WEIMAR-REPUBLIKKEN OG DET TREDJE RIGE: 1919-1945.

Under revolutionen i november 1918 blev det tyske kejserdømme opløst, og ved underskrivelsen af Weimar-forfatningen i 1919 betød det at Tyskland blev en parlamentarisk republik med Friedrich Ebert ( 1871 - 1925 ) som landets første rigspræsident.


FRIEDRICH EBERT - TYSKLANDS RIGSPRÆSIDENT FRA 1919 TIL 1925.

Versailles-traktaten gav Tyskland store udgifter, især en enorm krigsskadeserstatning. Alsace-Lorraine skulle gives tilbage til Frankrig, Nord-Slesvig blev efter en folkeafstemning givet tilbage til Danmark, Posen og Vest-Prøjsen også kaldet den Polske Korridor fik Polen tilbage.
Desuden tabte Tyskland samtlige af sine kolonier, som blev omdannet til mandatområder under Folkenes Forbund.
Det blev også bestemt at Tyskland fremover kun måtte oprette en hær på 100.000 mand  men ingen ubåde eller krigsfly måtte være i Tysklands besiddelse.
Et tysk område vest for Rhinen skulle være helt uden tysk militær og besættes og beskyttes af soldater fra de allierede lande.
Området Saarland blev kontrolleret af Folkenes Forbunds i perioden 1920-35, og fortjenesten af kulproduktionen gik til Frankrig. Alle disse forpligtelser og krav til Tyskland gav grobund for den nationalsocialistiske agitation.
I 1920 prøvede Kapp et kupforsøg i Tyskland som mislykkedes.
I 1923 prøvede Adolf Hitler også på et kupforsøg, der heller ikke lykkedes.
Frankrig besatte i 1923-25 Ruhr-området i et forsøg på at få Tyskland til at betale erstatning til Frankrig. Stresemann som var Tysklands udenrigsminister i perioden 1923-29 forsøgte at imødekomme Frankrig.
I 1925 blev Locarno-traktaten underskrevet, samme år blev den 78 årige krigshelt feltmarskal Paul von Hindenburg ( 1847 - 1934 ) Tysklands nye rigspræsident efter Eberts død i 1925 og i 1926 blev Tyskland optaget i Folkenes Forbund.

              
PAUL VON HINDENBURG - TYSKLANDS RIGSPRÆSIDENT FRA 1925 TIL 1934.

Tysklands krigsskadeerstatninger blev nedsat og under den store økonomiske verdenskrise stoppede Tyskland sine betalinger til krigsskadeerstatning, og i 1932 ophørte Tysklands forpligtelser næsten helt.
Besættelsen af Rhinlandet med allierede soldater ophørte i 1930.
Tyskland havde en stor arbejdsløshed og en kæmpe inflation, der bevirkede en enorm social elendighed blandt den tyske befolkning. Dette var kimen til Adolf Hitlers adgang til magten i Tyskland den 30. januar 1933
Tyskland blev også hårdt ramt af det store børskrak i USA i 1929 som resten af verden.
Da Adolf Hitler var blevet løsladt i 1923 havde han udgivet sin bog, Mein Kampf, som blev den mest læste bog i Tyskland. I 1930erne blev Hitlers naziparti meget populær både blandt de fattige arbejdere og de rige adelsfolk i Tyskland.
Efter rigsdagsvalget i 1930 blev de nationalsocialistiske og kommunistiske partier så stærke, at der ikke kunne skabes et parlamentarisk flertal.
Den 30. januar 1933 blev rigspræsident Hindenburg tvunget til at udnævne nazipartiets leder, Adolf Hitler, til Tysklands rigskansler, selvom han ikke havde flertal i rigsdagen.
I oktober 1933 udtrådte Tyskland af Folkenes Forbund.
Før Hindenburgs død i august 1934 begyndte Hitler på at ændre Tyskland til en nationalsocialistisk totalitær stat, der lidt efter lidt fik større og større magt over landets fagforeninger. Alle partier blev forbudt, dog ikke Hitlers eget nationalsocialistiske parti, alle politiske modstandere blev omgående anbragt i særlige koncentrationslejre. Systematisk førfølgelse af jøderne blev indledt, desuden blev kulturlivet styret i en bestemt retning.


HINDENBURGS DØDSLEJE DEN 2. AUGUST 1934.

Og inden Hindenburg var blevet begravet, udråbte Hitler sig selv som Tysklands statsoverhoved med titlen som Tysklands fører og senere udnænte han sig selv som hærens øverstbefalende.


ADOLF HITLER, NAZITYSKLANDS RIGSKANSLER OG FØRER FRA 1933-1945.

