carl Eduard Rotwitt ( 2. marts 1812 - 8. februar 1860 ) blev derefter ny konseilspræsident i en kort periode fra den 2. december 1859 og indtil 24. januar 1860.
Han døde blot 47 år gammel som medlem af regeringen.


CARL EDUARD ROTWITT.

Den 20. september 1859 åbnede Niels Kjærbølling ( 11. oktober 1806 - 2. januar 1871 ) Københavns Zoologiske Have for publikum i prinsesse Vilhelmines have ved Frederiksberg Slot. Man startede først med høns, kaniner, ørne, ænder i en dam, ugler, en ræv, en sæl i en balje og en skildpadde i en spand.


NIELS KJÆRBØLLING - GRUNDLÆGGEREN AF ZOOLOGISKE HAVE.

I årene 1861 og 1867 udvidede direktør Kjærbølling sin Zoologiske Have med mere plads til flere og større dyr. Ved hans død den 2. januar 1871 overtog sønnen sin fars populære have og allerede året efter i 1872 ændrede han Københavns Zoologiske Have til et aktieselskab.

Den 2. oktober 1859 udkom Danmarks første billedblad med titlen Illustreret Tidende, og dette blad blev en enorm succes i Danmark for de mange indbyggere. Bladet udkom helt frem til 1924, altså godt og vel 65 lange år. Denne idé med et folkebilledblad kom fra Storbritannien og Tyskland, hvor de illustrerede billedblade også havde stor succes hos både den rige og fattige del af befolkningen.

I 1863 kom sporvognen til Danmark for første gang eller rettere sagt hestesporvognen.
Det var en af Danmarks største industrimatadorer og direktør for Privatbanken Carl Frederik Tietgen ( 19. marts 1829 - 19. oktober 1901 ) der oprettede selskabet “Copenhagen Railway Company Ltd” da sporvognene var blevet bygget i Liverpool i Storbritannien.


CARL FREDERIK TIETGEN.

Selskabet kom senere hen til at hedde Kjøbenhavns Sporvei-Selskab i 1865.
C. F. Tietgen var en meget berømt og dygtig forretningsmand, som var grundlægger af 22 selskaber og firmaer, så penge og rigdom havde Tietgen nok af til sine dages ende.

Carl Christian Hall blev for 2. gang konseilspræsident ( statsminister ) fra den 24. januar 1860 og indtil 31. december 1863.
I efteråret 1863 var Frederik 7. sammen med konseilspræsident ( statsminister ) C.C. Hall fuldt optaget i at færdiggøre Fællesforfatningen, forfatningen der ville indlemme Slesvig i Danmarks kongerige og lade Holsten og Lauenborg blive hertugdømmer under det danske monarki.
Men efter min mening skulle den danske regering ikke have skabt denne forfatning, fordi den ville skabe meget uro rundt i Europa.
Kronprins Christian var meget bekymret og meget imod denne forfatning. Med sit kendskab til tysk tankegang kunne han forudse, at hvis forfatningen blev vedtaget af den danske rigsdag, så ville det Tyske Forbund og stormagterne, Storbritannien, Frankrig og Rusland betragte forfatningen som et groft brud på fredsaftalen i 1852 og så ville det Tyske Forbunds to dominerende magter, Prøjsen og Østrig, uden tvivl betragte det som en krigserklæring.
Men både Rigsdagen og Frederik 7. ville ikke høre på, hvad kronprins Christian sagde og kaldte ham for tyskervenlig.
Den 13. november 1863 blev forfatningen vedtaget i Rigsdagen og nu manglede ministrene kun Frederik 7.’s underskrift. Men så indtraf den store katastrofe, Frederik 7. døde kun to dage senere den 15. november 1863, uden at have underskrevet forfatningen.

Ditlev Gothard Monrad ( 24. november 1811 - 28. marts 1887 ) blev ny konseilspræsident fra den 31. december 1863 og indtil 11. juli 1864.
Han blev 1. maj 1840 gift med Emilia Nathalia Lütthans ( 21. juli 1815 - 9. september 1871 ).


DITLEV GOTHARD MONRAD.

Den nye konge, Christian 9. ( 8. april 1818 - 29. januar 1906 ) måtte underskrive november- forfatningen og udtalte at denne forfatning ville bringe landet i ulykke og det gjorde den.
Da Prøjsens ministerpræsident Otto von Bismarck krævede at novemberforfatningen skulle trækkes tilbage, nægtede den danske regering og Bismarck erklærede Danmark krig.

Dnmarks 47-48.000 soldater tog opstilling på Dannevirke i februar 1864.
I spidsen for den danske hær var den 72 årige General Christian de Meza.
Sydpå nærmede den prøjsisk-østrigske hær på over 58.000 veldisciplinerede soldater sig Dannevirke, men den 4. februar 1864 trak den danske hær sig fra Dannevirke og op til Dybbøl som lå over 40 km væk.
Den lange march til Dybbøl gik ud over kampmoralen og disciplinen i den danske hær, og 2 dage senere blev de Meza afskediget som den øverst- kommanderende for den danske hær.
I stedet udnævntes general Georg Gerlach som ny øverstbefalende for den danske hær.
Den danske hær forskansede sig ved Dybbøl, men forsvarsstillingerne ved Dybbøl var meget ringe.
Den 18. april 1864 stormede prøjserne og østrigerne den danske hærs stillinger på Dybbølstillingen.
Angrebet var et blodigt slag og den prøjsiske-østrigske gav den danske hær sådan en engang bank, at danskerne flygtede op til Fredericia. Slaget kostede den danske hær 4800 soldater livet og i den prøjsiske-østrigske hær mistede 1700 soldater livet.
Få måneder senere var krigen slut, og krigen var et stort nederlag for Danmark, nu gik den danske grænse til kongeåen.


DANSKE SOLDATER REDDER EN KANON I KRIGEN 1864.

Oversigten
Tilbage Næste side