VERDENS STØRSTE SØIMPERIUM 1679-1910:

Efter den sejrrige krig mod Holland var afsluttet, frygtede det engelske parlament, at Karl 2. ville styrke sine katolske forbundsfæller i landet og indføre enevælden.
Så i 1679 vedtog parlamentet en række love rettet mod katolikkernes indflydelse, og fik gennemført en lov, der forbød kongen at holde en mand fængslet uden lov og dom.
På den måde havde parlamentet sat en stopper for Karl 2.s enevældes tilbøjeligheder.
Kongens rådgivere bønfaldt ham om at give efter parlamentets krav, derfor så Karl 2. ikke nogen anden udvej end at underskrive disse love.
Karl 2. vidste godt, hvis han ikke havde underskrevet parlamentets love, så ville han uden tvivl blive afsat, ligesom sin far Karl 1.
Samme år, udbrød der væbnet oprør i Skotland med hertug Johan Maitland af Lauderdale i spidsen for det skotske oprør.
Derfor sendte Karl 2. en hær op til Skotland for at slå opstanden ned.
I slaget ved Drumclog den 11. juni 1679 blev den engelske hær under ledelse af general John Graham slået tilbage af en stærk skotsk hær under ledelse af hertugen af Lauderdale.
Trods nederlaget gav Graham ikke op og snart fik han friske forstærkninger af hertug James Scott af Monmouth’s hær, James Scott var Karl 2.s uægte søn.
Den engelske hær gik igen i offensiven og angreb den skotske hær ved Bothwell Bridge den 2. juli 1679, hvor den skotske hær blev fuldstændig knust.
Den 6. februar 1685 døde Karl 2. og efterlod sig ingen børn til tronen, så han blev efterfulgt af sin 52 årige bror hertug Jakob af York ( 14. oktober 1633 - 16. september 1701 ) som kong Jakob 2. af England.

KONG JAKOB 2. AF ENGLAND.

Men så snart Jakob 2. havde besteget tronen, var hertug James Scott af Monmouth rasende over at hans onkel havde overtaget tronen istedet for ham selv.
Herefter udbrød der oprør i England i april 1685.
Hertugen af Monmouth havde den skotske jarl Archibald Campbell af Argyll som sin allierede, han var begyndt at opruste en hjælpehær til at støtte Monmouths hær.
Men i juni 1685 blev jarlen af Argyll taget til fange og dømt til døden ved halshugning.
Monmouth indså sin desperate stilling og satte alt på et bræt i et natligt angreb på den royale hær, som havde slået lejr ved Sedgemoor i Somersetshire.
Om natten den 6. juli 1685 angreb Monmouths hær den engelske hær, men oberst John Churchill, som var næstkommandende og senere hertug af Marlborough, genetablerede hurtigt orden i hæren og gik til modangreb, støttet med et stærkt kavalleriangreb.
Selvom Monmouths oprørhær kæmpede hårdnakket, blev de alle dræbt eller taget til fange.
Hertugen af Monmouth undslap nedslagtningen og blev fanget nogle få dage senere og dømt til døden.
Resterne af opstanden blev slået ned af hoveddommer George Jeffreys, som dømte mere end 200 fanger til hængning og sendte yderligere 800 i eksil på Barbados i en række forordninger kaldet de blodige retsmøder.
Slaget ved Sedgemoor var den sidste formelle militære aktion i England, indtil de tyske flåde- og Zeppelin-angreb under 1. verdenskrig.
Landet kunne ånde lettet op, men kun for en tid.
Kong Jakob 2. var mindre upålidelig end sin afdøde bror og lagde ikke skjul på at han var katolik og nægtede at rette sig efter de love som parlamentet havde tvunget hans bror til at underskrive.
Parlamentet fandt sig i det en tid, fordi kongen var en ældre mand, og fordi hans to døtre var gift med protestanter, den ældste, Mary, med den hollandske prins og statsholder Vilhelm af Oranien og den yngste, Anna, med prins Jørgen af Danmark, som var kong Frederik 3.s yngste søn.
Men i 1688 fik parlamentet nok af Jakob 2., da han med sin anden dronning fik en søn, som blev katolsk døbt, så man opfordrede kongens svigersøn Vilhelm af Oranien til at komme til England for at forsvare folkets frihed.
I december 1688 ankom Vilhelm til London og det betød at Jakob 2. blev afsat fra tronen og hermed blev Vilhelm og hans kone Mary kronet som Englands kong Vilhelm 3. og dronning Mary og Jakob 2. flygtede til Frankrig.
Jakob prøvede at generobre sin tabte trone to gange i 1689 og 1690, men begge gange slog fejl, så han var tvunget til at leve i eksil i Frankrig, hvor han døde i 1701.
Men nu begyndte krigsskyerne at komme frem igen.

KONG VILHELM 3. AF ENGLAND.

I 1686 havde Det Tysk-Romerske Rige sammen med en række mindre tyske stater, Spanien, Sverige og Holland lavet en fælles militæralliance, bedre kendt som den Store Alliance, for at bremse Frankrigs Ludvig 14.s erobringstogter i Europa.
I september 1688 invaderede Frankrig Pfalz og hermed erklærede Alliancen Frankrig krig og Vilhelm 3. ( 14. november 1650 - 8. marts 1702 ) fik overbevist parlamentet om at sende en krigserklæring til Frankrig og gå med ind på Alliancens side i krigen, den pfalziske arvefølgekrig var begyndt.
Vilhelm 3. blev konge af England den 13. februar 1689.
Men gennem de første to år i krigen vandt de franske hære store sejre over Alliancens hære, både til land og til søs, og efter et kæmpe nederlag ved Leuze i 1691, ankom Vilhelm 3. til Holland for at overtage kommandoen over Alliancens hære.
Den franske flåde kæmpede en hård kamp mod Englands bedre udrustede flåde og i søslaget ved La Hogue, blev Frankrigs flåde besejret og gav Englands flåde herredømmet til søs.
Og Alliancen ville udnytte søsejren ved at give Ludvig 14. endnu et nederlag til lands.
Men den Store Alliances hær under Vilhelm 3. led endnu et nederlag ved Steenkerke i juni 1692, så Frankrigs marskal de Luxembourg var stadigvæk ubesejret i kamp.
I starten af juli 1693 havde Alliancens hær fået forstærkninger, og havde nu en hær på 50.000 mand som ville tage kampen op mod de Luxmenbourgs hær på 40.000 mand ved Neerwinden.
Igen led Alliancen et kæmpe nederlag og mistede næsten 20.000 mand, så det var de Luxembourgs største sejr over alliancen og hele Frankrig jublede over denne store sejr og Ludvig 14. gjorde sejrherren til stor-marskal af Frankrig og øverstbefalende for alle Frankrigs hære.
Endelig i slaget ved Namur i 1695 slog Alliancen en fransk hær, og i 1697 sluttede krigen. Men Alliancen vidste at Frankrig ikke ville holde freden længe og det gjorde den hellere ikke.
I efteråret år 1700 lå Spaniens kong Carlos 2. for døden og efterlod sig ikke nogen børn.
Så størstedelen af Europas kongeriger prøvede at finde en egnet tronfølger til den spanske trone, men Ludvig 14. kom dem i forkøbet.
Ludvig 14. mente selv at hans sønnesøn, hertug Filip de Anjou ( 1683 - 1746 ), skulle blive kong Carlos efterfølger på den spanske trone.
Kong Carlos nåede ikke at godkende testamenetet inden han døde, men Ludvig 14. besluttede at godkende testamentet og kort tid efter blev hertug Filip udråbt til kong Philip 5. af Spanien.
England, Holland og Det Tysk-Romerske Rige var imod Louis 14.s valg af den spanske konge og gik sammen en sidste gang og dannede en ny storalliance.
Men imens krigsplanerne var ved at blive planlagt, styrtede Vilhelm 3. med sin hest under en ridetur og døde af sine kvæstelser den 8. marts 1702.
Den engelske trone gik hermed over til Vilhelms svigerinde Anne og den nye dronning Anne udnævnte general John Churchill som øverstbefalende for den engelske hær.

