VERDENSKRIGENE: 1914-1946.

Vittorio Emanuelle ( 11.november 1869 - 28. december 1947 ) blev Italiens nye konge den
29. juli 1900 og regerede indtil den 9. maj 1946. Han var desuden kejser af Etiopien fra
1936 til 1943 og konge af Albanien i perioden 1939-1943.

Antonio Salandra ( 13. august 1853 - 9. december 1931 ), dannede en ny regering og blev ny premierminister i perioden fra den 21. marts 1914 og indtil den 18. juni 1916.

Ved 1. verdenskrig start i 1914 havde Italien stadig en alliance med Centralmagterne, og da Italien forsøgte at afpresse nogen områder fra Østrig-Ungarn, slog dette fejl.
Derfor modtog Italien et løfte fra Ententen, om at få områderne Trieste og nord-Dalmatien.
Italien erklærede krig mod Østrig og Tyrkiet i 1915.

Paolo Boselli ( 8. juni 1838 - 10. marts 1932 ) dannede en ny regering og blev premierminister
i perioden fra den 18. juni 1916 og indtil den 29. oktober 1917.

I 1916 erklærede Italien krig mod Tyskland.
Efter hårde og blodige kampe ved Isonzo, trængte den Østrigske hær et godt stykke ind i det nordlige Italien. Det lykkedes for Italien at holde stand, da hæren fik hjælp af sine allierede som var Storbritannien, Frankrig, Rusland og USA.

Vittorio Emanuele Orlando ( 19. maj 1860 - 1. december 1952 ) dannede en ny regering og blev premierminister i perioden fra den 29. oktober 1917 og indtil den 23. juni 1919.

Da 1. verdenskrig sluttede i november 1918 havde den kostet omkring 680.000 italienske soldater livet.
Benito Mussolini blev født den 29. juli 1883 i Predappio, Italien.
Efter at Tyskland og Østrig-Ungarn tabte krigen i november 1918, gav fredstraktaten i 1919 /Italien områderne syd-Tyrol og Østrigs havneby Trieste.
Bitterheden var stor i Italien, da befolkningen havde håbet på langt mere, da landet havde mistet så mange soldater under krigen.
Dette blev starten på en voldsom social uro som gav Benito Mussolini og hans nystartede fascistbevægelse vind i sejlene.

Francesco Saverio Vincenzo de Paola Nitti ( 19. juli 1868 - 20. februar 1953 ) dannede en ny regering og blev premierminister i perioden fra 23. juni 1919 og indtil 15. juni 1920.

Giovanni Giolitti ( 27. oktober 1842 - 17. juli 1928 ) dannede en ny regering og blev for 5. gang premierminister i perioden fra 15. juni 1920 og indtil 4. juli 1921.

Ivanoe Bonomi ( 18. oktober 1873 - 20. april 1951 ) dannede regering og blev premierminister i perioden fra 4. juli 1921 og indtil 26. februar 1922.

Luigi Facta ( 16. november 1861 - 5. november 1930 ) dannede ny regering og blev i en kort periode premierminister fra 26. februar 1922 og indtil 31. oktober 1922.

I 1922 ledede Mussolini en magtdemonstration, der blev kaldt for Marchen mod Rom.
Han blev af kong Vittorio Emanuele 3. indkaldt til at lede en borgerlig samlingsregering.
Benito Amilcare Andrea Mussolini ( 29. juli 1883 - 28. april 1945 ) dannede en ny regering og blev derefter Italiens premierminister og diktator i perioden fra 31. oktober 1922 og indtil 25. juli 1943.

          
(DONNA) RACHELE GUIDI SOM UNG KORT FØR HUN BLEV GIFT MED ITALIENS DIKTATOR BENITO MUSSOLINI I 1915.

Han blev i 1915 gift med Donna Rachele Guidi ( 11. april 1890 - 30. oktober 1979 ).
Hun fødte datteren Edda Mussolini i september 1910 ( 1. september 1910 - 9. april 1995 ).
Sønnen Vittorio Mussolini blev født i 1916 ( 21. september 1916 - 12. juni 1997 ).
Sønnen Bruno Mussolini blev født i 1918 ( 22. april 1918 - 7. august 1941 ). Han blev pilot i hæren og styrtede ned med sit fly den 7. august 1941, hvorved han blev dræbt 23 år gammel.
Sønnen Romano Mussolini blev født i 1927 ( 26. september 1927 - 3. februar 2006 ).
Datteren Anna Maria Mussolini blev født i 1929 ( 24. november 1929 - 13. juni 1968 ).

                          
KONG VITTORIO EMANUELE 3. AF ITALIEN.