Tysklands kæmpe arbejdsløshed blev fjernet på grund af at Hitler skaffede alle borgere i arbejde indenfor bilindustrien, jernbaner, den tyske autobahn, fabrikker som fremstillede    miltær isenkram ligefra u-både, skibe, fly, tanks, lastbiler, kanoner, og masser af våben, blandt andet pistoler , maskingeværer, håndgranater og ammunition til den tyske hær.
I 1933 var Tyskland ikke længere en del af Folkenes Forbund.
I 1935 indførte Hitler almindelig værnepligt i Tyskland.
I 1937 underskrev Tyskland sammen med Italien og Japan en militæralliance.

Den 20. april 1939 fejrede man Hitlers 50 årige fødselsdag med fremvisningen af Tysklands store hær og man var klar til Hitlers kommende krig.
Da Hitler havde brudt München-aftalen ved at erobre resten af Tjekkeslovkiet i 1938, vidste Storbritannien og Frankrig at en ny krig snart ville bryde ud i Europa.
Hitler angreb den 1. september 1939 Polen, som blev nedkæmpet på blot 17 dage.
Den 3. september 1939 erklærede Frankrig og England krig imod Tyskland, dette var starten på 2. verdenskrig.

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland, og senere i april 1940 besatte Tyskland Norge efter hård kamp. Senere i maj-juni 1940 blev Holland, Belgien, og store dele af Frankrig besat af Tyskland.

Da Hitlers allierede Benito Mussolini led et stort nederlag til den engelske hær i Nordafrika i slutningen af 1940, bad Mussolini Hitler om hjælp. Derfor sendte Adolf Hitler sin bedste hærfører Erwin Rommel til Nordafrika i februar 1941 for at lede den tyske hær i Nordafrika, som senere skulle blive kendt som Afrika-korpset, og det var der at Rommel blev meget berømt og respekteret på begge sider og hans soldater gav ham hans berømte navn, Ørkenræven.
I marts 1941 angreb Erwin Rommel med sine tanks englænderne og tvang dem helt fra Nordafrika og tilbage til grænsen ved Ægypten, en strækning på ca. 1500 km.
Hver gang englænderne prøvede at angribe Rommel med tanks, slog Rommel dem tilbage og gav dem store tab.
I juni 1942 indtog Rommel englændernes fæstningsby, Tobruk, efter næsten et års belejring, det var Rommels allerstørste sejr og han blev kaldt hjem til Berlin.
Da Rommel kom tilbage til Berlin i juli 1942, blev han forfremmet af Hitler til den næsthøjeste rang i den tyske hær, generalfeltmarskal.


MODEL AF EN TYSK TIGER-TANK  I AFRIKA.

Da generalfeltmarskal Rommel vendte til Afrika i august 1942, havde englænderne fået en ny øverstbefalende, generalløjtnant Bernard Montgomery, som skulle vise sig at blive Rommels overmand.
Pludselig i september 1942 blev Rommel alvorlig syg og måtte rejse hjem til Tyskland. Derfor blev Rommel blev afløst af general Hans-Heinrich Sixt von Armin ( 1890 - 1952 ), som ikke havde samme styrke som Rommel. Afrika-korpset havde heller ikke forsyninger nok til at forsætte længere ind i Ægypten og det udnyttede englænderne til fulde.
I slaget ved El Alamein, 96 km vest for Alexandria i oktober 1942, blev Afrika-korpset slået tilbage og måtte trække sig tilbage til Tobruk. I november 1942 generobrede englænderne Tobruk, så Afrika-korpset var på fuld tilbagetog til Nordafrika og ikke nok med det, den 9. november 1942 ankom den amerikanske hær til Marokko og truede nu Afrika-korpsets venstre flanke.


TYSK TIGER-TANK EROBRET I TUNIS AF ALLIEREDE I 1943.

I starten af januar 1943 vendte Rommel tilbage til Nordafrika, og kunne se at Afrika-korpset var dødsdømt og han bad Hitler om at trække Afrika-korpset ud af Nordafrika og over til Italien, men fik svaret: Sejr eller død.
I februar 1943 gav Erwin Rommel den amerikanske hær deres største nederlag i slaget ved Kasserine-passet i Nordafrika, men da den amerikanske hær fik general George Patton som ny øverstbefalende, gav Patton Rommel samme mønt tilbage og Montgomery var nu også blevet forenet med amerikanerne.
I marts 1943 blev Rommel kaldt hjem til Tyskland.
To måneder senere i maj måned 1943 overgav Afrika-korpsets 200.000 mand sig til de allieredes hære i Nordafrika.


KRIGSSKIBET BISMARCK - SÆNKET 27. MAJ 1941.