DRONNING ANNE AF ENGLAND.

Den 4. maj 1702 erklærede Alliancen Frankrig krig, den Spanske Arvefølgekrig var begyndt.
I 1703 prøvede en fransk hær at invadere Belgien, for hvis Frankrig erobrede Belgien, så ville Alliancens hære være i stor fare. Takket været general John Churchills modangreb, måtte resterne af den franske hær trække sig tilbage og dronning Anne belønnede Churchill ved at han blev adlet til hertugen af Marlborough.
I sommeren 1704 besluttede Marlborough at gå i offensiven.
I en af de mest dristige marcher i historien flyttede han fra den 19. maj 1704 en hær på 52.000 mand op ad Rhinen fra Nederlandene, og angreb derpå pludselig mod sydøst gennem Tyskland.
Hertugen af Marlborough, med hjælp af Louis William 1., markgreve af Baden-Baden, ankom til Donau ved Donauworth, mellem Ulm og Ingolstadt, den 1. juli.
Her havde Maximillian 2. Emanuel, kurfyrste af Bayern og allieret med Frankrig, opstillet 12.000 mand under grev D’Arco på den befæstede høj Schellenberg mod nordøst.
Den engelske hertug beordrede et frontalangreb mod stillingen den følgende dag.
I et voldsomt stormangreb tog den overlegne britiske hær højen mod en pris på 5.200 dræbte soldater. Bayerne mistede 3/4 af deres styrke.

HERTUG JOHN CHURCHILL AF MARLBOROUGH.

Marlborough krydsede derpå floden og truede Augsburg 40 km mod syd.
Marlboroughs invasion havde sikret Wiens sikkerhed fra bayersk-franske angreb.
Efter den store sejr ved Blenheim den 13. august 1704 havde Alliancen slået Frankrigs allierede Bayern ud af krigen.
Samme år havde den engelske flåde landsat en engelsk-hollandsk hær på 15.000 mand ved Gibraltar og havde erobret byen. I oktober 1705 angreb den allierede hær Spanien.
Den 9. oktober 1705 faldt Barcelona.
Året efter i 1706 prøvede den allierede hær at marcherere mod Madrid og afsætte den spanske kong Filip 5., men i slaget ved Almansa, 100 km sydvest for Valencia, blev den allierede hær knust af en større spansk-fransk hær, og forsøget på at slå Spanien ud af krigen endte i en blodig og sørgelig fiasko.
I slaget ved Oudenarde slog Marlboroughs engelsk-hollandsk-tyske hær på 80.000 den franske hær under hertug Louis af Vendome på næsten 100.000 mand og ved denne sejr, kunne Marlborough indvadere Frankrig fra Belgiens grænse.
Mens krigen rasede i Europa, lykkedes det for dronning Anna ved en politisk union, at England og Skotland blev samlet til et stort rige den 1. maj 1707 og hermed skulle England nu kaldes for Storbritannien.
I november 1708 faldt den franske by Lille for Marlboroughs hær og hermed ønskede Ludvig 14. fred.
Men Alliancens fredsbetingelse var, at Ludvig 14. skulle kræve sin sønnesøn Filip 5. af Spanien væk fra tronen, og det nægtede Ludvig fuldstændigt. Hermed brød forhandlingerne sammen og krigen blev genoptaget i foråret i 1709.
Efter det blodige slag ved Malplaquet i september 1709, hvor Marlboroughs hær på 100.000 mand, besejrede den franske marskal de Vendomes 90.000 mand, hvor ialt 38.000 mand faldt under krigens mest blodige slag.
Kort tid efter slaget ved Malplaquet udbrød der fjendskab mellem dronningen og Marlboroughs hustru Sarah Jennings, som var dronningens hofdame og rådgiver.
Kort efter i 1711 blev Marlborough afskediget fra alle sine embeder og tvunget til at forlade landet, og i 1712 trak Storbritannien sig ud af krigen.
2 år senere sluttede den spanske arvefølgekrig og kort tid efter fredsaftalen var underskrevet døde dronning Anna pludselig den 1. august 1714.
Ved en lov der blev vedtaget af parlamentet i 1701, var kurfyrst George af Hannover blevet valgt som dronning Annas efterfølger, og da den nye kong George 1. kom til England for at blive kronet den 1. august 1714 havde han stadigvæk ikke lært engelsk og talte næsten altid tysk, selvom han havde haft 13 år til at forberede sig på sin britiske kongegerning.
Selvom George 1. ( 28. maj 1660 - 11. juni 1727 ) ville regerere landet enevældigt, måtte han rette sig efter parlamentets vilje, han blev ikke nogen særlig populær konge, da han nægtede at forbedre sit dårlige engelsk.

KONG GEORGE 1. AF STORBRITANNIEN.

Så da George 1. var kommet på tronen, måtte regeringsmagten laves om, da kongen nægtede at deltage til statsmøderne, og hermed var Storbritannien blevet lavet om til et konstitutionelt monarki, og selve regeringsmagten overgik fra kongen og hans personlige rådgivere til premierministeren og hans ministre, kort sagt nu bestemte premierminsteren over landet.

Sir Robert Warpole ( 26. august 1676 - 18. marts 1745 ) dannede regering og blev Englands første premierminister i perioden fra 4. april 1721 og indtil 11. februar 1742.

Den 11. juni 1727 døde George 1. og sønnen prins George af Wales ( 10. november 1683 -
25. oktober 1760 ) overtog tronen som kong George 2. af Storbritannien, han havde deltaget i den spanske arvefølgekrig.
I 1740 døde den tysk-romerske kejser Karl 6., han skulle efterfølges af sin datter Maria Theresia, men hendes ret til kejsertronen blev udfordret af Bayerns kurfyrst Karl Albert, Spaniens kong Karl 5. og Polens kong August 3. og i december samme år indvaderede Prøjsens nyvalgte kong Frederick 2., eller bedre kendt som Frederick den Store, med en hær på 30.000 mand den østrigske provins Schlesien, udbrød der en ny krig ud i Europa, den østrigske arvefølgekrig.
Efter et østrigsk nederlag i 1741 gik Frankrig, Spanien og Bayern ind på Prøjsens side og Storbritannien, Holland og Sardinien allierede sig med Østrig og Det Tysk-Romerske Rige, hermed udviklede krigen sig til en europæisk storkrig.

