VIKINGETIDEN OG MIDDELALDER: 600-1328

Kristendommen blev udbredt i England i perioden fra år 600 og til langt ind i 700-tallet.
Kort før år 800 begyndte de nordiske vikinger at angribe og plyndre løs i hele England
Det medførte at de angelsaksiske kongeriger i Kent, Sussex, Wessex, Essex, Mercia og Northumbria blev forenet i år 829 under kong Egbert af Wessex.
Dette betød at Egbert ( 770 - 839 ) fra nu af var Englands enehersker, og han var hermed Englands første konge.


KONG EGBERT AF ENGLAND.

Kong Egbert’s ældste søn Ethelwulf ( 795 - 13. januar 858 ) blev ny konge af Wessex og regerede i perioden 839 og indtil 856.
Kong Ethelwulf’s ældste søn Ethelbald ( 834 - 860 ) blev ny konge af Wessex og regerede i perioden 856 og indtil sin død den 20. december 860.
Kong Ethelwulf´s søn Ethelbert ( 835 - 865 ) blev ny konge af Wessex og regerede i perioden 860 og indtil 865.
Kong Ethelwulf’s søn Ethelred ( 837 - 23. april 871 ) blev ny konge af Wessex og regerede i perioden 865 - 23. april 871. Kong Ethelred kæmpede imod de vilde danske vikinger som havde invaderet store dele af England. Han blev dræbt i slaget ved Merton den 23. april 871.
Kong Ethelwulf’s yngste søn Alfred den Store ( 849 - 26. oktober 899 ) , som var konge af England fra april 871 og indtil den 26. oktober 899, standsede i 878 for en tid de danske vikingers plyndringstogter, men måtte til gengæld afstå Danelagen, som var en del af det nordlige England, det meste af det østlige England og Midtengland.
Efterhånden nedkæmpede sakserne de danske vikinger i Danelagen, og erobrede England tilbage.
Alfred den Store’s søn Edward 1. ( født omkring 869-877 - 17. juli 924 ) blev konge af England og han regerede fra den 26. oktober 899 og indtil sin død den 17. juli 924.
Edward 1.’s søn  Athelstan ( 895 - 27. oktober 939 ) blev nu konge af England, og han regerede fra den 2. august 924 og indtil sin død 27. oktober 939.
Edward 1.’s søn Edmund ( 921 - 26. maj 946 ) blev konge af England, og han regerede fra den 27. oktober 939 og indtil sin død 26. maj 946. Kongen var til en fest i en lille landsby som hed Pucklechurch. Her opdagede kongen i folkemængden en bandlyst og simpel tyv ved navn Leofa. Kongen og hans mænd bad tyven Leofa forlade byen, men han nægtede. Kong Edmund blev dræbt i den efterfølgende kamp imod Leofa. Tyven Leofa blev derefter overmandet og henrettet.
Edward 1.’s søn Edred ( 923 - 23. november 955 ) blev derefter konge af England og han regerede fra 26. maj 946 og indtil sin død 23. november 955.
Edmund’s ældste søn Edwy ( 941 - 1. oktober 959 ) blev konge af England og han regerede
fra 23. november 955 og indtil 1. oktober 959.
Edmund’s søn Edgar ( 942 - 8. jul 975 ) blev derefter konge af England, og han regerede fra
1. oktober 959 og indtil 8. juli 975.
Edgar’s søn Edward 2. ( 962 - 18. marts 978 ) blev nu konge af England og han regerede fra
8. juli 975 og indtil 18. marts 978. Edward 2. blev snigmyrdet, da han besøgte slottet Corfe.
Han sad ved middagsbordet og blev stukket i ryggen med en daggert (en lille kniv) af sin stedmoder Elfrida ( 945 - 1000 ) som var mor til Ethelred 2.
Edgars’s søn (Æthelred ) Ethelred 2. ( 968 - 23. april 1016 ) blev nu konge af England som 10 årig, og han regerede fra 18. marts 978 og indtil sit eksil i 1013.
Men i år 1000 vendte de danske vikinger tilbage til England
Kong Ethelred 2. beordrede på St. Brice Day den 13. november 1002, en massakre på de danskere som levede i England. Det var en ren etnisk udrensning, og blandt de dræbte var både Pallig og Svends søster Gunhild, og det har sikkert spillet en rolle for Svend, da han i 1003-1004 atter angreb England og især lod det gå ud over byerne.
I året 1013 angreb den danske kong Svend 1. Tveskæg pludselig England og efter et slag ved London mod Englands hær ledet af kong Ethelred 2., blev den engelske hær fuldstændig knust og kong Ethelred 2. måtte flygte til Nordmandiet..
Ved juletid år 1013 valgte det engelske rigsråd Svend Tveskæg 1. som Englands konge.
Men allerede i februar 1014 døde kong Svend Tveskæg og sønnen Knud efterfulgte ham som Englands konge.
Men det engelske rigsråd valgte at tilbagekalde ekskong Ethelred 2. for at stå i spidsen for oprøret mod Knud og det udviklede sig til en borgerkrig.
Krigen var et knusende nederlag for Knud og han måtte i hast flygte til Danmark.
Ethelred 2. som havde erobret England tilbage blev igen Englands konge.
I Danmark fik Knud militærstøtte fra sin bror kong Harald 2. af Danmark og da kong Ethelred 2. døde den 23. april 1016 og sønnen Edmund 2. ( 989 - 30. november 1016 ) efterfulgte ham som Englands nye konge, valgte Knud i august 1016 at rejse tilbage til England med en stærk hær for at tilbageerobre sin engelske krone fra englænderne.
Efter slaget ved Assandun den 18. oktober 1016 besejrede Knuds hær den engelske kong Edmund 2.s hær.
Derefter måtte Edmund dele magten sammen med Knud og da Edmund pludselig døde den
30. november 1016, blev Knud Englands nye konge.
For at sikre freden, giftede Knud sig med den angelsaksiske enkedronning Emma.
Efter hans død den 12. november 1035 faldt Knud’s store danske-engelske imperium sammen, og efter kong Hardeknud’s ( 1018 - 1042 ) død den 8. juni 1042 overtog sakseren Edward Bekenderen ( 1004 - 4. januar 1066 ) Englands kongetrone.
Han regerede fra den 8. juni 1042 og indtil sin død 4. januar 1066.