Tysklands nye store krigsskib Bismarck sejlede den 18. maj 1941 ud i Atlanterhavet sammen med krydseren Prinz Eugen på operation Rheinübung. Den 24. maj 1941 blev Bismarck angrebet af de engelske krigsskibe HMS Prince of Wales og HMS Hood. Bismarck blev ramt 3 gange men skibets svære panser ydede god beskyttelse. De enorme kanoner på Bismarck
ramte med dødbringende præcision HMS Hood, der eksploderede og brækkede i to dele.
1.415 engelske besætningsmedlemmer blev dræbt, mens kun 3 overlevede.
Bismarck satte kursen imod det besatte Frankrig for at blive repareret.
Den 26. maj 1941 lykkedes det for engelske fly at ramme Bismarck tæt ved roret, så kaptajnen ikke kunne manøvrere mere, da styremekanismen var blevet ødelagt.
Om morgenen den 27. maj 1941 blev Bismarck indhentet af de engelske krigsskibe HMS
King George V og HMS Rodney. På 20 kilometers afstand begyndte de at skyde imod Bismarck som besvarede ilden, men Bismarcks kanoner kunne ikke ramme deres mål, da skibet lå forkert i vandet. Indenfor en halv time var alle Bismarck’s store kanoner ødelagt, og kommandobroen samt skibets øvrige skruktur var også blevet ødelagt, men skibet holdt sig stadig flydende, da skroget var indtakt.
Den tyske kaptajn på Bismarck ville ikke overlade skibet til englænderne, og tyskerne sænkede selv skibet. Bismarck sank hurtigt på lokationen 650 kiloter vest for Brest i Frankrig, og forsvandt kl. 10.39 fra havets overflade indtil det ramte havbunden 4.700 meter nede. De engelske krigsskibe samlede 115 tyske søfolk op af vandet i live, men på grund af en u-bådsalarm, måtte de engelske skibe forlade området hurtigt. Omkring 2.100 tyske søfolk fra krigsskibet Bismarck druknede i Atlanterhavet den 27. maj 1941.

I sommeren 1941 havdeTyskland og Italien besat hele Balkan, og den 22. juni 1941 startede Hitler sit angreb (også kaldet operation Barbarossa) på Sovjetunionen, der som følge af dette blev allieret med England.
Efter det japanske luftangreb på Pearl Harbor 7. december 1941 erklærede USA Japan krig dagen efter, og fire dage senere den 11. september 1941 erklærede Hitler USA krig og hermed gik USA ind i verdenskrigen på Storbritanniens side. Det skulle Hitler aldrig ha gjort, hermed beseglede han Tysklands kommende nederlag i krigen.
Efter at USA gik ind i krigen i 1941 begyndte Tysklands krigslykke for alvor at vende.

Ved Wansee konferencen den 20. januar 1942 nær Berlin, holdt tysklands værste nazist i Gestapo, Heinhard Heydrich ( 7. marts 1904 - 4. juni 1942 ) et møde med 14 andre topnazister, for at finde den bedste løsning på jødeproblemet, idet 11 millioner jøder skulle dræbes udtalte Adolf Eichmann ( 19. marts 1906 - 1. juni 1962 ) som også var topnazist i Gestapo.
Reinhard Heydrichs løsning ved mødet var at oprette 6 udryddelseslejre i Polen, hvor jøderne skulle gasses til døde og efter deres velfortjente død skulle de brændes, sagde Heydrich.
Udryddelseslejrene hed: Chelmno, Belzec, Sobibor, Treblinka, Kleine Trostenez og til sidst Birkenau også bedre kendt som Auschwitz, som var den største af lejrene.
Her er en liste på hvor mange mennesker der blev myrdet i disse lejre:

Auschwitz ( Birkenau ) fra 1942-1945 blev der myrdet mindst 1.300.000 mennesker.
Belzec fra 1942-1943 blev der myrdet mindst 500.000 mennesker.
Chelmno ( Kulmhof) fra 1941-1943 blev der myrdet mindst 152.000 mennesker.
Kleine Trostenez fra 1942-1944 blev der myrdet mindst 206.000 mennesker.
Sobibor fra 1942-1943 blev der myrdet mindst 250.000 mennesker.
Treblinka fra 1942-1943 blev der myrdet mindst 840.000 mennesker.
Mere end 3.500.000 jøder blev myrdet i disse 6 udryddelseslejre fra 1941 til 1945.