Spencer Compton ( 1674 - 2. juli 1743 ) dannede en ny regering og blev Englands premierminister i perioden fra 16. februar 1742 og indtil sin død den 2. juli 1743.

Efter en del sejre over Østrig i 1742 fik kong Frederick af Prøjsen, Schlesien som sit krigsbytte, men så snart Prøjsen havde trukket sig ud af krigen, begyndte krigen at gå bedre for kejserinde Maria Theresia og hendes allierede i krigen.
I slaget ved Dettingen den 27. juni 1743 besejrede den engelske hær anført af kong George 2. en større fransk hær og tvang resterne af den franske hær til at trække sig over til den vestlige side af floden Rhinen, slaget ved Dettingen blev det sidste slag hvor en engelsk monark personligt kæmpede i felten sammen med sin hær.
George 2. havde allerede begyndt at få problemer med sit helbred, så han måtte overlade kommandoen af den engelske hær til en af sine feltherrer.

KONG GEORGE 2. AF STORBRITANNIEN.

Henry Pelham ( 25. september 1694 - 6. marts 1754 ) dannede en ny regering og blev premierminister i perioden fra 27. august 1743 og indtil sin død den 6. marts 1754.

I 1744 gik Prøjsen igen ind i krigen, da han frygtede at kejserinde Maria Theresia ville prøve at generobre Schlesien og indgik i en ny militæralliance med Frankrig og Bayern.
På samme tid udviklede der også strid i de franske og engelske kolonier i Nordamerika og især i Canada, og til sidst udbrød der krig mellem Storbritannien og Frankrig i Amerika.
Efter en engelsk hær havde erobret den franske fæstningsby Louisbourg i 1745, var Frankrigs stilling i Nordamerika og Canada meget truet. Men de franske og engelske hære kæmpede mest på slagmarkerne i Europa. Ved freden i Nordamerika i 1748 fik Frankrig erobret Louisbourg tilbage.
Men efter et engelsk nederlag i slaget ved Fontenoy i maj 1745, måtte George 2. tilbagekalde den engelske hær, da der var udbrudt oprør oppe i Skotland, så Storbritannien trak sig ud af krigen for en tid.
Den afsatte kongeslægt Stuart prøvede igen at erobre landet, da prins Charles Edward Stuart landede i Skotland i juli 1745 med en mindre hær, som var blevet trænet i Frankrig og i august 1745 havde han fået militærstøtte fra de skotske klaner.
Den skotske lord George Murray samlede en hær på 2.000 skotske jakobiter ved Glenfinnan i det sydøstlige Skotland.
Han marcherede sydpå til byen Prestonpans, hvor oprørhæren blev opfanget af en engelsk hær på 3.000 mand under kommando af general Sir John Cope.
Den 21. september 1745 gik højlænderne til angreb og slog den engelske hær på flugt.
Mere end et tusinde englændere blev taget til fange og hundreder dræbt eller såret.
Murrays tab udgjorde mindre end 150.
Som herre over størstedelen af Skotland, krydsede prins Charles Edward grænsen ind i England, indtog Carlisle, Penrith, Lancaster og Preston. Han trængte så langt ned som til Derby i det centrale England, 200 km fra London, inden mangel på nye rekrutter tvang ham til at tage marchen samme vej tilbage.
Mens oprørhæren trak sig tilbage, blev den forfulgt af den engelske hær og den 17. januar 1746 vendte oprørene om og gik til angreb på den engelske hær ved Falkirk.
Slaget endte med en kæmpe stor sejr for prins Charles Edward, og hans hær syntes at være uovervindelig. Men kong Georges søn William Augustus, som var hertug af Cumberland, reorganiserede resterne af de engelske styrker for et afgørende slag.
De to hære mødtes til et afgørende slag i slaget ved Culloden Moor den 16. april 1746.
Hertugen af Cumberland placerede sit artilleri dygtigt og slog med omkring 10.000 mand alle angreb fra de undertallige højlændere tilbage.
Derpå gik det engelske kavaleri til modangreb og ryddede slagmarken.
De regulære engelske ryttere huggede de flygtende skotter ned, også de sårede. Cumberlands nådesløse lederskab og den skånsels-løse nedslagtning af de skotske oprørere ved Culloden gav ham titlen "slagteren".
Prins Charles Edward slap med nød og næppe med livet i behold og flygtede til Frankrig og hermed røg den sidste chance for den tidligere kongeslægt Stuart-genindsættelse for evigt.
Det sidste skotske oprør var endelig blevet slået brutalt ned.
I 1747 gik Storbritannien igen ind i den østrigske arvefølgekrig på kejserinde Maria Theresias side og i slutningen af juni 1747 landede en engelsk-hannoveransk hær under kommando af hertugen af Cumberland i Belgien, som sluttede sig til den østrigske general Leopold von Dauns hollandsk-østrigske hær.
Den allierede hær angreb en fransk hær ved Lauffeld i det nordøstlige Belgien og efter et kort slag, trak den franske hær sig tilbage til den franske grænse, en stor sejr for de allierede hære, men sejren varede kort.
Den 2. juli 1747 havde den franske hær fået friske forstærkninger og angreb den allierede hær ved Lauffeld, og denne gang endte slaget med en stor fransk sejr.
I oktober 1748 afsluttede krigen ved Aachen, hvor alle de krigsførende magter underskrev fredstraktaten, krigens vinder var Frederick den Store af Prøjsen, som fik Schlesien indlemmet i sit kongerige, Prøjsen var blevet en stormagt som de andre lande skulle tage hensyn til, takket været Frederick den Store, som var en af historiens største feltherrer.

Hertug, Thomas Pelham-Holles ( 21. juli 1693 - 17. november 1768 ) blev ny premierminister
i perioden fra 16. marts 1754 og indtil 16. november 1756.