DANSKE VIKINGER I ENGLAND I 1013.

Kong Edward Bekenderen havde i 1051 erklæret at hans fætter hertug Vilhelm af Nordmandiet skulle efterfølge ham på den engelske trone, men da kong Edward døde i januar 1066 blev Harald 2. Godwinson ( 1022 - 14. oktober 1066 ) valgt til engelsk konge, og derfor besluttede Vilhelm at rejse til England og kræve kongekronen.
Han fik samlet en hær på 7000 mand og i september 1066 sejlede Vilhelm sammen med sin hær på 600 skibe fra Nordmandiet med kurs mod det sydøstlige England.
Nogenlunde på samme tid havde den norske vikingekonge Harald Hårderåde invaderet det nordlige England med sin hær, og i slaget ved Stanford Bridge knuste kong Harald 2. Godwinson vikingernes hær, og under slaget blev Harald Hårderåde dræbt.
Den 28. september 1066 ankom hertug Vilhelm og hans hær til den engelske by Pevensey og slog lejr ved byen Hastings. Da den engelske konge fik besked på at en normansk hær var ankommet til landet, gav han sin hær ordre til at marchere mod Hastings.

SLAGET VED HASTINGS DEN 14. OKTOBER 1066.

Den 14. oktober 1066 startede slaget ved Hastings.
Selvom Vilhelms nordmanniske hær angreb den engelske hær flere gange, lykkedes det ikke for Vilhelm at gennembryde englændernes forsvarsstillinger, og han gav sin hær ordre til at trække sig tilbage, og uklogt nok gik den engelske hær til angreb.
Vilhelm gav så ordre til at angribe englænderne hvorefter tusindvis af englændere dræbt, og under angrebet blev kong Harald 2. Goodwinson af England dræbt. Det endte med at Nordmannerne vandt slaget.
Den 25. december 1066 blev hertug Vilhelm af Nordmandiet ( 1027 - 9. september 1087 ) kronet som Englands nye konge i Westminister Abby i London og kong Vilhelm 1. vandt hermed sit berømte historiske navn, Vilhelm Erobreren.
Først i 1072 havde Vilhelm Erobreren fået nedkæmpet alt modstand og samlet hele England.

KONG VILHELM 1. EROBREREN AF ENGLAND.