Der var naturligvis mange flere udryddelseslejre beliggende både i Tyskland og andre steder i det besatte Europa. Her er oversigten over Tysklands arbejdslejre og koncentrationslejre:
Bergen-Belsen, fra 15. april 1943 - 15. april 1945, hvor der mindst døde 70.000 mennesker.
Buchenwald, fra 28. juli 1937 - 11. april 1945, hvor der mindst døde 85.000 mennesker.
Dachau, fra 22. marts 1933 - 29. april 1945, hvor der mindst døde 30.000 mennesker.
Flossenbürg, fra 3. maj 1938 - 23. april 1945, hvor der mindst døde 30.000 mennesker.
Gross-Rosen, fra 1. maj 1941 - februar 1945, hvor der mindst døde 40.000 mennesker.
Mittelbau-Dora, fra november 1943 - 9. april 1945, hvor der mindst døde 20.000 mennesker.
Neuengamme, fra 4. juni 1940 - 4. maj 1945, hvor der mindst døde 55.000 mennesker.
Niederhagen-Wewelsburg, fra maj 1939 - april 1945, hvor der mindst døde 1.285 mennesker.
Ravensbrück, fra 15. maj 1939 - 30. april 1945, hvor der mindst døde 28.000 mennesker.
Sachsenhausen, fra 12. juli 1936 - 22. april 1945, hvor der mindst døde 50.000 mennesker.
Stutthof, fra 1. september 1939 - januar 1945, hvor der mindst døde 65.000 mennesker.
Fangerne i alle lejre døde enten af sult, sygdom eller blev myrdet.


BILLEDE AF FANGER I BUCHENWALD I 1945.

I Østrig lå koncentrationslejren Mauthausen, hvor der mindst døde 100.000 mennesker i perioden fra 8. august 1938 - 5. maj 1945.

I Polen lå der flere almindelige koncentrationslejre, der kan især nævnes Majdanek i byen
Lublin, hvor der fra oktober 1941 til juli 1944 døde mindst mindst 230.000 mennesker.
Krakau-Plaszow, hvor der fra 1944 - januar 1945 mindst døde 8.000 mennesker.

I Frankrig lå koncentrationslejren Natzweiler-Struthof, hvor der i perioden fra 1. maj 1941 til
september 1944 døde mindst 10.000 mennesker, men det skønnes at det nærmere var helt op til 25.000 mennesker som blev henrettet i lejren. Bødlernes foretrukne henrettelsesmetode
var især hængning og nakkeskud.

I Holland lå koncentrationslejren Herzogenbosch eller blot Vught, hvor der i perioden fra
januar 1943 til september 1944 blev myrdet mindst 749 mennesker.
Koncentrationslejren Westerbork beliggende i Hooghalen i Holland, var en gennemgangslejr.
I perioden fra juli 1942 til september 1944 passerede 107.000 mennesker igennem lejren, og de fleste blev sendt videre til andre koncentrationslejre i 93 godstransporter. Kun omkring
5.200 mennesker overlevede især i lejrene Theresienstadt og Bergen-Belsen eller blev befriet af canadiske soldater i Westerbork den 12. april 1945.
Det var også via denne lejr, at Annelies Marie Anne Frank ( 12. juni 1929 - marts 1945 ) først havnede i Auschwitz i august 1944, og senere den 28. oktober 1944, blev hun sendt videre med tog til koncentrationslejren Bergen-Belsen i Tyskland, hvor hun døde af tyfus i marts 1945.
Anne Frank var jøde og blev kun 15 år gammel. Hun havde den 6. juli 1942 sammen med sin familie gemt sig i et lille loftrum i byen Amsterdam under krigen i Holland, men familien blev afsløret til Gestapo af en stikker den 4. august 1944. Hele familien blev anholdt og overført til Westerbork. Den eneste som overlevede opholdet i koncentrationslejrene var faderen Otto Heinrich Frank ( 12. maj 1889 - 19. august 1980 ). Han vendte tilbage til Amsterdam efter krigen og fik udleveret datterens dagbog af en genbo som havde gemt den, da familien blev arresteret. Otto Frank fik i 1947 udgivet datterens dagbog under titlen Anne Franks dagbog.

I Litauen lå koncentrationslejren Kauen ( Kaunas ) hvor der i perioden fra 15. september 1943 til 1. august 1944 blev myrdet mindst 50.000 mennesker.

I Tjekkoslovakiet lå koncentrationslejren Thereisenstadt, hvor især mange danske jøder blev sendt hen. I perioden fra 1940 til 1945 døde omkring 50.000 mennesker i lejren, enten af sult, sygdom eller blev henrettet.