Men fjendskabet med Frankrig brusede op igen i 1754, da en fransk hær angreb det amerikanske fort Necessity i Nordamerika og hermed erklærede Storbritannien Frankrig krig, den franske og indianske krig var brudt ud i Amerika, hvor franskmændene kæmpede sammen med deres indianerstammer imod englænderne, amerikanerne og deres indianer stammer. Iblandt de amerikanske officer var oberstløjtnant George Washington, som skulle blive en meget berømt feltherre.
I de første to år af krigen led englænderne og deres amerikanske kolonister mange nederlag til de franske hære og i 1756 udbrød der en ny storkrig i Europa, den Prøjsiske Syvårskrig 1756-1763.
Storbritannien og Prøjsen indgik i en militæralliance sammen med Hannover, men det var mest Frederick den Stores Prøjsen der udkæmpede krigen i Europa, mens Storbritannien udkæmpede krigen både til lands og til søs rundt i verden mod Frankrig.
Frankrig fik militærstøtte fra Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen og senere gik Spanien og Portugal ind på Frankrigs side, så man kan vist godt sige at krigen havde udviklet sig til en “slags” verdenskrig.
Mens Fredericks prøjsiske hære kæmpede i Europa, kæmpede den engelske flåde en udmattelseskrig imod den franske flåde rundt omkring i verden.
Trods Storbritannien kæmpede en hård kamp mod Frankrig til lands i Amerika og til søs, blev hertugen af Cumberland sammen med en hær på 36.000 engelske-hannoveranske soldater sendt til at hjælpe Frederick den Store.

Hertug, William Cavendish ( 1720 - 2. oktober 1764 ) blev premierminister i perioden fra
16. november 1756 og indtil 25. juni 1757.

Hertug, Thomas Pelham-Holles blev for 2. gang premierminister i perioden fra 2. juli 1757 og indtil den 26. maj 1762.
 
I slaget ved Hastenbeck den 26. juli 1757 blev hertugen af Cumberlands hær knust af en fransk hær på 74.000 mand. Seks uger senere underskrev Cumberland Kloster Zeven-konventionen, og opløste sin hær og opgav Hannover og Brunswick til franskmændene.
Den engelske regering tog afstand fra aftalen og kong George 2. fratog selv sin søn kommandoen. Men skaden var sket. Frederiks vestlige flanke lå udsat for angreb fra Frankrig og der ville gå to år før Storbritannien igen kunne sende en hær i felten i Europa.
Men i 1758 invaderede en engelsk hær på 9500 mand under kommando af general James Wolfe det franske Canada og den 26. juli 1758 indtog Wolfe den franske fæstningsby Louisbourg, og hermed var franskmændenes stilling i Canada endnu engang meget truet og erobringen af Louisbourg var en af de første større sejre i krigen.
Den engelske hær forsatte felttoget i Canada gennem resten af 1758, og i 1759 kom vendepunktet i krigen i Nordamerika.
General Wolfes hær var nået til Quebec i august 1759, som var det franske Canadas hovedstad og i slaget ved Quebec den 12. september 1759 gik den franske hær til angreb, trods den franske hær var større lykkedes det for den engelske hær at slå den franske hær tilbage, general Wolfe fik heltedøden på slagmarken, men nåede lige at høre om sejren.
Den 18. september 1759 overgav Quebec sig til den engelske hær og denne store engelske sejr var vendepunktet i den Franske og indianske Krig.
Det førte til Storbritannien erobrede hele Canada og blev hermed den dominernde stormagt i Nordamerika.
Da George 2. døde den 25. oktober 1760, formindskedes militærstøtten til Frederick den Store.
Kong George 2. blev efterfulgt af sin sønnesøn kurfyrst George af Hannover som kong George 3. ( 4. juni 1738 - 29. januar 1820 ). Han var konge af Storbritannien i perioden fra den 25. oktober 1760 og indtil 29. januar 1820.

KONG GEORGE 3. AF STORBRITANNIEN.

Jarlen af Bute, John Stuart ( 25. maj 1713 - 10. marts 1792 ) blev ny premierminister i perioden fra 26. maj 1762 og indtil 16. april 1763.

Den 13. februar 1763 sluttede krigen ved freden ved Hubertusburg, Fredericks Prøjsen fik lov at beholde Schlesien og Storbritannien fik også foruden magten i Amerika og Canada også en del af Afrika og den franske del af Indien.
Storbritannien var nu en supermagt og beherskede 1/3 del af verden og den engelske flåde var uovervindelig.

George Grenville ( 14. oktober 1712 - 13. november 1770 ) blev ny premierminister i perioden fra 16. april 1763 og indtil 13. juli 1765.

Efter freden i 1763 krævede de engelske kolonister fri adgang til at kolonisere i det store område vest for bjergene, men det engelske styre ønskede at deres trofaste indianerstammer skulle beholde området.

Charles Watson-Wentworth ( 13. maj 1730 - 1. juli 1782 ) dannede regering og blev ny premierminister i perioden fra 13. juli 1765 og indtil 30. juli 1766.

Jarlen af Chatham, William Pitt ( 15. november 1708 - 11. maj 1778 ) dannede regering og blev ny premierminister i perioden fra 30. juli 1766 og indtil 14. oktober 1768.

Hertug af Grafton, Augustus Henry Fitzroy ( 28. september 1735 - 14. marts 1811 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 14. oktober 1768 og indtil 28. januar 1770.

Jarlen af Guilford, Frederick North ( 13. april 1732 - 5. august 1792 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 29. januar 1770 og indtil 22. marts 1782.

Amerika’s forhold til Storbritannien udviklede sig værre og værre for næsten hvert år, især i 1770, hvor en stor gruppe amerikanere demonstrerede gennem Bostons gader, hvor det endte med at engelske soldater skød mod demonstranterne og dræbte mange amerikanere.
Og i 1775 blev det endnu værre, da omkring 2000 engelske soldater rykkede ind i byen Lexington og mødte hård modstand fra amerikanske militsfolk. Hermed udbrød der krig mellem de amerikanske kolonister og Storbritannien, den nordamerikanske frihedskrig var begyndt.
Den utrænede amerikanske kolonisthær under kommando af general Artemas Ward tog kampen op mod Storbritannien første gang i slaget ved Bunker Hill i 1775, udenfor byen Boston.
1600 amerikanske militsfolk havde forskansede sig i skyttegrave omkring Bunker Hill og ventede på at den engelske hær på 2100 toptrænede soldater under kommando af general Thomas Gage.
Den 16. juni 1775 gav general Gage den engelske hær ordre til et frontalangreb på de amerikanske forsvarslinier ved Bunker Hill.
Først efter tre frontalangreb lykkedes det for den engelske hær at drive amerikanerne væk, men slaget havde kostede dem dyrt, over 1200 engelske soldater faldt i slaget ved Bunker Hill.
To uger efter slaget ved Bunker Hill overtog en anden amerikanske general stillingen som øverstbefalende for den amerikanske hær, generalens navn var George Washington.