I 1077 havde Vilhelms dronning Mathilde lavet et historisk vægtæppe som skulle vise Vilhelm Erobrerens indtagelse af England i 1066, Bayeux-tapetet, som er bevaret i katedralen i Nordmandiet.
Foreningen af England og Nordmandiet under de nordmanniske konger førte til mange års krige mod Frankrig om herredømmet over Nordmandiet.
For at sikre Londons forsvar, beordrede Vilhelm at en ny fæstning skulle bygges.
Tower of London blev bygget i årene 1078 til 1090.
Ved Vilhelm 1.s død den 9. september 1087 blev kongeriget England-Nordmandiet delt, sønnen Vilhelm 2. ( 1056 - 2. august 1100 ) blev konge af England.
Vilhelm 1.’s søn Robert ( 1054 - 10. februar 1134 ) blev hertug af Nordmandiet.
Men brødrene kom snart i strid om den engelske krone og striden udviklede sig til en blodig borgerkrig, der først sluttede da Robert.s bror, den daværende kong Henrik 1. ( 1068 - 1. december 1135 ), som regerede fra 3. august 1100 til 1. december 1135, invaderede Nordmandiet og slog sin brors hær i slaget ved Tinchebray den 28. september 1106.
Derefter satte Henrik 1. sin bror Robert i Tower of Londons fængsel, hvor han først døde 28 år senere.
England og Nordmandiet var blevet forenet igen.
Men den franske konge var meget imod at Nordmandiet var en del af England, så i 1118 invaderede en fransk hær Nordmandiet og hermed startede 697 år fjendskab mellem England og Frankrig.
I slaget ved Bremule i 1119 slog Henrik 1. den franske hær og tvang dem ud af Nordmandiet, men den franske konge nægtede at anerkende englændernes herredømme i Nordmandiet.
Under Henrik 2.s ( 5. marts 1133 - 6. juli 1189 ) regeringstid fra 25. oktober 1154 og indtil
6. juli 1189, udvidede England sine besiddelser i Nordmandiet med Anjou, Bretagne, Maine, Poitou, Guyenne og Gascogne, det vil sige næsten hele det vestlige Frankrig blev erobret af Henrik 2. og freden blev sikret med et ægteskab med Henriks søn og den franske konges datter.
Kort tid efter Richard 1. Løvehjerte ( 8. september 1157 - 6. april 1199 ) var blevet kronet som ny konge af England i 1189, startede det 3. korstog mod tyrkerne i Det hellige land og Richard drog afsted med en stærk hær.
Efter freden i september 1192 var Jerusalem tilbagerobret for en tid og i oktober samme år sejlede Richard 1. med sin hær hjemad.

KONG RICHARD 1. LØVEHJERTE AF ENGLAND.

Men midt under sin hjemrejse blev Richard taget til fange af hertug Leopold af Østrig og Richard blev først sat fri efter at der var blevet betalt en kæmpestor løsesum for hans løsladelse, og derefter kunne han vende hjem til England.

Det var på dette tidspunkt fra 1192-1194, at den historiske legende om den tapre og dumdristige landevejsrøver og folkehelt, sir Robin af Locksley, eller bedre kendt som Robin Hood, at det foregik ifølge oldgamle engelske sagn og fortællinger fra årene 1227, 1261 og år 1300.
De fleste kender jo til legenden om Robin Hood fra Sherwood-skoven i England, som stjal fra de rige normannere og gav pengene til de fattige saksere. Sherwood-skoven findes skam stadigvæk idag, i grevskabet Nottinghamshire i det nordlige Storbritannien eller blot England, som landet hed i Middelalderen.
Robin Hood-legenden blev først nedskrevet til en bog som hed Piers Plowman. Bogen blev skrevet i årene 1360-1399 af både forfatteren William Langland ( 1330 - ca. 1400 ), der omskrev den gamle legende til den klassiske eventyrsfortælling som vi kender den dag i dag.
Han beskyttede de svage og fattige saksere mod Richard 1.s onde og magtsyge lillebror prins John, hans normanniske baroner og hensynsløse skatteopkrævere.
Hertug Leopold af Østrig krævede 150.000 guldmark, for at løslade den engelske konge. Men den onde prins John, havde planer om at bestikke sig frem til tronen og planlagde desuden at myrde sin egen kongelige bror, så han selv kunne blive Englands konge.
Men takket været Robin Hood og den smukke lady Marian's hjælp, samt en masse saksiske frihedskæmpere, lykkedes det for dem at forhindre prins Johns onde planer.
Richard 1. Løvehjerte vendte tilbage på tronen i England, og prins John og hans normanniske medsammensvorne blev landsforvist så længe kongen levede.
Legenden om Robin Hood har været meget populær i England både dengang og i dag, på teater og på film. Robin Hood-legenden så dagens lys i filmens verden med den engelske stumfilm Robin Hood and his Merry Men fra 1908. I 1912 blev Robin Hood filmatiseret i stumfilmen Robin Hood Outlawed fra 1912, og stumfilmen Days of Robin Hood 1913, men disse film var blot begyndelsen.
I 1922 medvirkede den amerikanske filmstjerne Douglas Fairbanks som Robin Hood i den verdenskendte stumfilmklassisker Robin Hood,og den blev en stor kassesucces både i USA og resten af verden.
I 1938 kom den første Robin Hood film både i lyd og farver med titlen The Adventures of Robin Hood. Filmen havde de berømte filmskuespillere Errol Flynn som Robin Hood, Olivia de Havilland som den skønne lady Marian, Basil Rathbone som den grusomme Sir Guy of Gisbourne, Claud Rains som den onde prins John og Alan Hale som en af Robin Hoods mest trofaste følgesvende Lille John.
Denne storfilm blev endnu mere populær end stumfilmen fra 1922, og filmen The Adventures of Robin Hood vandt 4 Academy Awards "Best Art Direction, Best Original Score, Best Film Editing, og Best Picture of the Year". Og i nyere tid i 1991 medvirkede den amerikanske filmskuespiller Kevin Costner som Robin Hood i en af de bedste Robin Hood-film, Robin Hood: Prince of Thieves.