I Letland nær byen Riga lå arbejdslejren Riga-Kaiserwald ( Mezaparks ), hvor lejrkommandanten var den modbydelige og ondskabsfulde SS-kaptajn Eduard Roschmann
( 25. november 1908 - 10. august 1977 ), som blev kaldt for slagteren fra Riga. Han var medlem af RSHA ( Reichssicherheitshauptamt ) som var en del af det tyske sikkerhedspoliti.
Arbejdslejren blev bygget i marts 1943. Året efter i maj 1944 befandt der sig 11.878 fanger i Riga-Kaiserwald arbejdslejren, og næsten alle var jøder fra Ungarn. Da russerne nærmede sig lejren, evakuerede tyskerne i september 1944 mange fanger til koncentrationslejren Stutthof i Polen. Men de fleste jøder i lejren blev henrettet af tyske soldater kort før evakueringen til koncentrationslejren Stutthof i Polen.
Riga-Kaiserwald blev befriet af Russiske soldater den 13. oktober 1944, men da var lejren
helt tom og forladt. Man fandt kun ligene af de mange myrdede jøder som i al hast var blevet begravet i store massegrave.
Eduard Roschmann flygtede efter krigen til Schweiz og gik under jorden. Han blev uforsigtig da han ville besøge sin hustru i byen Graz den 20. december 1947, og blev anholdt af det engelske militærpoliti. Desværre flygtede han via et vindue da han skulle på toilettet, og det lykkedes ham at flygte langs den grønne grænse fra Østrig og videre til Italien. Her fik han året efter i 1948 igennem Røde Kors et nyt pas med navnet Federico Wegener. Derfor kunne han uden problemer rejse via Genua i Italien og videre til Argentina i Sydamerika, hvor han levede de næste 29 år, indtil han døde af et hjertetilfælde i Paraguay den 10. august 1977.

Den 27. maj 1942 mens Reinhard Heydrich kørte i sin stabbil igennem Prags gader blev han angrebet af tjekkiske agenter som var trænet i England. De tjekkiske agenter skød mod bilen og smed samtidig en bombe imod Heidrich bil. Han blev hårdt såret overført til et hospital i Prag, hvor Reinhard Heydrich døde af blodforgiftning den 4. juni 1942, 38 år gammel.

Under overordnet ledelse af Adolf Eichmann blev SS-Einsatz grupperne grundlagt, og de befandt sig i de besatte områder i Rusland fra juni 1941, hvor de blev sat til at henrette de russiske jøder. SS-gruppen indsamlede en flok jøder som blev placeret ved kanten af et nygravet stort hul i jorden og derefter skudt.
Der blev ligefrem sat en ære imellem grupperne om, hvem der kunne henrette flest russiske jøder i 1941. Hen mod slutningen af 1941 var det lykkedes for SS-Einsatz grupperne at henrette mere end 300.000 russiske jøder.
Det foregik på denne måde at SS-soldaterne udvalgte en tilfældig by i Rusland og samlede alle jøder sammen. Kort forinden jøderne blev skudt, indsamlede SS-grupperne alle deres værdier, penge, smykker og lignende. Derefter blev alle mænd, kvinder og børn skudt og begravet i en massegrav. Disse massemord bredte sig fra Minsk og til Lvov i Rusland.
Adolf Eichmann overværende flere gange disse modbydelige henrettelser.
SS-lederen Heinrich Himmler overværede også flere af disse henrettelser, hvor de russiske jøder blev skudt. Men en enkelt gang hvor Himmler stod for tæt på en jøde som blev skudt, fik han et stykke hjernemasse i ansigtet og var lige ved at besvime.
I perioden 1941-1944 lykkedes det for de tyske SS-grupper i Rusland at skyde og dræbe næsten 2 millioner jøder.
Omkring 11 millioner mennesker blev myrdet i Tysklands arbejdslejre, koncentrationslejre i Polen, og af de berøgtede SS einzats-grupper i Rusland, hvoraf 6 millioner var jøder i årene 1941-1945.

 Den 21. august 1942 gik den tyske 6. armé på 500.000 mand til angreb på byen Stalingrad, hvor de russiske styrker voksede fra 300.000 til 1.700.000 mand i vinteren 1942 og de russiske soldater kæmpede nogle meget blodige gadekampe imod tyskerne.
På et tidspunkt i efteråret 1942 blev der dræbt 2.500 russiske soldater om dagen.
Den 19. november 1942 havde tyskerne kun 80 kampklare Tanks tilbage, mens russerne havde 1.200 kampklare T34 Tanks.
Selvom tyskerne næsten havde erobret hele Stalingrad, lykkedes det for russerne at holde stand ved floden Volga.
For at nedbryde tyskernes kampmoral, havde russerne dygtige snigeskytter som dræbte flere tusind tyske soldater og officerer.
Det lykkedes for Den røde hær at omkringe den tyske 6. armé i midten af december 1942.
Juleaften den 24. december 1942 var 60.000 tyske soldater døde af kulde og sult.
Russerne tilbød den 8. januar 1943 at de tyske soldater kunne overgive sig men general Friedrich Paulus ( 23. september 1890 - 1. februar 1957 ) havde fået ordre fra Adolf Hitler om at kæmpe til sidste mand.


GENERAL FRIEDRICH PAULUS.