SLAGET VED BUNKER HILL I 1775

Mens amerikanerne kæmpede for livet, mødtes udsendte fra alle 13 kolonier til en kongress i Philadelphia for at træffe beslutning om samlet krigsførelse og den 4. juli 1776 havde kongressen besluttet at gøre fælles væbnet modstand, og hermed vedtog kongressen enstemmigt uafhægighedserklæringen. De 13 amerikanske kolonier havde fået sit frihedsbrev og nu galt det om at kæmpe for selvstændigheden i deres kommende amerikanske nation.
General Washington besluttede at tage kampen op mod den engelske hær ved Long Island nær New York City.
Den 28. august 1776 gik den engelske hær på 20.000 mand til angreb på Washingtons hær på 7000 mand, men slaget endte med en engelsk sejr som kostede 1700 amerikanske og 400 engelske soldater livet og Washington var på fuld tilbagetog.
I slaget ved Saratoga i oktober 1777 lykkedes det for Washingtons næstkommandende general Horatio Gates’ hær på 20.000 mand at slå og tvinge den engelske hær på 5000 mand til at overgive sig. Det var en kæmpe stor militærsejr for amerikanerne.
Den engelske kapitulation ved Saratoga var vendtepunktet i den nordamerikanske frihedskrig.
Den cementerede den amerikanske beslutsomhed for at vinde deres fulde frihed.
Og den opmuntrede Frankrig til at gå ind i krigen på USAs side, den 6. februar 1778.
Spanien og derefter Holland fulgte efter, hvilket ændrede frihedskrigen til en verdenskrig og hermed var Storbritannien pludselig i krig mod både de amerikanske oprørere og tre stormagter.
Og efter endnu et stort engelsk nederlag i slaget ved Yorktown i 1781, måtte Storbritannien indse sig som taberen i krigen og den 3. september 1783 underskrev George 3. fredstraktaten i Paris og hermed blev 13 amerikanske stater selvstændige.
Kort tid efter dannede de deres egen nation, Amerikas Forenede Stater eller USA og den 30. april 1789 blev George Washington valgt til USAs første præsident.
Washington blev allerede efter krigen betragtet af alle amerikanere som deres mest elskede landsfader.
Men Storbritannien fik dog lov til at beholde Canada efter krigen mod USA indtil 1931, hvor Canada også blev selvstændigt land.
Tabet af de nordamerikanske kolonier var en meget bitter pille for både Storbritannien og George 3. at sluge, kongen kom sig aldrig over tabet af Amerika.

Charles Watson-Wentworth dannede påny regering og blev for 2. gang premierminister i perioden fra 27. marts 1782 og indtil 1. juli 1782.

Jarlen af Sherburne, William Petty ( 2. maj 1737 - 7. maj 1805 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 4. juli 1782 og indtil 2. april 1783.

Hertugen af Portland, William Cavendish-Bentinck ( 14. april 1738 - 30. oktober 1809 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 2. april 1783 til 19. december 1783.

William Pitt - den yngre ( 28. maj 1759 - 23. januar 1806 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 19. december 1783 og indtil 14. marts 1801.

Da Frankrig blev ramt af revolution i 1789, var det kun et spørgsmål om tid før der kom en ny krig, og i 1793 kom krigserklæringen.
Den engelske flåde spillede en stor rolle i krigen mod Frankrig, da man ikke turde at sende en landhær, da Frankrigs revolutionshær var mere stærkere end før og især da Napoleon Bonaparte blev udnævnt som øverstbefalende for de franske hære.
Storbritannien nøjedes med at støtte de andre stormagter i Europa med økonomisk militærstøtte.
Da Napoleon Bonaparte invaderede Ægypten i 1798, lykkedes det for den engelske flåde under kommando af viceadmiral Horatio Nelson at knuse den franske invasionsflåde udenfor Ægyptens kyst og i 1801 landede en engelsk hær i Ægypten og tvang den franske hær til at overgive sig.
I år 1800 havde de neutrale nationer Rusland, Prøjsen, Sverige og Danmark-Norge et væbnet neutralietsforbund for at beskytte deres handelsflåder og Danmark havde en stærk flåde, som var mere stærk end den engelske flåde.
Storbritannien så dette forbund som en trussel og krævede at Danmark skulle træde ud af det, men da Danmark nægtede, erklærede Storbritannien Danmark krig i december år 1800.
Og hermed sendte Storbritannien sin flåd med kurs mod Danmark.
Den 2. april 1801 kæmpede den engelske flåde mod den danske flåde i søslaget på Reden udenfor Københavns havn.
Søslaget rasede frem og tilbage i over 4 timer og flådens øverstbefalende admiral Sir Hyde Park beordrede sin flåde til at trække sig tilbage, men hans næstkommandede viceadmiral Horatio Nelson ignorerede ordren og fortsatte kampen mod den danske flåde.
Men efterhånden blev Nelson selv bekymret for den engelske flådes stilling, da søslaget udviklede sig til et blodigt søslag, sendte Nelson et brev til den danske kronprins Frederik, hvor i der stod:
“Lord Nelson har Ordre til at skåne Danmark, når det ikke længere gør Modstand; men hvis Skydningen vedbliver fra dansk Side, vil Lord Nelson være nødt til at sætte Ild på alle de flydende Batterier, som han har taget, uden at det står i hans Magt at frelse de tapre Danske, som har forsvaret dem”
Kronprinsen var rystet over Nelsons trusselsbrev og uden at rådspørge sig med flådens øverstbefalende kommandør Olfert Fischer eller hans næstkommandende Steen Bille
gav kronprinsen straks ordre til at indstille kampen og hermed sluttede søslaget som havde varet i 6 timer. Søslaget kostede den engelske flåde 2237 søfolk og den danske flåde 2215 søfolk livet.
Dagen efter gik Danmark med til en våbenhvile og måtte trække sig ud af forbundet.
Nelson selv indrømmede at søslaget mod den danske flåde var hans livs sværeste slag.
Frankrig prøvede at invadere Storbritannien i 1805, men den franske-spanske flåde blev totalt knust af admiral Horatio Nelsons engelske flåde i slaget ved Trafalgar, hvor Nelson selv blev dræbt under søslaget, men takket været søsejren ved Trafalgar, havde Storbritannien herredømmet over verdenshavene og kunne forhindre den franske kejser Napoleon 1. i at udfordre den engelske flåde igen.

DEN ENGELSKE ADMIRAL, LORD HORATIO NELSON.

Henry Addington ( 30. maj 1757 - 15. februar 1844 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 17. marts 1801 og indtil 10. maj 1804.

William Pitt - den yngre dannede påny regering og blev for 2. gang premierminister i perioden fra 10. maj 1804 og indtil sin død den 23. januar 1806.

William Wyndham Grenville ( 25. oktober 1759 - 12. januar 1834 ) dannede regering og blev premierminister i åperioden fra 11. februar 1806 og indtil 31. marts 1807.

Hertugen af Portland, William Cavendish-Bentinck dannede påny regering blev blev for 2. gang premierminister i perioden fra 31. marts 1807 og indtil 4. oktober 1809.