Allerede i 1194 udbrød der krig mod Frankrig om herredømmet over Nordmandiet, hvor Richard 1. Løvehjerte vandt en stor sejr over den franske hær i slaget ved Gisors i 1197, men under belejringen af borgen ved Chayúz i foråret 1199, blev Richard 1. dødeligt såret og døde kort tid efter den 6. april 1199.
Richards efterfølger broderen John Uden Land ( 24. december 1166 - 19. oktober 1216 )  havde ikke samme militærstyrke og Frankrigs Philip 2. Augustus begyndte at tilbageerobre de engelske områder i det vestlige Frankrig.
Efter slaget ved Bouvines i 1214 måtte John trække sin hær ud af Frankrig og slutte fred.
Landets baroner tvang John til i året 1215 at underskrive det Store Frihedsbrev, Magna Charta, som skulle give de engelske baroner mere magt i landet.
Det varede ikke længe før samarbejdet imellem  kongen og baronerne brød sammen.
Det resulterede i at der startede en ny borgerkrig i landet, og hermed var den første baronkrig var brudt ud. De engelske baroner fik militærstøtte fra den franske konge.
Ved sin fars død den 19. oktober 1216 blev den 9 årige Henrik 3. ( 1. oktober 1207 - 16. november 1272 ) kronet som ny konge af England, men jarl William Marshall af Pembroke regerede på barnekongens vegne som rigsforstander og ved en royalisk søsejr over en fransk invasionsflåde ved Dover i 1217 mistede baronerne Frankrigs militærstøtte og i 1224 var baronernes oprør endelig slået ned.
I 1227 overtog den 20 årige Henrik 3. regeringsmagten i landet efter jarl William Marshall af Pembrokes død.
40 år senere i 1264 udbrød der et nyt baronoprør med Simon de Montfort i spidsen og efter slaget ved Lewes i 1264 blev Henrik 3., hans bror Richard og kronprins Edward taget til fange af baronerne.
For at de kunne blive løsladt måtte Henrik 3. i 1265 oprette et parlament, hvor baronerne havde den totale magt over England. 
I slaget ved Evesham i 1265 blev baronernes oprørsleder Simon de Montfort dræbt og hermed begyndte moralen på oprørernes hær at falde. Borgerkrigen sluttede da baronerne tabte slaget ved Ely i 1267 og bagefter måtte de sværge troskab til Henrik 3.
Den 16. november 1272 døde Henrik 3. efter 56 lange år på tronen. Han blev efterfulgt af sønnen Edward 1. ( 17. juni 1239 - 7. juli 1307 ) som Englands konge. Kong Edward 1. regerede fra 20. november 1272 og indtil sin død 7. juli 1307.

KONG EDWARD 1. AF ENGLAND.

Fra 1277 til 1282, erobrede Edward 1. det keltiske Wales og gav sin ældste søn Edward titlen prins af Wales.

Alexander 3. ( 4. september 1241 - 19. marts 1286 ) var konge af Scotland og han regerede i næsten 28 år i perioden 6. juli 1249 og indtil han faldt af sin hest og døde den 19. marts 1286, da han var på vej til slottet ved Kinghorn i Skotland.