Det varede ikke længe før Benito Mussolini havde ellimineret de andre partier, og hermed var Italien blevet til et fascistisk diktatur. Hvis man sammenligner med datidens og kolleger fra vore dage, så var Mussolini ikke nogen blodig diktator.
Mussolini’s kampagne for lov og orden havde stor succes og fik opbakning fra en rimelig stor del af befolkningen.
Flere gode anlægsprojekter blev iværksat og for det meste blev de gennemført, og de
Italienske arbejdernes forhold blev også forbedret.
Mussolini’s fascistiske stormagtsdrømme var dog langt sværere at gennemføre.
Storbritannien og Frankrig viste deres velvilje med nogle små grænsereguleringer i Afrika, Jugoslavien måtte give afkald på Fiume, og i 1927 kom Albanien i et såkaldt afhængighedsforhold til Italien.
Men først 1936 kunne Mussolini erklære: "Nu har Italien sit imperium!", da Abessinien
( Etiopien ) var erobret.
Datteren Edda Mussolini blev den 24. april 1930 gift med Galeazzo Ciano ( 18. marts 1903 - 11. januar 1944 ). I juli 1943 stemte Galeazzo Ciano imod Benito Mussolino’s fasist-parti, hvorefter han blev anholdt sigtet for landsforræderi. Galeazzo Ciano blev dømt til døden, og selvom datteren Edda Mussolini tryglede sin far om nåde, blev han den 11. januar 1944 bundet til en stol og henrettet uden nåde ved skydning i ryggen.


BOGEN “LA MIA VITA” SKREVET AF EDDA CIANO.

Edda Mussolini Ciano flygtede derefter til Schweiz, hvor hun skjulte sig som en fattig kvinde. Da hun vendte tilbage til Italien i december 1945 blev hun anholdt og fængslet på øen Lipari. Hun blev den 20. december 1945 idømt 2 års fængsel for at have støttet fascismen i Italien. Da Edda Mussolini Ciano blev løsladt i 1947 rejste hun til Frankrig, hvor hun bosatte sig og skrev sine erindringer “La Mia Vita”.

    
BENITO MUSSOLINI, SAMMEN MED SØNNERNE BRUNO OG VITTORIO.
HAN VAR ITALIENS DIKATATOR I 21 ÅR FRA 1922 - 1943.

 Da Tyskland invaderede Østrig sagde det Italienske folk ikke noget om det sydtirolske spørgsmål, men derimod var der et højrøstet krav om at Italien fik flere franske områder. Efter Tysklands besættelse af Tjekkoslovakiet i 1939, benyttede Italien lejligheden til at invadere Albanien.
Italien var ikke med fra starten af 2. verdenskrig i 1939, og det var sikkert ikke Hitlers ønske at Mussolini skulle erklære krig imod de allierede, men kort før Frankrigs totale sammenbrud i 1940, var det en realitet. Italien var nu i krig imod resten af Europa.


MUSSOLINI SAMMEN MED TYSKLANDS ADOLF HITLER.

Italiens angreb på Grækenland i 1940 var en fiasko, så derfor måtte Tyskland komme med militær hjælp til de italienske soldater.
Det samme skete for Italien da de angreb Libyen og Etiopien. Tyskland kom igen med militær hjælp ved angrebet på Libyen, men Etiopien var for langt væk for tyskerne og landet blev hurtigt erobret tilbage af engelske soldater.
Igen skete det samme for Italien, da Mussolini gav ordre til at invadere Ægypten i 1940, men efter kun 6 måneder var den italienske hær næsten blevet knust af den engelske hær.
Så i februar 1941 måtte Hitler atter sende tysk militær til Ægypten med general Erwin Rommel i spidsen, for at forhindre at Mussolinis hær blev drevet helt ud af Ægypten.
Efter at den tyske hær i Ægypten var blevet tvunget til at overgive sig i starten af 1943, gik de allieredes hære i land på den italienske ø Sicilien den 9. juli 1943 og invasionen var afsluttet den 17. august 1943.
160.000 soldater fra USA, England, Canada og Australien deltog i landgangen og invasionen af Sicilien. Med sig havde de 14.000 militærkøretøjer, 600 tanks og 1.800 kanoner.
2.237 soldater fra USA blev dræbt og 6.544 soldater blev såret i kamp.
2.721 engelske soldater blev dræbt og 10.122 soldater blev såret i kamp.
562 canadiske soldater blev dræbt og 1.848 soldater blev såret i kamp.
De kæmpede imod 365.000 italienske og 40.000 tyske soldater. Der blev dræbt eller såret næsten 29.000 tyske og italienske soldater, og næsten 140.000 italienske soldater blev taget som krigsfanger.

Efter at de allierede styrker nu var på plads på Sicilien faldt fascistregimet i Italien fra hinanden, og Mussolini blev både afsat fra magten og fængslet af sit eget storfascistråd.

Man oprettede kort efter en kongelig nødregering under ledelse af marskal Pietro Badoglio
( 28. september 1871 - 1. november 1956 ) og han regerede som militærleder Italien i perioden fra 25. juli 1943 og indtil 18. juni 1944.
I juni 1944 befriede de allierede styrker byen Rom i Italien.
Italien indgik våbenhvile med de Allierede tropper, og erklærede krig imod Tyskland.