I august 1807 sejlede den engelske flåde igen mod Danmark, da man frygtede at kejser Napoleon ville bruge den danske flåde mod dem, men da den danske regering nægtede at udlevere den danske flåde, landsatte den engelske flåde en engelsk hær på 18.000 mand i Holbæk og den 29. august angreb en dansk undsætningshær den engelske hær under kommando af general sir Arthur Wellesley, den senere hertug af Wellington.
Men den engelske hær var bedre trænet end den danske bondehær, så den danske hær blev slået tilbage og hermed begyndte man på belejringen af København.
Fra den 2. september til den 5. september 1807, indledte den engelske hær og flåde et frygteligt bombardement på København, hvor 2000 københavnere mistede livet og 1600 blev hårdt såret og over 70 procent af København var blevet fuldstændig ødelagt.
To dage senere overgav byen sig og kronprins Frederik måtte give efter det engelske krav om at udlevere den danske flåde på 18 krigsskibe og kort tid efter gik Danmark ind på Frankrigs side i krigen.
Trods Napoleon 1.s forsøg på at knuse den britiske industri og søhandel med Fastlandsspærringen, lykkedes det ikke for ham at knække Storbritannien, takket landets rigdomme fra handelen i de mange værdifulde kolonier rundt i verden.

Spencer Perceval ( 1. november 1762 - 11. maj 1812 ) dannede en ny regering og blev premierminister i perioden fra 4. oktober 1809 og indtil sin død den 11. maj 1812.

I 1811 var George 3.s helbred forværret og han var blevet total sindssyg, så hans søn prins George af Wales måtte efter parlamentets ønske træde til som landets regent.
I 1812 prøvede Storbritannien for sidste gang at tilbageerobre deres nordamerikanske kolonier, men i krigen mod USA, endte det med at Storbritannien måtte slutte fred i 1813 og hermed opgav Storbritannien at tilbageerobre de tidligere kolonier i USA.

Jarlen af Liverpool, Robert Banks Jenkinson ( 7. juni 1770 - 4. december 1828 ) dannede en regering og blev premierminister i perioden fra 8. juni 1812 og indtil 9. april 1827.

Efter den engelske hertug af Wellington sammen med den prøjsiske hær besejrede Napoleon 1.s franske hær i slaget ved Waterloo, kom freden endelig til Europa og hermed sluttede 697 års fjendskab med Frankrig efter Napoleonskrigenes afslutning i 1815 og Storbritanniens position som verdens stærkeste og førende stormagt var grundfæstet.
Den 29. januar 1820 døde George 3. og han blev efterfulgt af sønnen George som kong George 4. af Storbritannien ( 12. august 1762 - 26. juni 1830 ). Han var konge i perioden fra
den 29. januar 1820 og indtil 26. juni 1830.

KONG GEORGE 4. AF STORBRITANNIEN.

Tiden efter Napoleonskrigene begyndte en ny slags revolution i Storbritannien og senere i resten af Europa, den industrielle revolution.
Allerede i 1785 havde den skotsk-engelske ingeniør James Watt ( 1736 - 1819 ) opfundet dampmaskinen og hermed fik den engelske industri sit egentlige gennembrud og fra nu var der banet vej for en ny form for produktion. Fabriksdrift med maskiner, som snart gjorde at Storbritannien blev et af verdens første industrialiserede lande og et meget rigt land.
Men først efter 1815 fik dampmaskinen sit virkelige gennembrud i Storbritannien, da landet var rigt med kul og jern, havde man muligheder for at udvikle dampmaskinen.
I 1819 begyndte man at udvikle dampskibe, istedet for de gammeldags træsejlskibe, hermed gik det hurtigere over havene.
De første dampskibe var også lavet af træ, men inden længe begyndte man anvende jern og snart viste de nye jerndampskibe at være så populære, at man stoppede med at bygge træskibe og bruge de nye hurtige dampskibe.
Den anden revolutionerende nyhed med dampmaskinen var opfindelsen af jernbanerne.
Længe havde man i Storbritannien haft skinneveje til transport af kul og jern, vognene blev trukket af heste, men nu hvor dampmaskinen var kommet frem, konstruerede man faststående maskiner som trækkraft.
Hvis dampmaskinen skulle få en mere virkelig betydning i trafik, gjaldt det om at lave et lokomotiv, som kunne køre hurtigt og var tungt nok til at holde sig på skinnerne.
I 1829 blev der afholdt en konkurrence mellem nogle lokomotivkonstruktører, og her sejrede englænderen George Stephensons lokomotiv “The Rocket”, som kunne nå op på en hastighed af 56 km i timen.
Fra nu af kom der fart over feltet med at bygge jernbaneanlæg rundt omkring i Europa, men mest hurtigt blev der bygget i Storbritannien og april 1830 kunne George 4. åbne Storbritanniens første jernbaneanlæg. Kort tid efter blev der bygget flere jernbaner både i Europa og USA.
Det strømmede nu pludselig ind til de engelske firmaer med store bestillinger på lokomotiver og jernbaneskinner, og takket været denne nye opfindelse blev Storbritannien til både et af verdens førende industrimagter og til den økonomisk mest stærke stormagt i verden.
Kort sagt Storbritannien var blevet til verdens værksted i næsten alt.

I 1817 døde George 4.s eneste barn og datter prinsesse Charlotte i barselsengen, hvor også den lille nye prins døde kort tid efter.
Så pludselig stod George 4. uden en tronarving, så han så kun en mulighed for at redde kongeslægten.
Han skrev til alle sine brødre om de skulle opgive deres gamle elskerinder og deres uægte børn, og dem var der mange af. Derefter skulle de skynde sig at blive gift og få en prins eller en prinsesse, som kunne arve tronen.
Og alle brødre adlød kongen, fór til Tyskland og fandt nogle tyske prinsesser, hvor det endte med at tre brødre blev gift samtidig og hermed kappedes de om at komme først med en tronarving.

Den 24. maj 1819 nedkom George 4.s lillebror hertug Edward af Kents hustru prinsesse Viktoria af Saxe-Coburg-Saafeld med datteren, prinsesse Victoria, tronfølgen var sikret og hele Storbritannien fejrede denne stor begivenhed.
Og da George 4. døde den 26. juni  1830 efter kun 10 års regeringstid, blev han efterfulgt af broderen Vilhelm som kong Vilhelm 4. af Storbritannien ( 21. august 1765 - 20. juni 1837 ) og han gjorde sin 11 årige broderdatter prinsesse Victoria til prinsesse Victoria af Wales, da den nye konges to døtre døde som spæd.
Vilhelm 4. var konge af Storbritannien fra den 26. juni 1830 og indtil 20. juni 1837.

KONG VILHELM 4. AF STORBRITANNIEN.

George Canning ( 11. april 1770 - 8. august 1827 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 10. april 1827 og indtil sin død den 8. august 1827.

Jarlen af Ripon, Frederick John Robinson ( 1. november 1782 - 28. januar 1859 ) dannede en regering og blev premierminister i perioden fra 31. august 1827 og indtil 21. januar 1828.

Hertugen af Wellington, Arthur Wellesley ( 1. maj 1769 - 14. september 1852 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 22. januar 1828 og indtil 16. november 1830.

Charles Grey ( 13. marts 1764 - 17. juli 1845 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 22. november 1830 og indtil 9. juli 1834.