Det lykkedes i starten af januar 1943 for tyskerne at evakuere 50.000 sårede soldater, som blev fløjet ud af Stalingrad.
Den 31. januar 1943 overgav general Friedrich Paulus sig sammen med resterne af den tyske hær på 91.000 mand ved Stalingrad på grund af kulde og sult, da Görings luftvåben ikke kunne klare de enorme forsyninger, som omfattede våben, mad, brændstof, tøj og lægemidler til soldaterne.
Slaget havde kostet 740.000 tyske soldater livet. Hos Den røde hær havde 750.000 russiske soldater mistet livet. Blot 6.000 tyske krigsfanger ud af de 91.000 soldater vendte hjem til Tyskland efter krigen, resten var døde af sult eller kulde i de russiske krigsfangelejre.
General Friedrich Paulus blev først løsladt fra russisk fangenskab i 1953, og bosatte sig derefter i Dresden i Øst-Tyskland.


TYSKE SOLDATER I KAMP VED STALINGRAD - RUSLAND.

Fra 10. juli 1943 til 6. juni 1944 blev de tysk besatte områder i Europa befriet af de allieredes soldater som kom fra syd og vest og tvang Italien ud af krigen, mens den russiske hær kæmpede for at trænge ind i Tyskland fra øst.

Den 6. juni 1944, startede operation Overlord eller blot D-dag med invasionen i det nordlige Frankrig. Der blev brugt mere end 10.000 fly, 7.000 skibe og næsten 160.000 soldater.
34.000 Amerikanske soldater blev landsat på Omaha Beach og 32.000 amerikanske soldater blev landsat på Utah Beach.
De amerikanske marineinfanterister på Omaha Beach  havde store tab, idet tyskerne kunne skyde med frit udsyn fra de tyske bunkers højt oppe ad skrænten. Alligevel lykkedes det for de amerikanske soldater at kæmpe sig op til de tyske bunkers som var svært bevæbnet.
Der blev dræbt 2.400 amerikanske soldater på Omaha Beach og 200 amerikanske soldater på Utah Beach. Omkring 2.000 tyske soldater blev dræbt i kamp ved Omaha og Utah Beach.
24.970 engelske soldater blev landsat på Gold Beach og 400 engelske soldater blev dræbt i kamp på Gold Beach.
28.845 engelske soldater blev landsat på Sword Beach og 600 engelske soldater blev dræbt i kamp på Sword Beach.
15.000 canadiske soldater blev landsat på Juno Beach og 340 canadiske soldater blev dræbt og 574 blev såret på Juno Beach.
Den 25. juli 1944 havde de allierede styrker fra USA, England og Canada samlet en hær på 1.452.000 mand. Under den fortsatte invasion igennem Frankrig, blev ca. 57.200 allierede soldater dræbt i kamp mod tyske soldater, og ca. 173.000 allierede soldater blev såret eller meldt savnet.
Den tyske hær i Frankrig var den 23. juli 1944 på 380.000 mand. 23.019 tyske soldater blev dræbt i kamp, 67.060 tyske soldater blev såret og 198.616 tyske soldater blev meldt savnet.
De allierede mødte hård modstand fra de tyske soldater, men nedkæmpede alle tyskernes forsvarsstillinger i Frankrig, og derefter var vejen banet for de allierede styrkers videre invasion igennem Frankrig med kurs direkte mod Berlin.
Årsagen til at de allierede forholdsvis smertefrit klarede landgangen i Normandiet var, at
det lykkedes at overbevise Adolf Hitler og hans generaler om at D-dagen blot var en afledningsmanøvre for den “rigtige” store invasion som ville ville komme 200 kilometer længere væk. Derfor tilbageholdt Adolf Hitler sine elite-pansertropper i Tyskland. Havde Hitler sendt sine bedste elite-pansertropper til strandene i Normandiet, så var det blevet et blodbad for de allierede styrker på stranden.


AMERIKANSKE SOLDATER - VED OMAHA BEACH - 6. JUNI 1944.

Den 20. juli 1944 prøvede en hemmelig gruppe tyske generaler at dræbe Hitler med en tidsinstillet bombe, men Hitler overlevede desværre bombeattentatet, fordi en officer havde flyttet mappen med bomben, og Adolf Hitler tog en grusom hævn over dem der havde forrådt ham ved at sende generalernes familier til udryddelseslejrene. Faktisk blev 5000 mennesker dømt for at have deltaget i attentatet mod Hitler, men mange af dem var uskyldige.