Nazisterne begik en massakre på civilbefolkningen i byen Mazzabotto i det nordlige Italien.
Ugerningen fandt sted i perioden fra 29. september til 5. oktober 1944.  Det var muligvis fordi italienerne havde skiftet side til de allierede styrker i juli 1943, at nazisterne begik dise drab.
Tyske soldater fra “16th SS Panzergrenadier Division Reichführer-SS” under ledelse af
Sturmbannführer Walter Reider ( 4. februar 1915 - 26. april 1991 ) myrdede med koldt blod
955 civile mennesker. Blandt de dræbte civile var der 45 personer under 2 år, 110 personer var under 10 år, 95 personer var under 16 år, 316 personer var kvinder, 242 personer var under 60 år, 142 personer var over 60 år og 5 personer var præster.
Det var den største massakre på civilpersoner som blev begået af nazister i Europa under
2. verdenskrig.
I januar 2007 blev 10 tidligere nazi-officerer, som i dag er mellem 81 og 88 år gamle, dømt livsvarligt fængsel af en italiensk militærdomstol. Alle 10 blev dømt in absentia.
De pårørende efter ugerningen i 1944 blev af militærdomstolen i januar 2007 tilkendt en samlet erstatning på 750 millioner kroner.

Ivanoe Bonomi dannede ny regering og blev for 2. gang premierminister i perioden fra 18. juni 1944 og indtil 19. juni 1945.


CLARA (CLARETTA) PETACCI.

Clara (Claretta) Petacci ( 28. februar 1912 - 28. april 1945 ) blev som 20 årig i 1932 Benito Mussolinis elskerinde. Hun elskede ham overalt på jorden, og de holdt sammen til deres brutale død den 28. april 1945.

Benito Mussolini blev i september 1943 befriet af tyske faldskærmssoldater, men 2 år senere den 27. april 1945 blev han fanget sammen med sin elskerinde Clara Petacci og de blev begge henrettet af italienske partisaner den 28. april 1945. Hun blev dog forinden tilbudt sin frihed men Clara Petacci foretrak at blive sammen med Mussolino, selvom det kostede hende livet.
Næste dag den 29. april 1945 blev deres lig hængt op i en tværbjælke foran en garagedør i Milano med hovedet nedad, så alle kunne se at Benito Mussolini og hans elskerinde Clara Petacci virkelig var døde.

  
HER ER BENITO MUSSOLINI OG HANS ELSKERINDE SAMMEN MED DE ANDRE HENRETTEDE FASCISTLEDERE FØR DE 7 AF DEM BLEV HÆNGT OP I MILANO.

  
BENITO MUSSOLINI OG HANS ELSKERINDE CLARA PETACCIS OPHÆNGTE LIG I MILANO DEN 29. APRIL 1945.

Befolkningen i Milano nød ophængingen og spyttede og slog til de livløse lig, inden de blev  begravet meget senere. Mussolini og de andre fascisters lig blev hemmeligt begravet på Musoco kirkegården i Milano.

 
BENITO MUSSOLINI OG CLARA PETACCI - HER LIGGENDE I DERES TRÆKISTER
EFTER MISHANDLINGEN AF DERES LIG I MILANO DEN 29. APRIL 1945.

Et år senere i 1946 stjal 3 fascister resterne af Mussolinis lig og placerede det i en smal kiste gemt i et kloster i byen Pavia. Den lokale politichef konfiskerede senere liget af Mussolini og skjulte liget de næste 10 år. Det lykkedes først for Mussolinis hustru Donna Rachelle at få udleveret liget i 1957.  Benito Mussolini blev derefter endeligt stedt til hvile den 1. september 1957 ved familiens private gravsted i byen Predappio.

På grund af hård tysk modstand fortsatte kampene i det nordlige Italien helt frem til maj 1945 og den italienske frihedsbevægelse var den største deltager i kampene imod den nye fjende Tyskland.

Ferruccio Parri ( 19. januar 1890 - 8. december 1981 ) dannede en ny regering og blev ny premierminister i perioden fra 21. juni 1945 og indtil 8. december 1945.

Vittorio Emanuele var i mange år blot en marionet-dukke for fascisterne i Italien, og i 1944 overlod han uofficielt styret af landet til sin søn kronprins Umberto.

Alcide De Gasperi ( 3. april 1881 - 19. august 1954 ) dannede en ny regering og blev premier- minister i perioden fra 8. december 1945 og indtil 1. juli 1946.

Umberto ( 15. september 1904 - 18. marts 1983 ) fortsatte med at regere som Italiens konge indtil den 9. maj 1946, hvor faderen officielt abdicerede fra tronen.


KONG UMBERTO 2. VAR ITALIENS SIDSTE KONGE.

Umberto tog nu kongetitlen til sig, men allerede den 12. juni 1946 måtte kong Umberto 2. forlade Italien, da en folkeafstemning viste et stort flertal imod monarkiet.
Umberto levede resten af sit liv i eksil først i Schweiz og senere i Portugal, indtil han døde som 78 årig den 18. marts 1983 i Schweiz.

Oversigten
Tilbage Næste side