Trods det at den industrielle revolution gjorde Storbritannien til verdens største sømagt, havde kun en lílle del af befolkningen, glæde af det.
Godsejerne, fabrikanterme, mineejerne, skibsrederene og storkøbmændene blev de mest rige, middelklassen havde det nogenlunde, mens lavklassen og de mange arbejdere var usselt lønnet med længere arbejdstider og levede i stor nød i byernes triste fattigkvarterer.
Det hele hang sammen med at den politiske magt lå hos den rige adel og den velhavende højklasse.
I 1832 fik whigpartiet, som var af middelklasse borgere, parlamentet til at underskrive en lov, som gav middelklassen valgret, trods toripartiet gik imod.
Men denne nye lov betød at parlamentarismen og demokratiet for alvor blev indført i Storbritannien og whigpartiets formand kunne så bede om Vilhelm 4. om at underskrive den nye lov, så den kunne træde i kraft.
Nogenlunde på samme tid skiftede partierne nye navne som skulle have mere betydning hos befolkningen, toripartiet blev til de konservative og whigpartiet til de liberale.
De konservative lagde meget vægt på de gamle historiske institutioner: kongedømmet, overhuset og statskirken.
De ville reformere på en sådan måde, at man undgik skarpe brud med fortiden.
Desuden ønskede de at styrke det britiske imperium og om fornødent varetage rigets intersser med militær magt.
De liberale så med mindre ærbødighed på fortiden og var ikke så bange for at prøve nye styre muligheder i landet. De var også stærke tilhængere af frihed, især økonomisk, religiøst. Politisk var de endnu noget tilbageholdende, og de liberale var ikke så ivrige som de konservative for at holde sammen på det britiske rige for en enhver pris.
I de første år efter 1832 skiftedes disse to partier til at danne regering.

Adelsmanden, William Lamb ( 15. marts 1779 - 24. november 1848 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 16. juli 1834 og indtil 14. november 1834.

Hertugen af Wellington, Arthur Wellesley dannede påny regering og blev premierminister i en kort periode fra 14. november 1834 og indtil 10. december 1834.

Sir Robert Peel ( 5. februar 1788 - 2. juli 1850 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 10. december 1834 og indtil 8. april 1835.

Adelsmanden, William Lamb dannede påny regering og blev for 2. gang premierminister i perioden fra 18. april 1835 og indtil 30. august 1841.

Kong Vilhelm 4. døde allerede den 20. juni 1837, efter kun 7 år som Storbritanniens konge og hermed blev den 18 årige prinsesse Victoria udråbt til Storbritanniens dronning Victoria og den nye dronning var kun Storbritanniens dronning nr. 3 i kongerækken.
Dronning Victoria ( 24. maj 1819 - 22. januar 1901 ) var dronning fra den 20. juni 1837 og
indtil hun døde den 22. januar 1901.
Den 28. juni 1838 blev dronning Victoria officielt kronet som Storbritanniens dronning i Westerminister Abbey i London, og den nye dronning flyttede ind i Buckingham Palace slottet i London, der fra nu af blev den engelske kongefamilies faste bolig.
I februar 1840 blev dronning Victoria gift med sin tyske fætter prins Albert ( 26. august 1819 - 14. december 1861 ) og de blev så lykkelige sammen, at de i perioden fra 1840 og indtil 1857
fik 9 børn, nemlig:
datteren prinsesse Victoria ( 21. november 1840 - 5. august 1901),
sønnen prins Edward VII ( 9. november 1841 - 6. maj 1910 ),
datteren prinsesse Alice ( 25. april 1843 - 14. december 1878 ),
sønnen prins Alfred ( 6. august 1844 -31. juli 1900 ),
datteren prinsesse Helena ( 25. maj 1846 - 9. juni 1923 ),
datteren prinsesse Louise (18. marts 1848 - 3. december 1939 ),
sønnen prins Arthur ( 1. maj 1850 - 16. januar 1942 ),
sønnen prins Leopold ( 7. april 1853 - 28. marts 1884 ),
samt datteren prinsesse Beatrice ( 14. april 1857 - 26. oktober 1944 ).

DRONNING VICTORIA AF STORBRITANNIEN.

Imens Storbritannien havde fået en ny regent, kæmpede de liberale for at afskaffe kornloven, som blev indført i 1815, men de konservative gik kraftigt imod.
Først efter en kæmpe hungersnød i Irland i 1845, hvor tusindvis af irlændere døde af sult, da kartoffelhøsten slog fejl i Irland og største del af befolkningen levede af kartofler, skete der noget.

Sir Robert Peel dannede påny regering og blev for 2. gang premierminister i perioden fra
30. august 1841 og indtil 29. juni 1846.
I 1846 fik de liberale med stort flertal i parlamentet vedtaget at kornloven skulle afskaffes.

Jarl, John Russell ( 18. august 1792 - 28. maj 1878 ) dannede regering og blev premier-
minister i perioden fra 30. juni 1846 og indtil 23. februar 1852.

Jarlen af Derby, Edward George Geoffrey Smith-Stanley ( 29. marts 1799 - 23. oktober 1869 )
dannede regering og blev premierminister fra 23. februar 1852 og indtil 19. december 1852.

Jarlen af Aberdeen, George Hamilton-Gordon ( 28. januar 1784 - 14. december 1860 ) dannede regering og blev premierminister fra 19. december 1852 og indtil 30. januar 1855.

Adelsmanden Henry John Temple ( 20. oktober 1784 - 18. oktober 1865 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 6. februar 1855 og indtil 19. februar 1858.

Indien blev sat under administration af den engelske rige efter sepoyoprøret i 1857 og senere i 1877 blev Indien omdannet til et kejserrige og hermed kunne dronning Victoria kalde sig kejserinde af Indien.
I perioden med Krimkrigen i 1853-1856 blev Tyrkiet støttet af Storbritannien og Frankrig imod Rusland, da Storbritanniens interesser i østen samt på Balkan blev truet af russernes hastige fremmarch.

DEN LETTE BRIGADES ANGREB I 1854.

Jarlen af Derby, Edward George Geoffrey Smith-Stanley dannede påny regering og blev for 2. gang premierminister i perioden fra 20. februar 1858 og indtil 11. juni 1859.

Adelsmanden Henry John Temple dannede påny regering og blev for 2. gang premierminister i perioden fra 12. juni 1859 og indtil 18. oktober 1865.

I den amerikanske borgerkrig 1861-1865 ydede Storbritannien økonomisk støtte til de bomuldsdyrkende og oprørske sydstater, men i 1864 trak man støtten tilbage.

Jarl, John Russell dannede påny regering og blev for 2. gang premierminister i perioden fra
29. oktober 1865 og indtil 26. juni 1866.

Jarlen af Derby, Edward George Geoffrey Smith-Stanley dannede påny regering og blev for
3. gang premierminister i perioden fra 26. juni 1866 og indtil 27. februar 1868.

Jarlen af Beaconsfield, Benjamin Disraeli ( 21. december 1804 - 19. april 1881 ) dannede en  regering og blev premierminister i perioden fra 27. februar 1868 og indtil 1. december 1868.
I 1868 gennemførte de konservative under premierminister Benjamin Disraeli en valgreform, der endelig gav byarbejderne valgret.