Den 16. december 1944 blev det store panserslag ved Ardennerne udkæmpet mellem tyskernes Tiger Tanks og amerikanernes Sherman Tanks. Amerikanerne havde en styrke på ca. 500.000 mand og 242 Sherman Tanks og 182 Tank Destroyers. Tyskerne havde en styrke på ca. 600.000 mand og 600 Tiger Tanks. Kampene var særdeles blodige og fortsatte indtil den 8. januar 1945 hvor amerikanerne til sidst vandt panserslaget og de tyske soldater som overlevede panserslaget måtte gå helt tilbage til Tyskland. 19.276 amerikanske soldater blev dræbt, 23.554 amerikanske soldater blev meldt savnet og 47.493 amerikanske soldater blev såret. 15.652 tyske soldater blev dræbt, 27.582 tyske soldater blev meldt savnet og 41.600 tyske soldater blev såret.

Men selvom krigen reelt var tabt gav Hitler sine generaler ordrer til at kæmpe til sidste mand, og flere hundredtusinde tyske mænd og unge drenge måtte betale deres liv for det morderiske Tredie Rige.
Fra slutningen af 1944 til starten af 1945 var den tyske hær på vestfronten fuldstændig udmattet, men på østfronten fortsatte kampene.


SKIBET WILHELM GUSTLOFF - SÆNKET 30. JANUAR 1945.

I vinteren 1944-1945 rykkede den russiske hær ind i Østpreussen og herved blev 2,5 millioner tyskere spærret inde. De vidste at soldaterne fra den Røde hær ikke ville vise nogen nåde hverken overfor civile eller tyske soldater. Den eneste mulighed for flugt var til fods over den tilfrosne ferskvands-sø ( Vistula Lagoon ) som hed Frishes Haff og videre til den Polske havneby Gotenhafen. Det tyske passagerskib Wilhelm Gustloff som blev bygget i 1938, havde plads til 1465 passagerer. Under 2. verdenskrig blev skibet anvendt som hospitalsskib under navnet Lazarettschiff D. På grund af de kaotiske forhold i Gotenhafen blev skibet fyldt med 10.582 passagerer. Skibet Wilhelm Gustloff sejlede den 30. januar 1945 fra Gotenhafen vestpå ud i den minefyldte Østersø.
Om aftenen den 30. januar 1945 kl. 21.05 fik den russiske u-båd S13 i periskopet øje på det overfyldte tyske flygtningeskib Wilhelm Gustloff, som sejlede 115 kilometer øst for Nexø på Bornholm. Den russiske u-båd S13, som var under kommando af kaptajn Alexander Ivanovich Marinesko ( 15. januar 1913 - 25. november 1963 ), affyrede 3 torpedoer imod skibet Wilhelm Gustloff, og alle torpedoer ramte skibet med dødbringende præcision. De næste 45 minutter prøvede folk på skibet, at komme ombord i redningsbådene, men langt de fleste af skibets redningsbåde var frosset fast på dækket i vinterkulden.
Da klokken var 21.50 var skibet forsvundet fra havets overflade og på vej ned i dybet, hvor skibet ramte havbunden 45 meter nede.
9.343 passagerer druknede i Østersøens iskolde vand som kun var 2 grader varmt.
8.956 passagerer var tyske flygtninge især mange kvinder, børn og unge. 918 passagerer var tyske officerer, 373 passagerer var kvindelige teknikere fra den tyske flåde, 162 passagerer var hårdt sårede tyske soldater og desuden skibets besætning på 173 mand.
1.239 passagerer blev reddet op af det iskolde vand i live af tyske torpedofartøjer og redningsskibe. Mange af dem døde alligevel senere efter opholdet i det iskolde vand.


SKIBET GENERAL VON STEUBEN - SÆNKET 10. FEBRUAR 1945.

Det tyske dampskib General von Steuben sejlede fra byen Pillau i havbugten nær Danzig
( det nuværende Gdansk) i Polen den 9. februar 1945 med kurs mod Swinemünde. Ombord på skibet var der 2.000 sårede tyske soldater, 320 sygeplejersker, 30 læger, omkring 2.000 tyske flygtninge og besætningen på skibet. Der er nogen usikkerhed omkring det samlede antal mennesker som var ombord på skibet, men omkring 4.500 mennesker. Endnu engang var den russiske u-båd S13 klar. Ubådskaptajn Alexander Ivanovich Marinesko fik igennem u-bådens periskop øje på det tyske transportskib General von Steuben, og omkring kl. 00.55 natten til den 10. februar 1945, affyrede han to torpedoer mod transportskibet, som begge ramte med dødbringende præcision. Transportskibet General von Steuben sank på mindre end 10 minutter i Østersøens iskolde hav, og fortsatte ned i dybet hvor skibet ramte havbunden 72 meter nede. Omkring 4.000 mennesker druknede i Østersøens iskolde vand og 659 blev reddet op i live af tyske torpedofartøjer.