Den 19. marts 1286 døde kongen af Skotland og efterlod sig ingen arvinger til tronen, så hermed gjorde kong Edward 1. krav på den skotske trone, men de skotske adelsmænd ville ikke have Edward 1. som Skotlands konge og det førte til krig mellem England og Skotland.
England invaderede store dele af Skotland og efter en årrække rejste det skotske folk til oprør imod kong Edward 1.
I slaget ved Dunbar i 1296 blev den skotske hær besejret, og herefter udråbte Edward 1. sig som Skotlands nye konge, efter at Skotland var erobret.
De skotske frihedskæmpere ville ikke opgive modstandskampen, så krigen forsatte en del år endnu.

William Wallace ( ca. 1272 - 23. august 1305 ) blev født i Skotland og blev Skotlands helt store frihedshelt. Han var ellers en fredens mand som blot ville dyrke afgrøder på markerne.
Men da den lokale engelske sherif af Lanark, William Heselrig, i maj 1297 som skræk og advarsel skar halsen over på William Wallace’s forlovede Marion Braidfute, blev krigeren vækket i William Wallace, som med omkring 40 skotske frihedskæmpere dræbte alle engelske soldater i Loudoun Hill, skar halsen over på sheriffen William Heselrig og derefter i vildt raseri skar William Wallace hans krop i småstykker.
William Wallace’s liv og frihedskamp blev foreviget af den dygtige skuespiller Mel Gibson i storfilmen Braveheart fra 1995.

MEL GIBSON SOM WILLIAM WALLACE I FILMEN BRAVEHEART FRA 1995.

Den 11. september 1297 vandt William Wallace og hans skotske oprørshær slaget ved Stirling Bridge. Skotland havde 7.000 infanteri-soldater og 150 kavaleri-ryttere mod Englands 18.000 infanteri-soldater og 750 kavaleri-ryttere.
England mistede mere end 7.000 soldater i kampen mens William Wallace’s og hans hær kun mistede en mindre del af sine soldater.
William Wallace tabte slaget ved Falkirk den 22. juli 1298, da hans hær på 9.500 infanteri-soldater og 500 kavaleri-ryttere kæmpede mod Englands 12.000 infanteri-soldater og 2.000 kavaleri-ryttere. William Wallace og mange af hans bedste krigere slap væk med livet i behold og flygtede langt væk fra slagmarken, hvor de slikkede deres sår.
Det viste sig at Wallace var blevet forrådt af flere skotske adelsmænd, og han tog en grusom hævn over dem og dræbte dem personligt med en morgenstjerne.
William Wallace og hans oprørshær fortsatte frihedskampen imod Englands invasion af civilbefolkningen i Skotland.
Men den 5. august 1305 blev William Wallace lokket i en fælde og fanget i landsbyen Robroyston nær ved Glasgow. Han blev derefter ført til London og i Westminster Hall blev han anklaget for højforræderi. William Wallace blev den 23. august 1305 dømt skyldig i højforræderi og blev derefter afklædt og trukket af en hest til Smitfield marked. Her blev han af bødlerne næsten druknet og kvalt. Derefter kom han på pinebænken hvor hans ben og arme blev trukket af led med tove og trisser. Han blev derefter i live skåret op fra brystbenet og ned. Kort derefter blev William Wallace halshugget af bødlen. Hans indre organer blev fjernet, og kønsorganerne blev skåret af. Hans krop blev derefter skåret i småstykker og hans hoved blev sat på en stav på London Bridge. William Wallace’s arme og ben blev sendt til Englands fire verdenshjørner, nemlig Newcastle, Berwick, Stirling og Aberdeen som en advarsel til Skotlands befolkning.
Virkningen blev ikke som Englands konge havde håbet på.
Robert 1. Bruce ( 11. juli 1274 - 7. juni 1329 ) som nu var Skotlands leder og konge, førte resterne af William Wallaces oprørshær og nye skotske rekrutter i kamp imod en talstærk engelsk hær i året 1314, hvor de kæmpede som stolte krigere i slaget ved Bannockburn og vandt deres frihed, da de besejrede fjenden England.
Efter den store skotske sejr i slaget ved Bannockburn i 1314, kunne Skotlands nye konge Robert 1. Bruce erklære sit land for uafhængig. Han regerede som Skotlands konge fra 1306 og indtil sin død den 7. juni 1329.

Men krigen mellem Skotland og England sluttede først helt, da Englands kong Edward 2. ( 25. april 1284 - 21. september 1327 ) blev myrdet den 21. september 1327, og sønnen Edward 3.
( 13. november 1312 - 21. juni 1377 ) efterfulgte ham på tronen som Englands konge.
Edward 3. regerede fra 25. januar 1327 og indtil sin død 21. juni 1377.
 

Oversigten
Tilbage Næste side