William Ewart Gladstone ( 29. december 1809 - 19. maj 1898 ) dannede en liberal regering og blev ny premierminister i perioden fra 3. december 1868 og indtil 17. februar 1874.

Jarlen af Beaconsfield, Benjamin Disraeli dannede påny en konservativ regering og blev for 2. gang premierminister i perioden fra 20. februar 1874 og indtil 21. april 1880.

William Ewart Gladstone dannede påny en liberal regering og blev for 2. gang premierminister i perioden fra 23. april 1880 og indtil 9. juni 1885.

Tredje markis af Salisbury, Robert Arthur Talbot Gascoyne-Cecil ( 3. februar 1830 - 22. august 1903 ) dannede regering og blev premierminister fra 23. juni 1885 til 28. januar 1886.

William Ewart Gladstone dannede påny en liberal regering og blev for 3. gang premierminister
i perioden fra 1. februar 1886 og indtil 20. juli 1886.

Tredje markis af Salisbury, Robert Arthur Talbot Gascoyne-Cecil dannede påny regering og blev for 2. gang premierminister i perioden fra 25. juli 1886 og indtil 11. august 1892.

I 1888 blev der i London begået 5 grusomme mord på 5 prostituerede kvinder. Gerningsmanden som aldrig blev fundet, men blev kendt som Jack The Ripper.

MARY ANN NICHOLS - BLEV 42 ÅR.

Det første offer var Mary Ann Nichols som var 42 år gammel. Hun blev fundet myrdet tidligt om morgenen fredag den 31. august 1888. Halsen var blevet skåret over og hendes krop var blev skåret op fra brystbenet og ned til navlen, Det var et grusomt syn som mødte politifolkene.

ANNIE CHAPMAN - BLEV 47 ÅR.

Det andet offer var Annie Chapman som var 47 år gammel. Hun blev fundet myrdet lørdag den 8. september 1888. Hun havde fået skåret halsen over og hendes krop var blevet skåret op, hvorefter morderen havde kastet hendes indvolde over hendes højre skulder. Hendes livmoder og den venstre nyre var fjernet fra liget af morderen. Resten af kroppen var blevet grusomt mishandlet med en kirurgisk kniv.

ELIZABETH STRIDE - BLEV 44 ÅR.

Det tredje offer var Elizabeth Stride som var 44 år gammel. Hun blev fundet myrdet tidligt søndag kl. 01.00 den 30. september 1888. Hun havde fået halsen skåret over. Hendes ene øre manglede og den ene lunge var forsøgt fjernet kirurgisk, men morderen var sikkert blevet forstyrret i sit grusomme forehavende.

CATHRINE EDDOWES - BLEV 44 ÅR.

Det fjerde offer var Cathrine Eddowes som var 44 år gammel. Hun blev fundet myrdet samme søndag kl. 01.44 den 30. september 1888. Hun havde fået skåret halsen over, og hun var blevet skåret op fra brystbenet og ned til navlen. Derefter havde morderen placeret hendes indre organer ved siden af Cathrines Eddowes højre skulder. Desuden manglede der flere organer som morderen havde taget med sig.

MARY JANE KELLY - BLEV KUN 25 ÅR GAMMEL.

Det femte offer var Mary Jane Kelly som var 25 år gammel. Hun blev fundet myrdet den 9. november 1888. Halsen var blevet skåret over. Desuden var hun blevet skåret op fra brystbenet og ned til navlen. Alle indre organer var blevet taget ud og placeret rundt omkring i rummet. Hendes hjerte manglede, det havde morderen åbenbart taget med sig. Resten af hendes lille krop var blevet grusomt mishandlet med en kirurgisk kniv.
Alle 5 mord var begået med en kirurgisk kniv, og måden at organerne var blevet skåret fri
fra kvindernes torso, kunne tyde på at Jack The Ripper muligvis var uddannet læge eller slagter. Politiet i London havde flere mistænkte i sagen, men det lykkedes dog aldrig at finde gerningsmanden til disse grusomme mord.

Der blev grundlagt nye kolonier, især i øst-afrika i kapløb med Tyskland.
Storbritannien fik Zanzibar, Kenya og Uganda i 1890.
Øen Helgoland blev afgivet til Tyskland i 1890.

William Ewart Gladstone dannede påny en liberal regering og blev for 4. gang premierminister i perioden fra 15. august 1892 og indtil 2. marts 1894.

Jarlen af Rosebery, Archibald Philip Primrose ( 7. maj 1847 - 21. maj 1929 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 5. marts 1894 og indtil 22. juni 1895.

Tredje markis af Salisbury, Robert Arthur Talbot Gascoyne-Cecil dannede påny regering og blev for 3. gang premierminister i perioden 25. juni 1895 og indtil 11. juli 1902.

Den imperialistiske udenrigspolitik i Storbritannien, som blev styret af Joseph Chamberlain
( 8. juli 1836 -2. juli 1914 ) i perioden 1895-1903, medførte et til tider anstrengt forhold til Frankrig, for eksempel Fashodaffæren i 1898 i Ægypten.
Men forholdet til Frankrig blev bedre, da Tysklands magt i Afrika steg voldsomt.
I syd-afrika oplevede englænderne flere gange afrikanernes fremmedhad, men efter den langtrukne Boerkrig i perioden 1899-1902 blev boerrepublikkernes rige guld og diamantminer endelig indlemmet under britisk herredømme.
Den 22. januar 1901 døde dronning Victoria efter 64 lange års regeringstid og hun blev efterfulgt af sønnen kong Edward 7. ( 9. november 1841 - 6. maj 1910 ) som Storbritanniens konge og kejser af Indien.

KONG EDWARD 7. STORBRITANNIEN.

Arthur James Balfour ( 25. juli 1848 - 19. marts 1930 ) lederen af partiet de konservative, blev premierminister fra den 11. juli 1902 og indtil den 5. december 1905.

Sir Henry Campbell-Bannerman ( 7. september 1836 - 22. april 1908 ) som var leder af partiet de liberale, blev premierminister fra den 5. december 1905 og indtil den 3. april 1908.

Herbert Henry Asquith ( 12. september 1852 - 15. februar 1928 ) fra partiet de liberale, blev premierminister fra den 5. april 1908 og indtil den 5. december 1916.
Partiet de liberale fremlagde i 1909 et budget, der indeholdt en skattereform som skulle forøge formue og grundskatter i hele det engelske rige.
Efter en lang konflikt mellem Overhuset og Underhuset i det britiske parlament, sluttede det i 1911 med at Overhuset mistede en stor del af sin magt.

Tyskland blev isoleret, da Storbritannien indgik aftaler med Frankrig og Rusland i 1907 hvor de 3 lande indgik i Tripleententen.
Den 6. maj 1910 døde kong Edward 7. pludselig efter kun 9 år som Storbritanniens konge og kejser og han blev efterfulgt af sin næstældste søn kong George 5. ( 3. juni 1865 - 20. januar 1936 ).

Oversigten
Tilbage Næste side