De amerikanske soldater mødte den russiske hær ved floden Elben den 1. april 1945.
Den 16. april 1945 startede russerne deres angreb på Berlin og det lykkedes først russerne at erobre Berlin den 2. maj 1945 og slaget om Berlin kostede 300.000 russiske soldater og 490.000 tyske soldater livet, verdens mest blodige slag.


RUSSERNES EROBRING AF BERLIN DEN 2. MAJ 1945.

Selvom russerne var trængt ind i Berlin, gav Hitler ordre til at kæmpe til døden, fordi ellers ville riget gå under. Så man sendte unge drenge fra 14 år og op til 20 år ind i en håbløst kamp mod russerne i slaget om Berlin.
Den 30. april 1945 havde Hitler opgivet håbet om at blive hersker over verden, og begik selvmord kl. 15.30 sammen med sin nygifte kone Eva Braun. Døden var deres bryllupsrejse.
Efterfølgeren storadmiral Karl Dönitz måtte kapitulere på alle fronter den 7. maj 1945.
Det store tyske tredje rige var fuldstændigt knust og havde kun overlevet i 12 år.

Der blev dræbt over 6 millioner jøder under 2. verdenskrig. Her er oversigten:
Bulgarien: 11.000 jøder, Danmark: 161 jøder, Frankrig og Belgien: 32.000 jøder,
Grækenland: 60.000 jøder, Holland: 102.000 jøder, Italien: 7.600 jøder,
Jugoslavien: 55.000-60.000 jøder, Luxenburg: 1.200 jøder, Nazi-Tyskland: 165.000 jøder,
Norge: 735 jøder, Polen: 2.700.000 jøder, Rumænien: 211.000 jøder,
Sovjetunionen: 2.200.000 jøder, Tjekoslovakiet: 143.000 jøder, Ungarn: 502.000 jøder,
og Østrig: 65.000 jøder.

Den 2. verdenskrig kostede 56 millioner mennesker livet og næsten hele Europa var fuldstændig ødelagt på grund af Hitler.
Men Tysklands allierede Japan nægtede at overgive sig, da freden kom til Europa den 8. maj 1945.


ATOMBOMBEN OVER HIROSHIMA DEN 6. AUGUST 1945.                                                 


ATOMBOMBEN OVER NAGASAKI - DEN 9. AUGUST 1945.

Det amerikanske bombefly B-29 Superfortress fløj den 6. august 1945 kl. 08.15 over Hiroshima, hvor oberstløjtnat Paul Warfield Tibbets ( 23. februar 1915 ) kastede sin dødbringende last, og kort efter eksploderede atombomben over Hiroshima, med en sprængkraft der svarede til 13.000 tons TNT-sprængstof. Ødelæggelserne var forfærdende og omkring 80.000 personer blev øjeblikkeligt dræbt på landjorden. Yderligere 60.000 personer døde af strålesyge indenfor de næste par måneder i 1945.
Det næste amerikanske bombefly B-29 Superfortress fløj den 9. august 1945 kl. 11.02 over byen Nagasaki , hvor major Charles W. Sweeney ( 1919 - 15. juli 2004 ) ved styrepinden, gav ordre til bombeskytten kaptajn Kermit K. Beahan ( 9. august 1918 - 9. marts 1989 ) om, at kaste flyets dødbringende last over byen, og kort efter eksploderede atombomben over Nagasaki. Igen var ødelæggelserne på landjorden forfærdende, og omkring 75.000 personer blev dræbt øjeblikkeligt. Yderligere døde omkring 75.000 personer af strålesyge inden udgangen af 1945.
I starten af 1950erne var stigningen af japanere der uforklarligt og pludseligt fik leukæmi
( blodkræft ), lungekræft, brystkræft og kræft i skjoldbruskkirtlen alarmerende stor.
Efter at amerikanerne havde kastet de 2 atombomber over Japans to største byer overgav Tysklands forbundsfælle sig til sidst og 2. verdenskrig var endeligt slut.

Efter krigen oprettede tyske nazister på flugt i 1946 organisationen ODESSA ( Organisation der ehemaligen SS-Angehörigen ), på dansk Organisationen for tidligere SS-medlemmer.
ODESSA havde hjembase et sted i Syd-Amerika, og det lykkedes for ODESSA at hjælpe mere end 10.000 tidligere SS-soldater og officerer med at flygte fra Tyskland til Syd-Amerika uden at blive retsforfulgt for deres forbrydelser begået under 2. verdenskrig.
Især skal nævnes topnasisterne Ludolf-Hermann von Alvensleben, Adolf Eichmann, Aribert Heim, Josef Mengele, Erich Priebke, Eduard Roschmann og mange andre topforbrydere som med hjælp fra ODESSA flygtede fra Tyskland og til Syd-Amerika eller mellemøsten efter krigens afslutning i 1945.

Oversigten
Tilbage Næste side